Praksis i botilbuddene udfoldes, som al anden menneskelig praksis, i et rum – på et sted; en konkret fysisk lokalitet. Botilbuddet er for det første en fysisk struktur – selve huset, der med dets mure afgrænser botilbuddets indre fra dets ydre. Huset udgør de umiddelbare fysiske rammer om det sociale liv i botilbuddet. Det afgrænser et sted, hvor nogen bor, og hvor andre er på arbejde, og det er en arena for omsorgens udfoldelse (Folkestad 2004). Også husets indre rumstruktur skaber grænser – materielle såvel som symbolske – som påvirker, hvordan det sociale liv udfolder sig. Huset er bygget af mennesker, som har haft bestemte forestillinger om, hvilke behov det skal kunne opfylde, og hvilke formål, det skal tjene. Som Sandvin et al. (1998: 67) påpeger, ligger der i den måde, en bolig er udformet på, bestemte intentioner eller forestillinger, som knytter sig til et sæt af funktioner, som man tænker, skal finde sted i boligen – det, de kalder materialiseret hensigt.
En bolig kan således betragtes som et fysisk rum med symbolsk betydning: ’Som et mikrokosmos af en hel kulturel verden er det et komprimeret univers fuld af mening’ (Jenkins 2003: 32, min oversættelse). De fysiske strukturer og genstande i boligen udtrykker materialiserede forventninger til deres sociale brug – fx at personlig hygiejne primært udføres på badeværelset, madlavning i køkkenet osv.
Man kan derfor også betragte boligen som et medium i socialiseringsprocessen (Christensen 1991 i Folkestad 2004: 68). Den rumlige funktionsinddeling og måden, som rummene bruges på, bidrager til at overlevere forestillinger om, hvad der er korrekt opførsel og vigtige aktiviteter i boligen (Folkestad 2004: 68).
Selvom der selvfølgelig er forskel på den konkrete rumfordeling og- udformning i de botilbud, jeg har besøgt, har boligerne alligevel en lignende opbygning i form af private boliger, fællesarealer (stue og
196
køkken/køkken-alrum) og personalearealer (kontor(er) og møderum, garderobe, personaletoilet o.l.). I alle boligerne støder indgangen til beboernes værelser/lejligheder133 op til et fællesareal (gang eller stue), som man skal passere for at komme ind og ud af de private boliger.
Som Sandvin (1998: 68) et al. påpeger, er det mere eller mindre åbenlyst, at kontor og personalerum er tiltænkt en formel eller administrativ funktion; fællesarealet en kollektiv eller social funktion, mens beboernes lejligheder er tiltænkt at være deres private domæne, hvor den enkelte har sine private ejendele. Fællesarealets funktion og normative stilling er dog det vanskeligste at bestemme, da det hverken er en privat forlængelse af den enkeltes bolig eller en helt og aldeles offentlig arena som fx venterum i offentlige institutioner. Sandvin et al. (ibid.: 69) skriver, at fællesrummet udtrykker en slags
’institutionaliseret reservation’ – en frygt for en livssituation præget af ensomhed og isolation. Hensigten er at muliggøre et fællesskab beboerne imellem og mellem beboere og personale, der også gør det lettere at håndtere eventuelle spændinger mellem det formelle og det private. I den fysiske struktur er der således allerede indtænkt forskellige sociale praksisformer – det Sandvin et al. kalder henholdsvis formelle, private og kollektive praktikker – og dermed også et normativt indhold af de forskellige zoner, som lægger bindinger på praksis.134 Jeg låner Sandvin et al.s tabel (1988: 69) for at anskueliggøre dette:
133Jeg vil fremadrettet bruge betegnelsen ’lejligheder’, når der refereres til den samlede beboergruppes private bolig, og ’værelse’, når der specifikt er tale om beboerne på Birkevænget.
134Sandvin et al. (1998: 71-72) forbinder formelle praktikker med formel planlægning og koordination, informationsudveksling og formelle beslutninger.
197 De rumlige zoners normative indhold.
Materiel struktur Kontor Fællesareal Lejlighed
Social praktik Formel Kollektiv Privat
Normativt adskille formelle, kollektive og private praktikker, og den symbolske betydning af rummet, dvs. om det fx opfattes som et ’privat’ eller
’fælles’ domæne, virker ind på de praktikker, som udføres i rummet.
At denne rumstruktur er typisk for boliger for mennesker med udviklingshæmning afspejler endvidere, at den materielle struktur ikke primært udtrykker en lokal, men en national hensigt (ibid.):135
Det kan siges at repræsentere en materialisering af omsorgsfeltets sociale repræsentation af boliger for personer med udviklingshæmning (…), dvs. af de værdier, meninger og betydninger knyttet til det at bo – det kulturelle tankeskema (…), som ligger til grund for omsorgsfeltets planlægning og tilrettelæggelse af botilbuddet (ibid.: 68).
135 Og – kunne man tilføje – en international, siden denne rumlige tredeling også er typisk for boliger til mennesker med udviklingshæmning i Danmark.
198
Botilbuddet er en realisering af værdier, der også har en fysisk, materiel side – en manifestation af den samfundsmæssige idé om, hvordan en bolig for personer med udviklingshæmning skal se ud.
Selve hjælpeindsatsen – eller det Sandvin et al. kalder omsorgens praktik – og som er afhandlingens primære fokus, er imidlertid vanskelig at rubricere og kategorisere i ovenstående skema.
Personalet er involveret i praktikker, der i vestlige samfund forbindes med det private domæne; med noget intimt og personligt, og deres hjælp er ofte en forudsætning for, at beboerne fx får udført praktikker, der har forbindelse til kroppens udsondringer, fx toiletbesøg, bleskift, bad o.l.. En stor del af arbejdet i botilbuddene handler om at hjælpe beboerne med dagligdagens opgaver og situationer: At stå op om morgenen, få tøj på, bade, spise, komme i seng om aftenen osv. Det, institutionerne selv definerer som ’personlige pleje’ og ’praktisk hjælp’, fylder meget i dagligdagen. Omsorgens praktik overskrider dermed også den rumlige opdeling, der afgrænser de forskellige domæner, fx ved at medarbejderne bevæger sig ind og ud af beboernes lejligheder, når de hjælper dem med forskellige gøremål, og den opløser dermed også til en vis grad sondringen mellem private, kollektive og mere formelle praktikker, hvilket også påpeges af Sandvin et al.:
(…) at hjælpen rumligt set er grænseløs, gør at det også er vanskeligt at skille omsorgens praktik fra de andre praksisformer, sikkert særligt den private. Omsorgens praktik er for den enkelte en forudsætning for udfoldelsen af den private praktik. Brugen af køkken, bad eller private ejendele forudsætter ofte støtte og vejledning fra personalet (1998: 82).
Omsorgens praktik udfordrer dermed også forestillingen om, at der er en principiel modstilling mellem afhængighed og individets selvstændighed og kontrol. Beboerne er afhængige af hjælp i mange af
199
dagligdagens situationer, og personalets støtte er ofte afgørende for, at beboerne fx kan træffe valg eller agere selvstændigt i forbindelse med varetagelse af personlig hygiejne og praktiske opgaver eller aktiviteter. Sandvin et al. pointerer videre, at det, at omsorgen på denne måde antager grænseløse og flydende træk, også gør det vanskeligt at bestemme, ’hvornår hjælpeindsatsen er en nødvendig støtte i udøvelsen af en privat praktik, og hvornår den er en formel krænkelse af det private rum’ (ibid.: 70). Dette forhold vil bl.a. blive diskuteret i det følgende.
Omsorgsudøvelsen har altså karakter af at være en sammenføjende og rumligt overskridende praktik, og den kan antage forskellige træk, der også gør den vanskelig at afgrænse rumligt – og normativt: Den kan fx udfoldes kollektivt, når den tilrettelægger et socialt fællesskab; den er formel, når den udøves som kontrol, forankret i personalets formelle position, og den udformes mere privat, når den fx ydes i tilknytning til beboerens private gøremål i lejligheden (Sandvin et al. 1998: 70). Som jeg før har været inde på, er personalets formelle praktikker en nødvendighed med den organisering af omsorgen, som botilbuddet er udtryk for, men man kan diskutere, om der fortsat er tale om omsorg i de tilfælde, hvor den – som Sandvin et al. skriver – primært udøves som formel kontrol. Det afgørende kriterium bliver her, om det formelle aspekt kan legitimeres med henvisning til varetagelse af beboerens grundlæggende behov og manglende evne til selv at tage hånd om disse.
Den professionelle praksis i botilbuddene udgøres altså af forskellige praktikker, der ikke nødvendigvis står i modsætning til hinanden:
Selve omsorgsudøvelsen, hvor beboernes behov imødekommes i direkte interaktion eller kontakt mellem personale og beboere i ’her-og-nu-situationer’, mere formelle praktikker, hvor aktiviteterne i botil-buddets søges styret, planlagt og forberedt af personalet forud for og efter det konkrete møde med beboerne, og kollektive praktikker, hvor beboere og personale indgår i fællesskaber med hinanden. Den måde,
200
omsorgsaktiviteterne udfolder sig på i nuet, er også bestemt af, hvordan personalet i deres formelle arenaer tilrettelægger og koordi-nerer aktiviteter med henblik på deres hensigtsmæssige gennem-førelse, og af, hvilke kollektive forståelser af deres opgave, af bebo-erne og deres behov, der etableres i disse sammenhænge. Summen eller sammenføjningen af de forskellige praktikker – formelle, private og kollektive – kan siges at være forbundet med omsorgens praktik og dermed forsøget på at realisere boligens hensigt (Sandvin et al. 1998:
70).
Samtidig kan omsorgen i nuet udøves på en måde, der betoner henholdsvis individuelle og private; kollektive eller formelle aspekter.
Der er glidende overgange mellem omsorgens formelle, kollektive og private træk, når den performes af medarbejderne i forskellige her og nu-situationer med beboerne, men i sin reneste form, hviler den på et samarbejde mellem medarbejder og beboer. Omsorgens praktik er relationel forstået på den måde, at ideelt set kontinuerligt forholder sig til og udformes som en adækvat respons på beboerens situation. Den lader sig derfor heller ikke styre af hverken fysiske strukturer eller de ideologiske hensigter, der er indbygget i dem (jf. Sandvin et al. 1998:
71). Dette kræver imidlertid en nærmere analyse af selve omsorgs-udøvelsen – omsorgens praktik – hvilket er temaet i kapitel 8.
I dette afsnit har jeg været inde på, hvordan boligernes rumlige tre-deling i henholdsvis personalearealer, fællesarealer og private arealer udtrykker en materialiseret forventning om, at der her udfoldes hen-holdsvis formelle, kollektive og private praktikker, og at omsorgens praktik kan siges at udgøre en rumlig overskridelse og sammenføjning af disse praktikker og udtrykke boligernes samlede hensigt. Den materielle grundstruktur er som sagt nogenlunde ensartet i de botilbud, jeg har besøgt, selvom størrelsen og placeringen af de forskellige rum selvsagt varierer. Dette til trods kunne jeg iagttage grundlæggende forskelle på den sociale brug af især beboerens lejlighed og fælles-rummet. De fysiske strukturer og ideologiske forestillinger på feltet er