Det er en forskningsmæssig etisk forpligtelse at forholde sig til og overveje, hvordan mennesker, grupper eller samfund påvirkes af ens forskning. Det gælder i alle faser af forskningsprocessen – fra formulering af forskningsspørgsmål og problemstilling til endelig afrapportering – at man må forsøge at sikre, at ingen udleveres, stigmatiseres, misforstås eller forulempes; at man ikke påvirker selvoplevelsen hos de mennesker, der er berørt af forskningen, på en negativ og problematisk måde (Kristiansen 2007: 245). Bl.a. derfor
104
understreger forskningsetiske retningslinjer krav om informeret samtykke, anonymitet, fortrolighed og respekt for privatlivets fred (Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd 2002). Overholdelse af sådanne formelle principper sikrer imidlertid ikke, at forskningen er etisk forsvarlig. Ifølge Søren Kristiansen (2007: 245) er den mest centrale måde, hvorpå man kan undgå skadevirkninger i forhold til deltagerne i feltarbejdet, at gøre sit arbejde som forsker ordentligt; ved både at interagere med ’forskningssubjekterne’ på en for dem acceptabel måde og levere en nuanceret, velbeskrevet og balanceret redegørelse for den virkelighed, man har studeret.
Forud for mit feltarbejde sikrede jeg mig medarbejdernes samtykke ved at informere dem om projektet og dets formål skriftligt og på personalemøder. Beboernes pårørende blev informeret om undersøgelsen pr. brev og på et møde (botilbud 2), og ingen gjorde indsigelser. I forhold til beboerne var der – som jeg har været inde på – snarere tale om en løbende samtykkeproces, som i høj grad byggede på min situationsfornemmelse og medarbejdernes vurderinger. På baggrund af deres kendskab til beboerne vurdere medarbejderne løbende, om beboerne blev påvirket negativt af min tilstedeværelse, og gjorde mig opmærksom herpå, hvis det var tilfældet. I anden runde af feltarbejdet var jeg dagligt med inde i beboernes lejligheder, og jeg var også til stede i mere private situationer i forbindelse med fx personlig pleje. Jeg opholdt mig ikke på badeværelset, men sad fx i stuen, mens døren ind til badeværelset stod åben, og jeg kunne høre og for det meste også se, hvad der foregik. Det var ikke min oplevelse i situationen, men jeg kan ikke udelukke, at jeg derved har overskredet beboernes personlige grænser. Hvis det har været tilfældet, består en yderligere etisk komplikation i, at de kan have haft vanskeligt ved at sige fra overfor min tilstedeværelse på en måde, så jeg forstod det.
Gennem min forskningspraksis er jeg således blevet konfronteret med nogle af de etiske dilemmaer, som medarbejderne dagligt må håndtere, og jeg må forlade mig på, at min dømmekraft i de enkelte situationer har været god nok.
105
Under mit ophold i boligerne har jeg mødt en gruppe medarbejdere, der var engagerede i deres arbejde og i beboerne; som inviterede mig indenfor og åbnede deres praksis op for min forskningspraksis, og som jeg føler sympati, forpligtelse og taknemmelighed overfor. Jeg har derfor oplevet det som vanskeligt at forholde mig kritisk til en professionel praksis, der på så mange måder er ladet med gode intentioner, følelser, handlingstvang og gråzoneproblematikker. I enkelte tilfælde har jeg imidlertid også overværet unødvendige magtanvendelser og andre former for krænkende behandling af beboerne, hvilket har vakt mere negative følelser. Jeg har dog udeladt at beskrive disse tilfælde, fordi de primært blev begået af én medarbejder, der ikke var fastansat, og botilbuddet håndtere problemet efter gældende forskrifter. Disse episoder havde ikke en mere systematisk karakter (i form af gentagelser) og sagde derfor heller ikke noget generelt om kvaliteten af praksis. Jeg har derfor heller ikke betragtet det som min opgave at vurdere og forholde mig kritisk til enkelte medarbejdere, situationer eller handlinger, men snarere at tegne et troværdigt og nuanceret billede af forskellige praksisformer i den institutionelle omsorg for mennesker med udviklingshæmning, som konstitueres således indenfor bestemte rammer, og rummer forskellige udfordringer, dilemmaer og konsekvenser for beboernes hverdagsliv.
Som jeg har været inde på, betragter jeg netop sociologiens kritiske funktion som en væsentlig del af dens raison d’être, og afhandlingen bygger på den normative præmis, at sociale omsorgspraksisser og institutioner bør understøtte menneskelig trivsel. En vigtig opgave bliver derfor at identificere og kritisere samfundsmæssige organisations- og praksisformer, som på systematiske måder skaber social lidelse (Bourdieu 1999; jf. Honneth 2006).
For at kunne gøre dette, er det således også nødvendigt at bryde med de forståelser, som ligger dybt indlejret i de måder, de sociale agenter omgås og praktiserer deres aktiviteter på. Frem for at overtage agenternes hverdagsforståelser af sammenhænge, må man altså søge at forklare (teoretisk og empirisk), hvordan og hvorfor, de handler,
106
opfatter og tænker, som de gør (Kropp 2011: 43). Formålet hermed er at først og fremmest at afsløre dominans- og underordningsforhold og afdække ’de sociale mekanismer, der sikrer opretholdelsen af den etablerede orden, og hvis dybeste effekt på et symbolsk plan udspringer af en manglede erkendelse af deres logik og funktionsmåde’ (Bourdieu 1975 i Prieur og Sestoft 2006: 185).
Derved kommer sociologisk forskning til at indgå i kampe om klassifikationer, sandheder og de mentale strukturer, som udtrykker dominans- og underordningsforhold (Bourdieu 1995: 238 i Juul 2010).
Ifølge Latour (2003: 8) handler kritisk sociologi netop ikke om subjektive følelser af kritik, men om at sørge for, at ’issues reach criticity’ (...) It’s the object itself, the issue at stake, that has to be rendered critical (kursiv i original). Dette gøres ifølge Latour først og fremmest ved at have sans for detaljer. I stedet for på forhånd at have besluttet sig for, hvem der er ’vindere’ og ’tabere’ og føle sig kritisk, skal den sande kritiske forsker nære en passioneret interesse i de uvisse og overraskende løsninger (ibid.). Det handler derfor heller ikke om at føle indignation eller indtage et kritisk standpunkt, men snarere – ved hjælp af videnskabelige redskaber – at gøre en kritisk sag (Latour 2003).
Jeg mener imidlertid ikke, dette er muligt er muligt uden begreber, som effektivt adresserer illegitime magtforhold; dominans og vold, som forårsager social lidelse. I arbejdet med afhandlingen har målet for bestræbelserne på retroduktion, epistemologiske brud og refleksivitet været at sikre, at forskningsprocessen og den viden, den er resulteret i, så vidt muligt afspejler almene værdier – dvs. den størst mulige objektivitet – i modsætning til tilfældige subjektive præferencer eller partikulære interesser. Det – måske lidt højtravende – ideal er, som Asger Sørensen (1999: 24) har formuleret det, at bedrive ’forskning for folket; for folket er netop det almene. At tage parti for folket er at tage parti for det almene, og det er den højeste mulige grad af upartiskhed. Upartiskhed betyder ikke, at undertrykkere og undertrykte skal stilles ens i moralsk henseende.’
Objektivitet ligger derfor heller ikke i at behandle de magtfulde og de
107
magtesløse lige, da ikke alle har samme indflydelse, muligheder eller ansvar. Hvem, der er magtfulde og magtesløse, i hvilke grader, på hvilke tidspunkter og under hvilke forhold med hvilke konsekvenser, er imidlertid også et relationelt og derfor et empirisk spørgsmål.
Til grund for en sådan forestilling ligger et videnskabeligt sandhedsbegreb, der ikke opererer med ’Max Webers højt besungne princip om værdifrihed’(Bourdieu 2007: 25), men snarere ser sandhed som ’noget, der skabes som en kollektiv handling, i bevidste og ubevidste processer, mere eller mindre refleksivt; sandheden er ikke noget, der skal opdages eller findes, men noget der kæmpes om i et samfund’ (Sørensen 1999: 25). For Durkheim og Marx var der fx mere til spørgsmålet om sandhed end den systematiske applikation af metode og teori. For dem handlede sandhed om at ændre den sociale virkelighed ved at opnå en dybere bevidsthed om den samfundsmæssige og historiske væren, og i den forstand var de orienteret imod praxis (Sørensen 2002: 19). At opnå viden om denne virkelighed er ikke blot et spørgsmål om professionel ekspertise eller viden: Den er indlejret i praktisk og erfaringsbaseret kundskab, som den kommer til udtryk i fx etik og politik (ibid.).
Jeg ser således ikke nogen modsætning mellem at bedrive kritisk forskning og udvise empirisk sensitivitet og passioneret interesse i det uvisse, modsigende og uventede. Som Brinkmann (2014: 724) pointerer, er ’the most objective forms of qualitative research (…) often the ones with the loosest designs (…) If Latour (2000) is right that objectivity means ‘allowing the object to object’, we should be very alert when objects do in fact object in a way that makes us stumble’. Jeg håber, bestræbelsen på at lade objektet ‘tale tilbage’ og bedrive forskning, der har almen relevans, har materialiseret sig i den samlede forskningsproces – fra mit konkrete møde med beboere og medarbejdere i botilbuddene til genereringen af afhandlingens analyser og konklusioner.
108
DELKONKLUSION
I dette kapitel har jeg indkredset afhandlingens forskningstilgang samt de antagelser, der ligger til grund herfor. Jeg har forsøgt at beskrive både idealer og bestræbelser samt de konkrete arbejdsprocesser og metodiske valg, som har haft indflydelse på afhandlingens tilblivelse.
Ét vigtigt forhold, jeg imidlertid ikke har forholdt mig eksplicit til, er de metodologiske konsekvenser af den sociale virkeligheds historicitet. Sociale strukturer, institutioner og praksisformer er historisk producerede, og ifølge Bourdieu kan de forefundne institutionelle strukturer (institutioner, professioner, retlige reguleringer, ressourcefordelinger osv.) kun forklares via socialhistorisk analyse (Mathiesen 2002: 27). Konstruktionen eller rekonstruktionen af den historiske proces af kontinuitet, brud og kampe giver mulighed for at bryde med prækonstruerede forestillinger og udvikle et blik for, hvordan bestemte måder at forstå, organisere og udføre sociale aktiviteter på er opstået og har sat sig igennem som doxiske praksisformer og synspunkter (Kropp 2011: 53).
I det kommende kapitel vil jeg se på den historiske udvikling i rammerne for omsorgen for mennesker med udviklingshæmning og fokusere på træk ved omsorgen og socialpolitikken og sammenhængene herimellem i forskellige historiske perioder. Det centrale omdrejningspunkt i kapitlet er at se på forandringer i den socialpolitiske styring af omsorgen for personer med udviklingshæmning, og hvilken betydning disse ændringer har haft for konstitutionen af den institutionaliserede omsorg. Det er imidlertid værd at understrege, at der ikke er tale om en socialhistorisk analyse i bourdieusk forstand, men ikke desto mindre et forsøg på at udvikle et blik for den historiske tilblivelse af den samfundsmæssige omsorg for mennesker med udviklingshæmning, som har betydning for, hvordan den ser ud i dag.
109