Når grænser til stadighed skal drages i kropsligt, interaktionelt sam-spil, åbnes for en kontinuerlig balancegang mellem nærhed, engage-ment og (professionel) distance, der også gør omsorg til en mere usikker og ambivalent proces, hvor de professionelle kontinuerligt må forholde sig til hvor, hvornår, hvordan – og af hensyn til hvem eller hvad – grænserne skal sættes, dvs. hvordan de udøver den magt, der er en indbygget del af omsorgsprocesserne.
MENNESKE-MANAGEMENT
I den aktuelle situation får det professionelle følelsesarbejde104 og det, Layder (2004: 56) kalder, ’enrolment and people management’ en mere central betydning. Menneske-management bedrives på baggrund af evner til at ’håndtere’ andre; få dem til at ’makke ret’ (’bring them
‘on side’’) og forme deres adfærd, så den passer med egne interesser, planer eller mål, hvilket gøres ved at indtage den andens perspektiv og tage hans eller hendes erfaring og personlighed i betragtning (ibid.).
Ifølge Layder (2004: 56) er sådanne evner særligt vigtige i socialt arbejde: ’Knowing how to deal with irate, angry or otherwise fractious clients or customers is of pivotal importance in allowing the ‘service interaction’ to proceed on a relatively smooth basis’.
Layder (2004: 6) understreger dermed, at magt selvfølgelig i nogle situationer kan handle om at fornægtelse af frihed, om forbud og begrænsninger og endda tvang og dominans, men magt har også en positiv og produktiv side, og interpersonelle magtformer er ofte
104Begrebet ligger i forlængelse af Arlie Hochschilds klassiske teori om
følelseshåndtering, hvor følelsesarbejde refererer til: ‘(…) the act of trying to change in degree or quality an emotion or feeling’ (Hochschild 1979: 561).
167
’godartede’ (benign). Interpersonelle magtformer udspænder sig således på et kontinuum fra bløde og socialt acceptable magtformer til hårdere former for kontrol, manipulation og dominans. Godartede former for social kontrol sætter individer i stand til at facilitere både egne og andres hensigter, og gør det muligt at skabe følelsesmæssigt tilfredsstillende forhold til andre i helt elementær forstand: Det at lære at være et kompetent menneske involverer uundgåeligt erhvervelsen af evner til social manipulation (Layder 2004: 28). I hverdagslig interaktion er sådanne færdigheder i godartet social manipulation af afgørende betydning i forhold til at navigere i og gennem personlige relationer og forbindelser. Ved at forsyne os med redskaberne til at raffinere vores forhold til andre, gør de det muligt at tilfredsstille egne behov samtidig med, at vi ‘styrer’ (manage) andres sensitiviteter og behov (ibid.). Empati, dvs. evnen til at sætte sig selv i andres sted og se situationen fra deres synspunkt, er et afgørende element her (ibid.).105 Det, der adskiller denne godartede kontrolform fra andre former for kontrol er dens forbindelse til samarbejde og altruisme i form af en tagen sig af andres interesser og følelser (ibid.: 13).
Hårdere former for kontrol karakteriseres netop ved den totale udnyttelse og tilsidesættelse af empati, idet den manipulerende part forsøger at forme sit objekts behov og mål, så de er helt overens-stemmende med sine egne (ibid.: 56).
Et væsentligt aspekt af denne bløde kontrolform er evnerne til at påvirke og styre andre menneskers følelser i en bestemt retning, man selv finder hensigtsmæssig; at kunne få dem til at skifte perspektiv og
105Associerede evner handler om at lytte og være i stand til at læse ikke-verbale signaler og andre emotionelle udtryk, dvs. ’følelsesmæssige meta-beskeder’ i form af ikke-sproglige udtryk som ansigtsudtryk, stemmeføring, gestik osv. At være god til at lytte indebærer at efterlade rum til, at andre kan tale og undertrykke ens egen tendens til at tale og dermed dominere samtaler. Men det involverer også ’a sensitive
‘probing’ (asking questions) of others when they are confused or reluctant to express their feelings’ (Layder 2004: 30-31). Sådanne evner, der nogle gange refereres til som ‘følelsesmæssig intelligens’ (Goleman 1996 i Layder 2004: 30), handler altså om at være i stand til at identificere egne og andres følelser og respondere passende på dem.
168
adfærd – det, man kan kalde ’other emotion management’ (Poder 2010). Other emotion management handler netop om at kunne sætte andre mennesker i emotionel bevægelse, så de kan forandre sig i en
’positiv retning’, ved at bruge forskellige teknikker som fx humor, provokation og opmuntring. Sådanne ’other emotion’-teknikker bruges ofte ved konflikter eller forsøg på at overbevise eller overtale andre, og de fordrer empati samt kendskab til den andens ønsker og intentioner (ibid.: 79). Der er tale om interaktionsformer, der skaber emotionel energi, og hvor man fx arbejder med egne følelser med henblik på at påvirke andre: Ofte har den enkelte brug for andres indgriben – for deres emotionsbearbejdende påvirkning – for at kunne flytte sig selv stemningsmæssigt til at kunne gøre (nye) ting og kunne modificere sider af sig selv, som vurderes som uhensigtsmæssige indenfor en bestemt sammenhæng (Poder 2010: 76-77). Der er altså tale om et emotionelt niveau, hvor mennesker påvirker hinandens følelser ved at identificere sig med hinanden og forsøge at forstå og/eller opleve verden fra andres følelsesmæssige standpunkt (empatisk rolle-tagning) (Poder 2010: 76).
Som jeg var inde på i kapitel 1 kan overgangene imellem hjælp, tvang og overgreb (mellem godartede og hårdere former for manipulation) imidlertid være glidende og derfor svære at få øje på. Dette er særligt tydeligt i forhold til mennesker med især sværere grader af udviklingshæmning, der kan have vanskeligt ved at udtrykke og varetage egne behov og interesser, og som derfor i særlig grad er afhængige af, at deres omsorgsgivere undersøger, hvor grænserne går.
DELKONKLUSION
Professionaliseringen af omsorgsarbejdet er sket i takt med, at socialt nødvendige omsorgsprocesser er blevet indlejret i velfærdsstatslige institutioner og transformeret til lønarbejde. For blandt andre mennesker med udviklingshæmning betød det i en årrække omsorg på store offentlige institutioner, som var afsondret fra det øvrige samfund. Der er sket store samfundsmæssige forandringer siden, og
169
som Hjort (2013: 98) påpeger, handler det i dag måske ikke så meget om at komme ud, dvs. om frigørelse, men om adgang – chancen for at komme ind i det rum, hvor omsorgen udøves. I dag udspiller kampen om adgangen til omsorg sig på mange måder, og det er:
(…) ikke kun købekraft, der bliver det afgørende, men også den handlings- og forhandlingskraft, der relaterer sig til fysiske og psykiske kræfter og sociale netværkskræfter, herunder organiseringen i interesseorganisationer, der kan få indflydelse på den politiske dagsorden og de faktiske prioriteringer på velfærdsområdet. Statisk set – men ikke deterministisk forstået – bliver sundhedskapital, social kapital og økonomisk kapital de afgørende faktorer (Hjort 2013: 99).
Mennesker i dag er fortsat forskelligt stillede i forhold til at erhverve sig en position, der giver adgang til materielle såvel som symbolske ressourcer – herunder professionel omsorg. Samtidig er mennesker med magt oftere i en position, hvor de kan modtage eller gøre krav på omsorg, end i en position, hvor de skal give den (Sevenhuijsen 1998:
24). Omvendt befinder folk med mindre social magt sig oftere på
’omsorgens underside’, dvs. i situationer, hvor de skal yde omsorg uden indflydelse på de betingelser, det skal gøres under (ibid.).106 Omsorgsprocesser hænger tæt sammen med adgangen til forskellige former for ressourcer – følelsesmæssige, kropslige, kognitive og materielle for blot at nævne nogen. Omsorg indbefatter derfor også uundgåeligt begrænsninger og prioriteringer. Professionelle omsorgsudøvere må dagligt i interaktion med omsorgsmodtagerne foretage sådanne prioriteringer af, hvilke behov skal mødes hvornår, hvordan – og af hensyn til hvem eller hvad. Omsorgsprocesser invol-verer derfor også forskellige former for magt og kamp. Hvordan denne kamp om omsorg udspiller sig i botilbuddene, vil bl.a. være
106Omsorg associeres endvidere til stadighed mere med en feminin frem for en maskulin kønsidentitet (Sevenhuijsen 1998: 24).
170
genstand for analyse i kapitel 6, 7 og 8, men inden jeg når dertil, vil jeg præsentere centrale træk ved de botilbud, som indgår i undersøgelsen, bl.a. ved boligernes størrelse, lokalitet, organisatoriske forhold, beboer- og medarbejdergrupperne og botilbuddenes egne beskrivelser af deres ydelser og tilgange. Der er tale om forhold, som har afgørende betydning for, hvordan den sociale praksis i boligerne udfolder sig, og som bidrager til at tegne et billede af den institutionaliserede omsorg som socio-materielt betydnings- og handlingsfelt (Sandvin et al. 1998: 82).
171