Der er i dag modsatrettede udviklingstendenser på spil i velfærdsstaten og socialpolitikken, som på samme tid er præget af en
35
effektivitetsorienteret logik, og en ideologisk og udviklingsorienteret logik. Der er således et samtidigt fokus på det enkelte individs myndighed, indflydelse og (forbruger)rettigheder og på effektiviteten af den offentlige sektor og dens tjenesteydelser. Der er forventninger om effektiv, omkostningsbevidst og målrettet opgaveløsning, hvor borgerne mødes som forbrugere eller kunder, som systemet indgår i et kontraktuelt forhold med, og samtidig om, at det enkelte menneske med udviklingshæmning støttes i at udfolde sin egen version af ’det gode liv’. Den udviklingsorienterede logik konstituerer omsorgen for samfundets ’anderledes svage’ som et etisk, humanistisk og pædagogisk projekt forbundet til abstrakte forestillinger om ’det gode møde’ og ’det gode liv’ (Hansen 2006: 19).28 Denne logik kan bl.a.
aflæses i den sociale lovgivning og i professionens egne faglige og etiske standarder. Der er samfundsmæssige og politiske forventninger om, at den professionelle praksis er baseret på etiske principper, der indebærer respekt for og anerkendelse af borgerens rettigheder som menneske og medborger.
Det retslige og socialpolitiske grundlag for den professionelle indsats i botilbuddene har intention om at varetage to forskellige formål: At mennesker, der ikke kan tage vare på sig selv på daglig basis, får den nødvendige omsorg og pleje, hvilket i sidste ende er de professionelles ansvar, og at den professionelle indsats bidrager til den enkelte borgers udvikling med respekt for dennes selvbestemmelse og integritet (jf. Langager et. al 2009: 114). I Servicelovens § 81 specificeres det, at formålet med indsatsen til voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer er:
28 Termen ’anderledes svage’ har jeg lånt af Christensen og Nilssen (2006: 190).
Som de skriver, er ’dette (…) en type svaghed som – i lyset af forestillingen om det autonome individ – udfordrer vores svaghedsforståelse på en endnu mere
grundlæggende måde end når det handler om fysisk funktionshæmning, eftersom de reducerede kognitive evner i princippet begrænser muligheden for at fatte egne beslutninger. Det handler med andre ord om en anderledes svaghed’ (ibid., min oversættelse).
36
1) at forebygge, at problemerne for den enkelte forværres, 2) at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder,
3) at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse gennem kontakt, tilbud om samvær, aktivitet, behandling, omsorg og pleje og
4) at yde en helhedsorienteret indsats med servicetilbud afpasset efter den enkeltes særlige behov i egen bolig, herunder i botilbud efter lov om almene boliger m.v. eller i botilbud efter denne lov.
Det fremgår, at formålet med indsatsen ikke blot er ’passiv omsorg’
eller pleje, men at man skal arbejde på at forbedre den enkeltes sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder og muligheder for livsudfoldelse. Gennem denne sociale lovgivning, som er blevet kaldt ’den lille socialreform’, har man således søgt at gøre op med en institutionsbaseret omsorg – en omsorg som i forhold til mennesker med udviklingshæmning har været italesat og udøvet som fysisk pleje og hygiejne, og hvor regler og rutiner forbundet hermed i høj grad har styret dagligdagen på institutionerne (Sørensen 2006: 18).
Der er netop tale om en understregning af individets ret til udvikling og livsudfoldelse, hvilket er karakteristisk for nutidig socialpolitik.
Den overordnede udvikling på feltet kan dermed beskrives som en bevægelse fra institutionsomsorg – præget af en medicinsk diskurs – til integreret omsorg præget af en rettighedsdiskurs (Jensen 2012: 99).
I dag skal indsatsen ydes under hensyntagen til beboernes ønsker og i samarbejde med denne, hvilket bl.a. fremgår af Loven om individuelle handleplaner (Servicelovens § 141). Med indførelsen af individuelle handleplaner har man søgt at understøtte, at omsorgen planlægges ud fra beboerens individuelle behov i modsætning til institutionens eventuelle behov for struktur og rutiner (Hoffman 2012: 25-26).
Hjælpen skal ydes på baggrund af samtykke, og lovens § 124 om magtanvendelse fastslår, at magtanvendelse og andre indgreb i
37
selvbestemmelsesretten skal begrænses til det absolut nødvendige.29 Men, som det hedder:
I sjældne tilfælde opstår der dog situationer, hvor pligten til at undgå omsorgssvigt, betyder, at retten til at bestemme selv bør indskrænkes. Der er situationer, hvor det af hensyn til den enkeltes værdighed, sociale tryghed eller sikkerhed kan være nødvendigt at anvende magt eller tvang (Socialministeriet 2004:
7).
Lovgivningen afspejler her det centrale omsorgsdilemma: At hindre at omsorgen er integritetskrænkende og formynderisk, samtidig med at man med magt eller tvang skal kunne gribe ind, når det anses som nødvendigt ud fra hensynet til og beskyttelse af den enkelte. Med en lovændring i 2003 blev omsorgstvang tilladt med det formål, at
’mennesker, som på grund af betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne er ude af stand til at tage vare på sig selv, og som derfor kan have særdeles svært ved at udøve deres selvbestemmelsesret, får den nødvendige hjælp, omsorg og pleje mv.’ (Minesterialtidende 2010:2).30 Det påpeges endvidere, at omsorgspligten skal ses i lyset af Servicelovens grundlæggende udgangspunkt om, at det er frivilligt, om man vil modtage hjælp, og at det: ’Derfor handler (…) om den enkeltes selvbestemmelsesret set i lyset af vedkommendes værdighed’
(ibid.: 27, mine kursiveringer). I fx hygiejnesituationer handler det derfor om at sørge for ’at varetage borgerens grundlæggende behov med respekt, herunder forholdet til personens selvværd og livsførelse’
29Disse indgreb må fx aldrig erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand og ifølge princippet om den personlige friheds ukrænkelighed er der krav om særlig hjemmel for at iværksætte foranstaltninger uden borgerens samtykke
(Minesterialtidende 2010:7).
30Det kan fx være i forbindelse med gennemførelse af personlig hygiejne, dvs.
tandbørstning, barbering, hårvask, badning og tøjskift, klipning af hår og negle, skiftning af bleer og bind, plejning af hud, fjernelse af madrester i kindpose og mundhule, og færdsel udenfor boligen (Minesterialtidende 2010: 27).
38
(ibid., mine kursiveringer). I den professionelle omsorg for voksne med udviklingshæmning er dilemmaet mellem på den ene side at give tilstrækkelig omsorg og hjælp (herunder vha. magt eller tvang) og at varetage af disse menneskers integritet og selvbestemmelsesret således sat på spidsen (Christensen og Nilssen 2006: 31). Det handler både om at undgå svigt i form af utilstrækkelig eller fraværende hjælp og om at undgå indgreb i forhold til den enkelte, der ikke kan begrundes i hensynet til vedkommendes grundlæggende behov, værdighed, sociale tryghed eller sikkerhed.
Omsorgsforsker Rosmari Eliasson-Lappalainen (1999: 233 citeret i Christensen og Nilssen 2006: 47) har defineret ’selve balancegangen og den levende konflikt mellem vores ansvar for den anden og respekten for dennes integritet, selvbestemmelse og ’særegenhed’ som (…) ’omsorgens væsen’ (min oversættelse). Denne balancegang eller konflikt kan siges at være sat på spidsen i offentlig omsorg for mennesker med udviklingshæmning, hvor de professionelle i dag i højere grad skal balancere mellem hensynet til borgerens retssikkerhed og egen professionelle vurdering af, hvad der er til borgerens bedste (omsorgspligt); mellem deres professionelle autonomi, ansvar og integritet og personen med udviklingshæmnings ønsker og personlige udfoldelse.31
Disse overordnede socialpolitiske retningslinjer, målsætninger og intentioner på området udgør en form for værdimæssig ramme, som i praksis administreres af kommunerne (og til dels regionerne), og den professionelle praksis i botilbuddene udgør socialpolitikkens yderste udførende led. Det er her, hjælpen og støtten udmøntes i direkte kontakt med personen med udviklingshæmning, og socialpolitikken gives egentligt indhold.
31Den 5. grundværdi for socialpædagoger er ifølge deres faglige organisation SL
’professionel integritet’ (SL 2010: 5).
39