ÅRTUSINDESKIF-TET
Den overordnede omsorgspolitiske udvikling i Norden repræsenterer først og fremmest en positiv udvikling (Handegård 2005: 58). Op gennem 1990’erne blev boligstandarden for personer med udviklingshæmning yderligere forbedret – fx blev det private boligareal i Norge firedoblet op gennem 1990’erne – og det gennemsnitlige antal personer pr. afdeling eller boenhed blev reduceret fra 23 til ca.3,5 (Sandvin et al. 1998: 30; Tøssebro 2012).
Tøssebro og Kittelsaa (2011: 17) beskriver en hurtig udvikling i boligforholdene for personer med udviklingshæmning i Norge efter HVPU-reformen.83 Efter ansvarsreformen var prototypen for boliger
83En reform, der blev iværksat i første halvdel af 1990’erne, og som bestod i, at man lagde ansvaret for omsorgen for personer med udviklingshæmning over til kommunerne samt nedlagde institutionerne.
131
for udviklingshæmmede bofællesskaber med 3-5 lejligheder i samme bygning med adgang til fælleslokaler og tilknytning til en personalebase (Tøssebro 1996 i Folkestad 2004: 60; Kittelsaa og Tøssebro 2011: 17).
Som jeg har været inde på, er denne model imidlertid gået i opløsning, og i dag man bygger i stigende grad store omsorgskomplekser med individuelle lejligheder, hvilket bryder med ansvarsreformens intentioner – intentioner, der fortsat gælder (Kittelsaa og Tøssebro 2011: 17).
I Danmark er det også fortsat kollektive boformer, der er den hyppigste boform for personer med udviklingshæmning, og der er tale om omsorgskomplekser af en betydelig størrelse. Ifølge en undersøgelse af boligforholdene for mennesker med handicap foretaget af SL (2009: 9) er det 18 % af de 1100 botilbud i Danmark, der har 30 eller flere boliger, mens de resterende 82 % har færre end 30 boliger.84 Alligevel bor næsten halvdelen – dvs. ca. 7.700 personer – af de voksne handicappede på store botilbud med 30 eller flere boliger (ibid.). Der findes ikke opgørelser over nybyggede handicapboliger, men ifølge LEV er der planlagt en række nye handicapboliger, der formelt er bygget som lejligheder, men som ligger i enheder på alt fra 20 til 80 boliger.85 Kommunernes begrundelse for de store byggerier er muligheden for at sikre et højt fagligt miljø kombineret med stordriftsfordele (CLH 2008).
Tøssebro og Kittelsaa (2011) peger imidlertid på, at sådanne argumenter hviler på et usikkert grundlag.86 Når det fx gælder muligheder for stabilitet set i forhold til, hvor mange forskellige personer, der yder omsorg for beboeren, konkluderer de, at ’småt er godt, når det gælder personalestabilitet’ (ibid.: 36, min oversættelse).
84 Dette definerer SL som ’mindre botilbud’, men det må dog siges at være boligkomplekser af en betydelig størrelse.
85 Politiken 2013.
86Tøssebro og Kittelsaas (2011: 7) drager deres konklusioner på baggrund af analyser af 385 telefoninterviews med ansatte i boliger for personer med udviklingshæmning fordelt på 36 kommuner i Norge.
132
Små bofællesskaber (2-6 personer) er bedre rustet til at klare uforudsete ting i personalekabalen, hvilket gør, at der er større kontinuitet i personalegruppen (ibid.).
I forhold mulighederne for at yde individualiseret støtte, som har været udgangspunktet for reformerne i Norden i 1990’erne, finder Tøssebro og Kittelsaa (2011: 36-37), at mulighederne for at give individualiseret støtte er dårligere i større bofællesskaber (mere end 6 personer), bl.a. fordi der er større sandsynlighed for, at de ansatte har ansvaret for flere beboere samtidig. De understreger, at det at have ansvar for flere beboere hele tiden, eller mere end halvdelen af tiden, er en trussel mod individualiseret omsorg – undtagen i de tilfælde, hvor beboerne har et lille hjælpbehov.
Mht. ressourcesituationen svarer personalet i store bofællesskaber oftere, at der har været en reduktion i den praktiske hjælp de sidste 5 år, og at personalesituationen hindrer en mere aktiv og individuelt tilpasset fritid for beboerne (ibid.).
Tøssebro (2012) peger endvidere på, at hvor man så positive forandringer i kølvandet på HVPU-reformen i forhold til bl.a. øget selvbestemmelse for mennesker med udviklingshæmning, når det gjaldt nære og hverdagslige forhold (fx hvad og hvornår man vil spise, hvornår man vil i bad o.l.), refererer personalet i dag i højere grad til rutiner og turnus som begrundelse for mangel på selvbestemmelse for beboerne, hvilket Tøssebro tolker som et tilbageskridt i forhold til de forbedringer, reformen førte med sig.
Endelig konkluderer Kittelsaa og Tøssebro (2011: 5), at deres undersøgelse ikke kan fortælle noget med sikkerhed om de økonomiske fordele ved store bofællesskaber, men at der – med støtte i international litteratur – alligevel er belæg for at hævde, at stordrifts-fordelene ophæves af ulemper, når størrelsen på bofællesskabet passerer ca. 6 personer. De slår derfor fast, at store bofællesskaber næppe er billigere end små, men ’det forhindrer ikke at nogen bruger anledningen til at gøre dem billigere’ (ibid.: 38).
133
Som jeg har været inde på i kapitel 1, vejer økonomiske logikker og hensyn ofte tungt i de kommunale forvaltninger, og forskningen i udviklingshæmmedes vilkår i Sverige har påvist, at der er væsentlige lokale forskelle i tildelingen af sociale ydelser til personer med handicap, som ikke kan føres tilbage til forskelle i individuelle behov.
Tildelingen af ydelser i dag synes i højere grad at afhænge af individets forhandlingsevne og kendskab til egne rettigheder, hvilket for personer med især sværere grader af udviklingshæmning øger behovet repræsentation, som samtidig er blevet en mindre legitim strategi for de professionelle.
Samtidig kan den ideologiske bevægelse i forhold til mennesker med udviklingshæmning beskrives som gående fra normalisering hen imod empowerment (Askheim 2003). Empowermentbegrebet knyttes i dag imidlertid til en mangfoldighed af aktører, der udgår fra delvist modstridende ideologiske positioner. Askheim (2003: 202) argumen-terer således for, at empowermentbegrebet på den ene side kan ligge i forlængelse af den skandinaviske normaliseringstankegang og med sit fokus på sårbare individers og gruppers mægtiggørelse ses som et udtryk for modernisering af en velfærdsstat, som kan have paternalistiske træk. På den anden side kan det individualiserede fokus bruges til at demontere velfærdsstaten til fordel for markedsliggørelse og privatisering af omsorgen, hvilket skaber større ulighed i livsvilkår og -kvalitet for samfundets sårbare grupper (ibid.). I denne forstand kan empowermentbegrebet bruges til at legitimere statens tilbage-trækning fra centrale velfærdsområder, hvilket er ensbetydende med en udvanding af kollektive ressourcer og ansvar og større konkurrence om de offentlige midler for samfundets udsatte positioner. Inklusions- og empowermentbegrebernes praktiske implikationer er utydelige. I det nutidige socialpolitiske klima står den psyko-medicinske retorik, der fremhæver individuelle utilstrækkeligheder, i modsætning til en politisk korrekt diskurs, der lægger vægt på inklusion og lighed, men det er uklart, i hvor høj grad denne forandring i terminologi har ændret ved præmisserne for den socialpædagogiske praksis (Vehmas 2009).
134
Bylov (2011: 4) skitserer et fjerde socialpædagogisk paradigme –
’ejerskab’ – som gør sit indtog i kølvandet på Servicelovens indførelse. Han ser dette paradigme som et forsøg på at håndtere nogen af de nye udfordringer, der kommer dels fra en indsats-politik, der er optaget af ’sammenhængskraft’ (cohesion), og dels fra servicemodtagere, der er mere optaget af ’medborgerskab’. Det kan ses som en bekræftelse af en individualiseret og markedsliggjort service-politik, hvorfor paradigmet begrundes i ’borgerens eget ansvar for, motivation til og myndighed i sin egen tilværelse. Også uanset evt. funktionsnedsættelser’ (ibid.). Heroverfor kan den faglige selvforståelse næppe sætte andet end ’pædagogens tilsvarende ansvar for og myndighed i sin egen praksis’ (ibid.). Pædagogikken skal derfor tage sig af borgernes ’evne-variation’ i stadigt uforudsigelige flow-miljøer (ibid.).
Der er modstridende tendenser på spil i den offentlige omsorg for personer med udviklingshæmning, hvoraf nogle giver anledning til bekymring angående kvaliteten af den omsorg, samfundet yder.
Indførelsen af Serviceloven gav anledning til en ny fase i den offentlige omsorg for mennesker med udviklingshæmning, og meget tyder på, at bl.a. Strukturreformen er udtryk for en ny bevægelse i den offentlige omsorg, som skaber anderledes betingelser for og lægger andre føringer på den professionelle praksis i botilbuddene. Som nævnt i kapitel 1 er der siden Servicelovens indførelse gennemført en række evalueringsprojekter og forskningsbaserede undersøgelser, der fokuserer på træk ved den offentlige omsorg i kollektive boformer for personer med udviklingshæmning efter institutionsbegrebets op-hævelse. Jeg vil kort gennemgå nogle af disse i det følgende med henblik på at afdække, hvad vi ved om udfoldelsen og kvaliteten af omsorg i den professionelle praksis efter årtusindeskiftet.
135