Jordemødre  som  moralske  individer

Jordemødrenes arbejde med de sene provokerede aborter er, som alle andre dele af deres virksomhedsområde, underlagt de kapacitetsmæssige udfordringer, der gælder på de danske hospitaler i dag. Desuden arbejder de under forhold, der for en stor del er bestemt af andre og af de institutionelle rammer. Ifølge Chambliss er netop dette forhold afgørende for de hospitalsansattes muligheder for at handle i overensstemmelse med deres egen moral.

På spørgsmålet om, hvorvidt jordemødrene er tilfredse med udførelsen af de sene provokerede aborter på de danske hospitaler i dag, er der uenighed. Nogle jordemødre er af den opfattelse, at de gør arbejdet med de sene provokerede aborter godt:

Teoretisk  analyse  

”Som udgangspunkt, så synes jeg faktisk, at det er en af de få ting, hvor man virkelig sætter tid og ressourcer af til, at det bliver gjort ordentligt.” - Pia

”Jeg synes egentlig – eller man kan jo altid blive klogere – men jeg synes egentlig, at vi gør det, så godt vi kan.” - Bente

Flere jordemødre efterspurgte dog også bedre forhold for udførelsen af de sene provokerede aborter. Lone beskriver, hvordan hun mener, at der er et stort behov for klare retningslinjer for, hvordan senaborterne skal håndteres:

”Der er nødt til at være ordentlige forhold. (…) Der er nødt til at være den opbakning og den ro og den supervision, og der er nødt til at være nogle rigtig gode retningslinjer. Det kræver næsten både ritualer og retningslinjer, det kræver alt muligt, for at det skal give mening i en eller anden grad, hvis man skal være i det.” - Lone

Efterspørgslen på retningslinjer gælder her den praktiske håndtering af senaborten, men tjener samtidig det formål at give Lone en form for mening med det arbejde, hun skal udføre ved de sene provokerede aborter.

Som tidligere nævnt, er det særligt organiseringen af de sene provokerede aborter, der skaber utilfredshed. Det, at de sene provokerede aborter oftest foregår på gynækologisk afdeling og kun med involvering af en jordemoder ved meget sene provokerede aborter eller i tilfælde, hvor sygeplejerskerne ikke føler sig ”trygge” ved at håndtere situationen, er utilfredsstillende for jordemødrene. De mener nemlig, at de er uddannede til at give de aborterende kvinder den ”rette” omsorg. Dette medfører, at jordemødrene efterlyser, at de sene provokerede aborter udføres med en ”større respekt” for fostret og skal prioriteres ligeså højt som fødsler af fuldbårne børn:

”Jeg synes ofte, det er sådan lidt tju-hej og måske ikke med den samme respekt som man ville gøre med et fuldbårent barn.” - Maria

Åse efterlyser, at de sene provokerede aborter udelukkende bliver jordemødrenes opgave, da hun mener, at de kan håndtere dem med den ”rette” omsorg og:

”…ikke som i dag, hvor man får lagt en stikpille op og ligger oppe på gynækologisk og så jo meget tit føder nærmest et barn, (…) nogen gange nærmest under dynen, for lige pludselig plumper de ud, nogle gange ude på toilettet. Og det synes jeg er unæstekærligt i en grad, så jeg kan næsten ikke

Teoretisk  analyse  

finde ord, der kan beskrive det. Jeg synes det er dybt uetisk, så jeg synes, at det skal være en jordemoders opgave at hjælpe en kvinde igennem fødslen af det barn, hun måtte have. (…) Så hun får den smukkeste oplevelse, hvis I forstår, hvad jeg mener.” - Åse

7.5.5.1  Det  muliges  kunst  

Det er særligt i de situationer, hvor det aborterede foster efter fødslen udviser livstegn, at jordemødrenes etik bliver sat på prøve. Hvis der er tale om en ønsket graviditet, hvor der er fundet misdannelser eller andre abnormiteter hos fostret, og dette er i live efter fødslen, vil løsningen oftest være, at det ligger hos kvinden/parret, til det dør. Er der derimod tale om en uønsket graviditet bliver det sværere at finde ”den rigtige løsning”, fordi kvinden i denne situation måske ikke ønsker at have noget med fostret at gøre. Jordemødrene har som nævnt i afsnit 2.1.4.1 pligt til at yde den fornødne omsorg for barnet, indtil det dør. For flere af jordemødrene forekommer dette dog problematisk, da de føler, at de kommer til at stå med ansvaret for en ”fejl”, som en anden har begået – enten kvinden, der er blevet gravid ved en fejl, eller lægen der ikke har givet medicin nok til at fostret blev slået ihjel i livmoderen, som det var meningen. Freja og Lone beskriver her denne frustration:

”Jordemødrene lå med sådan et lille nips og holdt det ind til sig i varme klæder, og det trak vejret og lå jo bare og kunne ikke noget som helst. Og så bliver man sgu sur, for så må de jo finde ud af at gøre noget. Hvis de først vil ind og lege manden med leen, så må de fandeme gøre arbejdet ordentligt.”

- Freja

”Hvis man så sagde til kvinden ”Nu skal du høre, det vil vi godt hjælpe dig med [at få en sen provokeret abort], men du får altså lige den lille bajs her op i armene selv, hvis han eller hun er levende”, for så er hun altså der, for det er ikke mit. Ikke at jeg ikke har sympati med det, du har gjort, men det barn skal være et ordentligt sted, det skal sgu ikke ligge ude i skyllerummet eller på en jordemoder, der forbarmede sig. Der tænker jeg, at så må kvinderne sgu være med. Det er deres børn, så må de tage sig af dem til de er døde.” - Lone

Jordemødrenes erklærede fokus på kvinden i forbindelse med de sene provokerede aborter betyder således ikke, at jordemødrene ikke kan have tanker om det foster, der aborteres. En anden jordemoder forklarer, hvordan der særligt i den form for situationer mangler retningslinjer for, hvad jordemødrene skal gøre:

Teoretisk  analyse  

”Vi har nogle problemområder, som vi skal have set på, hvordan vi håndterer, og også i særdeleshed, når vi kommer hen over det med, hvordan vi håndterer netop det her med, at der står alle steder, at barnet skal være dødt, når det kommer. Altså, der er nogle senaborter, hvor de altså ikke er døde – hvad gør vi så? Vi har stået i nogle situationer nogle gange, hvor et barn, som skulle dø, lige skulle nå at døbes og det blev det, men så døde det bare ikke.” - Ulla

På trods af, at jordemødrene ikke altid oplever, at de kan varetage de sene provokerede aborter som de gerne ville, er der ingen af jordemødrene, der har oplevet at sige nej til at deltage i en sen provokeret abort. Dette vidner om en stærk habitueret professionsidentitet, da man som jordemoder udfører det arbejde, man bliver sat til i forbindelse med de sene provokerede aborter. Selvom de i deres refleksioner over abortsituationerne giver udtryk for, at organiseringen skaber nogle utilfredsstillende forløb, ændrer det ikke på, at de alligevel udfører arbejdet.

De etiske problemer, jordemødrene oplever i forbindelse med de sene provokerede aborter, opstår i spændingsfeltet mellem deres professionsideal og de rammer, der sættes for deres arbejde af bl.a. det politiske/økonomiske område. Jordemødrenes diskurser om etik fylder derfor mere, fordi de institutionelle rammer for deres arbejde er blevet mere uetiske – muligheden for, at den enkelte jordemoder kan handle i overensstemmelse med sin egen etik, bliver mindre og den moralske bekymring derfor større. De strukturelle rammer på hospitalet muliggør i stedet nogle bestemte handlinger, som så for jordemødrene bliver de ”rigtige handlinger”. I denne forbindelse kan man tale om disse ”rigtige handlinger” som et udtryk for en falsk bevidsthed, idet jordemødres praksis omkring de sene provokerede aborter bliver styret af, hvad der er muligt inden for de institutionelle rammer. I stedet for at tage afstand fra dette accepterer de denne praksis som den ”rette”. Hermed bliver den etisk acceptable håndtering af de sene provokerede aborter et spørgsmål om, hvilken praksis der er mulig.

7.5.6   Vidensopsamling   om   Retfærdiggørelse   af   egen   rolle   i   forbindelse   med