Det er centralt at skelne mellem omsorg i mellem mennesker med personlige tilknytningsforhold – fx venner, kærester eller ægtefolk – og omsorg for ikke selvhjulpne samfundsmedlemmer, som har grundlæggende behov, de ikke selv kan varetage (Wærness 2005). I de tilfælde, hvor omsorgen ikke kan baseres på et princip om symmetrisk gensidighed i ydelserne, er der tale om omsorgsarbejde. Kari Wærness definerer således omsorgsarbejde som omsorgen for de personer, som ifølge alment accepterede samfundsmæssige normer ikke kan klare sig på egen hånd, og af hvem man ikke kan forvente gensidighed og reciprocitet, når det handler om hjælp og støtte i dagliglivet: ’Ud fra dette perspektiv afgrænses betegnelsen omsorgs-arbejde til de former for omsorg, som ytres til bedste for ikke-selv-hjulpne samfundsmedlemmer, og som indebærer ansvar og forplig-telse fra omsorgsyderens side’ (Thorsen og Wærness 1999: 48).
Wærness gør altså opmærksom på, at det definerende aspekt i forhold til, om der er tale om omsorgsarbejde, er at finde i relation til den situation, som den potentielle omsorgsmodtager er i. Det er den omsorgsbehøvendes afhængighed i forhold til at få opfyldt sine
160
grundlæggende behov, der fordrer, at andre påtager sig ansvaret herfor. Her defineres omsorg altså ikke først og fremmest ved sin aktivitet eller ved en bestemt følelse eller holdning, som fx kærlighed, forpligtelse eller bekymring, hos den, der udfører aktiviteten – det væsentligste i distinktionen er forskellen i status og kompetence mellem omsorgsgivere og -modtagere. Fx kan man lave mad, gøre rent o.l., men laver man det for nogen, som ligeså godt kunne gøre det selv, er der tale om personlig service. Men hvis jeg fx laver mad til en, som jeg har ansvar for, og som enten ikke – eller med stort besvær – kan gøre det selv, er det omsorgsarbejde (Thorsen og Wærness (red.) 1999: 47). Mens det sædvanligvis er forbundet med høj status at modtage personlig service, er omsorgsarbejdsrelationen præget af en omvendt asymmetri, da modtagerens hjælpeløshed og afhængighed gør ham eller hende til den ’statusunderlegne’.99
Historisk har familien – og primært kvinderne – haft ansvaret for at yde omsorg. I familien har kvinderne født, plejet og givet omsorg til slægtens videreførelse (Eriksen 1999: 74). Her lærte kvinderne af deres mødre nogle kropslige, emotionelle og kognitive hverdags-kompetencer ved at udføre omsorgsarbejde sammen eller ved siden af hinanden (ibid.). Tine Rask Eriksens (1999: 75) forskning fokuserer på, hvordan omsorgskompetencerne ’indkodes’ som en praktisk sans i unge piger gennem deres deltagelse i kvindefællesskaberne i familierne i 1960’erne (ibid.: 75). De kvindelige omsorgskom-petencer, hun identificerer, er ’at nære og give liv, at stille sig til rådighed for andre, at være i gang/handle, at varetage en strøm af ikke strukturerede krav, at være nærværende og empatisk, at tage ansvar
99Både omsorgsarbejde og personlig service kan forekomme i såvel aflønnet som ulønnet form (såvel indenfor familien som på arbejdsmarkedet), og det kan være mere eller mindre privat eller offentligt udført (Szebehely 1996: 28).
Omsorgsarbejde kan være at tage sig af børn, syge eller gamle indenfor familien eller på fx et sygehus, og personlig service kan fx være en aflønnet hushjælp, men også kvinders merarbejde indenfor husholdningen i forhold til raske mænd eller voksne børn (ibid.: 27).
161
for andre og dele andres liv og lidelser’ (ibid.).100 Ifølge Eriksen er sådanne omsorgskompetencer en form for hverdagskundskab funderet i en kvindelig logik indeholdende det nære og det at give liv:
De består af førbevidste og bevidste kropslige og sproglige koder for det at etablere omsorgsrelationer mellem mennesker.
De kropslige erfaringer er primært dannet via identifikation og sekundært udviklet som nogle sproglige kompetencer adskilt fra en identifikationsfigur. Det vil sige, at læring af omsorg udgør et hierarki af læreprocesser fra en kropslig emotionel læring til mere bevidste kognitive processer adskilt fra det nære (Eriksen 1999: 75).
Omsorg kan derfor også betragtes som en ontogenetisk læreproces.
Axel Honneth (2007: 122) har fx argumenteret for, at det kun er den form for ansvar, som udvikles i kærlig omsorg for individuelle personer, som frembringer det moralske sensorium, med hvilket man kan opfatte alle andre menneskers mulige lidelse. Mennesket er ikke født med fuldt udviklede evner til at anerkende eksistensen af og påtage sig ansvaret for at opfylde andres behov, men kan netop udvikle disse kapaciteter – eller dispositioner – gennem sociale relationer og praksis. Det kan danne en moralsk-praktisk selvrelation, hvor det bliver i stand til at sætte sig ind i andres perspektiv og betragte sig selv med andre menneskers øjne (Honneth 2007: 108).
Ved at indgå i omsorgsfulde relationer lærer det lille barn på sigt at kunne påtage sig ‘(…) attitudes of asymmetrical responsibility, on which, for instance, care or benevolence is based (…) (ibid.: 122).
Omsorg ligger på mange måder til grund for vores væren i verden, og udviklingen af evnerne til at kunne tage ansvar for andre menneskers behov – af moralsk-praktiske omsorgsdispositioner – er et afgørende
100Disse kompetencer er endvidere klassebestemte, idet ’piger fra fx småborgerskab og mellemlag i højere grad står til rådighed for andre end piger fra den dominerende klasse’ (Eriksen 1999: 75).
162
skridt i retningen af at kunne agere som social aktør. Integrerede omsorgsprocesser hviler derfor også på menneskelige dispositioner:
For at kunne bryde sig om og tage sig af, give omsorg og vurdere, hvilken forskel det gør for omsorgsmodtageren, må man have tilegnet sig visse praktiske, kognitive og emotionelle eller moralske egen-skaber. Det er derfor også en proces med forudsætninger.
Med omsorgsarbejdets transformation til lønarbejde indenfor det offentlige system er det som sagt blevet specialiseret, og den uformelle socialisering til kvinderollen giver ikke tilstrækkeligt med kvalifikationer – i stedet kræves formel uddannelse (Wærness 2005).
Det betyder også, at omsorgsarbejdet, der traditionelt især blev varetaget af kvinder, har fået ny status og anderledes betingelser. Det, at omsorgen for bl.a. mennesker med udviklingshæmning er blevet professionaliseret, betyder også, at den er blevet en del af det offent-lige systems målsætninger; omsorg er blevet et træk ved en offentlig virksomhed og en ydelse som enhver anden, som har visse definerede formål (ibid.) – fx at skabe udvikling, øge graden af selvhjulpenhed og ansvar for eget liv.
Spørgsmålet er, hvad det betyder for omsorgens kvalitet, at den udøves professionelt? Katrin Hjort (2013: 94) argumenterer for, at det, hun kalder de ’kvindelige produktivkræfter’,101 har kunnet ekspandere indenfor de offentlige velfærdsinstitutioner. Med opbyggelsen af velfærdsstaten, som kulminerede i 1960’erne, fik forestillingen om kaldet, dvs. arbejdet for en bedre og mere retfærdig verden, en central betydning. Den velfærdsstatslige organisering var ensbetydende med sociale institutioner, der i princippet var forpligtet på at arbejde for det almene; det fælles bedste. Den nordiske velfærdsstatskonstruktion er baseret på universalistiske principper og finansieret via progressiv beskatning, og ’alt det bedste til alle’ var det overordnede formål, som
101Hjort (2013: 93) bygger her på Ulrike Prokops brug af begrebet, hvor det refererer til affektive kompetencer – ’defineret som lysten og evnen til en særlig behovsorienteret kommunikationsform’.
163
de velfærdsprofessionelle102 skulle stræbe imod (Hjort 2013: 87).103 Fællesskabsreferencen for det professionelle omsorgsarbejde blev så-ledes varetagelse af almenvellet (jf. Handegård 2005: 65). Den professionelle omsorg syntes således i højere grad at skulle hvile på mere bevidste kognitive processer adskilt fra det nære, hvor ansvaret for den anden bredes ud til at omfatte personer, som man ikke deler et familiært – men et samfundsmæssigt – fællesskab med. Ifølge Hjort (2013: 94) betød den velfærdsstatslige professionalisering af omsorgsarbejdet imidlertid ikke, at idealerne om nærhed og kærlighed, som var udviklet i kernefamilien, forsvandt; de blev trukket med ind i den offentlige omsorg, som dog indebar nye økonomiske og institutionelle nødvendigheder og en vis distancering hos de professionelle.
Det klassiske velfærdsstats projekt gik ud på at korrigere og kompensere for de ydre omstændigheders mangel på retfærdighed, men som Jørn Henrik Petersen (2014: 305) slår fast, blevet resultater noget helt andet. De forholdsvis abstrakte principper om solidaritet, retfærdighed, lighed og fornuft blev omsat til konkrete historiske former, hvilket for blandt andre mennesker med udviklingshæmning betød et liv på sociale institutioner adskilt fra det øvrige samfund og under særlovgivning. Den historiske udvikling i den offentlige omsorg for mennesker med udviklingshæmning viser med al tydelighed en diskrepans mellem idealerne om kærlighed og retfærdighed og de faktiske institutioner, hvor overbelægning og underbemanding i mange år var hverdagen for personale og beboere, hvilket lagde meget nærværende økonomiske og institutionelle begrænsninger på
102Jeg refererer her til Lars Thorup Larsens (2013: 38) brug af begrebet som en betegnelse for varetagelsen af de professionelle arbejdsopgaver, der er tæt knyttet til kerneydelser i velfærdsstaten i det udførende led. Hertil hører altså også de
professionelle, som varetager omsorgsfunktioner indenfor det offentlige omsorgssystem.
103Jeg vil ikke gå nærmere ind i definitionen af en ’universel velfærdsstat’ her, men tage udgangspunkt i Jørn Henrik Petersens (2014: 290) enkle definition: ’(…) det handler om en stat, hvor alle borgere er omfattet af samme sociale rettigheder og har samme adgang til at modtage velfærdsydelser’.
164
imødekommelsen af disse menneskers behov. Udlægningen af særforsorgens institutioner i 1980 kan siges at være en del af en generel samfundsmæssig bevægelse, som udfordrede de velfærds-statslige institutioner med krav om større frihed til individuel selv-udfoldelse (Wagner 2012: 167).
I dag stilles der krav om en mere individualiseret og personlig omsorg, der tager udgangspunkt i den enkeltes situation og behov, hvilket skaber efterspørgsel på affektive kompetencer og kundskabsformer, der er forbundet med følelser og intuition – dvs. traditionelt kvindelige ressourcer. I dag skal professionelle omsorgsgivere i stigende grad præstere i kraft af deres egen ’person’ (Dahl-Jørgensen og Damman 2000: 71), og samtidig stilles der – som jeg har været inde på – større krav til, at de professionelle kan begrunde det, de gør, med udgangs-punkt i dokumenteret og generel faglig viden. Det betyder også, at kravene til de professionelle intensiveres. De skal kunne bruge deres person på en professionel måde og kombinere faglig og alment menneskelig indsigt, viden og kunnen.
Ifølge Hjort (2013: 92) befinder vi os i dag i en situation, hvor omsorgsarbejdet, eller det, hun kalder ’det affektive arbejde’, er blevet genstand for kommercialisering på potentielt transnationale eller globale vilkår. I Danmark og det øvrige Norden sættes rammerne for arbejdet af konkurrencestaten, der ikke som den klassiske velfærdsstat er defineret som en udgift til den kollektive forsikring, ’men som investering i den nationale konkurrencedygtighed eller direkte som en indtægt’ (ibid.: 87). Det betyder, at omsorgsarbejdet og det affektive arbejdes følelsesmæssige kapital i stigende grad indgår i konkurrence-statens investerings- og akkumulationslogikker.
Hjort peger på, at den aktuelle situation kan betyde en flerdobling af kravene til de professionelle om kærlighed, kald og karriere: ’I konkurrencestaten skal den professionelle elske den enkelte, elske alle – og elske det. Ellers kunne han eller hun have valgt et andet job’
(ibid.: 95, min kursivering). Velfærdstatslige organisationer af i dag implicerer en form for hybrid organisationsform, der ’på én gang skal repræsentere det kærlige familiefællesskab, statens sagligt-neutrale
165
betjening og det konkurrencedygtige købmandsskab’ (ibid.: 92-93).
Det betyder også, at de velfærdsprofessionelle:
(…) dagligt konfronteres med en række etiske dilemmaer: Hvad skal veje tungest? Hensyn til den pligtetik, der er indeholdt i den velfærdsstatslige etos, eksempelvis ligebehandling for alle, nyttemoral, herunder hensyn til handlingers konsekvenser for egen institutions overlevelse eller mere dydsetiske bestræbelser på at skabe ’det gode liv’ nu og her? (Hjort 2013: 93, kursiv i original).
Disse dilemmaer opstår bl.a. på baggrund af, at den professionelle omsorg stadig udøves under vilkår, hvor det er nødvendigt at prioritere: ’Selvom alle i princippet kan få alt, kan alle ikke altid få alt’ (ibid.: 95).
Samtidig er forholdet til autoritær og disciplinær magt blevet mere ambivalent, og fysisk magtanvendelse, fiksering og straf er i dag moralsk betænkelige strategier. Det, man kunne kalde ’disciplin-samfundets’ (Fogh Jensen 2009) tydelige grænser og rammesætninger er afløst af mere personlige, blødere, affektive styringsformer og
’behovsorienteret kommunikation’ i velfærdsprofessionerne (Hjort 2013). Autoritet kan i mindre grad begrundes positionelt, men handler om at kunne lede andre til at lede sig selv. Med formelle strukturers opløsning indføres performativitets- og aktivitetskrav, der involverer en følelsesforpligtelse og -semiotik, hvor man skal fremvise sit engagement (Fogh Jensen 2009: 61). De velfærdsprofessionelle må i højere grad bruge egen person, følelser og krop i arbejdet: I fraværet af muligheden for at appellere til ydre autoriteter bliver det de velfærdsprofessionelle, der kontinuerligt skal sætte og fornemme kropslige grænser. Fogh Jensen beskriver overgangen fra disciplin-samfundet således:
Disciplinens regler skrev grænserne ud i rum, tid og kodificering af adfærd. På dit værelse må du bestemme selv, i køkkenet skal
166
du gøre denne pligt på denne måde til denne tid. Idet grænserne flyttes fra reglerne til personerne, flyttes de også fra tid og rum til personer. Grænser, det er mennesker af kød og blod, der går rundt og markerer grænser (Fogh Jensen 2009: 309, mine kursiveringer).
Når grænser til stadighed skal drages i kropsligt, interaktionelt sam-spil, åbnes for en kontinuerlig balancegang mellem nærhed, engage-ment og (professionel) distance, der også gør omsorg til en mere usikker og ambivalent proces, hvor de professionelle kontinuerligt må forholde sig til hvor, hvornår, hvordan – og af hensyn til hvem eller hvad – grænserne skal sættes, dvs. hvordan de udøver den magt, der er en indbygget del af omsorgsprocesserne.