På en lignende måde appellerer Layder (2006: 293) til, at sociologiske analyser bygger på det, han kalder en ’disciplined epistemological inclusiveness’, som er i stand til at inkorporere og bygge bro imellem indsigter fra både objektivisme og subjektivisme. En sådan analysestrategi er på mange måder ’unashamedly eclectic in nature’,
50Nietzsche argumenterede for en lignende procedure: ‘One should ’take doing something, the ’aim’, the ’intention’, the ’purpose’, back into the deed after having artificially removed all of this and thus emptied the deed’ (Nietzsche i Flyvbjerg 2001: 134).
77
men samtidig gør den det muligt at låne indsigter fra forskellige perspektiver og tænkere for at producere er syntetisk hele (Layder 2006: 221).
Layder kalder dette ’adaptiv teori’:
Adaptiv teori trækker på hele rækken af tilgange til at teoretisere i forskningen (såvel sin en række metodologiske traditioner og teknikker) som ressourcer, der kan bringes i en eller anden form for dialog med hinanden. Den ’adaptive’ del af begrebet henviser til, at teorien både tilpasser sig og formes af indkomne empiriske fund, samtidig med at data selv filtreres gennem (og tilpasses) det eksisterende teoretiske stof, der forekommer relevant, og som er tilgængeligt (Layder 1998a: 38 i Jacobsen 2007: 262)
Ideelt set foregår der således en gensidig tilpasning mellem teori og empiri, og man kan sige, at den adaptive teori er:
både proces og produkt, både en tilgang og et resultat af denne tilgang. Det adaptive henviser således såvel til den
’forudgående’ teori, man anvender og modificerer i sit arbejde, og som er en vejledende ressource for dette arbejde, som den
’færdige’ teori, der slutteligt vokser frem som resultater – uanset hvor tentativt – af ens forskningsarbejde (Jacobsen 2007: 261).
I overensstemmelse hermed beskriver Brinkmann (2014: 722) den ideelle kvalitative forsker som en abduktiv redskabsbruger, bricoleur og håndværker, som ikke er hverken teori- eller data-drevet (jf.
deduktion og induktion), men snarere breakdown-driven, dvs. drevet af lysten til at forklare og forstå, hvad der sker i situationer præget af usikkerhed, overraskelse, forvirring og forundring. Abduktion er en argumentations- og undersøgelsesform, der bruges i sådanne usikre situationer, hvor vi har brug for at forstå og forklare noget, der sker.
Processen kan formaliseres som følger: a) vi observerer X, b) X er
78
uventet og bryder med vores normale forståelse, c) men hvis Y er tilfældet, giver X mening, d) derfor kan vi på et legitimt grundlag hævde Y – i det mindste foreløbigt (Brinkmann 2014: 722).
Det betyder også, at målet ikke er at nå frem til en endegyldigt fastlagt, universel viden gennem indsamling af data. Målet er snarere – som individer og kollektiver – at navigere i eksistentielle, moralske og politiske situationer; at skabe mening ud af situationer, hvor der er et sammenbrud i forståelse, som gør det vanskeligt at fortsætte:
’Inquiry is thus the process of trying to understand the situation by sense-making. The result of sense-making (which may be a concept or a theory) is then tested to see whether the situation is resolved.
Abduction is therefore a never-ending process, something that goes on as long as humans are alive’ (ibid.).
Videnskabelig praksis består – ligesom andre praksisformer – af vanemæssigt udførte kropslige adfærdsmønstre og særlige videns, motivations- og forståelsesmønstre. Forskere er – ligesom andre sociale aktører – ’bærere’ af (mange forskellige) praksisser, og i forskningsprocessen, såvel som i andre aspekter af livet, trækker det enkelte individ på sin livserfaring (akademisk skoling inklusiv), der sensitiviserer ham eller hende i retningen af at ’støde på’ og ’falde over’ nogle data eller ’mysterier’ frem for andre. Brinkmann (2014:
724) beskriver netop data som noget, man ’falder over’. Hvis man forholder sig modtagelig overfor verdens forunderlighed, er der en mangfoldighed af ting at falde over i samtaler, medier, bøger, hverdagslige episoder og situationer osv. Fænomener som disse er netop ikke givne som data, men kan blive det, hvis man er parat til at stille spørgsmålstegn ved det selvfølgelig og gøre ’the obvious dubious’ (Noblit & Hare 1998 i ibid.). Det er netop det, et
’sammenbrud’ består i: En oplevelse af at falde, hvilket skaber en usikker situation, hvor undersøgelse (inquiry) skal resultere i, at man genvinder balancen.
En abduktiv forskningstilgang kan også beskrives som en bestræbelse på at skabe præcise og nuancerede beskrivelser på baggrund af det empiriske materiale, for dernæst at ’nå udover’ det beskrivende niveau
79
og afprøve indsigter, begreber, forklaringer og andre ’dybere’
aspekter, som involverer mere generelle teoretiske forståelser, der bevæger sig udover de enkelte tilfælde (jf. Alvesson og Kärreman 2011: 1). Basale operative spørgsmål er: ’Hvilke egenskaber må findes for at X skal eksistere og være, hvad X er?’ Hvad gør X muligt? (Petersen 2007). Her spiller teori – dvs. mere abstrakte idésæt og begreber med en bredere appel – en afgørende rolle.
Denne bestræbelse har en del tilfælles med det, man indenfor en kritisk realistisk tilgang kalder for retroduktion, som refererer til, at kundskab om den sociale virkelighed forudsætter, at vi går udover det empirisk observerbare ved at stille spørgsmål ved, og udvikle begreber for, de mere grundlæggende ikke direkte-oberverbare strukturelle vilkår for de sociale forhold, som studeres (Danermark et al. 1997:
152).51 Retroduktion handler om ud fra noget (empiriske iagttagelser) at komme frem til noget andet (strukturelle forhold og mekanismer) (ibid.). Retroduktionens kerne er det, der indenfor filosofien kaldes transcendental argumentation. En sådan argumentation søger at klarlægge de grundlæggende forudsætninger eller vilkår for sociale relationer, menneskers handlinger, tænkning og bevidsthed (ibid.).
Med vilkår menes de forhold, uden hvilke noget ikke kan eksistere.
Den transcendentale kundskab er, som al anden kundskab, fejlbarlig, ligesom den virkelighed, vi forsøger at forstå gennem transcendental argumentation, i sig selv er foranderlig (ibid.: 153).
EPISTEMOLOGISKE BRUD
En anden måde at facilitere ’brud’ og ’fald’ på er at forsøger at bryde med akademisk vanetænkning og dagligdags common-sense forståelser. Bourdieu og Wacquant (1996: 231) kalder dette
’epistemologiske brud’, hvilket vil sige ’en neutralisering eller ophævelse af gængse prækonstruktioner og de principper, de bygger
51Ifølge Svend Aage Andersen (2007: 115) er begrebet ’vanskeligt at skille fra begrebet abduktion, men retroduktion er de tankeoperationer, man må foretage for at komme fra noget frem til noget andet’.
80
på (...)’. Det indebærer et brud med ’tænkemåder, begreber og metoder, som på alle leder og kanter fremstår som almindelig sund fornuft, hvad enten der er tale om dagligdags eller videnskabelig tænkning (kort sagt alt det, der hyldes og lægges vægt på i den positivistiske tradition)’ (ibid.: 231-232). Det kan lyde let, men er det ikke:
Det prækonstruerede besidder en utrolig plasticitet og sejlivethed, fordi det både er indskrevet i tingene og den subjektive erkendelse af dem, hvilket vil sige, at det fremstår som selvindlysende og som noget, alle tager for givet (...) Og det kan ikke lade sig gøre uden en form for omvendelse, en mental revolution eller en radikalt anderledes opfattelse af den sociale verden (ibid.: 231).
Det betyder, at man systematisk må bestræbe sig på refleksivt at undersøge de ’utænkelige tankekategorier, der udstikker grænserne for det tænkbare og på forhånd bestemmer tankerne’, man anvender i et konkret forskningsprojekt (Bourdieu 1982a: 10 i Bourdieu og Wacquant 1996: 44). Bourdieus understregning af refleksivitetens betydning for sociologisk forskning handler både om at undgå, at forskningen mere eller mindre blindt reproducerer sociale magtforhold, men også om, at sikre, at forskeren ikke begår en
’akademisk fejlslutning’ ved at projicere sit eget ønske om at fremstille mønstre og regelbundethed over i genstanden, så den deformeres af det (Bourdieu og Wacquant 1996: 44). Bourdieu understreger kontinuerligt den sociale virkeligheds flertydighed, delvis selvmodsigende karakter og uigennemsigtighed, og advarer mod, at man udøver vold mod denne kompleksitet ved at sætte den på en enkelt formel. Samfundsvidenskaberne må derfor operere med en teori om praksis, der anerkender denne forskel mellem teoretiske modeller og social praksis (ibid.: 62). At den professionelle praksis i botilbuddene fx rummer en kompleksitet, nødvendighed og handlingstvang, jeg i mit afhandlingsarbejde kan lægge en privilegeret
81
distance til, er fx et forhold, jeg har forsøgt hele tiden at holde mig for øje og ikke øve symbolsk vold imod. I det følgende vil jeg redegøre for, hvordan de antagelser og principper, jeg har skitseret ovenfor, er kommet til udtryk i arbejdet med afhandlingen.
FORSKNINGSPROCESSEN
Arbejdet med afhandlingen kan netop beskrives som gentagne fald og efterfølgende forsøg på at genvinde balancen. Alvesson og Kärreman (2011: 17) sammenligner kreativ samfundsvidenskabelig forskning med at skrive en detektivhistorie: Man skaber et mysterium (man
’falder over’ en situation, der fordrer udforskning), og så løser man det, hvilket giver et billede af forskningsprocessen som langt mere kreativ, udfordrende og engagerende, end man traditionelt forestiller sig. Et mysterium bliver til i en kombination af forskerens forforståelse (eller livserfaring) – inklusiv adgang til teoretiske forståelser og vokabularier – og inspiration fra empirisk materiale (ibid.: 112). Afhandlingsarbejdet er foregået i faser med forskellige grader af input fra henholdsvis empiriske erfaringer og intellektuelt-kreativt arbejde.
Afhandlingens fokus og design har ændret sig løbende, hvilket ikke mindst hænger sammen med, at forskningsprocessen har forløbet over en forholdsvis lang periode (med ikke mindre end to barselsperioder undervejs). I projektets opstartsfase havde jeg fx en forestilling om, at jeg ville udforske, hvordan samtidens krav om dokumentation og evidens indenfor socialt arbejde påvirker den professionelle praksis i botilbuddene, men dette fokus har – i takt med, at jeg har stiftet nærmere bekendtskab med området – gradvist ændret sig til en bredere og samtidig mere dybtgående interesse for, hvordan omsorg udfoldes i den professionelle praksis for mennesker med udviklingshæmning indenfor de materielle, symbolske og sociale rammer, botilbuddene konstituerer. Omsorgsbegrebet har gradvist fået en mere central betydning, hvilket netop kan ses som udtryk for en bestræbelse på at indkredse et helt grundlæggende vilkår for
82
menneskelige sociale relationer, som bliver særligt tydeligt i relationen mellem mennesker med udviklingshæmning og deres omgivelser.
Afhandlingen er blevet til som et resultat af et forholdsvist løst og fleksibelt design. I første fase af projektet søgte jeg at oparbejde et kendskab til genstandsfeltet, dvs. den professionelle praksis i botilbud for mennesker med udviklingshæmning, hvor jeg forholdt mig forholdsvist åbent til, hvilke temaer, der skulle indgå i undersøgelsen.
Før jeg kontaktede de botilbud, der indgår i undersøgelsen, havde jeg mulighed for at deltage som socialfaglig konsulent i en undersøgelse af københavnske botilbud for voksne med psykisk sygdom og børn og voksne handicappede foretaget i foråret 2008 (Niras 2008). I den forbindelse besøgte jeg – sammen med andre konsulenter – ca.10 botilbud for mennesker med udviklingshæmning og multiple handicaps, hvor jeg lavede observationer og foretog fokusgruppeinterviews med personalet samt interviews med ledere og forstandere, hvorefter jeg afrapporterede materialet fra de enkelte botilbud ud fra temaer, der var defineret på forhånd, fx
’brugerindflydelse på bostedet’, ’indgreb i selvbestemmelsesretten’
o.l.52
Denne første kontakt med området bidrog til at give indblik i nogle af de centrale dilemmaer, man står overfor i omsorgen for mennesker med udviklingshæmning. Ét af de indtryk, der fæstnede sig, var fx diskrepansen mellem den politiske retorik omkring institutionsbegrebets ophævelse og de forholdsvis store institutioner, beboerne levede i: En stor gruppe beboere befandt sig i gammelt institutionsbyggeri med ganske små værelser og fællesarealer.
Min samlede forskningsstrategi – som jeg vil redegøre for i de efterfølgende afsnit – kan betegnes som et casestudie: Jeg har udforsket den professionelle praksis i botilbud for mennesker med
52 Materialet tilhører Niras og Københavns Kommune og indgår ikke i afhandlingen.
83
udviklingshæmning i den kontekst, hvor den udfolder sig, med anvendelse af forskellige former for empirisk materiale indsamlet gennem feltarbejde (observationer, interviews og dokumenter som de vigtigste) (Antoft og Salomonsen 2007: 32). Det betyder rent konkret, at jeg har bevæget mig mellem perioder, hvor jeg har opholdt mig i botilbuddene, og perioder, hvor jeg har oparbejdet kendskab til forskningsområdet og indkredset undersøgelsesgenstanden på et mere teoretisk niveau.
Som nævnt indgår tre forskellige botilbud – eller cases – i undersøgelsen, og feltarbejdet forløb i to runder. Jeg tog hul på første runde af feltarbejdet i botilbuddene i marts 2009, og den strakte sig til juni 2009. Forud herfor havde jeg holdt møde med forstanderen for de to botilbud, som indgik i første runde; præsenteret mit projekt for de daglige ledere af botilbuddene på et møde for ledelsesteamet samt informeret medarbejderne om mit projekt gennem et informationsbrev og på møder for personale og pårørende til beboerne.
Anden runde af feltarbejdet forløb fra oktober 2010 til december 2010. Igen lå der forud herfor nogle måneder med indledende kontakt til og møde med forstanderen for botilbuddet og præsentation af projektet for medarbejderne på et personalemøde i september 2010.
I første runde af feltarbejdet afsluttede jeg mit ophold i hvert af de to botilbud med det, jeg har valgt at kalde et ’responsmøde’, som varede ca.2 timer Her fremlagde jeg mine første umiddelbare indtryk og analytiske overvejelser dannet på baggrund af observationsstudierne for personale og afdelingsleder, som gav respons herpå. Deres respons indgår som materiale i afhandlingens analyser. Denne procedure gav mig mulighed for at spørge ind til nogen af de forhold, jeg var ’faldet over’ efter at have været på distance af det sociale liv i botilbuddet i en periode; som jeg undrede mig over og havde brug for uddybende forklaringer på. Som Alvesson og Kärreman (2011: 70-71) slår fast, er det afgørende, at det mysterium, man skaber, ikke er et resultat af forskerens uvidenhed, naivitet eller tunnelsyn. Brud i ens forståelse, som hovedsageligt er af lokal relevans (som fx opstår på det empiriske
’udvindingsområde’), kan derfor nogle gange overvindes ved
84
yderligere empirisk arbejde; ved at stille flere spørgsmål og ’hænge omkring’, hvilket leder til bredere empirisk viden.
At foretage feltarbejde er i høj grad et håndværk, der skal læres, og som man gradvist opbygger erfaring med og bliver bedre til. Ved at foretage feltarbejdet i to runder med forholdsvis lange tidsintervaller imellem har det været muligt for mig at udvikle min tilgang og fx forbedre kvaliteten af mine feltnotater. Under første runde af feltarbejdet fulgte jeg personalets turnus forstået på den måde, at jeg mødte ind sammen med personalet og gik, når de fik fri. Jeg var derfor for det meste i boligen i 8 timer ad gangen. Det havde den praktiske konsekvens, at jeg efterfølgende var både træt og mættet af indtryk, hvilket gjorde efterfølgende nedskrivning og uddybning af feltnoter til lidt af en kraftanstrengelse. Som Emerson et al. (2011: 48) påpeger, kræver det blokke af koncentreret tid at nedskrive feltnoter efter observationsstudier: ’Indeed, an ethnographic maxim holds that every hour spent observing requires an additional hour to write up’. De anbefaler derfor, at man forlader felten efter tre til fire timer for at begynde at skrive feltnoter.53
I anden runde besøgte jeg derfor botilbuddet hyppigere, men kortere tid ad gangen (en typisk observationsdag varede her 2-4 timer og maksimalt 5,5 timer). Efterfølgende brugte jeg nogle timer på at nedskrive noter, hvilket betød, at jeg endte med at have ca.80 normalsiders observationsnotater fra denne runde, sammenlignet med sammenlagt ca.72 normalsider fra første runde af feltarbejdet. Den større kvantitet dækker over, at beskrivelserne af de situationer, jeg stødte på i denne runde, er mere nuancerede og uddybende.
I anden runde af feltarbejdet startede jeg endvidere en observationsdag med at aftale med personalet, hvilken medarbejder jeg på denne dag skulle følge i arbejdet i boligen. Det betød, at jeg fik lettere adgang til at observere i beboernes lejligheder, hvor de mere private og individrettede sider af omsorgen blev udfoldet (mere herom sidst i kapitlet). Jeg fulgte med den pågældende medarbejder ind i
53 Jeg uddyber min udarbejdelse af feltnotater senere i kapitlet.
85
lejlighederne, og især i starten – da beboerne ikke kendte mig – præsenterede medarbejderen mig og spurgte beboeren om tilladelse til, at jeg var der. Deres samtykke blev derfor sikret løbende ved, at de fra gang til gang blev spurgt, om det var i orden med dem, at jeg var til stede, ligesom jeg selv trak mig tilbage og ud af lejlighederne, hvis jeg fornemmede, at min tilstedeværelse påvirkede en beboer negativt.
Denne strategi adskiller sig fra første runde af feltarbejdet, hvor jeg ikke fulgte en bestemt medarbejder, når jeg observerede, hvilket betød, jeg på en anden måde måtte være årvågen og gribe de muligheder, der opstod, for at blive inviteret med ind i beboernes lejligheder. Jeg observerede derfor mest – men langt fra udelukkende – i boligernes fællesarealer, hvilket selvfølgelig har haft betydning for de situationer, jeg har set udspille sig.
Jeg afsluttede første runde af mit feltarbejde med en foreløbig
’caserapport’, som blev sendt til afdelingsledere, forstander, viceforstander og pædagogiske konsulenter med opfordring til at komme med kommentarer og input. Denne caserapport har sidenhen været vigtig i forhold til det videre analysearbejde, da den indeholdt beskrivelser af hverdagen i botilbuddene, organisatoriske forhold m.m.
86
Skematisk oversigt over feltarbejdets faser (inspireret af Folkestad 2004: 52).
Observationsdagene i de enkelte boliger er fordelt, så jeg har været til stede på alle tider af døgnet (dog ikke om natten), på hverdage såvel som weekender og helligdage.