UDVIKLINGSHÆMNING
INDLEDNING
Den samfundsmæssige identifikation af ’åndssvage’ som et problem fællesskabet skal tage sig af, kan ifølge etnologen Edith Mandrup Rønn (1996: 76) spores tilbage til det moderne samfunds fremvækst i slutningen af 1700-tallet. Før denne tid er ’de åndssvage’ usynlige – både som gruppe og som individuelle afvigere – hvilket ifølge Rønn bedst kan forklares med, at meget få åndssvage har overlevet i længere tid (ibid.: 73).61 Først omkring midten af 1800-tallet fik Danmark den første ’sikre’ definition af ’svagsindighed’ og ’idiotisme’ – en definition, der blev foretaget af lægen J.R. Hübertz, som skelnede mellem ’idioter’, dvs. personer, der fra fødslen er berøvet fornuftens fulde brug, og ’afsindige’; personer, der har været i besiddelse af fornuftens fulde brug, men har mistet den (ibid.: 69). Adskillelsen mellem ’afsindige’ og ’svagsindige’/’idioter’ blev for alvor effektueret i forbindelsen med institutionsbyggeriet i 1800-tallets midte, hvor de første åndssvageanstalter grundlagdes, ligesom en række særlige institutioner for bl.a. døvstumme, blinde, vanføre, talelidende og epileptikere opstod på dette tidspunkt (ibid.: 84).62 Ifølge historikeren Claus Øgendahl (2000: 52) var dette udtryk for en tydelig specialisering i behandlingen af og omsorgen for disse grupper.
Anstalterne var i første omgang oprettet på et filantropisk grundlag, men staten gik relativt tidligt ind og støttede oprettelsen af særlige
61Først i nyere tid – og især efter bakteriologiens gennembrud i slutningen af 1800-tallet – har åndssvages levealder nærmet sig gennemsnitsalderen noget (Rønn 1996:
73).
62 Den første egentlige åndssvageanstalt i Danmark, Gamle Bakkehus, oprettedes i 1855 på initiativ af J.R. Hübertz (Dansk Forsorgshistorisk Museum).
110
anstalter for disse grupper (Bengtsson et al. 2003: 16).63 Allerede i slutningen af 1800-tallet tog staten altså et begyndende ansvar for, at mennesker med udviklingshæmning kunne leve et liv uafhængigt af familiens eller almissens forsørgelse. Dette ansvar blev konsolideret med udviklingen af velfærdsstaten (ibid.: 32).
Anstalterne, som vi i dag ville benævne ’totale institutioner’ (Goffman 1961), vedblev at være en del af velfærdsstatens arvegods indtil særforsorgens udlægning i 1980 (Krogstrup 2004: 20). Tina Ussing Bømler (1995: 31-32) skriver om de store institutioner:
’Velfærdsstatens behandlingsinstitutioner var i høj grad karakteriseret ved lukkethed og afsondrethed. Det var ofte store, isolerede institutioner med udprægede bureaukratiske træk. Institutionerne var typisk placeret i rekreative omgivelser og havde stort set ingen kontakt med lokalsamfundene’. Med etableringen af totalinstitutionerne var der dels tale om en kongregering og en segregering, dvs. en mere eller mindre total adskillelse, i forhold til det øvrige samfund (Krogstrup 2004: 35). Kongregering er en betegnelse for, at man samler ’folk af samme slags’ i grupper med henblik på at organisere omsorgen så effektivt som muligt, hvilket har den konsekvens, at ’den enkeltes behov ofte bliver defineret efter et gruppekriterium, som indebærer negligering af personlighed, særpræg, individuelle interesser osv.’
(ibid.: 18).
I dette kapitel vil jeg fokusere på, hvordan den offentlige omsorg for mennesker med udviklingshæmning har ændret sig, siden loven om offentlig forsorg blev indført med socialreformen af 1933, og staten overtog en større andel af udgifterne til særforsorgen. Der er tale om en historisk udvikling, der i meget grove træk går fra anstalts- og institutionsomsorg over normaliseringsprincippet til integreret omsorg, hvor personer med udviklingshæmning skulle flyttes ud fra de centrale institutioner for at bo og leve i lokalmiljøet og fik
63 I 1816 Sct. Bjørn og i 1852 en anstalt i Risskov (Bengtsson et al. 2003: 16).
111
rettigheder, som alle andre velfærdsstatsklienter (jf. Krogstrup 2004).
I dag er medborgerperspektivet i fokus, men som jeg var inde på i det indledende kapitel, er der tendenser indenfor den offentlige omsorg for personer med udviklingshæmning, som trækker i modstridende retninger.
INSTITUTIONSOMSORGEN
Med Steinckes socialreform i 1933 overtog staten en større andel af udgifterne til særforsorgen og med Lov om offentlig forsorg (1933) var det muligt for staten at dømme mennesker med ’afvigende og for samfundet uacceptable udtryksformer’ til forsorg og anbringelse på enten arbejdsanstalt eller særforsorg (Sørensen 2005: 64).
Ved indgangen til 1930’erne var ca.4400 åndssvage anbragt på anstalter og omkring 700 var i kontrolleret familiepleje (Øgendahl 2000: 106-107).64 I årtiet efter reformen i 1933 skete der kun beskedne ændringer i udformningen af det statslige anstaltssystem, men reformen havde – utilsigtet – skabt store pladsproblemer, og de næste årtier var præget af bestræbelserne på at løse pladsproblemet, hvilket ifølge Øgendahl kom til at blokere for nytænkning indenfor åndssvageforsorgen (ibid.). Problemerne med overbelægning opstod, fordi antallet af henvisninger til åndssvageforsorgen accelererede voldsomt efter reformen, bl.a. fordi den åndssvages hjemkommune nu ikke længere skulle betale en del af udgifterne i forbindelse med anbringelse på en anstalt (ibid.). Man så derfor også eksempler på, at kommuner ’henviste fattige og gamle til åndssvageforsorgen i det lønlige håb, at anstaltslægerne ville diagnosticere dem som åndssvage og dermed fritage kommunen for den økonomiske byrde, der var forbundet med disse fattiges og gamles underhold og pleje’ (ibid.).
64 Det statslige anstaltssystem var bygget op omkring to store centralanstalter Ebberødgård og Den kellerske Anstalt i Brejning. Ebberødgård hørte under Østifternes Åndssvageanstalt, der også omfattede Gl. Bakkehus, Karens Minde, Lillemosegård med Gammelmosehus og Rødbygård (Øgendahl 2000: 106).
112
Patienterne på åndssvageanstalterne sov dengang i store sovesale, og mænd og kvinder var opdelt på forskellige afdelinger. Der var eksempler på sovesale, der rummede 60 senge i ét enkelt rum, og så sent som i 1971 fandtes der 77 sovestuer på institutionerne, hvor der var 10 eller flere, der sov i samme rum – i 10 af disse sovestuer var der 20 senge eller flere (Bank-Mikkelsen 1972: 10).
De store institutioner kan siges at have haft tre vigtige funktioner. De skulle være et levested og en beskyttelse for dem, som ikke kunne klare sig i samfundet. De skulle være et behandlingssted, hvor man kunne gøre de afvigende mindre afvigende, og endelige skulle de være et opbevaringssted for personer, som man af forskellige grunde betragtede som uønskede og/eller som farlige for samfundet, eller som man ikke havde noget alternativt tilbud til (Tøssebro 1992: 38 i Handegård 2005: 50). Ifølge Tøssebros analyse dominerede institutionernes funktion som behandlingssted ofte aktiviteterne: ’Vi får en situation, hvor organisationen er domineret af behandlingsmål, et personale, som tænker behandling, og et personale som måler sin egen faglige dygtighed i patienternes fremgang’ (ibid.: 41).
Den danske åndssvageomsorg var endvidere unik i Skandinavien pga.
den tidlige konflikt, der opstod mellem en pædagogisk og en medicinsk-hygiejnisk fortolkning og indretning af omsorgen (Froestad 1997: 31). De danske hygiejnikere hævdede, at det kun var lægerne, som var i stand til at beregne – på et videnskabeligt grundlag – hvilket behov klientellet havde for lys og luft, beklædning og kost, fysisk og moralsk renhed, orden og kontrol, og der blev udviklet et aktivt og vedvarende hygiejnisk-medicinsk miljø (ibid.: 44). Lægerne som aktørgruppe spillede derfor en afgørende rolle for ’de afvigendes’
samfundsmæssige behandling, og i den danske åndssvageomsorg skete der en klar prioritering af medicinsk behandling frem for uddannelse (Froestad 1997: 43).65
65Birgit Kirkebæks (2004: 140-141) forskning har vist, at der i perioden 1855- ca.1890 var en gennemgående opfattelse, at de åndssvage skulle reddes gennem pædagogiske foranstaltninger og kundskaber og gives tilbage til samfundet, men i slutningen af 1800-tallet overtog den pædagogiske pessimisme, og man begyndte i
113
Danmark var endvidere det første land i Europa,66 der vedtog en sterilisationslov i 1929, og danske love på området blev – sammen med de amerikanske – forbilleder for andre europæiske lande (Øgendahl 2000: 129). Fra 1929 til 1934 blev der udført 88 sterilisationer på baggrund af indstillinger fra åndssvageanstalterne (Koch 2000).67 De daværende ægteskabs- og åndssvagelove var ligeledes en del af den racehygiejniske lovgivning (Øgendahl 2000:
129-131). Andelen af ’åndelige undermålere og minusindivider’ skulle nedbringes. Man mente, at de ’degenererede’ og vanslægtende populationer udgjorde en trussel mod samfundets overlevelse som samfund, og med begrundelse i biologisk og historisk nødvendighed greb man politisk ind i forhold til problemet (Kirkebæk 2004: 34).
Ifølge Øgendahl (2000: 132) har den racehygiejniske lovgivning haft det samfundsmæssige formål at beskytte civilisationen, og det økonomiske formål at spare penge – sterilisation og efterfølgende udskrivning fra åndssvageforsorgen var betydeligt billigere end internering – men den har også haft et humanitært formål. Det bestod i at forhindre de åndssvage i at få børn, de ikke kunne tage vare på, og i, at de kunne udskrives fra anstalterne efter steriliseringen (ibid.).
I forhold til den bredere offentlighed blev institutionerne i det hele taget promoveret i positive, følelsesladede termer, som søgte at forsikre folk om det gode, humanitære arbejde, der foregik indenfor murene (Mitchell og Smith 2003: 111). Institutionerne skulle både yde omsorg for patienterne og beskytte samfundet mod de ’mentalt
stigende grad at betragte den åndssvage som ’antisocial’, amoralsk og farlig for samfundet. I takt med denne periodes industrialisering og urbanisering blev åndssvage mere synlige og mere belastende for familierne, hvilket ifølge Kirkebæk danner baggrund for, at man fra slutningen af 1800-tallet fortolkede åndssvaghed som et samfundsmæssigt problem (ibid.: 29). Den stærke medicinske påvirkning af åndssvageomsorgen i Danmark hentede således legitimitet som et tiltag for at aflaste familien, og den blev genspejlet i udformningen af de danske handicapinstitutioner og i praksissen på dem, som blev stærkt præget af hygiejniske principper, ligesom den blev genspejlet i den danske handicapomsorgs udprægede formålsrationelle og metodiske orientering på dette tidspunkt (Froestad 1997: 44-45).
66 Hvis man ser bort fra den lille scheiziske kanton Vaud (Øgendahl 2000: 129).
67 Tvangssterilisationerne blev afskaffet i 1967 (Øgendahl 2000: 132).
114
defekte’. Ifølge Mitchell og Smith (2003) personificerede sygeplejerskerne på institutionerne dette dobbelt indbyggede fokus på omsorg og kontrol. Deres historiske forskning viser, hvordan der i England i 1930’erne var forventninger om, at sygeplejerskerne skulle bruge deres følelser og personlighed i arbejdet med at håndtere miljøet på institutionerne. Selvom det først og fremmest handlede om at opretholde et ordnet og disciplineret miljø, blev et kontrolleret og venligt miljø betragtet som endda bedre (ibid.: 114). Man forventede og foreskrev, at sygeplejerskerne havde eller udviklede en særlig følelsesmæssig karakter for at kunne kontrollere det menneskelige miljø – og i mindre grad det enkelte individ – på institutionerne.
RMPA (Royal Medico-Psychological Association) fremhævede det i læreplanen for ‘mental deficiency nurses’ som sygeplejerskernes ansvar at vise ‘discretion, forbearance and self control’ og under-stregede: ’The importance of a nurse’s personality and behaviour, good temper, patience, respect for the patient, endurance, firmness, praise, avoiding discouragement, effects of rivalry, incentives to work, example’ (RMPA 1932 i ibid.). Sygeplejerskerne skulle altså have – eller udvikle – en særlig følelsesmæssig karakter; deres venlige disciplin og selvkontrol skulle gennemtrænge det menneskelige miljø på institutionerne (ibid.).68
Eftertiden har imidlertid dokumenteret, at der på institutioner i Skandinavien var udstrakt brug af tvang og i nogle tilfælde direkte overgreb (Handegård 2005: 52). Det var ikke usædvanligt med behandling som indebar procedurer for fastholdelse, nedlæggelse, straf (aversive metoder) osv. (ibid.). Overholdt patienterne ikke de gældende normer for acceptabel adfærd på institutionen, var sanktionerne revselse, fiksering eller forvisning til isolerede rum (Krogstrup 2004: 32).69
68 Ifølge Mitchelle og Smith (2003: 112) var sygeplejerskerne brugbare, fordi de var relativt billig arbejdskraft, der kunne varetage en lang række forskellige aktiviteter.
69 Så langt som op i 1960’erne kunne man i USA finde massive statsinstitutioner med forhold, som med rette kan betegnes som umenneskelige. Institutionerne var først og fremmest præget af en massiv overbelægning og mangel på personale. De
115
Helt op til slutningen af 1960’erne havde man store problemer med overbelægning på bl.a. store institutioner som Ebberødgård og Brejning. Ifølge Øgendahl (2000: 217) konkluderede en rapport fra Mentalhygiejnisk Forskningsinstitut i 1968 således efter at have undersøgt forholdene på Ebberødgård, at patienterne levede under forhold, der kunne betegnes som skandaløse, og at det faktum, at de trods alt havde det nogenlunde, primært kunne tilskrives en stor indsats fra personalets side.
ÅNDSSVAGEFORSORGEN
I slutningen af 1940’erne og i starten af 1950’erne problematiserede man i stigende grad de vilkår, som personer med udviklingshæmning levede under på de store institutioner. I kølvandet af 2. Verdenskrig foregik et ideologisk opgør med fascismens tankegods, og i 1948 vedtog og offentliggjorde FN's generalforsamling Verdenserklæringen om Menneskerettighederne.70 Disse tanker fik afgørende indflydelse på holdninger til samfundets åndssvage (Øgendahl 2000: 182). I 1952 stiftedes en landsforening af forældre til åndssvage, der få år senere blev navngivet Landsforeningen for Evnesvages Vel (LEV).
Foreningen fik hurtigt politisk indflydelse og kritiserede den eksisterende anstaltsform, der bl.a. indebar isolation af de åndssvage fra det øvrige samfund, overbelægning og manglende mulighed for privatliv (ibid.). I perioden 1940-1970 udviklede der sig i det hele taget i Danmark en folkelig opposition mod de vilkår, de åndssvage levede under på de offentlige anstalter (Kirkebæk 2001: 16). Kritikken gik bl.a. på særforsorgens udvikling af en form for ’båsesystem’, hvor handicappede blev placeret i en særlig gren af særforsorgen på baggrund af lægevidenskabelig diagnosticering (Bonfils 2003: 21).
mentalt retarderede – heriblandt børn – blev låst inde, fastspændt og kraftigt medicineret. ’Patienterne’, der ofte var nøgne eller kun havde ganske lidt tøj på, besørgede på gulvene, som lejlighedsvis blev spulet, og der var derfor en permanent stank af urin og ekskrementer. Omkring kl.17 blev de ofte lagt i seng for at udligne arbejdspresset mellem dag- og aftenvagt (Blatt 1965).
70Institut for menneskerettigheder (2014).
116
Fokus havde således været på diagnosen som grundlag for den omsorg og behandling, der blev givet – ikke den enkelte person som et helt menneske (ibid.: 20).
I 1959 førte det til dannelsen af Statens Åndssvageforsorg med N. E.
Bank-Mikkelsen som forsorgschef.71 Overskriften for den udvikling åndssvageforsorgen gik ind i i de følgende årtier, var normalisering.
Bank-Mikkelsen formulerede, at målet med Åndssvageforsorgen var
’(…) at lade de udviklingshæmmede få en tilværelse, der er så nær det normale som muligt’ (Nirje 1972: 101). Denne målsætning kan anskues som en moralsk og etisk reaktion på totalinstitutionernes behandling af beboerne (Krogstrup 2004: 32). En central del af normaliseringsprincippet var forestillinger om ligeværd, retfærdighed og rettigheder, samt integration (Bengtsson og Kristensen 2006: 20).
En del af Bank-Mikkelsens ideer handlede om, at åndssvage skulle have de samme lovbestemte rettigheder som alle andre (ibid.). Bank-Mikkelsen var endvidere af den opfattelse, at det var de åndssvages livsbetingelser, der skulle ’normaliseres’, så de kunne sammenlignes med dem i den ikke-handicappede del af befolkningen – ikke den udviklingshæmmedes personlige fremtræden eller adfærd:
Allerede her skal det understreges, at normaliseringsprincippet intet har med normalitet at gøre. Der ligger intet i princippet om, at man skal gøre andre mennesker ’normale’. For hvad er
’normalt?’ Og selv om vi kunne besvare dette, er der næppe noget formål i at blive sådan. Det drejer sig om normale rettigheder, normale livsforhold, ligestilling med andre, uanset hvorledes man er udrustet fysisk og psykisk (Bank-Mikkelsen 1972: 12).
71Med Åndssvageloven, Lov nr. 192 af 5. juni 1959, blev institutionerne for åndssvage, som hidtil havde været private, en del af særforsorgen (Bengtsson og Kristensen 2006: 25). Landet blev opdelt i fire såkaldte forsorgscentre: Brejning, Ribe, Vodskov og Østifterne. Senere kom der yderligere syv centre til (Øgendahl 2000: 183).
117
Heri ligger netop ligeværdigheden; der skulle herske respekt om det, personen med udviklingshæmning var, og ikke gøres forsøg på at ændre udseende eller adfærd alene for at tilfredsstille omgivelsernes krav og forventninger.
I Sverige var Bent Nirje formand for den svenske forældreforening, og hans tanker om normalisering lå helt på linje med Bank-Mikkelsens, men ifølge Steen Bengtsson (2005: 74), gjorde han sine tanker mere eksplicitte og tydelige. Han formulerede sine tanker således: ’For mig indebærer normaliseringsprincippet, at man gør de hverdagsmønstre og livsvilkår, der ligger så nær som muligt til det i samfundet gængse, tilgængelige for de udviklingshæmmede’ (Nirje 1972: 102). Det betød, at de udviklingshæmmede skulle have mulighed for at opleve:
den normale rytme i dagene, ugerne, årstiderne og hele året, at støtte det normale i livsløbet, at opmuntre normale personlige overvejelser, at give muligheder for kontakt med det andet køn, at blive konfronteret med økonomiske problemer og få normale boligforhold, alt med passende hensyntagen til den enkeltes specifikke handicap (ibid.).
En normal dagsrytme indebærer, at ’man står op og får tøj på, selv om man er meget svært udviklingshæmmet og bevægelseshæmmet’; at man indtager sine måltider under normale forhold, dvs. også nogle gange udenfor normale spisetider, nogle gange om dagen måske i store grupper, men for det meste under ’familielignende forhold’; og at man ikke fx lægges tidligt i seng pga. personalemangel: ’Man må tage hensyn til det enkelte individs behov for personlig dagsrytme, d.v.s. at der også skal være mulighed for engang imellem at gå ud af den daglige grupperutine’ (Nirje 1972: 106). En normal ugerutine handlede for Nirje om, at den udviklingshæmmede ligesom den øvrige del af befolkningen fik mulighed for meningsfulde aktiviteter, arbejde og beskæftigelse og for at bo, arbejde eller gå i skole forskellige steder (ibid.). En normal årsrytme om – som de fleste andre mennesker – at opleve helligdage, festdage, familiebegivenheder og rejser, og et
118
normalt livsforløb om at opleve barndom, ungdom, voksenliv og alderdom som forskellige stadier præget af forskellige prioriteringer og behov (ibid.: 107-109).
Normaliseringsprincippet indebar også, at ’de udviklingshæmmedes egne valg, ønsker og krav respekteres og tages hensyn til i så vid udstrækning som muligt’, og at kvinder og mænd omgås hinanden og kan gifte sig (ibid.: 109, kursiv i original). De udviklingshæmmede skulle gives normale økonomiske forhold, dvs. grundlæggende økonomisk og social tryghed, og sikres en boligstandard, der var på linje med den i den øvrige befolkning (ibid.: 110-111).
Normaliseringsprincippet aktualiserede også forestillinger om sociale roller, afvigelser og stigma, som havde sit udspring i sociologien og socialpsykologien (Dybwad 1972: 116). Den tysk-amerikanske psykolog Wolf Wolfensbergers (1983) fortolkede princippet i en retning, hvor målet var at hjælpe den udviklingshæmmede til at indtræde i socialt valoriserede roller via en forbedring af personens sociale image og personlige kompetencer (social role valorization).
Det handlede om at hjælpe det afvigende individ, dvs. den psykisk udviklingshæmmede, til at blive i stand til at opføre sig op en måde, så han ikke blev opfattet som afvigende, eller i hvert tilfælde afvigende i mindre grad (ibid.). Her delte normaliseringen stort set samme mål som revalidering, og handlede om hjælp til ’at kunne tale, opføre sig, pleje sit ydre, spise, klæde sig o.s.v. som andre personer af tilsvarende alder og køn’ (Dybwad 1972: 116). Denne tolkning af normaliseringsprincippet adskiller sig således fra den tankegang, der oprindeligt lå bag, hvor fokus var på at forbedre både de udviklingshæmmedes levevilkår, men også omgivelsernes holdninger til personer med udviklingshæmning, der i højere grad skulle hvile på respekt for deres grundlæggende menneskeværd.
Ifølge Øgendahl (2000: 215) oplevede ’Åndssvageforsorgen sin storhedstid i 1960’erne. Aldrig før havde forsorgen fået så mange penge, aldrig før var der sket så mange nyskabelser på så kort tid, og aldrig før havde man oplevet så markant en bevidsthedsændring’. Med udbygningen af særforsorgen konsoliderede staten sit ansvar for de
119
handicappede (Bonfils 2003: 22). Debatten på denne tid var præget af spørgsmålet om retskrav på sociale ydelser – de handicappede skulle frisættes fra økonomisk og omsorgsmæssig afhængighed til familien, men placeredes i et nyt afhængighedsforhold til de offentlige myndigheder med deraf følgende klientgørelse (ibid.). I denne periode etableres handicappolitikken som selvstændigt politikområde – som et samfundsmæssigt ansvarsområde, og handicaporganisationernes indflydelse var stigende og institutionaliseredes i en række råd og nævn (ibid.).
Centralinstitutionerne blev suppleret med mindre enheder som pensionater, eksterne skoler, fritidsinstitutioner m.v.72 Fra 1959 til 1969 femdobledes det samlede antal institutioner, og i 1969 var der 22.000 åndssvage i forsorgen – heraf ca.9000 på de interne institutioner (ibid.: 216). Man anslog samtidig, at der var omkring 50.000 åndssvage i Danmark – 40 år tidligere lå skønnet på 12-15.000 – hvilket skabte pres på forsorgen og de enkelte institutioner, og trods det omfattende byggeri lykkedes det ikke at skaffe det nødvendige antal pladser (ibid.).73 I perioden frem til 1970 ekspanderede åndssvageforsorgen; man udbyggede og ombyggede de eksisterende institutioner, hvilket bl.a. indebar, at mange af de store sovesale blev nedlagt og 4-sengsstuer mere almindelige, men der var fortsat mange, der boede mere end 10 på samme stue (Sørensen 2005: 67).
I perioden skete der også et skift i opfattelsen af, hvilke professioner, der skulle stå centralt i behandlingen (Øgendahl 2000). Den sociale omsorg kom i fokus, og pædagogerne fik fornyet status i forhold til at praktisere Bank-Mikkelsens idéer om normalisering, ligeværdighed og
72 Én af 1959-lovens store landvindinger var bestemmelsen om, at åndssvage skulle være undergivet undervisnings- og oplæringspligt til det 21. år (Øgendahl 2000:
216).
73Ifølge Øgendahl (2000: 220) skyldes det faktum, at antallet af personer, der blev kategoriseret som åndssvage, blev ved med at vokse trods en mellemliggende periode med racehygiejne og tvangssterilisationer, dels en forøget levealder og dels en udvidelse af åndssvagebegrebet, så det omfattede stadigt flere svagtbegavede.
120
rettigheder. Den sundheds- og lægefaglige omsorg og behandling mistede derved terræn (Kirkebæk 2001; Rønn 1996; Sørensen 2005;
Bengtsson og Kristensen 2006). Hvor overlægerne fx før havde været enerådende i ledelsen af anstalterne, blev deres magt nu reduceret, idet der i ledelsen også indgik bl.a. en socialleder og en undervisningsleder (Øgendahl 2000: 183). I 1961 oprettedes en uddannelse for plejepersonalet, der ’medførte en revolution i dette personales funktioner, der herefter blev langt mere pædagogisk orienteret end hidtil’ (ibid.: 215). I begyndelsen af 1970’erne sammenlagdes omsorgsassistent- og børneforsorgspædagoguddannelsen, hvilket
Bengtsson og Kristensen 2006). Hvor overlægerne fx før havde været enerådende i ledelsen af anstalterne, blev deres magt nu reduceret, idet der i ledelsen også indgik bl.a. en socialleder og en undervisningsleder (Øgendahl 2000: 183). I 1961 oprettedes en uddannelse for plejepersonalet, der ’medførte en revolution i dette personales funktioner, der herefter blev langt mere pædagogisk orienteret end hidtil’ (ibid.: 215). I begyndelsen af 1970’erne sammenlagdes omsorgsassistent- og børneforsorgspædagoguddannelsen, hvilket