Refleksioner  over  vores  fund

Den offentlige debat om fosterdiagnostik og valg af provokeret abort i Danmark handler dybest set om valget af abort, og hvilke konsekvenser dette valg kan få. Debatten bunder ofte i en problematisering af et sorteringssamfund over for kvindens ret til selvbestemmelse.

Debatten handler derimod sjældent om selve udførelsen af aborten, om de tilknyttede ritualer, om de sundhedsprofessionelles reaktioner eller om den eventuelle efterfølgende sorg hos kvinden/parret. Debattens fokus skyldes måske, at der ikke er den store indsigt i disse områder. Vores hensigt med specialet har derfor været at fremstille og udvikle viden om jordemødres arbejde med de sene provokerede aborter, og hvordan dette er struktureret af sociale interaktioner og den samfundsmæssige kontekst.

Man kan fremføre, at flere af vores fund omkring jordemødres praksis og selvopfattede rolle ved sene provokerede aborter kan virke provokerende på nogle udenforstående og andre aktører i det sundhedsprofessionelle felt. De vil måske tage afstand fra den høje grad af personliggørelse, som jordemødrenes praksis medfører, fordi denne kan gøre valget af abort endnu mere etisk problematisk, end det i forvejen er. Dette skyldes, at denne praksis i endnu højere grad skaber et barn og derfor en bevidsthed om, at dette barn – og ikke ”bare” et foster – fravælges ved udførelsen af en sen provokeret abort.

Der er i det danske samfund sket en eksplosion i videnskabeliggørelse, en konstant stigende interesse for at kontrollere, undgå eller bekæmpe sygdom samt en øget risikofiksering som følge heraf. Dette danner basis for en fortsat udvikling af de fosterdiagnostiske undersøgelser, som kan medføre fravalg af fostre med abnormiteter af varierende alvorlighed.

Diskussion  

De fosterdiagnostiske tilbud får imidlertid ikke nødvendigvis kun konsekvenser for dem, som får at vide, at der er fundet misdannelser eller andre abnormiteter hos fostret, idet disse teknologier ligeledes ændrer perspektiverne på graviditet og moderskab i det hele taget.

Barbara Katz Rothman var en af de første, der var med til at problematisere de fosterdiagnostiske tilbud. I følgende citat fremhæver hun, at fosterdiagnostikken og muligheden for efterfølgende abort sender modstridende signaler til kvinderne:

“It asks women to accept their pregnancies and their babies, to take care of the babies within them, and yet be willing to abort them. We ask them to think about the needs of the coming baby, to fantasize about the baby, to begin to become the mother of the baby, and yet to be willing to abort the genetically damaged fetus.” (Rothman 1986: 6).

Det er endnu ikke muligt at sige, hvilke konsekvenser disse modstridende signaler vil få på lang sigt, men vi kan allerede nu se, at der er opstået en ny gruppe af gravide kvinder – en gruppe med et stort behov for kontrol over deres graviditet og fødsel. Det ændrede blik på graviditet og moderskab er således et vilkår, der i høj grad påvirker jordemoderprofessionen gennem videnskabeliggørelse og teknologisering. Jordemoderprofessionen er således under forandring og udfordring.

Jordemødre arbejder i dag på hospitaler, hvor det er et vilkår, at katastrofale hændelser bliver rutine ved gentagelse og tingsliggørelse af kroppen, idet kroppen gøres til noget upersonligt og maskinelt. Jordemødrenes praksis er derfor også formet af placeringen på hospitalet, hvilket vi fx kan se ved en øget teknologisering af fødsler. I jordemødrenes diskurser om praksis ved sene provokerede aborter og i deres professionsetik, tager de dog afstand fra denne tingsliggørelse og teknologisering. I stedet forsøger de at bevare deres holistiske tilgang til fødende kvinder og således holde fast i et ideal om, hvilken funktion en jordemoder skal have. Dette skaber grobund for en række latente konflikter mellem jordemødre og andre faggrupper på hospitalet.

Institutionaliseringen af jordemoderprofessionen har ligeledes medført, at jordemødrene i dag har meget få muligheder for selv at bestemme rammerne for deres arbejde og dermed for at handle på en måde, der er i overensstemmelse med deres professionsetik og -identitet. I stedet spiller de institutionelle rammer på hospitalerne og hermed også andre faggrupper en stadig større rolle for tilrettelæggelsen af jordemoderarbejdet. Jordemødrene står derfor over for

Diskussion  

nogle vanskelige og potentielt etisk problematiske situationer i deres daglige arbejde, da de oftere opleve at stå i situationer, hvor de er tvunget til at handle på en måde, der strider mod deres etiske overbevisning og professionsidentitet. De institutionelle rammer efterlader således kun et begrænset handlerum for jordemødrene. At handle etisk bliver derfor et spørgsmål om, hvad der er muligt.

Et andet vilkår for jordemoderprofessionen er i dag, at flere og flere funktioner fratages jordemødrene på grund af besparelser og omstruktureringer. Dette har resulteret i, at jordemødrenes arbejde på fødegangen efterhånden har karakter af ”samlebåndsarbejde”, idet de primært er til stede under selve fødslen og har begrænset tid sammen med kvinderne før og efter fødslen. I en sådan dagligdag skiller et forløb med en sen provokeret abort sig markant ud. Både fordi konsekvensen af forløbet er, at fostret dør, men også fordi der i et sådant forløb ofte er bedre tid – fordi jordemoderen i flere tilfælde bliver taget fra andre opgaver – og dermed også bedre muligheder for at yde omsorg. Måske derfor kan man diskutere om jordemødrenes nærmest ”overgør” og idealiserer deres egen rolle i arbejdet med sene provokerede aborter ved at tilknytte en lang række ritualer. På denne måde kan jordemødrene føle, at de har gjort deres arbejde godt.

Der kan være flere forskellige grunde til denne ”overgørelse” af deres arbejde, udover det erklærede formål, som er at støtte kvinden/parret i en sorgproces. Jordemødrenes praksis kan i stedet ses som udtryk for et behov for at legitimere deres tilstedeværelse på et hospital, der i højere og højere grad teknologiserer deres arbejde. Hermed bliver jordemødrenes praksis omkring sene provokerede aborter en ideologisk kamp. Jordemødrenes praksis kan imidlertid også ses som en måde at mindske deres indre konflikter og moralske bekymring – ved i høj grad at håndtere de sene provokerede aborter som almindelige fødsler, kan jordemødrene således mindske de etiske problemer, de oplever i forbindelse med varetagelsen heraf.

Jordemødrenes håndtering af de sene provokerede aborter kan således ses som et udtryk for deres egne professionsidealer, men kan samtidig også ses i en større samfundsmæssig sammenhæng. Her kan man tale om, at en form for inderliggørelse gør sig gældende.

Inderliggørelsen kommer til udtryk ved, at man generelt i samfundet i dag har fået en større forståelse og accept af følelsesmæssige reaktioner på svære begivenheder. Det er således blevet mere almindeligt at opsøge eksempelvis psykologer og terapeuter for at få hjælp til at håndtere svære begivenheder i livet. Hermed har forståelsen af sorg og dennes betydning

Diskussion  

ændret sig, hvilket vi også ser i vores undersøgelse. I dag er det mere alment accepteret, at der kan være en stor sorg forbundet med tabet af et barn, og dette har således også spredt sig til håndteringen af de sene provokerede aborter. Tendensen til inderliggørelse bliver således manifesteret i jordemødrenes håndtering af de sene provokerede aborter, der netop har karakter af en stor accept af og forståelse for, at aborten for kvinden/parret kan være en traumatisk oplevelse, som kan sammenlignes med at miste et barn, og derfor medfører sorg.

Hermed kan jordemødrene gennem de ritualer, der udføres i forbindelse med en sen provokeret abort, være med til at skabe en sorg hos kvinden/parret – en sorg, der måske uden ritualerne, havde været mindre eller måske slet ikke været der. Man kan derfor diskutere, om man ved at sende et tydeligt signal om, at en sen provokeret abort er en fødsel, som foregår på en fødeafdeling og efterfølges af en række ritualer, anbringer denne i en kategori, hvor den ikke hører hjemme. Desuden kan man argumentere for, at den nuværende organisering af sene provokerede aborter er problematisk, da jordemødrene oplever, at de falder uden for både gynækologisk afdeling og fødeafdeling, samt at placeringen på fødeafdelingen side om side med almindelige fødsler er uhensigtsmæssig for både kvinder og jordemødre.

Vores undersøgelse har givet et indblik i jordemødres praksis omkring sene provokerede aborter – en praksis, der har tilknyttet en række ritualer, som man, med udgangspunkt i den eksisterende litteratur på området, kan sætte spørgsmålstegn ved gavnligheden af. Det er i forlængelse heraf derfor meget relevant at undersøge, hvilke behov aborterende kvinder med hhv. ønskede og uønskede graviditeter reelt har. Dette er ikke mindst relevant, da flere og flere kvinder med tiden kan komme til at opleve en sen provokeret abort, hvis fosterdiagnostikkens rivende udvikling fortsætter. Som følge af stigningen i antallet af sene provokerede aborter, er det i forlængelse af vores fund desuden vigtigt at få viden om, hvad man kan gøre noget for at mindske de moralske bekymringer jordemødre og andre sundhedsprofessionelle, der varetager sene provokerede aborter, kan opleve.