I starten af 1800-tallet er industriproduktionen primært knyttet til statsfinansieret produktion af skibe, beklædning og våben til militæret og tekstilindustrien5 i København. Samtidig presser befolkningstilvæksten, det indre København til bristepunktet – med både administration, han-delsliv, mindre produktions- og håndværksvirksomheder og tætpakkede boliger på begrænset plads. Allerede i 1851 indføres bestemmelser for hvilke produktioner, der af sundhedshensyn skal ligge uden for byen (som kemiske fabrikker, slagterier og benbrænderi). Desuden anviser sundhedspolitiet særlige områder til f.eks. fabrikation af friktionssvolvstikker og sæbesyderier.
I forlængelse heraf udlægges også jorde med servitutter for placering af anlæg, der kan gene-re boliger eller det almene (Eriksen, Københavns Kommune, og Miljøkontrollen 1998, 12–17)6. Netop sundhedsrisikoen ved at placere boliger og fabrikker tæt er den, der den dag i dag dan-ner baggrund for zoneopdeling. Man kan sige, at det blev begyndelsen på en funktionsopdelt planlægning.
Situationen igangsætter diskussioner om byens udvidelse. Efter års uenighed presses militæret til at opgive demarkationslinjen (1852) og åbner i 1867 for bebyggelse uden for voldene7. Det bliver både starten på en hastig og spekulativ udvidelse af København og de første egentlige udlægninger af jord til fabrikker uden for bymidten, langs havnen og jernbanen8 (Madsen 2009, 115–18). Indtil 1870'erne findes dog hovedsageligt håndværksbaseret produktion i byen. Det er mindre virksomheder, der i begrænset omfang gør brug af dampkraft og som først i løbet af 1890'erne bliver til egentlige industrielle produktioner, der benytter sig af elektricitet (Eriksen, Københavns Kommune, og Miljøkontrollen 1998, 17).
Produktionsformerne ændres i starten af 1900-tallet, og i 1930'erne begynder virksomheder-ne at efterspørge plads til udvidelse, bedre infrastruktur og mulighed for at kunvirksomheder-ne producere
ugeneret. Det er typisk disse virksomheder, der flytter til de nye erhvervsområder. Det gælder f.eks. snedkerfirmaet Johs. Madsen og Søns maskinsnedkeri, der i 1940 købte en af de nye indu-strigrunde i Danmarks første industriområde i Gladsaxe. Argumentet for dem var, at de i Køben-havn har uhensigtsmæssige lokaler og mangel på plads (Kristensen 1949). Et andet eksempel er A/S Automatic, der køber grund i Gladsaxe for at samle hele produktionen, i stedet for de mange forskellige lokaler, som firmaet havde spredt i indre by (Fink 1949). Produktioner løsriver sig fra byens historiske kerne og placeres i enklaver uden for byen. Samtidig er både de tidlige produktionsanlæg og baggårdsproduktioner i midtbyen stadig virksomme. Det er først senere, at den omfattende sanering af bymidten går i gang, og udtømningen af baggårdsproduktioner starter (Saneringsloven 1959). De store fabrikker lukker først ned fra 1980'erne og frem (f.eks.
BW-værftet på Refshale øen i 1996, Den Kongelige Porcelænsfabrik på Frederiksberg i 2004, Carlsberg i Valby i 2007).
Det tidssnittet er et godt eksempel på, at de industrielle bølger i perioder eksisterer samtidigt og er parallelt overlappende. Det er derfor mere korrekt at betragte etableringen af de nye fabrikker som introduktion af en ny type produktion og en ny organisering, der lægger til det allerede eksisterende. Det er ikke et enten eller, men et mere flydende skift.
Velfærdsbyens vækstmotor
For at kunne forstå erhvervsområdernes etablering i en byplanfaglig kontekst ser dette afsnit nærmere på industriens placering i Engsplanen for København fra 1947, herfra benævnt Fin-gerplanen. Fingerplanen er ikke et planlovsdokument, men udviklet af Byplanlaboratoriet som en vision for København og omegn. Den er interessant i forhold til nye industriområders etab-lering, fordi den eksplicit beskriver tankerne fra datidens byplanlægningsperspektiv, herunder den internationale inspiration. Desuden får planen stor betydning som et strukturbillede, der også inspirerer andre danske byer. Med Fingerplanen som linse eller oversætter, kan jeg således se en forbindelse mellem de internationale industrielle bølger, forestillingerne om den ideelle by og det, der er på færde i Danmark. Altså de indledede øvelser til en bedre forståelse af er-hvervsområdernes dna.
Mette Tapdrup Mortensen peger på at forfatterne9 bag Fingerplanen trækker på forskellige typer international inspiration. Hun nævner her den amerikanske Lewis Mumford, der gennem bogen Cultures of cities (1938) beskriver ideen om, at en opdeling af byerne i mindre selvforsy-nende enheder og mindre naboskaber er en forudsætning for det store fællesskab. Desuden påpeger Mortensen og Jens Kvorning, at Sir Patrick Abercrombies Greater London Plan (1944) også fungerer som inspiration (A. M. T. Mortensen 2013, 3; Kvorning 2010, 32). Det bakkes op af Edmund Hansen, der beretter om sit syn på planlægningen under og efter krigen. Ifølge Han-sen fik planlæggerne under krigen information om planlægning i USA og England; i de sidste af krigens år modtog de ’faglig orientering’ gennem ulovlige hæfter. Bl.a. om de byplanmæssige udfordringer i England og om forslaget til ’Greater London plan’ fra 1944. Desuden fik de efter krigen adgang til Mumfords bog, som inspirerede planlovgivningen i Danmark (Hansen 1987, 12).
BYHISTORISK KONTEKST
Københavnske Fredningsplan fra 1936 blev også vigtig i forslaget til de grønne kiler mellem byfingrene. I industriområderne er der dog fokus på at anvende det grønne som en stødpude mod boligområder og bevoksningen som afskærmning. I 1949 – to år efter Fingerplanen så dagens lys – offentliggør Arkitektens Månedshæfte en artikel, der præsenterer ideer fra fabrik-ker i USA (eksempelvis Austin Company, Cleveland) og Hilberseimers idéforslag til 'Ever Green Coorporative'. USA og England bruges i Fingerplanen som eksempler på, at industriområder kan udvikles og driftes som private selskaber. Som alternativ foreslås det, at det offentlige kan etablere erhvervsområder og fabrikker på bestilling, til køb eller udlejning på lang eller kort sigt (Krohn 1949).
Industriens placeringer i Fingerplanen
I forhold til udlægning af de nye erhvervs og industriområder i Danmark fik de planideologiske tanker bag den funktionsopdelte by særlig betydning. Hvor direkte en indflydelse Athen Char-teret har haft på Fingerplanen fremgår ikke tydeligt af teksten. Sammenholdes Fingerplanen med Athen-charteret deles bekymringen for den opdeling mellem bolig og arbejdssted som industrialiseringen bragte med sig. Men, hvor charteret anbefaler at distancen mellem bolig og arbejdssted skal reduceres til et minimum, forestiller forfatterne bag fingerplan sig, at der inden for et større byområde i teorien skal være balance mellem bolig og arbejdskraft – altså en de-centraliseret by. Fingerplanen bevarer den historiske by og planlægger nye bysamfund med bo-lig og arbejdsenklaver uden for indre by. I indre by skal der forsat være plads til handel, kontor, håndværk og til de industrier, der er afhængig af besøg af kunder (city-industrien). Forfatterne bag Fingerplanen har også forståelse for, at nogle virksomheder er omkostningsfulde at flytte.
De virksomheder, der skal ud af byen til de nye industriområder, er derfor dem, der har behov for at udvide, er uafhængig af kundebesøg og har en stabil fast arbejdskraft. Samtidig foreslår forfatterne, at der ikke blot i bymidten, men både inden- og udenfor bæltet skal være mulighed for mindre industrikvarterer, værkstedsenklaver og enkelte større virksomheder, og at der i bo-ligområderne kan inkluderes værksteder som skomagere og cykelværksteder. Argumentet er, at der er behov for den slags service i hverdagen, og at boligområderne ellers bliver kedelige. Der er således i planen en høj grad af pragmatisme, videreudvikling af det eksisterende og mulighed for forskellige typer af kombinationer af boliger og produktion og dermed sameksistens. De muligheder synes dog at være glemt i realiseringen, når jeg i dag besøger de monofunktionelle bolig- og erhvervsområder.
Fingerplanens principskitse for placering af de nye industriområder trækker direkte på referen-cer til Berlin. Byen fremhæves som inspirationskilde, fordi forfatterne vurderede at Berlin var længere fremme med planlægningen end København. Desuden fandt de lighedspunkter i for-hold til, hvordan eksisterende industri var placeret i de to byer. Fingerplanens diagrammatiske skitse foreslår, at nye større industriområder skulle placeres ved ’håndroden’, så de kunne nås både af beboerne i byen og af borgerne, der havde bosat sig i 'fingerne'. Sidstnævnte ved at benytte de sporveje, som planlæggerne forventede ville komme med tiden. De store industrio-mråder skulle placeres så de krydsedes af ringveje eller af bybanen. Jernbanen skulle håndtere
Kortklægning af Københavns eksisterende industri (Fingerplanen s. 92).
Betænkningen “Københavnsegnens Grønne Omraader”
fra 1936 fik indflydelse på de grønne fingre i Fingerplanen.
Men ud over at anvende begrønning til at afskærme, synes der ikke at være forbindelse mellem industriområderne og Fingerplanens landskabelige hovedtræk.
Inspiration fra Berlin (Fingerplanen s. 94).
BYHISTORISK KONTEKST
(Udklip Fingerplanen s. 49) (Udklip Fingerplanen s. 49)
(Udklip Fingerplanen s. 94) (Udklip Fingerplanen s. 94) Diagram og kort over fremtidens industri og de nye erhvervsområder i
København (Fingerplanen s. 94).
persontransporten, og veje og havn skulle håndtere gods. Det var desuden tanken, at indu-striområderne skulle samle virksomheder inden for én branche, så det derved blev nemmere at etablere forskellige services gennem et fagligt fællesskab. Virksomheder med behov for kul eller tunge råvarer skulle lægges ved kaj, eller sammen med særlig farligt industri.
Forventningen om at det var muligt at skabe geografisk sammenhæng mellem bosted og ar-bejdssted fik også indflydelse på, hvor de nye industriområderne skulle placeres. Både deres størrelse og placering skulle tilpasses infrastrukturen og de erhvervsgrupper, der boede der, og hvem man forventede, der ville flytte dertil. F.eks. havde Nordegnen en mindre procentdel af in-dustriarbejdere end Vestegnen. Derfor skulle der være relativt mindre industri på Nordegnen end på Vestegnen. Da kommune og sogne mod vest (særligt Gladsaxe) netop var forgangskommuner i forhold til udlægning af industriområder hang den tanke fint sammen med den eksisterende udvikling. (Copenhagen, Egnsplankontoret, og Egnsplankontoret (Copenhagen 1993, 49, 91–94).