Det  aborterede  fosters  status

Den massive udvikling inden for teknologi og medicin skaber mulighed for udvikling af bl.a.

de fosterdiagnostiske tilbud og for at holde liv i stadig yngre fostre. Dette har som nævnt medført, at den juridiske grænse for, hvornår man taler om et barn har ændret sig fra tidligere 28 uger til 22 uger i dag. Hermed er teknologien med til at ændre grænserne for, hvordan vi kategoriserer og således, hvad vi betegner som et barn. Begreber og kategoriseringer er ikke neutrale i sig selv, men indeholder mening og positioner, fx er abort afledt af det latinske

”abortivius”, som betyder ”ufærdig” (Risøy 2009: 4). På et moralsk ladet felt, som det sene provokerede aborter foregår inden for, får terminologien derfor stor betydning.

Kategoriseringer påvirker således samfundets og jordemødres diskurs om sene provokerede aborter, og former ligeledes jordemødres bevidsthed om, at de i deres arbejde med disse kan have med små børn at gøre – i hvert fald i juridisk forstand. Dette har betydning for, hvordan det aborterede foster opfattes og dermed hvilke ritualer, der knyttes til de sene provokerede aborter.

Som nævnt skal et barn, der fødes efter 22. graviditetsuge eller som udviser livstegn efter fødslen, begraves eller bisættes. Praksis er således i dag, at man efter 22. uge kan få de sene provokerede aborter begravet på lige fod med alle andre. Før uge 22 kan kvinden/parret vælge at få det aborterede foster udleveret og få en bedemand til at hjælpe sig med at få det kremeret og nedsat i en urnekirkegård – dette er en mulighed, men ikke en pligt, idet der juridisk set er tale om en abort (www.spaedbarnsdoed.dk).

I denne sammenhæng er flere jordemødre i vores undersøgelse også inde på, hvordan man i dag i stigende grad anerkender de følelsesmæssige reaktioner hos kvinden/parret, og som følge heraf også i stigende grad anerkender fostret som et individ:

Teoretisk  analyse  

”Alene det, at man fx kan begrave det, vi andre ville kalde en abort, det er jo en samfundsmæssig accept af, at man godt kan være ulykkelig, selvom det bare er et lille foster i 14. uge.” - Åse

Jordemødrene fortæller, at hvis kvinden/parret er i tvivl om, hvad de vil, beholder hospitalet det aborterede foster og samler det sammen med andre aborterede fostre, hvorefter de nedsættes i et fælles gravsted – tidligere blev disse afskaffet på lige fod med andet hospitalsaffald.

Praksis omkring håndtering af aborterede fostre indeholder således tydelige indikationer på, at man personliggør dem, fx ved at give forskellige muligheder for begravelse. De forskellige alternativer til håndtering af det aborterede foster efter fødslen signalerer forskellige syn på fostrets status, bl.a. som abortvæv, foster eller et lille barn. Sølvi Marie Risøy har skrevet en ph.d.-afhandling om kvinders oplevelser af fosterdiagnostik og sene provokerede aborter.

Risøys undersøgelse viste, at kvinden oplevede, at fostret blev personliggjort, hvis hun så og holdte det. Derfor blev det også oplevet som forfærdeligt at vælge at anskue det som hospitalsaffald, eller at upersonliggøre det ved at lægge det i en fællesgrav med andre fostre.

Fostret var et barn for kvinden og derfor kunne en begravelse virke som det eneste rigtige valg (Risøy 2009: 348). Dette viser, at lovgivning om rettigheder efter en abortfødsel og begravelsesmuligheder fører mere med sig – det strukturerer og former kvinders/pars og sundhedspersonalets syn på det aborterede foster.

I forlængelse heraf kan man ifølge Risøy tale om en begravelse som en form for ritualisering.

I ritualiseringen produceres og ændres mening med hændelsen og måske ændres den moralske status af den sene provokerede abort (Risøy 2009: 337+349). Spørgsmålet om valg af ritualer efter den sene provokerede abort kan således reaktualisere spørgsmålet om, hvilken status fosteret har eller bør have efter en sen provokeret abort.

7.3.2  ”Sentimentalisering”  af  den  sene  provokerede  abort  

En sen provokeret abort har i Danmark store lighedstræk med en almindelig fødsel, når den udføres medicinsk. Selvom jordemødrene i vores undersøgelse både bruger betegnelserne

”foster” og ”barn” om det aborterede foster, er det tydeligt i deres artikulerede praksis, at abortforløbet bliver gjort til et fødselsforløb, og at det aborterede foster bliver anskuet som et barn. Dette er særligt udbredt i de situationer, hvor der er tale om afslutning af en ønsket

Teoretisk  analyse  

graviditet på grund af misdannelser eller andre abnormiteter hos fosteret. Således fortæller flere jordemødre om, hvordan de gør meget ud af at fremhæve de menneskelige træk hos barnet og at ”respektere det lille barn”, hvilket kan ses som en tydelig personliggørelse af det aborterede foster:

”For mig at se, synes jeg, det er at respektere dem og respektere det lille barn [at støtte kvinden/parret i deres beslutning]. Jeg kigger også på den lille, som et lille pus, der bare ikke skulle blive.” - Kirsten

”Jeg var et sted, hvor der var mulighed for, at man kunne gøre nogle forskellige ting, så jeg fandt en fin vugge – det er nok så meget sagt – det var mere en brødkurv. Og så havde de nogle fine babytæpper, man kunne lægge i den. Og så kunne de [parret] få det tæppe med hjem. Der var også det her meget lille tøj, du også kunne bruge. Det er jo ikke, fordi barnet som sådan har behov for at få tøj på.” - Maria

Ved at anskue og behandle det aborterede foster som et ”lille barn” eller ”lille pus”

aktiveres jordemødrenes professionsidentitet om at yde omsorg herfor. Maria behandler tydeligvis det aborterede foster som et barn ved at iklæde det tøj og lægge det i noget, der skal have funktion som en vugge. Det kan tolkes således, at Maria herigennem søger at mindske sin moralske bekymring, idet hun udviser følsomhed over for det aborterede foster og tager afstand fra, at fostret skal dø.

Adspurgt om det er for forældrenes skyld, at hun ligger det aborterede foster i en vugge og præsenterer det, så det fremstår så fint som muligt, svarer Bente følgende:

”Nej, jeg tror også det er for at respektere den lille på en eller anden måde. I går, når jeg flyttede rundt på den, så sagde jeg også ”Lille ven” til den, og hvor det måske var noget mærkeligt noget, men det gjorde jeg bare. Den er jo fuld færdig at se på.” - Bente

Bentes praksis kan ses som en tydelig habitueret praksis, hvor hun agerer efter rutiner, som er optaget gennem uddannelse og praksis, og hvor denne praksis har store ligheder med håndteringen af et barn efter en almindelig fødsel, da fostret jo ”er fuld færdig at se på”.

Personliggørelsen af fosteret kommer ligeledes frem ved, at jordemødrene gør meget ud af altid at finde på noget pænt at sige om barnet, hvilket Åse fortæller om her:

Teoretisk  analyse  

”Jeg finder altid noget pænt at sige om det, man kan altid finde på noget pænt, fx ”Se den lille hånd” eller ”Se den lille kyssemund” – det er tit noget, jeg bruger, fordi jeg synes, det lyder hyggeligt. ”Se den lille næse, jeg synes den ligner faren”. Du kan altid finde noget pænt at sige, og det luner, ”Det er mit lille barn”. Og det har jeg altså erfaring med, at det der med, at der er en professionel, der taler kærligt om det lille barn og siger noget pænt, det er virkelig vigtigt.” - Åse

7.3.2.1  At  skjule  det  afvigende  og  fokusere  på  det  normale    

Jordemødrene gør meget ud af, at skabe gode historier med barnet og gøre forløbet med abortfødslen til en ”smuk oplevelse”. Jordemødrene fremfører i beskrivelsen af deres arbejde med sene provokerede aborter en bestemt diskurs om etik, som består i at gøre abortfødslen til en god oplevelse og at handle ”næstekærligt”. Dette indebærer for jordemødrene at skabe en relation mellem det aborterede foster og kvinden, så der kan tages ”ordentlig” afsked. Det fortæller Åse om her:

”Det blev en meget smuk fødsel, om jeg så må sige, og jeg sørgede for, at det der barn blev lagt pænt og ikke i sådan en brækbalje²² og at sidde med det og tage sig ordentligt, kærligt af det og sige pænt farvel. Og gøre det til en smuk oplevelse, for det er et lille barn.” - Åse

Jordemødrene fokuserer på at gøre mødet mellem kvinden og barnet til et fint møde, hvorfor de gør sig mange tanker omkring det at præsentere og personliggøre det aborterede foster.

Præsentationen af barnet indebærer ofte, at barnet bliver arrangeret i et klæde på en sådan måde, at eventuelle synlige misdannelser bliver skjult:

”Jeg tænker over at præsentere det for forældrene på en måde, der er rar. De kan jo på grund af deres misdannelser have nogle defekter eller måske se lidt anderledes ud end et ikke handicappet barn. Og der gør jeg også meget ud af, hvordan jeg præsenterer det for forældrene. Det kan enten være, at hvis man svøber dem, at man så viser deres ansigt på en måde, så det er fint, eller at man påpeger de flotte ting, ”Se en flot lille hånd”.” - Maria

Tildækningen af det afvigende eller unormale kan ses både som et element i produktionen af menneskelighed og værdighed, som sker både gennem abortfødslen og den efterfølgende række af ritualer, samt som jordemoderens fastholdelse af det normale.

22  Denne  ”brækbalje”  blev  omtalt  af  flere  jordemødre,  dog  under  forskellige  navne,  eksempelvis  ”spytbakke”  

(Maria)  eller  det  mere  kliniske  ”nyreformet  bakke”  (Pia).  

Teoretisk  analyse  

Ovenstående citater viser brudstykker af jordemødrenes diskurser om etik. Man kan tolke deres praksis og artikulerede etik som et udtryk for, at de er sentimentale i deres tilgang til sene provokerede aborter. ”Sentimentaliseringen” kommer til udtryk i jordemødrenes egen følelsesmæssige påvirkning og involvering, jf. afsnit 7.1, samt ved at de gør meget ud af præsentationen af barnet, dvæler ved afskeden mellem kvinde og barn og har fokus på at gøre abortfødslen til en ”smuk oplevelse”.

7.3.2.2  Familiedannende  ritualer  

Ved en almindelig fødsel ændres en række statusser: kvinden bliver mor, manden bliver far og en ny familie bliver skabt (Risøy 2009: 292-293). Den praksis, der, ifølge jordemødrene, følger abortfødslen, bliver ligeledes identitetsskabende, idet kvinden bliver mor, manden bliver far, og fosteret bliver et barn. Ændringen af statusser understøttes af, at jordemødrene ser det som deres opgave at gennemføre familiedannende ritualer, hvorved ligheden mellem en almindelig fødsel og abortfødsel bliver tydelig:

”Man skal også huske på, at det her par bliver jo forældre, de bliver bare forældre til et dødt barn, så det er jo også en proces, det med at blive forældre, som man skal hjælpe dem igennem, på en lidt absurd måde selvfølgelig. Det er det, der er mit job i det, føler jeg.” - Maria

Jordemødrene ser det aborterede foster som et ”lille menneske”, ”et barn”, ”et familiemedlem”. Barnet får derved egen identitet med egne kendetegn og dette vækker omsorg. Fra at kvinden har rollen som den, der har valgt at fosteret skal dø, bliver hun således den, som har født et barn. Dermed kan abortfødslen blive en ”smuk oplevelse”, som Åse betegner det. Disse familiedannende ritualer producerer legitimitet, idet abortfødslen gøres til en dødfødsel, hvorved kvindens/parrets valg af en sen provokeret abort overskrives.

Ifølge Risøys tolkning sker der hermed en moralsk transformation (Risøy 2009: 371), hvilket gør handlingen etisk acceptabel. Samtidig kan dette, med inspiration fra Chambliss, mindske jordemødrenes moralske bekymring, idet aborten transformeres til en fødsel, som er en naturlig begivenhed.

7.3.2.3  Konstruktion  af  professionsetik  

Med Wackerhausens ord dannes og etableres de praksisorienterede og etiske dimensioner af professionsidentiteten i høj grad gennem praktikerens situerede deltagelse i praksissammenhænge (Wackerhausen 2002: 75). Et eksempel på dette kommer til udtryk hos

Teoretisk  analyse  

Maria, som har både gode og dårlige erfaringer med praksis omkring de sene provokerede aborter fra de forskellige praksissammenhænge, hun har oplevet i sin studietid. Gennem iagttagelse, refleksion og imitation af andre professionsfællers praksis har hun tilpasset sin praksis omkring sene provokerede aborter, så den stemmer overens med hendes professionsetik og professionsidentitet:

”Nogle steder bliver det varetaget med mere respekt, hvor de nogle steder har gjort meget ud af, at selvom det er før uge 22, så er det stadig et barn, der skal behandles med respekt. (…) På det hospital, jeg var, havde de en virkelig fin service omkring det, fx om hvorvidt man præsenterede barnet for forældrene, hvorvidt det var i en vugge med et lille fint stykke stof, eller om det var i en spytbakke. Og der har jeg i hvert fald erfaring med, at dem, der har mødt deres barn i sådan bakke, det har sat sig meget psykisk på deres nethinde.” - Maria Etikken fylder meget i jordemødrenes bevidsthed, og derfor fylder respekten for barnet og kvinden meget i deres artikulerede praksis.

En af grundene til, at der er sket en udvikling i de praksisser, som følger en sen provokeret abort, og at jordemødrene anskuer det aborterede foster som et barn kan være en reaktion på, at de sene provokerede aborter er et menneskeskabt problem – at vi som følge af fosterdiagnostikken vælger børn fra. Grunden til, at etikken fylder meget i sundhedsvæsenet, er ifølge Birkler bl.a., at stadig flere sundhedsprofessionelle står med svære etiske udfordringer hverdagen på grund af videnskaben, som har skabt flere teknologiske fremskridt, der muliggør bestemte handlinger. Vi handler i samfundet mere og mere uetisk – vi fravælger fostre, der ligner små mennesker – og som reaktion på dette fylder etikken mere i jordemødrenes udtalelser. Ifølge Birkler er det større fokus på etik i sundhedsvæsenet med til at forme professioners professionsidentitet og de værdier, som professionen hviler på.

Personliggørelsen af fostret kan således ses som noget jordemødrene gør, for at kunne leve med deres handlinger – i forsøget på at handle etisk drager jordemødre omsorg og yder respekt for kvinden og det aborterede foster og anskuer aborten på lige fod med at miste et barn ved en spontan abort eller ved en dødfødsel.