Anerkendelse  af  sorg

Med udviklingen i praksis omkring de sene provokerede aborter er også fulgt en større anerkendelse af den sorg, der for kvinden/parret kan være forbundet med en sen provokeret

Teoretisk  analyse  

abort. Dette var ikke tilfældet for ca. 40 år siden, da Åse var ung jordemoder. Hun beskriver her, hvordan varetagelsen af dødfødsler foregik dengang:

”Dengang jeg var ung jordemoder, hvis man tog imod et dødfødt barn, så skruede man op for masken [med bedøvelse] lige inden barnet skulle komme ud, så hun blev sådan lidt uklar. Ud med barnet, ud med moderkagen, ud i skyllerummet med barnet, på med bukserne og gav hende en kop te. Man snakkede ikke med hende om det, jeg har selv været med til det. Og så sagde man til hende ”Du kan komme igen om ni måneder”.” - Åse

Også Bente, der har arbejdet som jordemoder i 27 år fortæller, hvordan hun har oplevet ændringen fra, at man ikke anerkendte den sorg, der var forbundet med en sen provokeret abort, til i dag, hvor sorgen fylder meget i arbejdet. Hun giver udtryk for, at hun i starten var tilbageholdende, men efterhånden har fulgt med udviklingen:

”Egentlig når jeg tænker tilbage i tiden, så er der nogen, hvor jeg tænker: ”Åh, de skulle have haft tilbuddet om at se barnet også”, men altså som jeg siger, så er det ændret gennem tiden, hvor jeg også selv har ændret mig meget fra dengang, hvor jeg tænkte ”Det var da noget mærkeligt noget, at der blev taget billede”. Selvom det skulle ende sådan, så kan man måske godt have et behov for et billede, måske specielt hvis det er på grund af misdannelser, fordi så har det været et ønsket barn, som man egentlig har gjort sine drømme og forventninger om.” - Bente

At Bente i dag selv er formidler af en bestemt praksis viser, hvordan denne praksis – i dette tilfælde at tage billeder – er blevet habitueret, og at personliggørelsen af fostret er blevet en forankret del af hendes professionspraksis.

Bente nævner Landsforeningen Spædbarnsdøds opkomst som en af forklaringerne på, at der er sket en form for ”bevægelse” med fokus på provokerede senaborter og det at miste et barn:

”Jeg tror måske også Landsforeningen Spædbarnsdød har været – altså der er jo blevet lavet pjecer til folk, der vælger at føde en senabort. Så et eller andet sted er der kommet en bevægelse omkring det her.” - Bente

Denne forening er en vigtig aktør på det ideologiske område, da den kan påvirke jordemødrenes professionsetik og professionsidealer. Foreningen advokerer for en bestemt måde at håndtere sorg på, som bl.a. indebærer at tage ”ordentlig” afsked med det aborterede foster – eller ”barnet” som de kalder det – ved at skabe minder. Ifølge deres hjemmeside kan

Teoretisk  analyse  

man først tage afsked med et barn, når man ved, hvad man tager afsked med. En del af det at sige farvel er, ifølge foreningen, at samle konkrete minder om barnet, fx billeder, hånd- og fodaftryk, en hårlok eller lignende (www.spaedbarnsdoed.dk).

Bag ændringer i hospitalers og dermed jordemødrenes praksis ligger således en ændret forståelse af sorg og sorgarbejde i forbindelse med sene provokerede aborter. Den ændrede forståelse former denne praksis. Der er sket en udvikling fra en forståelse, hvor det at se og holde barnet var en handling, som kunne forstærke kvindens sorg, til en forståelse, hvor det ikke at se og holde barnet kan forstærke sorgen.

7.3.3.1  Sorg  kan  ikke  gradueres  

Uafhængig af baggrunden for valg af abort er jordemødrene enige om, at det er vigtigt at anerkende den sorg, der for kvinden/parret kan være forbundet med en sen provokeret abort, særligt i situationerne med de ønskede graviditeter. Denne gruppe af kvinder/par er i en undersøgelse af Sloan et al. blevet beskrevet som en særlig gruppe på grund af de mange modstridende følelser, der gør sig gældende: de ser aborten som en handling udført af kærlighed vs. en handling hvor de slår barnet ihjel; de oplever en følelse af tab ved at være forældre til et dødt barn og samtidig har de ikke følt sig i stand til at være forældre til et handicappet barn; de føler en taknemmelighed for teknologien, der kunne opdage misdannelsen, men samtidig en vrede på teknologien, fordi den har sat dem i den situation, at de kan vælge deres barn fra (Sloan et al. 2008: 396).

De fleste jordemødre er enige om, at man ikke nødvendigvis kan skelne mellem den sorg, forældre oplever, hvis de vælger en sen provokeret abort på grund af misdannelser eller andre abnormiteter i 19. uge, og den sorg forældre oplever, hvis de mister et barn tæt på terminen.

Som Åse formulerer det, kan man ”ikke gradbøje sorg”:

”Man kan ikke sige, at det er meget bedre at miste et lille barn end et større barn, man kan ikke gradbøje sorg. (…) Det der med at forsøge at trøste den, der mister ved at sige: ” Tænk hvis og du skal da være glad for, at det kun var i 16. uge, tænk hvis”. Det kan man jo ikke – forestiller man sig så, at vedkommende siger: ”Gud, det har jeg slet ikke tænkt på. Gud, visse vasse, det har du da ret i, nu er jeg glad igen”. Hvad forestiller man sig, at mennesket vil tænke?” - Åse

Teoretisk  analyse  

Flere andre jordemødre giver udtryk for, at der er en sorg forbundet med en sen provokeret abort lige meget, hvor langt henne i graviditeten kvinden er og uanset årsagen, og at det er vigtigt, at sorgen bliver respekteret og anerkendt:

”J eg har meget respekt for den sorg, der er, og det tab, der er. (…) Jeg ved, at den der smerte, der er, den sorg, der er, det er den samme uanset gestationsalder. Så derfor hende, der mister i uge 17, hun har samme ret til at sørge som senere. Så det med gestationsalder siger mig ikke så meget, for det er jo oplevelsen.” - Ulla

”Jeg tænker egentlig, at alle, som får en sen provokeret abort, har en sorg, lige meget, hvad der er baggrunden for, at de har valgt at afslutte graviditeten på den her måde.” - Bente