Legitimering  af  jordemoderprofessionen  i  forhold  til  sene  provokerede   aborter

Alle jordemødrene er enige om, at varetagelsen af de sene provokerede aborter hører ind under deres arbejdsområde, fordi de ser mange ligheder mellem deres funktion ved almindelige fødsler og sene provokerede aborter. Det, der adskiller arbejdet med fødsler fra arbejdet med sene provokerede aborter er imidlertid, at målet med anstrengelserne er anderledes, idet kvinden nu, ifølge jordemoderen, skal støttes i en sorgproces. Dette er særligt tilfældet ved provokeret abort trods ønsket graviditet. På denne måde får håndteringen af de sene provokerede aborter mere karakter af en fødsel af et dødfødt barn:

”Det er den samme funktion [en jordemoder har ved en sen provokeret abort og ved en almindelig fødsel]. Selvfølgelig er det noget andet, jeg skal hjælpe hende med og støtte hende i – nu er det pludselig en sorgproces og ikke glæde. Hvis jeg tager udgangspunkt i, at mit jordemoderarbejde er bundet op på en personlig relation, så er det ikke anderledes.” - Henriette

Det, at arbejdet i de to situationer har forskellige mål, betyder ligeledes, at der kræves mere af en jordemoder ved varetagelsen af en sen provokeret abort, hvilket Kirsten beskriver her:

”Selv når det er rigtig hårdt og sejt, og det gør ondt, og det er forfærdeligt, så er der forventningens glæde i det, som man kan holde sig oppe på [ved en almindelig fødsel]. Hvorimod at den er der jo ikke der [ved en sen provokeret abort] – det er sgu svært at pifte de helt gode ting op der, så det er lidt mere en tavs stue, en lidt mere eftertænksom stue at komme ind på. (…) Man skal være til at kunne rumme den der ked af det hed, der bare er.” - Kirsten

Jordemoderen skal i denne situation kunne håndtere de følelser, der for kvinden/parret er forbundet med aborten. Omsorgen får således en anden karakter, idet identifikationen og

Teoretisk  analyse  

empatien for den aborterende kvinde nu kræver, at jordemoderen skal kunne sætte sig ind i den sorg kvinden/parret muligvis oplever ved en ønsket graviditet, for at kunne yde den jordemoderfaglige omsorg. På den anden side skal hun også kunne rumme empatien for en kvinde, der får abort på social indikation og derfor måske ikke har følelser for det aborterede foster, hvis der er tale om en uønsket graviditet. I en sådan situation vil empatien således have en anden karakter.

Trods det, at arbejdet med de sene provokerede aborter kan have en anden karakter end arbejdet med de almindelig fødsler, er jordemødre dog også enige om, at de aborterende kvinder har lige så meget behov for jordemoderomsorg, som andre gravide og fødende kvinder har. Derfor er det naturligt for dem, at de også skal varetage de sene provokerede aborter:

”Ved senaborter er det lige så meget et forældrepar, det er et forældrepar til et barn, der ikke skal leve, og fordi vi er uddannet til at håndtere graviditet og fødsler og familiedannelse, så synes jeg, vi har et godt afsæt til at tage dem og håndtere dem.” - Kirsten

”Hun skal jo ikke stilles dårligere end alle andre gravide, der skal føde deres barn, så selvfølgelig skal hun have jordemoderhjælp, så det er jeg slet ikke i tvivl om.” - Pia

Ved at understrege, at de sene provokerede aborter bør være en del af jordemødrenes arbejde, tages der samtidig afstand fra varetagelsen af aborterne i dag, hvor de ofte bliver håndteret af sygeplejersker på gynækologisk afdeling. Åse kommenterer dette:

”Jeg synes, det skal være en jordemoderopgave, og jeg synes, at det skal håndteres med den største omsorg og næstekærlighed og respekt, og hvad man ellers kan sige af ord om den del af livet, og slet ikke sådan som en teknisk begivenhed; ”Du kommer bare ind og så putter vi en pille op og så kommer fostret ud og så er den skid slået”.” - Åse

Jordemoderprofessionen er karakteriseret ved en professionsidentitet, der legemliggøres i deres praksis omkring de sene provokerede aborter. En praksis, hvor det at give omsorg og intimitet samt anerkende og støtte kvinden, tillægges værdi og derfor opstilles som ideal for, hvordan de sene provokerede aborter bør håndteres.

Teoretisk  analyse  

Freja giver som den eneste jordemoder udtryk for, at hun oplever, at varetagelsen af de sene provokerede aborter kan være i modstrid med hendes professionsideal:

”Det var bare ikke lige det, der var meningen, da man skulle være jordemoder.

Man skulle hjælpe til med at bringe de der små og med bamser og balloner og jeg ved ikke hvad og flag og alle er glade og hurra hurra. Og så er det fandeme mærkeligt, man siger jo ikke engang tillykke, hvad siger man? Jeres gæt er lige så godt som mit. Og igen, jeg er jo bare på jeres alder og lige pludselig skal jeg stå inde på en fødestue, og jeg kan godt finde ud af at synge fødselsdagssang, men jeg kender fandeme ikke sangen til et barn, der lige er kommet ud og ”I øvrigt skulle du ikke leve”. Det er mærkeligt.” - Freja

Freja udtrykker en frustration over det skel, hun oplever mellem hendes ”jordemoderdrøm”

og den virkelighed, hun møder i sit arbejde på hospitalet. Freja slår dog stadig fast, at hun gerne vil yde omsorg for de abortsøgende kvinder. Dette vidner om en stærk habitueret professionsidentitet, der dikterer hende at varetage omsorgen for en kvinde, der står i en situation, hvor hun har brug for jordemoderfaglig omsorg uafhængigt af hendes egen oplevelse heraf.

Teoretisk  analyse