En vigtig skelnen er den mellem selvbestemmelse (autonomi) og integritet. Autonomi forstået som selvbestemmelse refererer til individets evne til at ’styre sig selv’ fornuftigt, dvs. en form for selvlovgivning, mens integritet er et langt videre begreb, som handler om menneskeværd og værdighed. Spørgsmålet om et menneskes integritet kan siges at være mere grundlæggende end spørgsmålet om
62
autonomi. Man kan formulere det på den måde, at uanset evne til at fatte selvstændige valg, må personen med udviklingshæmning beskyttes mod fysisk og psykisk skade (Christensen og Nilssen 2006:
50). Mennesker, som ikke er i stand til at tage vare på sig selv, er i særlig grad afhængig af, at dette hensyn varetages af andre.
At bestemme selv kræver, at man har evnen til det. Selvbestemmelse udøves med fornuft og drejer sig netop ikke om at følge tilfældige indfald og lyster (Sørensen 2009: 25). Det kan derfor være legitimt – ud fra overvejelser om, hvad der er til en persons eget bedste – at gribe ind i forhold til vedkommendes handlefrihed. Magtanvendelse kan være nødvendig overfor mennesker, der ’er i vores varetægt, fordi de ikke kan tage vare på sig selv’ (Sørensen 2009: 35), og som Asger Sørensen skriver, er en:
(…) magtanvendelse i denne forstand er ikke et overgreb, men et indgreb, altså en fornuftig indgriben over for ufornuftig opførsel. Det, der gribes ind over for, er ikke i egentlig forstand en handling, altså noget man selv har bestemt sig for og bevidst har villet. Det, der gribes ind over for, kan bedre karakteriseres som et selvs udfoldelse af sit begær, lyst eller affekt (ibid.).
Det, der gribes ind overfor er altså ikke selvbestemmelsesretten i egentlig forstand, men hvilken form for indgriben er der så tale om?
Det, der krænkes i magtanvendelsen er individets suverænitet: ’selvets egen lyst til at være sig selv, udfolde sig selv som blot sig selv, og blot fordi det selv vil det, ikke pga. noget andet’ (ibid.: 36). Det er derfor også en indgriben i forhold til en basal selvudfoldelse – ikke af selvbestemmelse i ordets egentlige forstand, men af vilje eller begær.
Mennesker er også driftsvæsener, og en anden klassisk forståelse af frihed end den, der lægger vægt på menneskets evne til at handle fornuftigt, handler om spontan frigørelse af undertrykt begær, frigørelse fra småtskårenhed, moralisme og bedrevidenhed; fra kulturens byrde og civilisationens krav (ibid. 35). Den frihed, der kommer af at følge sine indskydelser og gøre, som man har lyst til.
63
Som Sørensen påpeger, er vi alle suværene, uanset hvor udviklet vores fornuft er (ibid.: 36). Suverænitet er samtidig også et udtryk for magt, og her er vi forskelligt stillede – bl.a. mht., hvilke muligheder vi har for at forvalte vores suverænitet i forhold til andre mennesker.
Moralsk ansvar kan siges at komme i grader. Et børnehavebarn, der slår en jævnaldrende, bliver ikke mødt med retslige sanktioner. Man bliver nødt til også at tage et menneskes kognitive autonomi i betragtning, når det handler om ansvarstilskrivelse, dvs. evnen til at tage moralsk ansvar for egne handlinger og dermed også ansvar for andre menneskers velbefindende. Som Vehmas slår fast: ’Moral responsibility comes in degrees and whether a certain condition is a mitigating factor depends on the nature of that condition as well as various contextual factors’ (Vehmas 2011: 164).
Det abstrakte ideal om autonomi, som er dominerende indenfor socialpolitikken i dag, siger intet om, hvordan friheden substantielt kan realiseres. Individuel frihed opstår ikke i et vakuum, men under bestemte samfundsmæssige og sociale begrænsninger og foranstaltninger, som kan betragtes som negativt indskrænkende og disciplinerende, men også som den positive mulighed og forudsætning for, at individet overhovedet kan opleve sig selv som autonomt.
Friheden skal realiseres indenfor faktiske, virkeliggjorte omstændigheder i en bestemt institutionel sammenhæng.
At opleve socialt skabte og pålagte begrænsninger kan siges at være en uundgåelig del af en socialiseringsproces, hvor man internaliserer omgivelsernes værdier og normer og lærer at handle i overensstemmelse med moralske krav og at begrænse sin selvudfoldelse af hensyn til andre. Som Tina Handegård (2005: 47) påpeger, er sådanne former for, hvad man kan kalde normativ tvang (jf. Durkheim) er en integreret del af alt socialiserings- og omsorgsarbejde. At begrænse mennesker med udviklingshæmnings selvudfoldelse kan være en nødvendig del af omsorgen og en hjælp, ligesom forsøget på at påvirke eller bevæge deres adfærd i en ønskelig
64
retning. De professionelles begrænsninger af og indgreb i personen med udviklingshæmnings selvudfoldelse er altså ikke i sig selv problematiske, men det kan være vanskeligt at vurdere, hvornår og hvordan man som professionel skal gribe ind.
Personalet i botilbuddene må kontinuerligt foretage svære vurderinger, som kan have vidtrækkende konsekvenser for omsorgsmodtagerne.
Som professionel står man dagligt i situationer, hvor man skal vurdere, hvor meget man kan og bør tage over for personen med udviklingshæmning: Hvilke ’normale’ livsmønstre skal man fx opretholde som absolutte, og hvilke skal man forholde sig mere fleksibelt til? Hvor meget hensyn skal man tage til beboernes egne ønsker? Hvad kan den enkelte beboer selv beslutte? Hvad kan udviklingshæmmede i praksis selv tage ansvar for, og hvornår skal man gribe ind som professionel? (Handegård 2005: 15). De professionelle må altså håndtere usikkerhed og den ambivalens, der kan opstå på baggrund af en bevidsthed om, at man balancerer forskellige og modstridende værdier i praksis. Ambivalensen knytter sig til personalets mere magtfulde position, og beboernes grundlæggende afhængighed (ibid.). Den har derfor både en subjektiv og en objektiv dimension.
Tina Luther Handegård (2005: 15) påpeger, at ambivalensen også knytter sig til den måde, magten udøves på. Her skabes en spænding mellem personalets målsætninger på den udviklingshæmmedes vegne på den ene side og midlet til at opnå dem på den anden: Hvilke midler skal man fx tage i brug for at opnå det, man synes er det bedste for personen med udviklingshæmning? Hvor går grænsen for, hvor langt man skal manipulere med personen for at opnå de ønskede resultater?
Som hun påpeger, kan man betragte brugen af tvang ’som en udvej i forhold til at håndtere den ambivalens, som sikkert udgør en uundgåelig del af omsorgsarbejdet’ (ibid., min oversættelse).
De professionelle har en autoritetsrolle i forhold til personen med udviklingshæmning, som indebærer både ansvar og muligheden for at
65
udøve magt. Denne mulighed kan manifestere sig i handling i form af aktivering af magt eller ligge latent i relationen (Handegård 2005: 43).
Når muligheden manifesterer sig i handling kan der være tale om forskellige former for magtudøvelse (fx blød manipulation (se kapitel 4), overtalelse, irettesættelse e.l.) eller udøvelse af tvang. Men som Handegård slår fast, er grænsen mellem, hvad der er tvang, og hvad der er magt, langt fra skarp og entydig, og hvordan man opfatter det vil være situationsafhængigt. Den klareste skelnen opstår, når der er tale om modstand. Hvis personen med udviklingshæmning viser modstand, må det – uanset hvad – betragtes som tvang, mens det vil være mere uklart i situationer og overfor personer, som ikke er i stand til eller ikke har evne til at vise modstand. Modstand kan være både passiv og aktiv: ’Den er passiv når vedkommende føler afmagt og aktiv når vedkommende for eksempel sætter hårdt mod hårdt og viser modmagt. En modmagtstrategi kan for eksempel være at tjenestemodtageren reagerer med udadreagerende adfærd’ (Handegård 2005: 43, min oversættelse). Det kan således være vanskeligt at afgøre, om der er tale om hjælp eller tvang og overgreb, og overgangene herimellem kan være glidende og derfor svære at få øje på.47 Derfor er det heller ikke sikkert, at personalet oplever ambivalens. En mindre grad af oplevet ambivalens kan fx hænge sammen med manglende bevidsthed om, at man også med velmenende intentioner og handlinger kan krænke beboeren. Fx kan personalet have vanskeligt ved at se beboeren fuldt ud som en privat person adskilt fra rollen som en, der behøver hjælp, og derfor også ved at betragte den indsats, de yder, som potentielt i stand til at true beboerens privathed eller integritet (Sandvin et al. 1998: 82).
47Greta Marie Skau stiller i bogen ’Mellem magt og hjælp – vejledning i god klientbehandling’ (2001) tre spørgsmål, der belyser, hvor vanskeligt det i praksis kan være at drage en grænse mellem overgreb og hjælp: ’1) Findes der krænkelser, som har en positiv terapeutisk effekt eller konstruktive virkninger på længere sigt?
2) Forholder det sig nogen gange sådan, at krænkelsen er et nødvendigt biprodukt af handlinger, som hovedsagelig har en ikke krænkende karakter? 3) Kan man som hjælper i nogen situationer være nødt til at bevirke en mindre krænkelse for at beskytte klienten mod endnu større krænkelser?’ (Skau 2001: 151).
66
Forskellen på, om der er tale om en uretmæssig indskrænkning og disciplinering af individet, eller om der er tale om en begrænsning, der kan betragtes som hjælp, eller slet og ret en nødvendighed, må, som jeg har været inde på, være at finde i referencen til den enkelte persons – eller andres – grundlæggende behov og integritet og manglende evne til selv at varetage disse forhold. Det er derfor heller ikke tilstrækkeligt fx at appellere til gældende regler, normer eller procedurer eller den enkelte medarbejders præferencer som legitimationsgrundlag.
Denne pointe illustreres måske bedst med et eksempel. I sit studie af det sociale liv i bofællesskaber for mennesker med udviklingshæmning fandt Sandvin et al. (1998: 169), at det i det konkrete arbejde i boligerne var personalets ’commonsense’
forestillinger om, hvad der var normalt, der styrede aktiviteterne i boligerne. Disse forestillinger var forankrede i en hverdagsvirkelighed, der i høj grad blev taget for givet, hvilket ifølge forfatterne netop gav normaliseringsarbejdet en disciplinerende kraft.
De professionelle greb typisk ind i situationer eller overfor adfærd, som blev opfattet som værende i strid med samfundsmæssigt definerede normer for normalitet, hvad enten disse normer var af medicinsk, moralsk eller kulturel art. Denne form for disciplinering af afvigende adfærd kendetegner ifølge Sandvin et al. samfundet generelt, men det særegne ved praksis i botilbuddene var, at disciplineringen blev så tydelig, fordi den på en særegen måde gennemsyrede alle dele af hverdagslivet for mennesker med udviklingshæmning (Sandvin et al. 1998: 169). Ifølge Sandvin et al. er kontrol, magt og disciplin en væsentlig side af omsorgen, der bidrager til at frembringe social orden (i foucaultsk forstand) i boligerne (ibid.:
172).
I en empirisk analyse af praksis er det vigtigt at være opmærksom på denne ’omsorgens anden side’ og åbne op for at kunne se både disciplinerende og frigørende aspekter af den sociale praksis. Jeg ønsker imidlertid at understrege, at en social orden – for at være god
67
og retfærdig og dermed legitim – i videst muligt omfang understøtter det enkelte individs muligheder for at få opfyldt sine grundlæggende behov og trives.48 En retfærdig sociale orden giver alle de samfundsmæssige forudsætninger, de har brug for, for at trives –
’uden uretmæssige handicap’ (Honneth 2008: 131).
Jeg betragter altså ikke moralitet som normer og regler, bakket op af sanktioner, der producerer social orden, men har fokus på den sociale ordens moralske kvalitet i bredest mulig forstand forstået som spørgsmålet om, hvilke praksisformer, der er gode, og derfor også spørgsmålet om, hvordan vi burde behandle andre og blive behandlet af dem (Sayer 2005: 8).
Legitimiteten af den professionelle praksis i botilbud for personer med udviklingshæmning kan med andre ord ikke reduceres til den aktuelle socialpolitiske målsætning eller dens institutionelle formål. Rammerne for indsatsen udstikkes formelt gennem socialpolitikken, men den professionelle praksis henter ikke kun sin legitimitet fra opfyldelsen af socialpolitiske og administrative mål eller fra videnskaben (fx sociologi, psykologi og pædagogik), men også fra dens bidrag til at forvandle spændinger mellem borger og system til et spørgsmål om sociale rettigheder, deltagelse og fuldt medborgerskab (Lorenz 1994:
13). I moderne samfund og i dets institutioner vil der altid kunne stilles spørgsmålstegn ved gyldigheden af de normer og værdier, der sætter sig igennem inden for institutionerne, og de kan være genstand for konflikt og kamp (Larsen 2005: 234). En professionel praksis, der retter sig imod nogle af samfundets sårbare grupper, er pr. definition en normativ, værdiladet praksis, der må stille klassiske værdi-rationelle, etiske spørgsmål: Hvor er vi på vej hen? Er det ønskeligt?
Hvad burde der gøres? Hvordan skal jeg behandle dig? Den er derfor også bundet til spørgsmål om magt og konsekvenser: Hvem vinder, og hvem taber? Gennem hvilke former for magtrelationer? Og med hvilke konsekvenser for den enkelte og samfundet? (jf. Flyvbjerg 2001). Den professionelle praksis kan betragtes som en realisering af
48Dette grundlag for kritik uddybes i kapitel 2.
68
den samfundsmæssige dømmekraft, som er forbundet med spørgsmålet om, hvilke værdier, der skal gøre sig gældende i de sociale institutioner og praksisformer, og hvad der kunne være ønskeligt i fremtiden.
Mens man fx kan diskutere, hvilke medicinske, terapeutiske eller kulturelle normalitetsstandarder, der ligger til grund for en social praksis, er moralsk dømmekraft dybt indlejret i menneskelige relationer og det sociale liv:
Moral judgment is what we ‘always already’ exercise in virtue of being immersed in a network of human relationships that constitute our life together. Whereas there can be reasonable debate about whether or not to exercise juridical, military, therapeutic, aesthetic or even political judgement, in the case of moral judgment this option is not there. The domain of the moral is so deeply enmeshed with those interactions that constitute our lifeworld that to withdraw from moral judgment is tantamount to ceasing to interact, to talk and act in the human community (Benhabib 1992: 125-6 citeret i Sayer 2005: 10, kursivering i original).
Menneskelige relationer og praksis er grundlæggende moralsk, hvad enten vi reflekterer bevidst over det eller ej. Det er imidlertid ikke kun andre individer, der skaber lidelse eller ulykke, men selve samfundets organisation og dets herskende diskurser med deres doxiske antagelser og forståelser, som går forud for det enkelte individ og påvirker dets selvforståelse og måder at handle på (Sayer 2005: 9). Objektive, samfundsmæssige forhold har betydning for menneskers muligheder for at trives, og netop derfor er de vigtige at undersøge og afdække.
Afhandlingens analyser har som nævnt som sit primære formål at undersøge omsorgens udfoldelse i professionel praksis i botilbud for mennesker med udviklingshæmning; hvilke logikker, der gør sig
69
gældende – dvs. hvordan personalet i botilbuddene opfatter, tolker og handler i forhold til beboernes behov, og hvad der ligger til grund herfor – og hvordan disse forståelses- og handlingsmønstre udtrykker en særlig kvalitet. Den professionelle praksis i botilbuddene udgør den konkrete udmøntning af den offentlige omsorg for mennesker med udviklingshæmning; det er her, hjælpen gives i interaktion med de mennesker, man fra samfundets side har vurderet, pga. deres funktionsnedsættelse ikke kan tage varetage grundlæggende behov på daglig basis, og abstrakte socialpolitiske og professionelle idealer omsættes til konkrete friheder og begrænsninger for disse mennesker i en specifik institutionel sammenhæng, der udtrykker værdier, prioriteringer og samfundsmæssige forestillinger om, hvordan omsorgen for mennesker med udviklingshæmning skal se ud. Den måde, omsorgen udfoldes på i disse boliger, siger således også noget generelt om konstitution af den offentlige omsorg for mennesker med udviklingshæmning og om disse menneskers muligheder for at trives.