Fingerplanens planlovmæssige ramme blev Byreguleringsloven fra 1949. De praktiske planred-skaber og betænkninger, der vedrørte udviklingsplanerne, kom i 1950'erne10 (M. T. Mortensen 2012, 18). I forhold til at forstå industriområdernes fysiske udformning er der imidlertid behov for at træde endnu et skalatrin ned til planlægningen af erhvervsområderne. Her er Gladsaxe, som er Danmarks første planlagte erhvervsområde, et godt eksempel. De principper, der er udviklet her, har dannet præcedens for både kommuneplanrammer og lokalplaner for de erhvervsområder, som jeg efterfølgende har besøgt.
Gladsaxe går forrest og sætter standarden
Gladsaxe tager skridt til Danmarks første industriområde allerede inden Anden Verdenskrig.
Planlægningen bliver dog sat på pause pga. krigen og først sat i gang igen i starten af 1950'erne.
Gladsaxes industrikvarter ligger centralt placeret i forhold til 40’ernes og 50’ernes infrastruktur, veje og jernbane. Som beskrevet tidligere er mange virksomheder i vækst 'klemt inde' i Køben-havn og vælger derfor at flytte ud til de nye grunde som kommunen i 1936 har udlagt til industri.
Der var på det tidspunkt ikke fortilfælde i Danmark med planlægning af industriområder. Glad-saxes arbejde bliver derfor betragtet som pionerarbejde.
Virksomhederne i området var etableret som sidestillede individulle produktioner, ført sammen uden fælles fag- og forretningskultur eller identitet, men med samme interesse for optimering af produktionens fysiske rammer og beliggenhed. Organisatorisk nedsatte Gladsaxe Kommune et byplanudvalg og etablerede en sammenslutning af de virksomheder, der allerede var i om-rådet. Sammenslutningen gennemførte i samarbejde med specialister udefra og sognerådets tekniske medarbejdere vigtige analyser, som indgår i bogen Industri-Byplan (1950). Undersøgel-sen kortlægger de ansattes bopæl omkring 1950 og viser, at 30% kunne gå til arbejdspladUndersøgel-sen på højst 20 minutter, og 60% boede inden for en cykelafstand på højst 12 minutter. (Fra “Indu-stri-Byplan” i (Isaksen og Hansen 1988). Nærheden mellem bolig og arbejde hang således godt sammen med Fingerplanens ambitioner.
BYHISTORISK KONTEKST
For at tiltrække nye virksomheder til industriområdet blev arealet gjort attraktivt ved at tillade bebyggelse 10 m fra skel i stedet for de 50 m, som gjaldt for andre områder. (Isaksen og Hansen 1988, 50). Desuden bad man arkitekt Vilhelm Lauritzen om at udarbejde en samlet plan over nutid og fremtid sammen med kommunens stadsingeniør. De foreslog et plantebælte mellem erhvervsområdet og den øvrige by. Det skulle begrænse gener fra industrikvarteret ved at skær-me visuelt skær-med en bred beplantning. Man forventede at plantebæltet også kunne begrænse luftforurening og støj (Isaksen og Hansen 1988, 60; M. T. Mortensen 2012, 20). De udviklede des-uden ’Gladsaxeprincippet’. Inspirationen kom fra København Kommunens stadsingeniør, der i Tyskland havde set, hvordan man, som i boligbyggeriet, anvendte bebyggelsesgrad og eta-geareal som styringsredskab i udbygningen af industriområder. I stedet indførter Gladsaxe et princip om 3 m3 fabriksrumfang pr. m2 grundareal. Det gav stor fleksibelt i forhold til industriens skiftende behov, og bygningernes volumen kunne tilpasses de omkringliggende bebyggelser.
Herfra gik det stærkt. I 1949 var der ca. 40 virksomheder, i 1956 63 (heraf kom 36 virksomheder fra København, mens 12 blev oprettet på stedet), i 1958 ca. 100 virksomheder, og i ca. 1965 be-tragtes erhvervsområdet som udbygget med ca. 170 virksomheder.
Gladsaxe bliver et eksempel på, hvordan man i planlægningen, med international inspirati-on, kan skabe områder, der både tilgodeser virksomhedernes behov og tager hensyn til de omkringliggende boligområder. De principper, der blev udarbejdet i Gladsaxe, blev i vid ud-strækning adopteret af andre kommuner, da den omfattende etablering af industriområder gik i gang over hele landet. Og selv om erhvervslivets behov og struktur har ændret sig meget siden udlægningen i 50-60’erne, er det forsat de bebyggelsesprincipper, der er gældende.
Industriområderne i et nationalt perspektiv
På nationalt plan er fordelingen af arbejdspladser mellem landbrug og industri i begyndelsen af 1960'erne tippet og vægten ligger nu på industrien (Bitsch Christensen og Dansk Center for By-historie 2006, 47). I overensstemmelse hermed stiger byggeriet af industribygninger i 1950’erne fra ca. 1 million m2 om året i til 3 millioner m2 om året i 1960’erne. Antallet har siden svinget i takt med samfundsøkonomien fra 0,5 mio. m2 om året op til næsten 4 mio. m2 i 1985. Der er politisk fokus på egnsudvikling, provinsbyerne er blevet større og fordeler sig nu (næsten) jævnt ud over landet. Og der er en forståelse i samfundet for at vækst er forudsætningen for social og kulturel fremgang (Gaardmand 1993, 82). Planlægning af industriområderne er derfor ikke blot et lokalt, men et nationalt anliggende. Det ses bl.a. i debatten om zoneinddeling i 1962. Her handler det ikke om, hvorvidt zoneinddeling er den rigtige model, men om den rette geografiske placering, om størrelser og tilhørende infrastruktur (Gaardmand 1993, 132–35).
”Gladsaxe Industrikvarter” var cen tralt placeret i forhold til 40’ernes og 50’ernes veje, baner og havne. Mange virksomheder i vækst var
’klemt inde’ i København og valgte at flytte ud i nye og grønnere angivelser. Fra “Industri-Byplan” i Dansk Byplan laboratorium, Byplanhistoriske noter (Dansk Byplan laboratoriums Byplanhistoriske noter 15, 11)
Sammenslutningen af virksomheder i ”Gladsaxe Industrikvarter”
gen nemførte i samarbejde med spe cialister udefra og sognerådets tekniske medarbejdere vigtige analyser som indgår i bogen “Industri-Byplan”, udgivet 1950. Denne undersøgelse viser de an sattes bopæl omkring 1950. Undersøgelsen omfattede 1.760 ansatte og viste at 30% kunne gå til arbejdspladsen på højst 20 minutter, og at 60%
boede inden for en cykleafstand på højst 12 minut ter (Dansk Byplan laboratoriums Byplanhistoriske noter 15, 13)
Udviklingsplanen ”Gladsaxe Industrikvarter” fra 1934 blev realiseret i 1950’erne. 1956 havde 63 virksomheder etableret sig, heraf 36 København og 12 oprettet på stedet (Dansk Byplan laboratoriums Byplanhistoriske noter 15, forsiden)
BYHISTORISK KONTEKST Vilh. Lauritzens forslag til plan lægningen af industrikvarteret i Mørkhøj i
1962 indkluderede et fællesareal med bank, kiosk, børnehave, butikker, posthus, restaurant, mødesal, benzinsta tion og p-plads. Forslaget blev ikke dog ikke realiseret. Erhvervsområdet i Mørkhøj er særligt fordi det er udviklet i et samarbejde mellem en privat udvikler og kommunen. Her skal alle virksomheder godkendes af en arkitekt (Dansk Byplan laboratoriums Byplanhistoriske noter 15, 15)
Bebyggelsesprocenten og volumens fordeling på fladen blev tilpasset de omkringliggende bebyggelser
Der var fokus på at begrænse gener fra industrikvarteret ved at skærme med en bred beplantning.
Man forventede at beplantningsbæltet også kunne begrænse luftforurening og støj (Dansk Byplan I lokalplanen for Gladsaxe Industriområde blev bebyggelsesprocenten
efter tysk forbillede begrænset til 100 % 3m3/m2 og der udlægges plantebælter mellem erhvervsområdet og den øvrige by for at afskærme mod gener og visuelt. Diagrammet er tegnet af Vilh.
Lauritzens tegnstue i forbindelse med planlægning af Mørkhøj erhvervsområde.
(Dansk Byplan laboratoriums Byplanhistoriske noter 15, 66)