Feltarbejde involverer undersøgelse af grupper eller personer, som er i gang med dagligdags aktiviteter (Emerson et al. 2011: 1). En sådan undersøgelse indbefatter to distinkte aktiviteter: For det første, at forskeren træder ind i den sociale setting, lærer de folk at kende, som er involveret i den samt observerer og deltager i det, der foregår (ibid.). Begrebet ’deltagende observation’ bruges ofte til at karakterisere en sådan tilgang. For det andet kræver det, at forskeren på systematisk og regelmæssig vis nedskriver, hvad hun observerer og erfarer ved at deltage på denne arena (ibid.). Herved skaber forskeren en akkumuleret skriftlig optegnelse af disse observationer og erfaringer – det jeg kalder feltnotater.
OBSERVATION
Generelt kan man sige, at observationsmateriale er vitalt i forhold til at kaste lys på ’practices and discourses in social settings’ (Alvesson og Kärreman 2011: 108). Hvis observationer udføres over længere
91
perioder, kan de også være nyttige i forhold til at afsløre særlige betydnings- og meningsmønstre, selvom dette også kræver interviews og/eller en god baggrundsviden om den bestemte setting, man undersøger. På denne måde kan observationer komplementere interviews og vice versa: ’observations for the establishment of actual practices and conduct, and interviews for commentary, fantasy, and clues as to what is not being directly manifested in behavior and interaction’ (ibid.: 108-109). Jeg vil komme ind på undersøgelsens interviewarbejde senere i dette kapitel, men starte med at slå fast, at observationer frem for interviews har den fordel, at materialet i langt mindre grad er ’forsker-genereret’. Det er langt mindre sandsynligt, at forskeren har en dominerende rolle at spille i de observerede begivenheder: Erfaring viser, at dem, man observerer, forholdsvist hurtigt vænner sig til og er mindre påvirket af observatørens tilstedeværelse (ibid.). Den påvirkning, der måtte finde sted, fx i retningen af normfølgende adfærd og ’impression management’, vil mere have karakter af data end problematiske forvrængninger af sandfærdig repræsentation.
Den etnografiske litteratur om forskellige former for og traditioner indenfor feltarbejde er omfangsrig, og på trods af, at jeg har tilbragt mange timer i felten, vil ikke hævde, at jeg har lavet det, Alvesson og Kärreman (2011: 107) kalder en ’’full’ ethnography’. Jeg har haft en mere sociologisk tilgang til feltarbejdet55 forstået på den måde, at jeg ikke har næret ønske om eller forhåbninger i retningen af at udviske enhver form for distance mellem min ’forskerrolle’ og den sociale sammenhæng, jeg har indgået i. Emerson et al. (2011: 3) beskriver netop bestræbelsen på at ’komme tæt på’ som én af de vigtigste komponenter i etnografisk feltarbejde:
The ethnographer seeks a deeper immersion in other’s worlds in order to grasp what they experience as meaningful and
55Til trods for, at jeg har studeret etnografi og socialantropologi i to år, og derfor også er påbegyndt en skoling i etnografiske feltmetodikker.
92
important. With immersion, the field researcher sees from the inside how people lead their lives, how they carry out their daily rounds of activities, what they found meaningful, and how they do so. In this way, immersion gives the fieldworker access to the fluidity of other’s lives and enhances his sensitivity to interaction and process (kursiv i original).
Selvom min umiddelbare tilgang til feltarbejdet i første omgang var præget af en interesse i, hvad ’der foregår her’; ’hvad tror ’de indfødte’ selv, de gang i?’ (Alvesson og Kärreman 2011: 68), hvilket uundgåeligt indebærer en sensitivitet overfor, hvordan andre erfarer verden, nærede jeg mig ikke ambitioner om at kunne opleve dette
’indefra’ ved at lade mig opsluge af den andens verden. Bourdieu (1999) beskriver – mere præcist efter min mening – hvordan et sociologisk feltarbejde i forhold til objektet for forskningen er at finde et sted mellem to ekstremer:
Every investigation is (…) situated between two extremes doubtless never completely attained: total overlap between investigator and respondent, where nothing can said because, since nothing can be questioned, everything goes without saying; and total divergence, where understanding and trust become impossible (Bourdieu 1999: 612, note 4).
I den ene ende af dette kontinuum befinder sig en distanceret forskerrolle, der ikke faciliterer hverken forståelse eller tillid i forholder til respondenterne, og som derfor rummer en stor risiko for at fremstille misvisende billeder af andres mennesker virkelighed og handlingsmotiver. I den anden (ekstreme) ende ophæves enhver forskel eller distance mellem forsker og felt, hvorved man mister den analytiske distance og dermed også evnen til at stille relevante og kritiske spørgsmål. Ifølge Kristiansen (2007: 230) kan relationen mellem forsker og respondenter i de fleste feltstudier formentlig karakteriseres som værende en blanding mellem at være fremmed og
93
en ’naturlig’ deltager (det, man kan kalde ’observatøren som deltager’
(Hammersley og Atkinson 1995: 104)). Som han skriver, kan et
’overdrevent engagement og en for påtrængende deltagelse gøre samhandlingen unaturlig, og feltet vil som oftest reagere negativt, hvis man forsøger at ligne deltagerne i feltet alt for meget’ (ibid.). På den anden side kan en for distancerende attitude have den konsekvens, at folk føler sig beluret og overvåget. Dette gælder særligt i situationer, hvor man overværer pinlige eller degraderende situationer, men – som Kristensen bemærker – kan også helt ’uskyldige’ situationer være ubehagelige og stressende, ’hvis man som forsker alene observerer uden på nogen måde at give sig selv til kende og sætte sig selv i spil’
(ibid.: 230-231). Derfor består udfordringen i at finde en balance mellem nærhed og distance – en alment menneskelig kunst, som består i på én og samme tid at tilnærme sig og være åben overfor og respektere den sociale afstand til den anden. Denne balancegang er særligt nærværende pga. det magthold, der kan opstå mellem forsker og ’undersøgelsesobjekt’, og forskeren må derfor være bevidst om at forsøge at mindske den symbolske vold i relationen:
Sociologists may be able to impart to interviewees at the greatest social remove a feeling that they may legitimately be themselves, if they know how to show these individuals both by the tone adopted and, most especially, the questions asked, that, without pretending to cancel the social distance separating them (unlike the populist vision, which cannot see its own point of view), they are capable of mentally putting themselves in their place (Bourdieu 1999: 612-613, kursiv i original).
Under mit feltarbejde i boligerne bestræbte jeg mig så vidt muligt på at ramme denne balance: Jeg forsøgte at udvise takt og situationsfornemmelse ved ikke at blande mig og bryde ind i det, der foregik, når medarbejderne fx var travlt optagede og i gang. Når de var optagede af deres gøremål med beboerne, holdt jeg mig i baggrunden og gemte eventuelle spørgsmål til en senere og mere rolig
94
stund. Jeg brugte også tid på at indsamle og kopiere dokumenter:
Udviklingsplaner, værdigrundlag, retningslinjer og procedurer, refera-ter fra personalemøder, handleplaner, proces- og arbejdsbeskrivelser, daglige optegnelser i elektroniske dokumentationssystemer o.l.
I andre situationer forekom det mere naturligt at deltage i det, der foregik, og jeg blev inviteret hertil på forskellige måder af både beboere og medarbejdere. Jeg har derfor også smurt mad til beboerne, gjort rent og ’gået til hånde’, gået ture, lagt puslespil og set fjernsyn sammen med beboerne, deltaget i julehygge for beboere og pårørende, musikterapi og bage-aftener, børstet hår, holdt i hånd, drukket kaffe og spist med ved måltiderne, snakket og grinet osv. Jeg har været med til personalemøder, én MUS-samtale, på tema- og undervisningsdage (bl.a. om Gentle Teaching) og overværet fokusgrupper ledet af en ekstern konsulent med personalet fra de to første botilbud.56 Jeg har også deltaget i mange uformelle snakke med personalet, hvor jeg både har spurgt ind og lyttet og fortalt om mig selv. Vi har talt om graviditeter (jeg var synligt gravid i den første runde af feltarbejdet), fødsler, børneopdragelse og meget andet, der ikke umiddelbart havde noget at gøre med hverken forskningsprojektet eller arbejdet i botilbuddet. Det var på mange måder let at skabe en tillidsfuld relation til medarbejderne, der var åbne og interesserede i både mig og min forskning, men alligevel var det tydeligt for både dem og mig, at jeg var der på en anden baggrund end dem.
Inden det egentlige feltarbejde begyndte, havde jeg informeret medarbejderne om, at jeg ville have en anerkendende tilgang til deres arbejde forstået på den måde, at mit udgangspunkt er, at ’alle gør det så godt som muligt og ud fra gode grunde’ (powerpoint-præsentation af ph.d.-projekt). Denne tilgang er forankret i min teoretiske
56På daværende tidspunkt havde botilbuddene lige indledt en
’værdigrundlagsproces’, hvilket betød, at alle medarbejdere fra de enkelte botilbud blev interviewet i fokusgrupper omkring, hvad de fandt værdifuldt i deres arbejde, og hvilke betingelser, de mente, der skulle til for at sikre disse værdier. På denne baggrund ville man udforme et fælles værdigrundlag for det regionale botilbud.
95
forforståelse, som jeg samtidig føler mig dybfølt etisk forpligtet på.
Jeg fortalte bl.a. personalet, at jeg: ’Først og fremmest er nysgerrig på, hvad ’der foregår’. Men jeg kan jo – pga. min analytiske distance til jeres praksis – få øje på mønstre, som I måske ikke selv ser. I det ligger der en kritisk distance, som I forhåbentlig også kan lære noget af’ (ibid.). Det var – og er – derfor min forhåbning, at den viden, af-handlingen skaber, rummer et læringspotentiale for den professionelle praksis, ved at ramme en passende balance mellem nærhed og distance. Bourdieus (1999: 614) ideal for enhver form for sociologisk undersøgelsesarbejde er, at man så vidt muligt skal undgå at udøve symbolsk vold, men stræbe imod forståelse af de mennesker og fænomener, man møder, hvilket han beskriver som intellektuel kærlighed: ’The welcoming disposition, which leads one to make the respondent’s problems one’s own, the capacity to take that person and understand them just as they are in their distinctive necessity, is a sort of intellectual love (…)’.
Især i starten af mit ophold i boligerne nærede personalet imidlertid en vis bekymring i forhold til, om jeg ville misforstå interaktionen mellem dem og beboerne, hvilket kom til udtryk med udsagn som:
’Når man kommer udefra, kan det godt lyde som om, vi taler meget hårdt til beboerne’ (feltnotater C). Jeg forsøgte derfor også at afholde mig fra at komme med vurderende eller bedømmende udtalelser om personalets handlinger eller håndteringer af situationer med beboerne of fra at stille kritiske og udfordrende spørgsmål. I stedet spurgte jeg ind til, hvad der foregik på måder, der kunne åbne op for personalets fortællinger og forklaringer. Især i begyndelse af mine ophold i boligerne gjorde jeg en del ud af at fortælle personalet, at jeg ikke ledte efter ’fejl’, men derimod nærede en bredere interesse i, hvordan de håndterede et arbejde, der kan være forbundet med forskellige udfordringer, hvilket også er i overensstemmelse med mine intentioner og forskningsinteresse. Nogle medarbejdere efterspurgte eksplicit mine vurderinger – jeg blev fx stillet spørgsmålet: ’Hvad synes du så egentlig om os?’ Sådanne spørgsmål besvarede jeg med udgangspunkt i personalets perspektiv: Ud fra mine umiddelbare
96
iagttagelser af, hvad der måtte være udfordrende eller meningsfuldt for dem i arbejdet med beboerne.
I situationer, som krævede, at jeg på en eller anden måde tog stilling til, hvad der foregik, var jeg derfor bevidst om at signalere, at jeg forstod nødvendigheden heraf – også selvom jeg nogle gange ikke havde opnået denne forståelse endnu. Som Folkestad (2004: 45) pointerer, er det – når man laver feltarbejde – imidlertid vigtigt ikke selv at antage, at man forstår, og derved udvikle en form for indforståethed overfor personalets forklaringer og ræsonnementer.
Netop dette advarer Taylor og Bogdan (1998: 65 i ibid.) imod på følgende måde:
You must learn to examine vocabularies as a function of the assumptions and purposes of the users rather than an objective characterization of the people or objects of reference. This applies even to clear-cut words. A person described as
‘nonambulatory’ might be thought of as someone who cannot walk at all. Yet in understaffed nursing homes and institutions the term might be used to refer to people who could walk if they had minimal assistance.
FELTNOTATER
En helt central del af at lave feltarbejde er at registrere sine observationsindtryk – det man ser, hører, føler, tænker osv. – på en måde, så de senere kan udgøre et validt materiale for analyse. Der findes forskellige former for feltnoter, og Spradley (1980: 69) skelner mellem ’den kondenserede fremstilling’, ’den udvidede fremstilling’
og ’feltdagbogen’.
Fordi det ikke er menneskeligt muligt at nedskrive alt, hvad der sker, vil de optegnelser, man laver, altid have karakter af en form for sammenfatning eller kondensering. Den kondenserede fremstilling vil ofte bestå af vendinger og talemåder, enkelte ord og uforbundne sætninger (ibid.). Den kondenserede fremstilling består altså af nøgleord og vendinger, som hurtigt skrives ned, for senere at fungere
97
som påmindelser til at skabe en mere detaljeret fortælling. Den virkelige værdi af den kondenserede fremstilling træder frem, når den udvides efter observationerne.
Den anden type feltnoter er derfor en udvidelse af den første kondenserede form. Så snart som muligt efter en afsluttet observation, må feltarbejderen derfor udfylde detaljerne om hændelserne samt om begivenheder, som ikke blev beskrevet på stedet (ibid.: 70).
Endelig nævner Spradley (1980: 71) vigtigheden af, at man fører en feltdagbog, hvor man registrerer sine erfaringer, ideer, bange anelser, fejl, forvirringer, gennembrud og problemer, som opstår under feltarbejdet. Da man som feltarbejder er sit eget vigtigste forskningsinstrument, er det vigtigt at føre disse optegnelser, så man senere kan forholde sig til, hvordan personlig forudindtagethed og følelser gør sin indflydelse på forskningen.
Under mit ophold i boligerne afholdt jeg mig som hovedregel fra at tage noter i de situationer, jeg observerede, eller deltog i, hvilket virkede forstyrrende og distancerende. Jeg trak mig derfor tilbage og ind på et kontor, et toilet e.l. for at notere det, jeg havde observeret, i en notesbog. Der var hovedsageligt tale om kondenserede noter, men andre gange, hvis jeg var ’faldet over’ noget særligt interessant, brugte jeg længere tid på at skrive mere deltaljeret og refererede fx samtalers ordlyd, umiddelbart efter, de var fundet sted.
Der var imidlertid også situationer, hvor det var muligt for mig at sidde i ét rum og notere, mens beboere og medarbejdere interagerede i det tilstødende lokale. Fx når en beboer var i bad, og jeg sad i stuen og kunne høre, hvad der foregik. Her fik jeg nedskrevet det, der blev sagt, mere eller mindre ordret. På personalemøder, hvor der var flere, der noterede, faldt det også naturligt, at jeg gjorde det, og jeg har endvidere – med tilladelse fra personalet – optaget dele af personalemøderne på diktafon og efterfølgende transskriberet dem så nøjagtigt som muligt.
Når en observationsdag sluttede, brugte jeg efterfølgende nogle timer på at udvide og detaljere noterne ved at nedskrive alt, hvad jeg huskede om den episode, samtale e.l., jeg havde sammenfattet. Jeg
98
førte imidlertid ikke en selvstændig feltdagbog. I stedet skrev jeg mine umiddelbare erfaringer, overvejelser og refleksioner ned i notesbogen og ’rammede’ dem ’ind’, så de adskilte sig fra den øvrige tekst.57 At skrive feltnotater handler imidlertid ikke om mere eller mindre passivt at ’registrere observationer’. Udarbejdelsen af feltnotater er i høj grad en fortolkende proces alene af den grund, at det er umuligt at nedskrive alt, hvad der foregår, og at der derfor finder en selektion sted.
Ifølge Emerson et al. (2012: 24) bør feltarbejderen for det første notere sine umiddelbare (sensoriske) indtryk. Disse indtryk kan inkludere detaljer omkring det fysiske miljø og menneskene i det: Fx lyde, lugte, farver, bevægelser, køn, påklædning, stemning o.l.
Sådanne notater hjælper en til at bevare disse indledende og ofte vigtige indtryk, som man mister sensitivitet i forhold til, efterhånden som man vænner sig til miljøet. Udover at notere disse umiddelbare indtryk, tog jeg billeder af de fysiske omgivelser og vigtige genstande i miljøet, fx piktogrammer,58 tavler o.l. Formålet hermed var at fastholde erindringen af de materielle omgivelser og objekter, som personalet anvendte med et pædagogisk sigte, for dermed at kunne supplere beskrivelserne af mine umiddelbare sensoriske indtryk i feltnotaterne. I afhandlingens analysedel har jeg anvendt billederne som udgangspunkt for at beskrive af de fysiske rammer i boligerne og centrale pædagogiske redskaber (piktogrammer, dagsplanssystemer o.l.).
For det andet kan man gå ud fra sin personlige fornemmelse og intuition i forhold til, hvad der er vigtigt eller uventet, og på den baggrund selektere nøglebegivenheder ud fra den kontinuerlige strøm
57Efter feltarbejdet var afsluttet, skrev jeg samtlige håndskrevne noter ind i word-dokumenter – ét for hver bolig – hvilket har gjort det muligt at lave søgninger på bestemte ord, navne eller sætninger, hvilket har været et vigtigt redskab i analysearbejdet. De eksempler fra feltnotaterne, jeg har valgt at inddrage for at understøtte analysen, har jeg endvidere efterbearbejdet endnu engang, så de fremstår læsevenlige, og man får en forståelse for, hvilken kontekst, de indgår i.
58Piktogrammer er et symbolsystem bestående af klare, hvide tegninger på sort baggrund (SUS 2006).
99
af social aktivitet (ibid.). Her er ens personlige og følelsesmæssige reaktioner på det, der sker, altså centrale, hvilket imidlertid kræver omhu og refleksion, dvs. en form for distance, så man får undersøgt, om ens umiddelbare følelsesmæssig respons har en mere almen relevans eller fx blot er udtryk for egen manglende evne til at sætte sig ind i det, der foregår. Nogle af de situationer, jeg husker bedst fra mit feltarbejde, er forbundet med følelser: Af sympati, forundring, usikkerhed, men også mere negative følelser af ikke at bryde mig om det, jeg så. Sådanne følelsesmæssige oplevelser har bidraget til selektionen af de situationer, jeg har beskrevet i feltnotaterne, og i arbejdet med analysen har jeg søgt efter mønstre og forskelle på baggrund heraf, og derved afprøvet deres relevans for forståelsen af praksis.
For det tredje anbefaler Emerson et al. (2012: 25), at man bevæger sig udover sine personlige reaktioner for at fokusere eksplicit på, hvad respondenterne reagerer på som vigtigt eller uventet. Hvad taler de om? Hvad får dem til at reagerer følelsesmæssigt? Hvad får dem til at stoppe op? Hvad opfatter de som problematisk? osv.
For det fjerde kan man fokusere på og skrive noter så systematisk som muligt med øje for, hvordan rutineprægede handlinger organiseres og udfolder sig (ibid.). Det betyder, at man hele tiden har spørgsmålet om hvordan som sit udgangspunkt, mens spørgsmålet om hvorfor udskydes: ’ (...) initially focusing on ’why’ stymies and prematurely deflects full description of specific impressions, events, and interactions because determining ’why’ is a complex and uncertain process requring explanation and, hence, comparison with other instances or cases’ (ibid.: 27-28). I denne form for beskrivelser er det derfor vigtigt at bruge et konkret sprog (Spradley 1980: 68). Som samfundsvidenskabeligt trænet forsker kan man have en tendens til abstrakt sprogbrug og til generaliserende beskrivelser. Selvom et vigtigt mål med forskningen er at generalisere, er det vigtigt at begynde med de konkrete ’fakta’, som man ser, hører, smager, lugter og føler (ibid.: 69). Sådanne forholdsvis nøgterne beskrivelser bidrager også til, at det er muligt for andre at følge den måde, man
100
fortolker et materiale på. Som Alvesson og Kärreman (2012: 105) pointerer, betyder en tilgang, der lægger vægt på skabelsen af
’mysterier’ ikke, at ’anything goes’: ’A generative or illustrative use of empirical material should be able to demonstrate that this seems to be sufficiently anchored. Empirical material as a dialogue partner should not be too thin and neither should it be used in a highly speculative way’.
Som jeg har været inde på blev kvaliteten af mine notater bedre med tiden, hvilket bl.a. hænger sammen med, at jeg blev bedre til at lave sådanne systematiske og konkrete beskrivelser af, hvad jeg hørte og så. Da de fleste beboere ikke havde verbalt sprog, var det helt centralt så vidt muligt at indfange den kropslige interaktion ved at beskrive
Som jeg har været inde på blev kvaliteten af mine notater bedre med tiden, hvilket bl.a. hænger sammen med, at jeg blev bedre til at lave sådanne systematiske og konkrete beskrivelser af, hvad jeg hørte og så. Da de fleste beboere ikke havde verbalt sprog, var det helt centralt så vidt muligt at indfange den kropslige interaktion ved at beskrive