Starten på den tredje industrielle bølge kan dateres til 1950'erne. Teknologisk tegnes nu den af automatisering, elektronik og de første computere. Fragtskibe og lastbiler overtager godstrans-porten, produktionen automatiseres og opdeles i innovation og produktion. Samtidig bety-der forbedret telekommunikation, at virksomhebety-der outsourcer produktionen til lande med lave lønninger. Lokalt effektiviseres produktionen gennem robotter, og udlægning af industri- og erhvervsparker tager fart. Der etableres en videns- og servicebaseret økonomi, men langt fra alle tidligere industriarbejdere kan optages i den nye sektor.
Fabrikkens by – Version 4
Forandringen skubber de industrielle territorier i fire forskellige retninger:
- Global re-lokalisering: Outsourcing omfordeler produktionen globalt. Når der tales om en post-industriel periode gælder det primært de vestlige lande og byområder, mens udviklings-lande oplever deres industrielle revolution.
- Innovations- og teknologiparker: Udvikling af ny teknologi placeres i gennemdesignede inno-vations- og teknologiparker erhvervsklynger. De placeres uden for bymidterne og fungere som selvstændige enheder, der har fokus på skabe gode iværksættermiljøer.
- Byområder i krise: Nedlukninger af fabrikker kaster nogle af de tidligere industrielle territorier ud i social, økonomisk og miljømæssig krise. Krisen inkluderer også det net af underleverandø-rer, der tager sig af forarbejdning, salg og fragt. Resultatet er kollaps i flere byer og regioner.
- Nye industri- og erhvervsområder: Den automatiserede produktion og fortsatte udvikling af nye industrier betyder, at mange af de vestlige byer i perioden udlægger store monofunktionel-le areamonofunktionel-ler til industri- og erhvervsområder. Planlægningen er baseret på bil- og lastbilstransport.
Bebyggelsesprocenten er lav og bygningerne opføres i præfabrikerede elementer.
De fire forskellige retninger minder om bysociologen David Harvey’s arbejder med relationen mellem kapitalen og territoriet. Kapitalen etablerer konstant territorielle konfigurationer efter sin egen logik (her optimale industrielle produktionsforhold), men uden hensyn til byområdet, der selvsagt er bundet til geografien og befolkningen, som er forankret der og afhængig af, at
BYHISTORISK KONTEKST Fotoet herover indgår i Alan Bergers beskrivelse af ’Dross Scape’ i USA. Her efterlader ombinationen af kravet om fleksibilitet og ekstensiv
infrastruktur og store mellemrum, der ikke anvendes. Læg mærke til ligheden med struktureren i Hilberseimers bymodel (Kilde: Dross Scape p. 53).
der er arbejde at få (Harvey 2008). Denne konflikt ses både i udviklingslandende, hvor industri-en og dindustri-en medfølgindustri-ende urbanisering etableres hurtigt og forandrer byområder radikalt over ganske kort tid. Som beskrevet herunder ses konflikten også i vestens industrielle byer og land-skaber. Her ses to modsatrettede bevægelse, hvor nogle byområder oplever dyb krise samtidig med at nye industriområder opstår andre steder.
Byområder i krise
Nedlukningen af fabrikker og stop for råstofudvinding ramte særligt de samfund, der primært var knyttet op på én type produktion og sendte dem ud økonomisk og social krise. På et byg-nings- og landskabsniveau efterlader masseproduktionen udtjente forladte bygninger, og de massive råstofudvindinger enorme geologiske ar. De udtjente fabriksområder ligger ofte cen-tralt og de har haft en nøglerolle i byens vækst og identitet. Adgangen til områderne har været forbudt og de er derfor ikke en del af byens civile liv og bevægelsesrum. Samtidig er mange grunde og bygninger voldsom forurenet, de er dyre at rense op, og det er svært at placere et ansvar.
Krisen stiller planlægningen overfor en helt ny bysituation. I starten mangler planlæggerne både et begrebsapparat, som kan beskrive situationen, samt planredskaber, der kan adressere den. Centralt for diskussionerne er spørgsmålet, om områderne har værdi (bevaring) eller er værdiløse (rydning). I mange af de første omdannelser ryddes industriens arv til fordel for nye bydistrikter, f.eks. London Docklands eller i en dansk kontekst Kalvebod Brygge. Udvikling af strategier og begreber, der vægter bevaring, får senere større stemme. Samlet rummer feltet idag et omfattende udviklingsarbejde og realiserede projekter, der peger tilbage på forskellige værdisæt.
Nye industriområder
De nye industriområder møder den tredje bølges produktion, der behov for fleksibilitet. Pro-duktionen decentraliseres og fleksible bygninger foretrækkes frem for skræddersyede. Spild-plads accepteres, fordi det giver mulighed for løbende ændringer i produktionen, udvidelse eller opsigelse af dele af lejemålene. Der er fokus på at minimere omkostningerne til produktion og muligheden for at lukke ned, hvis markedet svigter. Skiftet går således mod en fleksibel rum-melig-økonomisk organisering, der løbende tilpasser produktionen til kundernes behov. De nye produktioner samles i store erhvervs- og industriområder, der lokaliseres uden for bymidterne.
Bygningerne er typisk præfabrikerede lagerbygninger, der hurtigt kan opføres efter behov. Den-siteten er lav, græsset er slået, og der er store befæstede arealer til infrastruktur og opbevaring.
Desuden er der efterladt plads til udvidelse og sikkerhedszoner. Nogle brancher samler sig i klynger, men for de fleste er god infrastruktur og adgang til distributionshubs afgørende. Pro-fessor i landskabsarkitektur og urban design Alan Berger beskriver, at netop kombinationen af kravet om fleksibilitet og ekstensiv infrastruktur efterlader store mellemrum, der ikke anvendes.
Han benævner områderne som ’drossscapes’ (Berger 2006, 53–58). Disse overskudslandskaber kan betragtes som spild, men Berger pointerer, at de reelt er udtryk for en dynamisk byudvikling og kan ses som en indikator for en sund urban vækst.
BYHISTORISK KONTEKST
”Dross is understood as a natural component of every dynamically evolving city. As such it is an indicator of a healthy urban growth” (Berger 2006, 0) Alligevel indtager Berger en mere nor-mativ position, når han beskriver områdernes mangel på landskabelige kvalitet. En kritik som den amerikanske landskabsarkitekt Samuel Jackson også fremfører allerede i 1964 i sine kritiske tekster af den modernistiske planlægning (Jackson og Zube 1970). Berger peger på muligheden for at gentænke overskudslandskaberne med nye agendaer, der både tilgodeser økonomi, øko-logi og kultur. Med blikket på overskudslandskaberne og deres mulighedsrum indskriver Berger disse industri- og erhvervsområder i den efterhånden veletablerede diskussion om den spredte by, som tages op senere i afhandlingen. Men, selv om områderne har haft og stadig har stor betydning for etablering af den spredte by og territoriets økonomiske og sociale dynamikker, så er udviklingen af et egentligt by- og landskabsarkitektonisk sprog for disse industriområder begrænset.