Ifølge Thomas Brante (2001: 169) er den sociologiske arena til dags dato præget af endeløse diskussioner mellem to modsatrettede videnskabsteoretiske traditioner med historiske rødder, der – noget forenklet – kan betegnes som henholdsvis positivisme og epistemologisk relativisme. Den logiske positivisme, der blev formuleret af Wienerkredsen i 1920’erne, har i dag udviklet sig til det, Dag Österberg (1988 i ibid.) kalder ’social statistik’, og relativismen – der blev formuleret som en kritik af positivismen i 1960’erne – er resulteret i postmodernisme, poststrukturalisme, socialkonstruktivis-me, diskursanalyse, lingvistiske og kulturelle vendinger (Brante 2001:
169-170). Karakteristisk for sidstnævnte er benægtelsen af, at videnskabelige kriterier har nogen reference til en ekstern virkelighed, mens den neo-positivistiske tradition på sin side forholder sig strengt til det empirisk observerbar og afgrænser videnskabelig viden tydeligt fra andre former for viden. Jeg vil ikke gå nærmere ind i denne diskussion her, da der – som Brante (2001) påpeger – alligevel ikke
72
synes at være nogen indlysende måder at afslutte den på. Jeg tilslutter mig i stedet det, Brante (2001: 172) kalder for den kausale realismes tre postulater:
1) Der er en virkelighed, som eksisterer uafhængigt af vores repræsentationer af eller bevidsthed om den (ontologisk postulat)
2) Det er muligt at opnå viden om denne virkelighed (epistemologisk postulat)
3) Al viden er fejlbarlig – og dermed justerbar (metodologisk postulat)
ONTOLOGISK POSTULAT
Jeg forstår den sociale virkelighed som havende – med et begreb lånt fra sociologen Derek Layder (2006: 273) – ’ontologisk dybde’. Heri ligger et syn på den sociale virkelighed som bestående af flere lag, niveauer eller domæner, hvor der kontinuerligt foregår sociale processer og menneskelige aktiviteter i tid og rum, og som bindes sammen af sociale magtrelationer (ibid.). Analytisk er det muligt at skelne mellem det sub-individuelle niveau (et eksempel herpå er Goffmans interaktionorden); det individuelle eller biografiske niveau;
et niveau for mikro- eller gruppeanalyse, som det fx studeres ad etnometodologer og andre; et mesoniveau, som koncentrerer som om relationen mellem funktionelle roller (fx arbejder og kapitalist); et makroniveau, hvor sådanne roller relateres til ’hele samfund’, fx det kapitalistiske samfund; et meganiveau for analyser af civilisationer og traditioner; og et globalt niveau, fx studier af globaliseringens virkninger på sociale relationer (Bhaskar & Danermark 2007: 289-290).
Det er imidlertid ikke blot et spørgsmål om at bevæge sig mellem forskellige analytiske niveauer: ’It is a question of grasping the overall nature of social reality as constituted by differentiated domains, each with its own properties and dimensions (of time and space, among
73
other things)’ (Layder 2006: 298). De forskellige niveauer eller domæner adskiller sig ontologisk forstået på den måde, at de rummer forskellige konstellationer af henholdsvis strukturelle, systematiske og objektive kontra subjektive (herunder intersubjektive og psyko-biografiske) elementer (jf. forskellen på struktur og handling). Disse domæner, der i virkeligheden måske er delvist overlappende, men som i analytisk forstand er adskillelige, skal undersøges i sammenhæng:
Det interessante i et sociologisk perspektiv er at udforske sammen-hængene og påvirkningerne mellem de forskellige domæner; forbin-delserne mellem handling (agency) og struktur; mellem subjektive og objektive elementer af den sociale virkelighed (Jacobsen 2007: 260;
Layder 2006: 292). Ifølge Layder (2006: 284) er det centralt at kunne begribe: ’the objective character of these reproduced relations of power and (…) that all social behavior contains some imprint of them, no matter how faint, in the form of objective enablements and constraints’. Enhver social aktivitet er således et udtryk for en blanding af både individuelle, intersubjektive og systemiske magtformer.
Under den sociale verdens mangfoldighed af sociale aktiviteter og praksisser (det empirisk observerbare), ligger generative mekanismer:
’non-observable entities generating observable effects’ (Brante 2001:
173). Kausal kapacitet er et eksistenskriterie: Virkeligheden rummer et uendeligt antal kausale processer, og sociologens opgave bliver i den forbindelse at identificere de relativt vedvarende strukturer og mekanismer, der i større eller mindre grad producerer de empirisk observerbare ’overfladefænomener’ (ibid.: 175). Det, der kan iagt-tages, er ikke tilfældigt frembragt, men struktureret af mekanismer, der skal fremanalyseres. En mekanisme kan defineres som den modus operandi, som gør, at en situation transformeres til noget andet – eller vedbliver at være det samme (ibid.). Mekanismer er indlejret i strukturer; de er ’strukturelt afhængige’. En struktur er ’a comparatively durable configuration of elemenents’, og en specifik konfiguration af elementer – fx sociale, følelsesmæssige, kulturelle og symbolske ressourcer eller kapitaler (jf. Bourdieu) – indebærer, at
74
nogle begivenheder er mulige, plausible eller nødvendige, mens andre er umulige eller usandsynlige (Brante 2001: 175). Den sociale virkelighed forstås altså som strukturer af internt relaterede objekter, som indeholder en mangfoldighed af mekanismer (Danermark et al.
1997: 152). At den sociale virkelighed har kausal kapacitet betyder, at sociale agenter og objekter har dispositioner eller tilbøjeligheder, som ligger latent og kan aktiveres – eller forblive latente – under bestemte betingelser: ’Inner capacity plus external situation explains propensity’ (Brante 2001: 174). En bombe har fx dispositionen eller magten til at eksplodere. Et menneske, som arbejder, konstituerer en kausal magt, og hvis han eller hun bliver arbejdsløs og derfor ikke arbejder, betyder det ikke, at den latente kausale kapacitet til at arbejde er forsvundet (ibid.). Relationen mellem de kausale potentialer og mekanismer er således ikke givet på forhånd, men kontingent – der er sandsynlighed for, at X kommer til at ske i samvirkningen mellem bestemte kausale potentialer og bestemte forhold i en kontekst (Y), men det er aldrig determineret på forhånd (Petersen 2007: 19). Der er således tale om et mangfoldigt, processuelt og dialektisk kausalitetsbegreb.