Den professionelle praksis i botilbuddene er i dag spændt ud mellem forskellige værdiorienteringer og logikker, som skitseret ovenfor.
Afhandling har som sit primære formål at generere en dybere forståelse af den professionelle praksis på dette felt, hvor omsorgen for mennesker med udviklingshæmning udfoldes. Jeg ønsker at belyse arbejdets interne logikker – dvs. at forstå og forklare, hvordan de professionelle i botilbuddene udfører deres arbejde; hvordan de betragter deres arbejde med beboerne, og ikke mindst, hvad det betyder for kvaliteten af den omsorg, der udfoldes.32 Antagelsen er, at der er en tæt sammenhæng mellem kontekst og praksis, dvs. mellem de vilkår, der udgør den konkrete handlesammenhæng, og de professionelles typiske måder at handle og iagttage på.33 Med vilkår mener jeg både de kontekstuelle faktorer, som har betydning for arbejdet, for eksempel den samfundsmæssige og lokale kontekst, det foregår i, og beboernes problematikker og behov. Kernen i det argument er, at man ikke kan forstå, hvorfor mennesker handler, som de gør, uden at vide noget om både de subjektive og mere objektive præmisser herfor. Arbejdet i botilbuddene udføres indenfor materielle, ideologiske og normative – herunder retslige – rammer, der lægger særlige bindinger på, hvad der er muligt at gøre og tænke, og som Folkestad skriver, er det personalet, der i sit daglige virke skal fylde rammerne med praktisk indhold, hvilket udgør et handlingsrum (2004:
95). De professionelle må trække på deres egen personlige dømmekraft i de enkelte situationer, når de udfører arbejdet, men den individuelle medarbejders måde at dømme og handle på, skal ikke
32Jeg opererer ikke med en adskillelse af forklaring og forståelse, men tilslutter mig Bourdieu (1996: 23 i Brante 2001: 190, note 9), når han skriver: ’Against the old Diltheyian distinction, it must be accepted that understandig and explanation are one’.
33Det betyder imidlertid ikke, at det ud fra et kendskab til disse vilkår er muligt at forudsige, hvordan de professionelle vil tænke og handle. At understrege, at de professionelles handlinger er kontekstafhængige betyder ikke, at de er determinerede af denne kontekst. Der er et åbent og kontingent forhold mellem kontekst,
handlinger og fortolkninger (Flyvbjerg 2001: 43).
40
betragtes uafhængigt af hverken relationelle dynamikker eller den institutionelle og samfundsmæssige kontekst.
De sociale betingelser disponerer de professionelle til at dømme og handle på bestemte måder, hvilket resulterer i, at der kan aflæses sociale logikker og mønstre i deres handlinger og forståelser, dvs.
særlige praktikker og praksisformer.
En praksis kan siges at forme en enhed af to grundlæggende elementer, der ikke kan adskilles: Vanemæssigt udførte kropslige adfærdsmønstre og videns, motivations- og forståelsesmønstre: ’(…) [it] is a two-sided block of patterns of bodily behaviour and patterns of knowledge and understanding’ (Reckwitz 2002: 250; 254).34 En praksis er altså et rutiniseret, kropsligt og socialt adfærdsmønster, der består af forskellige praktikker, dvs. rutinerede måder at bevæge kroppen på; håndtere objekter og sager på; at opfatte, være motiveret for handling, føle, forstå og beskrive verden på (Reckwitz 2002: 249-250).
En praksis kan således forstås som en koordineret enhed; en tidsligt udfoldet og rumligt udbredt ‘nexus of doings and sayings’ (Schatzki 1996: 89 i Warde 2004: 17). De mindste dele af en praksis er konkrete aktiviteter og gøremål (’doings and saying’) (Schatzki 2002: 87), og en praksis rummer en lang række forskellige kropslige og mentale aktiviteter og processer. En praksis kan altså siges at bestå i et mønster af eller en systematik i rutiniserede kropslige ’performances’, som nødvendigvis er forbundet med særlige typer ’know-how-viden’, særlige måder at fortolke på, særlige mål og emotionelle niveauer eller energier, som aktørerne gør brug af på en rutiniseret måde (jf.
Reckwitz 2002: 252). Den består i en regelmæssighed og systematik i den måde en række forskellige aktiviteter, processer og praktikker
34Det betyder, at sprog og diskurs mister sin omnipotente status – diskursive praksisser er én type blandt andre praksisser, og sprog eksisterer kun i form at dets vanemæssige brug (Reckwitz 2002: 254). I diskursive praksisser tilskriver
deltagerne – på en rutineret måde – en bestemt mening til bestemte objekter, fx lyde og andre kropslige udtryk (som så bliver til tegn), for at forstå andre objekter, og først og fremmest med henblik på at gøre noget (Reckwitz 2002: 254).
41
udøves kropsligt på, som hænger sammen med særlige forståelses-, videns-, motivations- og emotionelle mønstre.35 Enhver praksis indeholder ’know-how’-viden i form af etnometoder, og indebærer en særlig rutineret form for intentionalitet, dvs. ’[modes] of wanting or desiring certain things and avoiding others’, og det enkelte individ – som en kropslig og mental agent – agerer som ’bærer’ af (mange forskellige) praksisser (Reckwitz 2002: 254). Hun er altså ikke kun bærer af kropslige adfærdsmønstre, men også af bestemte rutinerede
’ways of understanding, knowing how and desiring’ (Reckwitz 2002:
254; 250).36 Mentale mønstre, rutiner og deres viden er også integrerede dele og elementer af sociale praksisser (ibid.: 252). Viden er derfor også mere kompleks end ’at vide at’ (‘knowing that’). Viden er også måder at forstå på; vide hvordan; at ville og føle på, som er kædet sammen med hinanden i praksis. På en helt elementær måde er viden i en praksis en særlig måde ‘at forstå verden på’, som indbefatter en forståelse af objekter (inklusiv abstrakte objekter); af mennesker og af en selv (Reckwitz 2002: 253).
Der er derfor et dialektisk forhold mellem performance, praksis og sociale institutioner: Institutioner kan anskues som relativt stabile samlinger af sociale konventioner og praksisser, og man betragte opbyggelsen af institutioner som en konventionaliseringsproces (Wagner 1994: 31).
Enhver etableret praksis er en kollektiv og historisk bedrift, og generelt gælder det forhold, at når praksisser bliver udbredt i tid og rum, opstår institutioner med det formål at sprede kendskabet til praksissen; at uddanne novicer; at forbedre performance; at promovere og legitimere den og dens værdier (Warde 2004: 18). Dermed bliver
35Idéen om, at praksis består af rutiner indbefatter nødvendigvis idéen om strukturers tidslighed: Rutiniserede sociale praksisser opstår i gentagelse, og social orden er derfor i bund og grund social reproduktion (Reckwitz 2002: 255).
36I et praksisteoretisk perspektiv er en erfaren sociale agent hverken fuldstændigt selvrådende eller normtilpasset: ’She is someone who understands the world and herself, who uses know-how and motivational knowledge, according to the particular practice’ (Reckwitz 2002: 256).
42
praksisser til kollektive ressourcer baseret på fælles forståelser, know how og standarder (ibid.). I moderne samfundsformationer er denne institutionalisering udtalt og formaliseret.
Men for at praksisser skal forme institutioner, må de samtidig kontinuerligt performes, ligesom performances forudsætter praksisser.37 I et praksisteoretisk perspektiv må ’brud’ eller ’skift’ i strukturer derfor finde sted, når hverdagslige rutiner er i krise: ’in constellations of interpretative interdeterminacy and of the inadequacy of knowledge with which the agent, carrying out a practice, is confronted in the face of a ‘situation’ (Reckwitz 2001: 255).
Det særlige ved den professionelle praksis i botilbuddet er, at det udøves i relation til mennesker, der er afhængige af hjælp for at leve et dagligliv, og som pga. karakteren af deres funktionsnedsættelse kan have vanskeligheder med at kommunikere deres behov til omgivelserne, som kan have tilsvarende vanskeligheder med at tolke deres kommunikative udtryk. Der er tale om et ikke-ligestillet forhold;
en asymmetrisk magtrelation mellem mennesker, som har behov for omsorg, men ikke altid evner at udtrykke, hvad de har brug for eller at tage imod hjælpen, og professionelle, som har ansvar for til at give den. Det føjer et yderligere lag af kompleksitet til arbejdet, da dets primære betingelser ikke udgøres af fysiske objekter, men af mennesker med egne intentioner, adfærdsmønstre og behov. I sit klassiske studie Asylums (1961) beskriver Erving Goffman, hvordan det, han kalder ’people-work’, adskiller sig fra andre former for arbejde i kraft af, at ’menneskelige objekter’: ’by the exercise of threat, reward, or persuasion, (…) can be given instructions and relied upon to carry them out on their own’. Præcis denne evne i det menneskelige materiale til at opfatte og følge personalets planer, er imidlertid også den, der gør, at patienterne kan hindre udførelsen af
37 Sociale praktikker forudsætter ikke nødvendigvis interaktioner i intersubjektiv forstand. Man performer også sociale praktikker, når man er alene: Når man fx arbejder, tilbereder sine måltider, tager sit tøj på osv.
43
personalets planer på en anden måde end ubevægelige objekter, der ikke intentionelt kan stille sig i vejen herfor (78).38
I dag udfolder arbejdet i botilbuddene sig, som nævnt, i en ideologisk kontekst, der har fokus på beboernes ret til inddragelse og medbestemmelse i forhold til personalets planer på deres vegne: Et helt centralt spændingsfelt bliver dermed forholdet mellem den enkelte person med udviklingshæmnings selvbestemmelse og integritet, og de professionelles vurderinger af personens behov, interesser og evne til selv at varetage disse, samt de praksisser, der former dem. Dette spændingsfelt, der kan siges at karakterisere omsorg som socialt fænomen, er særligt aktualiseret i forhold til mennesker med udviklingshæmning, hvilket bl.a. hænger sammen med karakteren af deres funktionsnedsættelse. Den enkelte beboers problematikker og ressourcer og sammensætningen af beboere i den enkelte bolig kan siges at udgøre grundlaget for de professionelles indsats og de udfordringer, de står overfor i dagligdagens arbejde (jf.
Christensen og Nilssen 2006: 77). I det kommende vil jeg se på, hvad der synes at være kriterierne for at bo i botilbuddene, og komme nærmere ind på, hvad der karakteriserer udviklingshæmning som funktionsnedsættelse og handicap. Jeg foregiver ikke her at lave en komplet eller omfangsrig redegørelse for funktionsnedsættelsens og handicappets ontologi, men jeg finder det væsentligt at præcisere min forståelse heraf, da den er afgørende for afhandlingens analyser af omsorgens udfoldelse i den professionelle praksis. Et væsentligt spørgsmål er her, i hvor høj grad den professionelle praksis kan siges selv at konstruere eller skabe de problematikker, den retter sig imod, og hvor grænsen for de sociale praksissers konstruerende virkninger kan trækkes.
38Goffman (1961: 79) skildrer, hvordan selv en gammel og svag psykisk syg patient kan have enorm magt i denne forstand: Han kan på bemærkelsesværdig vis frustrere en medarbejders forsøg på at klæde ham af ved simpelthen at låse sine tommelfingre fast i bukselommerne.
44