METODE
Kort om arkitektur- og designfagets metoder til forskning i de urbane landskaber Antologien Research in Landscape Architecture – methods and methodology (Brink 2017) udfolder metoder til undersøgelse og diskussioner af udvalgte problematikker inden for landskabsarkitektur. I antologiens introduktion lægges der vægt på, at forskningsfeltet har sin oprindelse i praksis og skal bidrage til praksis. Metoderne er ofte transdisciplinære og forskningens bidrag anvendelsesorienteret. Bogen Design research for urban landscapes:
theories and methods (Prominski og Seggern 2019) peger på teorier, metoder og processer, der involverer designbaseret forskning. Begge publikationer bygger videre på mere gene-relle publikationer, der gennem de sidste 25-30 år har haft fokus på at udvikle arkitektur- og designfagets forskningsmetoder.
Emnet er for omfattende til, at det kan udfoldes i dette arbejde, men blandt nøglelitteratur findes Donald Schöns The reflective Practioneer (Schön 1983), Christopher Frayling Research in Art and Design (Frayling 1994), (Cross 2006) David Wang og Linda Groat Architectural re-search methods (Wang og Groat 2013), Nigel Cross Designerly way of knowing (Cross 2006) og Murray Fraser Design research in architecture: an overview (Fraser 2014).
For det andet inddrages Sanda Lenzholzer, Steffen Nijhuis og João Cortesão tekst ’RTD in landscape architecture: A first State of the Art’, der anlægger en kritisk vinkel på den eksiste-rende forskning inden for Research Through Design(ing) (RTD). I artiklen fokuserer forfatter-ne på at kvalificere forskning inden for landskabsarkitektur og relatede fagligheder ved at efterspørge større opmærksomhed på relationen mellem forskningsprojektets verdenssyn/
epistemologiske positionering og valg af metoder. Lenzholzer, Nijhuis og Cortesão bygger deres argument på en systematisk undersøgelse af akademisk litteratur inden for landskabs-arkitektur og relaterede felter, der anvender Design Research. Kategoriseringen af litteratu-ren inddeles i forhold til videnskabsteoretiske positioner. Her trækker forfatterne på Cres-swell, der har identificeret fire verdenssyn: (Post)positivistisk, konstruktivistisk, transformativ/
participatorisk og pragmatisk. De fire væsentligt forskellige verdenssyn og forskningens po-sitionering har indflydelse på valg af metoder:
• (Post)positivistisk: Kvantitative metoder, der måler en objektiv virkelighed
• Konstruktivistisk: Kvalitative metoder, der undersøger fortolkninger af virkeligheden
• Transformativ/participatorisk: Forskningsmetoder, der undersøger virkeligheden sammen med andre mennesker
• Pragmatisk: Forskningsspørgsmålene er styrende for valg af metoder, og der anven-des en blanding af metoder fra de tre øvrige verdenssyn
Studiet trækkes her frem, fordi Lenzholzer, Nijhuis og Cortesão konkluderer, at en del af for-fatterne ikke positionerer deres forsknings ståsted, men netop fordi landskabsarkitektur er indlejret i flere forskningstraditioner er det nødvendigt, at positionere sit verdenssyn (Lenz-holzer, Nijhuis, og Cortesão 2018).
Tre metoder, der har inspireret projektet
Herunder beskrives tre metoder, der har inspireret og bidraget til at besvare forsknings-spørgsmålene i afhandlingen. De trækker på forskellige videnskabelige traditioner.
Produktion og proces: Mellem den rationelle proces og det intuitive arbejde, mellem buttom-up og top down
Seggern Hille von Seggern illustrerer Design Research som en springende og iterativ proces (Kilde: Seggern 2019, 17).
Illustrationen til venstre er Hille von Seggerns visualisering af hendes beskrivelse af det samvirkende forhold mellem den rationelle og den intuitive proces i hendes arbejde med Design Research. Modellen illustrerer desuden, at pro-cessen veksler mellem det specifikke lag og det ’hele’. Von Seggern argumenterer for, at hun gennem modellen får adgang til hele det virkelige liv – ’Raumgeschehen’. (Seg-gern 2019, 17). Hendes afsæt er, at alt kan adresseres fra et rumligt perspektiv.
”The nature of the work lies in the transformative combina-tion of design-orientated, scientific, artistic, craftmanship and everyday ways of working and suitable practices, for-mats and tools. As an academic field, it thus requires inter-disciplinay and transdisciplinary collaborations on one hand and a bottum-up approach with a top-down on the other.”
(Citat: Hille Von Seggern, Seggern 2019, 26)
Von Seggern kombinerer Design Reseach med metoder fra andre fagligheder. Desuden giver hun mulighed for at interagere undervejs og tilpasse formen med de hverdagspraksiser, som findes på stedet. Hun argumenterer for, at det er den kombination af forskellige metoder og disse bevidste justeringer i kombination med engagement, der gør det muligt at opfange ste-dets kompleksistet. Det skal forstås sådan, at stedet frigiver sit potentiale. Engagementet har således en transformativ effekt. Den effekt opstår som en transformation af selve forståelsen for stedet. Det sker i det kreative øjeblik, hvor intuition, følelser og ræsonnement forenes i et øjebliks genkendelse, indsigt og kreativitet (Seggern 2019, 27).
Metode: Vandring
Henrik Schultz har udviklet vandring som en metode til udvikling af landskabsarkitektur og forskning. Besigtigelse af områder er en integreret og (næsten) obligatorisk del af by- land-skabsfagets vidensindsamling. Schultz er blot én blandt flere, der bruger vandringer som en del af sit udviklingsarbejde eller praksis. Schultz fremhæves her, da han specifikt har udvik-let det som en forskningsmetode. Ifølge ham, opleves potentialer i stor-skala landskaber ved at engagere sig kropsligt. Gangens simple rytme giver mulighed for en intens oplevelse af landskabet og konstant oplevelse af forandringer. Overraskelser og forhindringer giver op-mærksomhed på forskellige muligheder for at bevæge sig gennem landskabet og den lange vandring giver fornemmelsen af flow, mulighed for refleksion og associerer. Schultz beskriver tre modus ’discovery, flow, reflection’ som vandringen veksler imellem. Argumentationen er altså, at vandringen bidrager til engagement i stedet, genering viden og ideer. Schultz har udviklet et sæt af regler for vandringen, men opfordrer til at reglerne bruges som afsæt for at eksperimentere med vandringerne (Prominski, Seggern, og Schultz 2019).
METODE
Metode: Dialog
Svend Brinkmann og Lene Tanggaard Pedersen skriver i kapitlet ’Interviewet: Samtalen som forskningsmetode’ (Tanggaard Pedersen og Brinkmann 2010), at interviewet ofte bruges til at få adgang til menneskers livsverden. Det vil sige verden som de interviewede umiddelbart oplever den og møder den i hverdagen. Herunder peges på tre forskellige positioner, der forholder sig til interviewet, men som er grundlæggende uenig om, hvad det er for en viden forskeren får adgang til gennem interviewet.
A) Oplevelsen af verden! Brinkmann og Tanggaard Pedersen refererer til den fænomenologiske videnskab og dens princip om at tage udgangspunkt i oplevelsen af verden som det primæ-re, mens teorier og forklaringer er sekundære.
B) Hvordan italesættes verden? Socialkonstruktivister har fokus på, hvordan vi taler om ver-den
C) Fælles konstruktion af verden. Diskursorienterede hævder, at erfaringerne konstrueres i dialogen mellem informanten og intervieweren
Brinkmann og Tanggaard Pedersen hævder, at samlet set er interviewet en social praksis, og at måden, hvorpå interviewet gennemføres, har betydning for den viden interviewet bibrin-ger. Endvidere mener Brinkmann og Tanggaard Pedersen, at i et postmoderne perspektiv, hvor genrer blandes, accepteres det at interviewet både kan give viden som informanten har om emnet inden interviewet, og at der gennem interviewet opnås nye erkendelser (Tang-gaard Pedersen og Brinkmann 2010, 31).
Udvikling: Kortlægning
Kortlægning som praksis og samlende format for forskelligartede informationer er ubestridt et af planlægningens og landskabsarkitekturens vigtigste redskaber. Litteraturen omkring kortlægning er omfattende og udfoldes ikke her. Her fremhæves kortlægningen som metode for en særlig form for vidensproduktion, som beskrives af bl.a. Corner i hans nøgletekst ’The Agency of Mapping: Speculation, Critique and Intervention’ (Corner 2002 [1999]). Corner foreslår, at
“As a creative practice, mapping precipitates its most productive effects through a finding, that is also a founding; its agency lies in neither reproduction nor imposition, but rather in uncov-ering realities previously unseen or unimagined, even across seemingly exhausted grounds.”
(Citat: Corner 2002, 213 [1999]).
Kortlægning er i denne forståelse således ikke blot en nøgtern optegnelse. Den kan frisætte potentialer, der ellers overses. Emnerne for kortlægningen kan overlejre fysiske forhold som topografi, veje og bygninger og ikke fysiske forhold som naturlige processer, historiske be-givenheder, praksisser eller økonomiske- og lovgivningsmæssige forhold. Hermed kan der gennem kortet etableres et komplekst billede af relationer, sammenfald og potentialer, der ellers kunne overses. Kortlægningsprocessen er således også fremskrivende. Kortlægningen aktualiserer særlige forhold eller potentialer, og de informationer som kortlægningen frem-kalder som ’findings’ kan blive fundamentet for ’foundings’ i det videre arbejde med stedet.