BYHISTORISK KONTEKST
Ludwig Hilberseimer tilbyder imidlertidg en anden læsning af forslaget. I bogen The Nature of Cities beskriver han Ledoux's plan som et forsøg på at realisere ideen om en ny levevis, der bygger bro over fortid og fremtid og forener by og land (Hilberseimer 1955, 190; Jørgensen 2010, 64–65). I en byplanhistorisk kontekst kan planen læses som et tidligt bud på en ’Garden city’, der skaber et mindre afgrænset bysamfund med nærhed mellem natur, bolig og arbejds-sted. I Ledoux’s forslag er fabrikken placeret i centrum ud fra en tanke om, at produktionen er samfundets samlingssted – måske som gårdene i landbrugsproduktionen. Ledoux’s by bliver opført, men fungerer kun en kort årrække, fordi den form for saltudvinding bliver udkonkurreret.
Eksemplet demonstrerer for det første, at fabrikkerne begynder at få en central rolle i samfundet og at fabriksbyen opstår. For det andet, at industriens bygninger også dengang kun tjente et formål, så længe det gav mening for markedet.
I skotland i 1799 har Robert Owen og partnere en ambition om at etablere fremtidens fabrik. De introducere moderne maskiner, fornuftige arbejdstider og løn samt boliger og en skole til arbej-derne og deres børn. Owen var dog af den opfattelse, at landbruget skulle være den primære beskæftige og arbejdet i industrien sekundær. Han udviklede i 1817 en ideal landsby med et begrænset antal beboere. De skulle dyrke landet og drive fabrikken i fællesskab, være selvfor-synende og selvejende i forhold til de basale og nødvendige ting. Det lykkedes Owen at bygge byen i USA, men den blev ikke succesfuldt. Set i en historisk bykontekst var han dog blandt de første, der udviklede en social og økonomisk vision for fabrikkens by (Benevolo 2000, 148–57).
Anden industrielle bølge: Industrien forandrer byerne
Energien i den anden industrielle bølge kommer primært fra elektricitet. Veje og kanaler sup-pleres med jernbanen i midten af 1800-tallet og giver adgang til en større geografi. Fabrikkerne placeres i byen eller i dens udkant ved god infrastruktur og tiltrækker arbejdere fra landet til byen. Industrialiseringen skaber innovation inden for mange områder. På internationalt niveau udveksles og importeres viden og maskiner. På verdensudstillingen ’The Crystal Palace’ i Lon-don i 1851 og i København i 1872 og 1888 måler landene deres formåen op mod hinanden og lader sig inspirere. Der udstilles industrivarer, landbrugvare, landsbrugsmaskiner, kunsthånd-værk og kunst (Cornel 1949). Dette kan betragtes som starten på den bykonkurrence, der i dag italesættes som en del af globaliseringen. Udviklingen af de industrialiserede samfund ændrer livet radikalt med nye arbejdsformer, øget velstand, fattigdom og en ny bykultur. Arbejder-klassens betydning vokser samfundsøkonomisk og politisk. Den organiserer sig, reagerer mod de dårlige bolig- og arbejdsforhold og stiller krav om løn, sikkerhed, boliger og uddannelse.
Samspillet mellem virksomhedernes krav og arbejderklassens magt er konfliktfyldt, men bidra-ger til samfundets generelle velstand og etablering af nye hierarkier. Det er disse omfattende økonomiske, kulturelle og strukturelt samfundsmæssige omvæltninger over kort tid, der gør, at industrialiseringen ofte bliver betragtet som revolution (Braae 2015, 20–22).
Industrialiseringen bidrager til økonomisk fremgang for mange, men tilstrømningen til byerne og behovet for boliger betyder, at spekulanter bygger tæt og billigt. Boligerne er overfyldte
BYHISTORISK KONTEKST Claus de Nicolas Leoux: Andet udkast til det kongelige saltværk i Chaux, Frankrig (1774)
(Kilde: http://socks-studio.com/img/blog/Ledoux-Claude-architecture-281.jpg)
Robert Ownen: Forslag til ”Harmony”, USA (1817) (Kilde: Benevolo 2000, 141)
og usunde og med det følger udbrud af kolera og andre sygdomme. Nogle produktioner og industrier placeres i bymidten, flere i baggårde, andre placeres ved havnen eller ved åen. Større industrielle anlæg placeres ofte lidt uden for den historiske bymidte. Der er stigende fokus på de sundhedsskadelige produktioner, men også for industrivirksomhederne er forholdene pro-blematiske; der mangler plads til nye produktionsformer og adgang til god infrastruktur.
Industrien i den ideelle by
Byens rumlige organisering bliver i perioden genstand for en ideologisk, kunstnerisk og politisk diskussion, der handler om at beskrive byens situation og bidrage med nye forestillinger om samfundets strukturering. Debatten rummer både begejstring for industrien og urbaniserin-gen og bekymring for dens skyggesider. De hastige forandringer i samfundet medfører nye sociale problemer, og for den enkelte arbejder betyder industrialiseringen et nyt forhold til tid, penge og familiestruktur. Den anonymiserede abstrakte masseproduktion og den geografiske adskillelse af bolig og arbejde virker samtidig fremmedgørende. For bystyret handler det om at håndtere den magtfulde nye arbejderklasse og deres krav på bedre levevilkår. Den industrielle revolution fordrer nye forslag til byens organisering og sammenhæng. Nogle af de diskussioner, der knytter sig direkte til byens organisering, kommer til udtryk gennem analyser af nye bysitua-tioner, som får form gennem diagrammatiske utopiske bymodeller, men også gennem konkrete byplaner, der bliver gennemført. Den underliggende tone er en stærk tro på planlægningens evne til at organisere fremtidens bysamfund med plads til både menneske og produktion.
Et eksempel på nye byplaner, der håndterer den hastige befolkningstilvækst, industri og beho-vet for boliger er udvidelser i Europas store byer. Der er flere eksempler, men her fremhæves Ildefons Cerdás arbejde 1859: Teoría de la Construccíon de Ciudades. I Cerda’s Barcelona plan fra 1860 bevares middelalderkernen og byen udvides i et grid af karrer gennembrudt af radiale boulevarder. Bag planen ligger et sæt præcise regler for etableringen af karréerne, og planen foreslår en jævn fordeling af parker og andre faciliteter over hele byen. Den fremhæves fordi, det her er interessant at bemærke, at industrien integreres på samme måde som andre funktio-ner i udvidelsen, både som en del af byens tekstur og langs vandet.
Fabrikkens by – version 2
En helt anden reaktion kommer fra private virksomheder, der bygger selvstændige fabriksbyer.
I USA og England opstår de første eksempler på de såkaldte ’Company Town’. Et eksempel er Pullman, der bliver etableret af virksomhedsejeren George Mortimer Pullman i 1880, der frem-stillede sovevogne til jernbanen. Virksomheden byggede en mindre by omkring fabrikken for at tiltrække de bedste medarbejdere. I Bournville i England bygger Cadbury en chokoladefabrik med tilhørerende skoler, biblioteker, parker og boliger (Relph 1987, 52) og fabriksbyen Port Sunlight (1888) ved Liverpool bygges af William Lever (senere Unilever), der producerer sæbe.
Særligt Pullman og Port Sunlight er kendte i dag. Virksomhedsejerene så ikke blot sig selv som arbejdsgivere, der ønskede at tiltrække medarbejdere gennem gode boligforhold. De var
per-BYHISTORISK KONTEKST Ebeneze Howard: ”To-Morrow: A Peaceful Path to Real Reform” (1898).
sonligt engagerede og ansatte arkitekter, der kunne udfolde deres ideer om de samfund, som skulle etableres omkring fabrikken. Byerne havde grønne parker, veje med fortov og allétræer, handel, kirke og underholdning – og gåafstand til fabrikken. Pullman og Lever troede på, at de gennem en særlig æstetik kunne kontrollere medarbejderne og deres familiers attituder og adfærd og samtidig styrke virksomhedens brand. Social kontrol gennem design og æstetik.
Modellen gav en basal magt over medarbejdere, der ved fyring både mistede job, bolig og skolegang til deres børn. Disse fabriksbyer fik indflydelse på bl.a. haveby- og city beautiful bevægelsen. 40 år senere i 1920erne bygger virksomheden Philips en "by med egen undervis-ning, kulturelle arenaer og sportsklubber byen" lige uden for Eindhoven i Holland (“Strijp S in transition - Inventing Europe” 2019).