At  skabe  konkrete  minder

Som tidligere nævnt har de jordemødre, der har været i faget i en lang årrække, oplevet en stor ændring i, hvordan man anskuer tabet af et barn. Bente fortæller her, hvordan hun har oplevet, at hendes tidligere undren over at fotografere et aborteret foster nu er blevet til en fast procedure og rutine hos hende og på hospitalet:

”Jeg kan bare huske første gang, hvor der var en af mine kollegaer, der snakkede om, at hun ville fotografere det her barn, som var en senabort, og det synes jeg jo dengang, at altså folk havde jo valgt at få en senabort, hvorfor i alverden skulle de så også have billeder af det her barn, det var da noget mærkeligt noget, ikke? Og i går har jeg stået og taget billeder til folk af den her senabort, og de har selv fotograferet barnet.” - Bente

Ovenstående citat kan, inspireret af Bourdieu og Chambliss, tolkes således, at det at tage billeder af det aborterede foster er blevet en habitueret rutinepraksis. I dag er det således procedure, at sundhedspersonalet opfordrer til og selv tager billeder samt fod- og håndaftryk af det aborterede foster, uanset om kvinden/parret ønsker det eller ej. Dette er et eksempel på, hvordan få jordemødres praksis kan influere hele afdelingers praksis og dermed definere, hvad der er normal praksis. Herved etableres en bestemt social orden. Hvis kvinden/parret ikke vil have disse konkrete minder med hjem, lader personalet dem liggende i journalen, som et ”mindekort”:

”Vi får taget billeder, og vi tager fodaftryk, og vi tager en rulle sort-hvid film, og det gør vi bare altid, det er procedure.” - Lone

”Nu printer vi [billeder] ud, og nogle vil jo ikke have de billeder, men så siger vi: ”Nu ligger vi dem så i journalen, og så kan I bede om at få dem. Nu er de der, for man kan godt fortryde, og så er det jo for sent, hvis vi ikke har fået dem taget”. Selvom de siger, at de ikke vil, så gør vi det faktisk alligevel, og så er de der bare.” - Kirsten

Disse citater viser, hvordan jordemødre repræsenterer en bestemt position, hvorfra det ikke bliver tilgodeset, hvis kvinden/parret ikke ønsker de konkrete minder. Man kan anskue det således, at hvis jordemødrene fulgte kvinden/parrets ønske om fravalg af konkrete minder,

Teoretisk  analyse  

ville dette skabe uorden i deres rutiniserede praksis ved at mindske personliggørelsen af fostret. Professionsidentiteten kan, ifølge Wackerhausen, især ses som styret af de habituerede rutinepraksisser.

Åse legitimerer sin praksis ved at forklare, at grunden til, at det er godt at tage billeder og aftryk fra det aborterede foster er, at:

”Det er rigtig vigtigt at gøre alle de der ting. Den oplevelse og det liv, man har med det lille døde barn, det er jo så kort.” - Åse

Hermed holder hun fast i, at der er tale om en sorg, der skal anerkendes, og at kvinden/parret skal forholde sig til den sorg gennem minder om det døde barn. Hermed tilkæmper hun sig kontrollen med dette arbejde.

Med inspiration fra Wackerhausen kan man sige, at den ritualisering, der følger efter abortfødslen, legemliggør en række antagelser, klassifikationer og idealer blandt jordemødre.

Kvinden stoler på jordemødrene og deres viden om, hvad der er bedst efter abortfødslen.

Kvinden får ikke selv lov til at vælge, om der skal tages billeder og hånd- og fodaftryk – det bliver der gjort som fast procedure. Kvinden får kun lov til at vælge, om hun vil have billeder og aftryk med hjem eller ej. Ifølge Risøy medfører disse rutiner og ritualer, at der skabes et barn og dernæst skabes individer, der sørger over tabet af dette barn (Risøy 2009: 340).

Ritualiseringen medfører en personliggørelse af det aborterede foster, men budskabet i ritualiseringen bliver konfliktfyldt: På den ene side sker der en kamp for, at fosteret skal ses som et barn, men samtidig skal kvinden acceptere udførelsen af aborten (ibid.: 361).

Jordemødre bliver formidlere af budskabet ”at skabe et barn” og ”skabe individer, der skal sørge over dette barn”, gennem deres praksis, hvilket kan ses som en dramatisering og

”sentimentalisering” af den sene provokerede abort.

Bente stiller spørgsmålstegn ved, om man også skal fastholde samme praksis med skabelse af konkrete minder ved sene provokerede aborter på social indikation:

”Jeg ved ikke på samme måde, hvis folk har valgt det fra af sociale årsager, så er det måske mere grænseoverskridende, altså hvorfor skal man have et billede der? Der vil man måske på en eller anden vis hellere glemme det.” - Bente

Teoretisk  analyse  

Pia udtrykker ligeledes skepsis over for proceduren omkring at skabe disse konkrete minder – især, hvis barnet er meget småt:

”Med de helt små kan billederne nogle gange være ikke så pæne. Nogle gange kan det i virkeligheden være bedre for dem [forældrene] at have et billede inde i hovedet, fordi de ligesom kobler det billede, de havde, da de så deres egen baby på nethinden med den der typiske babyreklame, som man ser i fjernsynet med det der yndige, lækre, fede søde barn.”- Pia

Her udtrykker Pia således en bekymring for, om man i virkeligheden kan forværre sorgen ved at give kvinden/parret konkrete minder. Selvom Bente og Pia fremhæver nogle problemer ved at have disse minder, er det dog stadig en praksis, de medvirker til at fastholde, fordi det er procedure på hospitalet.

Pia nævner som den eneste, at man i en tid, hvor sorgen og følelserne omkring oplevelsen med en sen provokeret abort fylder mere og mere, også skal passe på, at denne oplevelse ikke kommer til at fylde for meget for de kvinder/par, der oplever det:

”Jeg vil sige, at man i dag kan være i den grøft, hvor man kunne sige, at man også skal passe på, at man ikke dvæler for meget ved det, og at det ikke bliver skabende for resten af ens liv, altså de næste 30 år, at man har været så uheldig at blive gravid med et barn, som havde en misdannelse eller man blev gravid på et tidspunkt, hvor man ikke kunne håndtere at få barnet.” - Pia

Om det er gavnligt for sorgprocessen at skabe konkrete minder om det aborterede foster er undersøgt i få andre studier, men resultaterne giver ikke noget klart billede. Geerinck-Vercammen & Kanhai fandt i deres studie af forældres reaktioner efter en sen provokeret abort på grund af misdannelser eller andre abnormiteter hos fosteret, at forældre, der havde valgt at tage imod konkrete minder såsom billeder, fandt stor værdi heri i deres sorg. Dette gjaldt ligeledes for dem, som først havde tøvet med at tage imod tilbuddet (Geerinck-Vercammen & Kanhai 2003: 546). Risøy fremhæver i sin undersøgelse dog, at en analyse af kvinders oplevelser og fortællinger efter en sen provokeret abort altid har en risiko for at blive psykologiseret (Risøy 2009: 2), hvormed man kan overfortolke kvindernes udsagn. Hun fandt i sit studie, at nogle kvinder, der havde valgt en sen provokeret abort, oplevede, at de blev presset til at holde og se barnet, få billeder, vælge begravelsesform m.v., og at dette var problematisk (ibid.: 310-312+322+338-349).

Teoretisk  analyse