▶
Der kan være udsigt til at kunne styre efter delmål med betydning for beskæftigelse
▼Boks 6.8 Resultater fra beskæftigelsesindikatorprojektet
Foreløbige resultater fra beskæftigelsesindikatorprojektet viser, at følgende er forbundet med øget jobsøgning:
• En idé om, hvilket arbejde man vil have (blandt mænd).
• Overskud i hverdagen til at fokusere på arbejde (primært blandt kvinder).
• Helbredsmestring og troen på at kunne klare et arbejde.
• Viden om, hvad der skal gøres for at forbedre jobchancerne (primært blandt kvinder).
• Hvis jobcentermedarbejderen vurderer, at borgeren handler målrettet i forhold til at komme i job.
• Hvis jobcentermedarbejderen vurderer, at borgeren har gode chancer for at være i job inden for et år.
• Større reservationsløn (svagt stigende).
Vedrørende sammenhænge mellem indikatorer og beskæftigelse viser foreløbige resultater, at:
• jobcentermedarbejderens vurdering af borgerens chance for at komme i job inden for et år har en positiv sammenhæng med, at borgerne faktisk kommer i beskæftigelse. Lidt mindre sam-menhængskraft har jobcentermedarbejderens vurdering af borgerens målrettethed i forhold til at komme i job.
• borgerens evne til at opsøge og tage initiativ til dialog med andre har positiv sammenhæng med at komme i beskæftigelse.
• forbedret helbred øger sandsynligheden for at være i job. Det kan være forklaret ved, at borgere, der oplever forbedret helbred, søger mere efter job og derved har større chance for at finde job.
• Antallet af søgekanaler påvirker chancen for job.
• Borgere med reservationsløn på under 10.000 kr. om måneden har en statistisk signifikant lavere chance for at være i beskæftigelse end andre borgere.
Kilde: New Insight m.fl. (2014b)
Foreløbige resultater fra beskæftigelsesindikatorprojektet (se boks 6.8) viser, at et progressi -onsværktøj kan give viden om vejen til beskæftigelse for borgere i udkanten af arbejdsmar kedet. Resultaterne viser for eksempel, at forbedret helbred hænger sammen med sandsyn ligheden for at være i beskæftigelse, ligesom et stigende antal af søgekanaler også hænger sammen med sandsynligheden for at få job. Resultaterne indikerer dermed, at der er udsigt til at kunne styre efter delmål med betydningen for beskæftigelse. Et sådant værktøj kan dermed på sigt støtte jobcentrenes arbejde med at tilpasse indsatsen for den enkelte.
Progressionsmåling er ligeledes anvendt i andre projekter, jf. boks 6.9. Projekterne gør alle brug af forskellige værktøjer, hvilket gør grundlaget for sammenligning svært. Med man-ge forskelliman-ge værktøjer er der desuden risiko for, at der ikke indhentes erfarinman-ger med det samme værktøj fra et tilpas stort antal kommuner i etableringen af kausalsammenhænge.
Mange forskellige projekter kan dog anvendes som et bredere grundlag af input til, hvordan et godt progressionsværktøj opbygges.
▼Boks 6.9. Projekter med progressionsmålinger
• På rette vej – i job
• Brug for alle
• Mentorforsøg
• Virksomhedscentre generation 2
• Empowermentprojekterne
• Progressionsværktøj for udsatte
Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
6.5 Investeringstankegang i kommuner - herunder Skandia-modellen
Når en indsats igangsættes i kommunerne er det muligt, at gevinsten af indsatsen som nævnt først realiseres år efter igangsættelse, og muligvis tilfalder gevinsten ikke
udelukken -de -den forvaltning, -der bærer omkostningerne. Dette er især gæl-den-de for borgere i udkan ten af arbejdsmarkedet, hvor der måske først efter nogle år med progression rent faktisk er en afgang til beskæftigelse eller uddannelse.
I kapitel 5 peges der på, at understøttelse af en investeringstankegang er et godt grundlag for en tværgående indsats. I Sverige anvender man en såkaldt ”skandia-model”, der gør det muligt for svenske kommuner at beregne den samfundsøkonomiske gevinst ved at igang-sætte lokale indsatser (CEBR, 2015). På den måde har man et prioriteringsværktøj, der fordrer en investeringstankegang på tværs. CEBR har udviklet en dansk udgave af modellen, der ud fra registerdata baserer sig på en lang række af omkostninger (se boks 6.10).
▼Boks 6.10 Den danske skandia-model
Skandia-modellen er en investeringskalkule, som understøtter kommunerne i at målrette indsatser over for socialt udsatte med henblik på at skitsere potentielle samfundsøkonomiske besparelser.
Skandia-modellen er oprindeligt udviklet i Sverige, hvor modellen er blevet anvendt de seneste snart otte år i kommunerne. I alt er 80 svenske kommuner uddannet i brugen af modellen.
Den danske version af modellen er udviklet af CEBR over det seneste år og er fortsat under udvik-ling. Modellen baserer sig på registerdata og indeholder en lang række af gennemsnitlige omkost-ninger i følgende grupperinger:
• Lønindkomst
• Skattebetaling
• Overførselsindkomst
• Omkostninger i sygehusvæsenet og ved lægebesøg
• Omkostninger relateret til kriminalitet
Disse omkostninger varierer afhængigt af, hvilken gruppe der undersøges. I modellen kan personer tilhøre følgende målgrupper: stofmisbrugere, anbragte uden for hjemmet/forebyggende foranstalt-ninger, psykisk syge, personer med livsstilssygdomme, langvarig offentlig forsørgede samt normal-befolkning. Ud fra disse hovedgrupper, kan man konstruere sammensatte målgrupper, for eksempel personer med psykiske lidelser på længerevarende offentlig forsørgelse.
Kilde: CEBR (2015)
Boks 6.11 indeholder et investeringseksempel foretaget på den danske skandia-model (CEBR, 2015). I eksemplet beregnes omkostninger og gevinster ved at igangsætte et tværgående tilbud (IPS) for kommune, region og stat.
▼Boks 6.11 Investeringseksempel – IPS (Individual Placement and Support)
Den primære målsætning for IPS er at støtte personer med psykiske lidelser til at få et arbejde.
Tanken er, at borgeren modtager støtte og behandling, imens borgeren er på en virksomhed - i modsætning til at borgeren modtager behandling og støtte, inden personen deltager i virksom-hedsrettede indsatser. IPS-tilbud kan således igangsættes, samtidig med at borgeren er under behandling i det regionale psykiatriske system, idet indsatsen er en kombination af blandt andet et virksomhedsrettet tilbud (jobformidler/mentor og tilbud på en virksomhed), psykiatrisk behandling og eventuelt socialpsykiatriske tilbud (for eksempel støttekontaktperson).
Indsatsen, der i dette eksempel afholdes af kommunerne, koster 55.000 kr. per person per år og varer i gennemsnit 18 måneder. Alle tal er baseret på det danske forsøg med IPS, som går under navnet INKLUSION. I beregningerne er der taget højde for refusion. Indsatsen forventes at hjælpe omkring 58 pct. af de ledige personer med psykiske lidelser tilbage på arbejdsmarkedet. Til
sam -menligning er det estimeret, at 23-24 pct. af de samme personer vil få en tilknytning til arbejds markedet, hvis de ikke modtager nogen form for hjælp. Der er usikkerhed omkring, hvor mange år effekten varer ved, men i dette eksempel måles effekten i de efterfølgende fem år.
Kilde: CEBR (2015)
Ved at tage højde for en række omkostninger viser tabel 6.4 resultatet af et IPS-tilbud under de antagelser, der ligger til grund for eksemplet. Det ses, at tilbuddet samlet set har tjent sig hjem efter tre år, mens det for kommunen, som bærer omkostningerne, først giver et positivt resultat efter fire år.
Tabel 6.4 Akkumuleret nettoresultat per person ved et IPS-tilbud
År 1 År 2 År 3 År 4 År 5 År 6 År 7
Kommune -55.000 -65.143 -30.429 4.285 38.999 73.712 91.069
Region 0 1.535 4.605 7.674 10.744 13.814 15.349
Stat 0 9.499 28.498 47.496 66.495 85.493 94.992
Netto -55.000 -54.109 2.673 59.455 116.237 173.019 201.410
Kilde: CEBR (2015)
Ovenstående eksempel viser, hvordan beslutninger om at foretage investeringer i tværfaglig indsats for en borger kan gøres overskuelige med et værktøj som Skandia-modellen. Det viser ligeledes, hvordan omkostninger forbundet med investeringer bæres af nogle aktører, mens gevinsten kan tilfalde andre. Dette kan overføres til det kommunale niveau, hvor omkostnin-ger og gevinster vil fordele sig forskelligt mellem forvaltninomkostnin-ger. Skandia-modellen kan dog ikke på nuværende tidspunkt fordele udgifter mellem forvaltninger.
6.6 Opsummering og udfordringer
Den kommende omlægning af forsørgelsesrefusionen vil styrke kommunernes økonomiske incitamenter til at få borgere i udkanten af arbejdsmarkedet i beskæftigelse eller
uddannel
-se. Muligheden for at reagere på de styrkede incitamenter kræver tilstrækkelig viden og gode redskaber. Der eksisterer dog ikke en systematisk samling af viden om virksomme indsatser for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet.
Der findes endvidere ikke et vidensbaseret redskab, der synliggør potentialet i at foretage investeringer i borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, der ofte er forsørget over en årrække.
Gevinsten af investeringer vil i nogle tilfælde først realiseres år efter igangsættelse, og mu ligvis tilfalder gevinsten ikke udelukkende den forvaltning, der bærer omkostningerne. Disse omstændigheder må ikke afholde kommunerne fra at igangsætte initiativer, der på lang sigt er en gevinst for de enkelte borgere såvel som samfundet.
Der tegner sig et billede af, at der er stor variation i brugen resultatopfølgning på medarbej derniveau i kommunerne. Der findes eksempler på brug af resultatstyring i kommunerne, men der findes ikke noget overblik over, hvor mange kommuner, der anvender muligheden for at styrke og forbedre arbejdet med resultater for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet.
Borgere i udkanten af arbejdsmarkedet kan have lang vej til gode resultater i form af beskæf tigelse eller uddannelse. Et progressionsværktøj er et redskab til at håndtere dette. Nogle kommuner har selv udviklet redskaber, der kan måle progression, og flere centralt igangsatte projekter har indeholdt elementer af progressionsmåling. Erfaringer fra beskæftigelsesindi katorprojektet viser, at et progressionsværktøj kan støtte jobcentrenes arbejde med at tilpas se indsatsen for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet, men langt fra alle kommuner har et progressionsværktøj til rådighed.
Ekspertgruppen har på baggrund af kapitlet opstillet følgende udfordringer:
• Hvordan muliggøres det, at kommunerne kan igangsætte indsatser ud fra en evidensba seret viden om, hvad der virker?
• Hvordan kan man tilskynde kommuner til at anvende metoder, der viser, hvordan investe ring i borgere i udkanten af arbejdsmarkedet kan give gode lønsomme resultater på lang sigt og vise sig på andre forvaltningsområder end der, hvor investeringen igangsættes?
• Hvordan sikres en systematisk og veludviklet tilgang til resultatstyring på medarbejder niveau i kommunerne, således at alle kommuner kan styre efter resultater på et solidt grundlag?
• Hvordan kan man få alle kommuner til at forbedre indsatsen for borgere i udkanten af arbejdsmarkedet gennem brug af progressionsmålinger på et fagligt fundament?
Ifølge kommissoriet skal ekspertgruppen gennemføre udredningen med fokus på relevant opkvalificering, såfremt det er nødvendigt for, at den enkelte ledige står bedre rustet til at opnå varig beskæftigelse. Formålet med dette kapitel er på denne baggrund at afdække
re -valideringsordningens nuværende plads i beskæftigelsessystemet.
Revalideringsordningen har eksisteret siden 1960 som et redskab i beskæftigelsesindsatsen for personer med begrænsninger i arbejdsevnen. Siden 2003 er mulighederne for at give ud dannelse og andre aktive tilbud i beskæftigelsessystemet gradvist blevet forbedret samtidig med, at der er indført bedre muligheder for økonomisk støtte i SU-systemet til enlige forsør gere og personer med handicap, der traditionelt har fyldt meget i revalideringsordningen.
Antallet af revalidender har da også tilsvarende i en længere periode været aftagende og er siden 2004 faldet med cirka 60 pct.
Med ordningen følger en ydelse, der for de over 30-årige svarer til maksimale dagpenge, og som dermed er højere end ydelser i for eksempel kontanthjælpssystemet eller på ressource forløb. For unge under 30 år svarer revalideringsydelsen som hovedregel til ydelsesniveauet i kontanthjælpssystemet før kontanthjælpsreformen.
Den kommunale praksis varierer betydeligt på tværs af landets kommuner. Variationen kan ikke forklares af forskelle i rammevilkår, og der er således noget der tyder på, at bopæls kommunens praksis og prioriteringer er med til at afgøre, hvorvidt der visiteres til revalide ring.
Nedenfor undersøges derfor forholdet mellem revalideringsordningen og de øvrige ordnin ger i det samlede beskæftigelsessystem i lyset af de seneste cirka ti års ændringer og refor mer på tilstødende ordninger, der har forbedret mulighederne for aktive tilbud og uddannel se uden for revalideringsordningen.
Til brug for analysen er der blevet gennemført en ekstern evaluering af revalideringsord ningen, hvis overordnede formål har været at beskrive og vurdere kommunernes brug af ordningen samt, hvilken rolle revalideringsordningen spiller i den nuværende beskæftigel sesindsats.
7.2 Hvad er revalidering?
Formålet med revalidering er at hjælpe personer, der har begrænsninger i arbejdsevnen, til enten at komme ind på arbejdsmarkedet eller til at opnå fastholdelse på arbejdsmarkedet.
Begrænsningerne i arbejdsevnen kan have fysiske, psykiske og/eller sociale årsager. Ved vur deringen heraf anvendes rehabiliteringsplanens forberedende del.
Kommunen kan først give tilbud om revalidering, når kommunen har vurderet, at personen ikke via andre tilbud eller ordninger kan hjælpes til at få tilknytning til arbejdsmarkedet, og hvis der er en realistisk mulighed for, at revalidering kan føre til hel eller delvis selvforsør gelse. Det betyder for eksempel, at kontanthjælpsmodtagere eller sygedagpengemodtagere, der kan opnå selvforsørgelse ved at få tilbud på kontanthjælp eller sygedagpenge, ikke er i målgruppen for revalidering. Det betyder også, at personer, der er i målgruppen for res sourceforløb, ikke er i målgruppe for revalidering, fordi de har så komplekse problemer, at
▶