Kapitlets resultat er etablering af en konceptuel forståelsesramme, der læser erhvervsom-råderne gennem fire samvirkende lag: Globale bevægelser, urbane Landskaber, enklaven og matriklen. Disse lag er knyttet til en skaladiskussion og til en forståelse af lagenes rolle i erhvervsområdernes forandringsproces og erhvervsområdernes potentialer. Forståelsesram-men strukturerer de udvalgte byteoriske begreber efter lagene. Udvælgelsen af begreberne er guidet af tre identificerede temaer: Landskab, heterotopi og dynamik.
Den byteori, der omhandler det urbane landskab, udgør fundamentet for projektets teore-tiske ramme og dermed projektets ontologiske position og den antagelse, at det urbane landskab består af fysiske steder, der er konstrueret af en sammenfiltring mellem mange forskellige systemer og deres bagvedliggende logikker. Den byforståelse har betydning for læsning af erhvervsområdernes rolle i stor skala og for læsning af de konkrete bysituationer.
Selv om den byteori efterhånden er veletableret er den dog ikke tidligere anvendt inden for byforskning, der specifikt undersøger erhvervsområderne i Danmark. De udvalgte be-greber har en heterogen karakter med oprindelse fra forskellige fagligheder og historiske tidspunkter. Begreberne er imidlertid udvalgt, fordi det ser ud til at de kan bidrage til at forstå forskellige fænomener, jeg tidligt har observeret i erhvervsområderne. De bidrager samlet til flerdimensional forståelse af situationen. Det er således et første bud på et vokabularium, der kan anvendes af byforskningen til at tale om, aflæse og diskutere erhvervsområdernes situation og transformation ud fra et by- og landskabsfagligt perspektiv:
- Gennem et ANT-perspektiv italesættes uforudsigelighed gennem termen ’assemblagen’ og en mulighed for at etablere, hvad Beauregard kalder en ’dynamisk stabilitet’ gennem aktø-rernes relationer. Hermed åbnes for en ny læsning af nogle af de bysituationer i erhvervsom-råderne, der af planlæggerne betragtes som uforudsigelige, og for at undersøge den rolle erhvervsområderne har fået som områder ’i krise’.
- Ideen om en ’mulig uorden’ flytter fokus fra en helhedslæsning til det enkelte fragment.
Desuden lægges kimen til en diskussion om en mulig kvalificering af fragmentet, bl.a. ved at have fokus på de ’socialæstetiske erfaringers' betydning for tilegnelse og engagement. Dette er interessant i relation til erhvervsområderne, fordi det ser ud til at deres forandringsdynamik er knyttet til fragmenteret, og at det er svært at motivere et engagement hos brugerne, der rækker ud over den enkelte matrikel.
- Med Shanes blik er det forventningen, at erhvervsområderne kan læses som et dynamisk byelement, der er under bevægelse fra en veldefineret enklave til et område med en he-terotopisk karakter – og at områderne dermed kan få en ny eksperimenterende rolle i det dynamiske urbane landskab. Dog med varsomhed i forhold til at lave en direkte oversættelse;
på nogle erhvervsområder er der noget andet på færde, end det der foregår på de udtjente
TEORI
godsbaner, havnearealer og industrielle områder. Den fortsatte erhvervsaktivitet i enklaven fastholder en del af den oprindelige betydning, anvendelse og opfattelse af området.
- Nielsens arbejde med nye ’bytyper’ åbner muligheden for at sætte fokus på bytyper, der ikke har arkitektonisk bevågenhed, og herigennem afsøge erhvervsområdernes egenskaber og kvaliteter. Både dem, der er planlagt, og de, der er opstået uden planlægning. Det er forventningen af den genlæsning af erhvervsområderne betyder, at det er muligt fra et land-skabsarkitektonisk og planmæssigt perspektiv at diskutere erhvervsområdernes mulige rolle i det urbane landskab.
- Termen ’Fragmented dismanteling’ beskriver erhvervsområdernes transformationsproces som asynkrone parallelle transformationer. I forhold til de tidlige observationer virker det frugtbart at være opmærksom på erhvervsområdernes trinvise transformation på matrikelni-veau.
- Selvorganiseringer og etablering af spontan orden ser ud til kunne beskrive nogle af de dynamikker bag den ’fragmenterede transformation’. Det er interessant at undersøge, om det er i kraft af ’uafhængighed’ og i fravær af relationer til naboer, at aktiviteter lader sig udfolde eller forfalde. Erhvervsområderne er identitetsmæssige frirum, hvor de fysiske rammer kan udnyttes til det enkelte individs drømme og eksperiment. Dette forhold vil imidlertid udfor-dre planlægning af erhvervsområderne.
- Sidst etablerer kapitlet et udvidet sprog omkring ’materielle overskud’, der af brugerne an-vendes som alternativer til byens homogeniserede rum. Igen et ønske om at etablere sit eget rum og fortælling. I forlængelse heraf præsenteres heterotopi-begrebet i forhold til ’deadzo-nes’, der fra et planlægningsperspektiv har en vag identitet, og ofte opfattes som tomme områder, som derfor kan ’koloniseres’, men som i virkeligheden også er en åbne for alterna-tiv anvendelse. I den sammenhæng præsenteres heterotopi-begrebet som en måde at tale om behovet for skabe sine hemmelige verdner. Det forbindes til ’spaces of play’ (legende steder), der nu beskriver karakteren af det rum, der skaber et frirum i hverdagen i en nutidig kontekts.
Gennem ovenstående er der etableret en mulig teoretisk ramme, der give et afsæt for at for-stå, identificere og italesætte erhvervsområders aktuelle situation og deres forandringspro-ces. Kapitlet danner dermed grundlaget for valg af metode og for, hvad der skal kortlægges i casestudierne. Desuden lægges her kimen til den del af afhandlingen, der vedrører mulige strategier for planlægning af erhvervsområderne. Sidst, men ikke gives et bud på projektets første forskningsspørgsmål: Udvikling af en forståelsesramme og etablering af et vokabula-rium, der kan italesætte erhvervsområdernes situation og transformation.
FODNOTER
1 Dette er adresseret af mange ud fra forskellige perspektiver. Se f.eks. David Harvey: ‘From Managerialism to Entrepreneurialism: The Transformation in Urban Governance in Late Capitalism’ fra 1989 og Sharon Zukin:
‘Landscapes of power: from Detroit to Disney World’fra 1992.
2 Som et eksempel har Sieverts og Vigano og Secci udviklet deres begreber gennem studier af konkrete byområder i Tyskland og Norditalien og holdt dem op mod teorier om f.eks. globalisering.
3 Se f.eks. videnskabsteoretiker Horts W. J. Rittel og byplanlægger Melvin M. Webber artikel: "Dilemmas in the general theory in planning" (Rittel og Webber 1973), Patsy Healy: "Urban Complexity and Spatial Strategies", hvor hun undersøger ’temporary restings’. (Healey 2007) og byplanlæggere Gert de Roo og Luuk Boelens: "Spatial planning in a complex unpredictable world of change" (Roo og Boelens 2016).
4 Professor i byplanlægning Robert A. Beauregard har fået en særlig rolle i forhold til projektets arbejdet med uforudsigelighed. For det første var Beauregard vært for mit studieophold på Columbia University, New York og bidrog til mit arbejde med værdifulde og konstruktive diskussioner. For det andet er den artikel som teksten her referer til blevet til på baggrund af en præsentation på Rising Architecture, hvor Beauregard præsenterede den teoretiske ramme, og jeg eksemplificerede denne med erhvervsområderne som eksempel.
5 Sociologerne Bruno Latour, Michel Callon og John Law står centralt i dette udviklingsarbejde.
6 Tuan stiller rum (space) op som modsætning og differentierer mellem rum, som knyttes til bevægelse, abstraktioner som f.eks. økonomisk rationalitet, og sted som knyttes til pausen og det at blive involveret. (noten er uklart formuleret)
7 Gennemgangen har vægt på en amerikansk kontekst.
8 Egen oversættelse af ’ecological urbanism’.
9 Den kritisk findes bl.a. i læsning af den amerikanske landskabsarkitekt John Jacksons kritiske essays (Jackson og Zube 1970, 79).
10 De argumenterer for at ressourceforbruget primært er knyttet til byerne, og det er derfor urimeligt, at problemet eksportes ud af byen. Øget biodiversitet på arealer til landbrug og skovdrift er desuden vanskelig, da de arealer er pålagt krav om effektivitet.
11 Martin Odgaard og Stefan Darlan Boris har, blandt andre, arbejdet med økologiske processer i forhold til planlægning og landskabsarkitektur i en dansk kontekst. De har hhv. set nærmere på, hvordan planlægning, inddragelse af brugere og æstetiske oplevelser kan bidrage til at fremme en rigere biodiversitet.
12 Shane beskriver byelementerne i forskellige kombinationer og illustrerer dem gennem konkrete eksempler fra hele verden – ud fra fire sameksisterende byøkologier: Megacity, Fragmented Metropolis, Megalopolis og Metropolis.
13 Nielsen argumenterer for at bruge ‘type’ frem for typology, da type har tradition for at fungere som et analytisk redskab og som et mere fremadrettet operationelt begreb.
14 Se bl.a. den byteori, der kredser om stedsforståelse, og som er behandlet af bl.a. den franske sociolog Michel de Certeau’s" The Practice of Everyday Life" fra 1984 (Certeau 1988), Henri Lefebvres: "Production of space" fra 1991 (Lefebvre 2011) og antologien af Carol J. Burns og Andrea Kahn: "Site Matters" (Burns og Kahn 2005)
15 Platform er sammenlignelig med dette projekts enklave/erhvervsområde.
16 ‘Dead zone’ er Dorons egen oversættelse fra hebraisk. Betegnelsen bruges i jargon blandt israelske planlæggere og er specifik anvendt i en revitaliseringsplan for et område.
17 Med inspiration fra Johan Huizinga’s bog "Homo ludens" (1938).
18 Dehaene og De Cauter referer ikke direkte til Soya’s begreb ’Third Space’ eller ’thirding’ her. Det udelukker imidlertid ikke, at Edward Soya begreb kan være et interessant perspektiv på erhvervsområderne, da han refererer til heterotopier i kapitlet: 'Heterotopologies: Foucault and the Geohistory of Otherness' i hans bog "Third space"
fra 1996. Soya referer desuden til Henri Lefevbres arbejde med den rumlige triade, hvor han konceptuallicerer det producerede sociale rum gennem tre perspektiver. Det er dog for omfattende, at behandle her.
19 I legen inkluderer de det teatralske og rituelle.
20 Dehaene og De Cauter læner sig her op ad den hollandske kulturhistoriker Johan Huizinga og hans bog "Homo Ludens" fra 1938, der definere at leg indeholder syv elementer: 1) Det er en fri handling; 2) Udenfor hverdagen; 3) Uden et mål; 4) Regelbundet; 5) Ofte i sammenhæng med et fælleskab og 6) Ofte delvis skjulte.
21 Foucault bruger eksemplet om ’localized utopias’ som alle børn kender i en forelæsning året før, nemlig 1966.
TEORI
METODE
METODE
“A new idea, an insight or an intervention often begins by seeing things differently.”
(Citat: Wilhelm Krull 2008) Kapitlet giver en kort introduktion til forskning i urbane landskaber og beskriver de metoder, der skal besvare forskningsspørgsmålene. Herefter beskrives projektets positionering, meto-der og emner for unmeto-dersøgelserne i de to casestudier.
Kort om det urbane landskab som forskningsfelt
Forskningens felt er erhvervsområderne som en del af det urbane landskab. I teorikapitlet be-skrives det som et komplekst urbant landskab af overlappende globale, lokale, økonomiske, sociale, økologiske og kulturelle systemer, der spreder sig i netværk og samler sig i knude-punkter. Rumligt skaber disse overlap et fragmenteret landskab. Uforusigeligheden opstår i uventede overlap mellem de forskellige systemers logikker og processer. Spørgsmålet er, hvordan det er muligt at bedrive forskning i det urbane landskab.
Udfordringen italesættes af det tyske tværfaglige netværk Studio Urbane Landschaften i publikationen Creating Knowledge (2008). Publikationen har fokus på sammenhæng mellem videnskabelse, designing og innovationsstrategier inden for design af de urbane landskaber (Seggern m.fl. 2008). Martin Prominski argumenterer for et skift, hvor videnskabelse flyttes fra et reduktionistisk verdenssyn ’Mode 1’ til et evolutionært verdenssyn 'Mode 2’1 Det er et skift fra det universelle til kontekstualiserende, fra disciplin til det interdisciplinære, og fra ’ren’
forskning til anvendelsesorienteret forskning (Prominski 2008, 261–63). Vidensproduktionen handler om transformation, det unikke og er målrettet.
Design kan spille en central rolle i 'Mode 2'-forskning, mener Prominski. Han henviser til Do-nald Alan Schöns bog The reflective practitioner (Schön 1983), der beskriver den refleksive praksis, der anvendes af professionelle til at drive viden frem. Schön pointerer, at design kan fungere som ’samtalen’ mellem designeren og det virtuelle produkt (f.eks. skitsen), der ud-folder potentialer og problemer. Den bevægelse er en ’refleksiv praksis’. Prominski peger på, at den måde at arbejde på åbner en problemstillings kompleksitet og konflikter uden at undertrykke dem, som det sker i mere traditionelle objektive videnskabelige metoder. Hans konklusion er heraf, at netop design er et særligt anvendeligt værktøj i forbindelse med forsk-ning i emner, der vedrører urbane landskaber (Prominski 2008, 265)2.
Det stiller imidlertid en udfordring: Design er kontekstspecifik. Spørgsmålet er derfor, hvor-dan viden meningsfyldt kan overføres fra en kontekst til en anden. Prominski foreslår et ka-tegoriserende og tematiserende mellemniveau. Det strukturerer viden og erfaringer fra en specifik situation til et mellemniveau, der opsamler i en slags opmærksomhedspunkter. Disse bidrager med viden ind i en sammenlignelig situation og fungerer som katalysator for et egentlig designprojekt (Prominski 2008).