Enklaven
Sprogligt kommer ’enklave’ fra ordet ’indelukke’ og beskriver et område, hvis karakter er for-skellig fra de omkringliggende områder. Enklaven genfindes i byhistorien som den befæste-de midbefæste-delalbefæste-derby eller et afgrænset områbefæste-de i byen, f.eks. befæste-det jødiske kvarter i Venedig befæste-der blev betegnet 'ghettoen', hvor regler eller normer enten virker beskyttede eller isolerede for en gruppe af befolkningen. En anden afgrænsning etableres gennem skala eller bygningsty-pologi, der skaber et særligt udtryk for et område. Kevin Lynch beskrev i 1960, som del af en mental aflæsning af bylandskabets billeder, disse enklaver som ’distrikter’ og byens organise-rende elementer som en identifikations- og navigationsmarkør (Lynch 1960).
Erhvervsområdet, læst som en enklave, er resultatet af den funktionalistiske byplanlægning, der zoneinddelte de nye bydele i forstaden efter anvendelse. Her er ’enklaven’ ikke etableret som en etnisk eller kulturel adskillelse eller som et byområde med en særlig identitet (selv om resultater er blevet sådan). Enklaven er en operationel del af et planværktøj. Den giver de bedste betingelser for den anvendelse zonen er bestemt for, bidrager til en rationel organi-sering af byen, og særligt for erhvervsområderne skulle den planlægning beskytte borgerne mod støj og forurening. I praksis og i en planmæssig kontekst fungerer erhvervsområderne i dag som en rumlig, planjuridisk, programmatisk og identitetsmæssig afgrænset enklave. Det er en administrativ ramme, som virker gennem kommuneplanrammer og lokalplaner. Det har betydning for, hvad der må ske på matriklerne – og nok så vigtigt – hvad der ikke må ske.
De officielle regler og opbyggede normer definerer erhvervsenklavens interne karakter og udvikling. Det adskiller den fra resten af byen. Det, der i kommuneplanen er optegnet som en streg, der planlovsmæssigt adskiller bestemte matrikler og selve erhvervsområdet fra dets omgivelser, manifesteres som en synlig og markant overgang mellem erhvervsområdet og resten af byen.
Fordi det fortsat vil være igennem plansystemet at fremtidige transformationer godkendes og effektueres, er det meningsfuldt at forstå dem som en enklave – selv om
erhvervsområder-Overgangen mellem enklaven (erhvervsområdet) og det åbne land i Nørre Alslev.
The Holland Enclave, Singapore.
TEORI
ne er i opløsning og under forandring. Samtidig kan netop enklavens kant og afgrænsning sættes i spil i transformationsprocesser, hvor det giver mening at perforere, skubbe til eller opløse kanten.
Erhvervsområderne læst som et dynamisk byelement
David Grahame Shane beskriver den moderne bys udvikling som kombinationer af tre kon-ceptuelle elementer: Enklaven, armaturet og heterotopien. Enklaven beskriver Shane som et klart afgrænset område, der er organiseret hierarkisk og fungerer som et referencepunkt eller midlertidige stop for mennesker og varer i strømmen af bevægelse (f.eks. hoteller, varehuse eller containere). I et modernistisk perspektiv kan det være et monofunktionelt område som f.eks. en erhvervspark. Armaturet er en forbindelseslinje, der organiserer byens tid og rum i en lineær logisk proces. Heterotopi-begrebet har sin oprindelse hos Michel Foucault, der i 1967 præsenterede ideen om heterotopi ´det andet sted’. Foucault hævder, at heterotopien findes i de fleste kulturer. Ligesom utopien er heterotopien et spejl af det eksisterende sam-fund kondenseret som et mikrokosmos. Men modsat utopien findes heterotopien i virkelig-heden. Heterotopien er isoleret og med begrænset adgang. Den afviger fra det normale, men den er ikke på forhånd værdiladet som et godt sted eller et dårligt sted. Tværtimod indeholder heterotopier både drømme og ønsker (bordeller, feriebyer) og frygt (fængsler og kirkegårde). Heterotopien kan fungere som ramme for ekskluderede elementer fra andre systemer. Her kan forskellige eksperimenter afprøves uden at forstyrre hele byøkologien12 (Shane 2011, 36–65). I denne sammenhæng er det interessant, at byelementerne kan trans-formeres, skifte karakter og indgå i forskellige kombinationer. F.eks. fra enklave til heterotopi.
Denne transformationskapacitet kan betragtes som en kvalitet. Shane eksemplificerer dyna-mikken med velkendte eksempler som ’hippiernes’ overtagelse af forladte lagerbygninger, slagterhuse, fængsler og militærområder, f.eks. Christiania i 1970'erne. I manglen på boliger, tiltrukket af billige kvadratmeter og med lysten til at skabe alternativer til det eksisterende samfund, udnyttede de at forældede institutioner efterlod tomme bygninger og indtog dem til alternative formål. Samme dynamik kunne ses i Camden Town i London og East Village i New York, der i dag er attraktive områder (Shane 2011, 66–81).
Det er en dynamik, der også ses i dag på f.eks. godsbanearealer, slagterigrunde og havnea-realer, som mister deres oprindelige funktion. Hvor det tidligere blev betragtet som et pro-blem, har byudviklere (planlæggere, investorer og politikkere) de sidste 20-30 år haft fokus på netop den indbyggede dynamik. Eksempelvis betragtes besættelser ikke nødvendigvis længere som ulovlige og problematiske. Ejendomsinvestorer og myndigheder har fået blik for, at midlertidig anvendelse kan bruges aktivt i en bystrategisk indsats, hvor kreative aktører i en periode skaber en heterotopisk legeplads for kulturproduktion og iværksætteri. Gennem deres tilstedeværelse og praksis ændrer områdets identitet og betydning fra udtjent areal til byens nye kreative og eksperimenterende område (Temel og Haydn 2006; Boye, Skammel-sen, og Vestermann 2008; Overmeyer 2007). Dog ses det også, at den nye fortælling bliver så
’succesfuld,’ at det økonomiske og identitetsmæssige frirum forsvinder og skubber de
oprin-TEORI NDSN er en ombygget værftshal i Amsterdam. Projektet blev til gennem
et udbud, hvor kreative entreprenører gav deres bud på hvordan væftet kunne anvendes. Etablering af et kreativt miljø har fungeret som en bevidst strategi for at tiltrække større virksomheder, der var intesseret i de unge entreprenører og i at blive en del af områdets brand.
Christiania er et eksempel på et byeksperiment, der som et ’mikro kosmos’, afprøver alternative livsformer. Det er i dag både en af Københavns attraktioner og et område, hvis eksistens er til evig diskussion.
delige indflyttere ud. Hvis byhistorien betragtes med udgangspunkt i heterotopi-begrebet, kan der findes et utal af eksempler på, hvordan omdannelse af udtjente bygninger skaber grobund for at hele byområders rolle redefineres og dermed ændrer byens dynamiske pro-cesser.
Genbeskrivelse af de ’ufærdige’ enklaver
Tom Nielsen har identificeret en række nye bytyper13 i det urbane landskab, der etableres i takt med byernes udvikling i landskabet og ’underkastes mere principielle og dybtgående overvejelser’ (Nielsen 2011, 44). Den observation vidner om, at selv om byudviklingen kan beskrives som uforudsigelige sammenstød mellem modstridende systemer, logikker og ak-tører (Sieverts 2008, 255; Harvey 2008; Lieto og Beauregard 2016), så udvikles fortsat gene-relle fænomener, der er mulige at beskrive.
Nielsens arbejde ligger i forlængelse af en tradition for at opdage fænomener i den nye bys arkitektur, som ellers ikke har arkitekturens bevågenhed. Blandt eksempler på en sådan tilgang kan nævnes Robert Venturi, Denise Scott Brown og Steven Izenour. Venturis bog Le-arning from Las Vegas (Venturi, Scott Brown, og Izenour 2000 [1972]), Bergers undersøgelse af amerikanske overskudslandskaber ’Drossscape’ (Berger 2006) og i en dansk kontekst, af Carsten Juel-Christiansens beskrivelse af forstadens områder (Juel-Christiansen 1985). Men, hvor fokus i deres arbejde primært er beskrivende og accepteres som ’almost alright’, så træ-der Nielsen frem med en tydeligere normativ agenda og peger på udviklingsperspektivet i relation til de urbane landskaber. Nielsen argumenterer for, at disse nye bytyper endnu ikke har fundet deres endelige form. Dermed rummer de et potentiale, som leder til spørgsmå-let: ’…(H)vordan disse former kan udvikles, så de mere tilfredsstillende … kan udfylde både æstetiske og funktionelle roller i de grænseløse byer?’ (Nielsen 2011, 44) De nye bytyper er hermed et indsatsområde for en arkitektfaglig praksis (Nielsen 2011).
Nielsens tilgang er interessant i denne sammenhæng, fordi han ikke blot inddrager de nye 'ufærdige' bytyper, men også forstadens ’oprindelige’ enklaver. Ved at læse dem som ufærdi-ge by-typer, dekonstrueres det ensidiufærdi-ge fokus på erhvervsområdernes anvendelse som mon-ofunktionelle enklaver til produktion. Erhvervsområdernes mangfoldighed og forskellige landskabssituationer er kvaliteter, som i andre by- og plansituationer beskrives som særdeles værdifulde. Ved at genbeskrive erhvervsområder som ufærdige bytyper (og noget andet end blot erhverv) åbnes der for en ny diskussion om, hvordan de kan udfylde ’en æstetik og funk-tionel rolle’ og være et indsatsområde for en arkitektfaglig praksis.
TEORI
Kvalificering
Artiklen ’Qualifying urban landscapes’ (T. Clemmensen, Daugaard, og Nielsen 2010) af Tom Nielsen, Thomas Clemmensen og Morten Daugaard bygger på en tværlæsning af Viganó, Ascher og Sieverts, og heraf identificerer forfatterne fem pejlemærker for kvalificering af de urbane landskaber. De anvender fem pejlemærkerne til at undersøge forskellige situationer i bylandskabet og til at udvikle en række designkoncepter. I dette projekt anvender jeg de fem kvaliteter som guide i kortlægning af erhvervsområderne. Dette arbejde introduceres nærmere i afhandlingens metodedel. Nielsen, Daugaard og Clemmensens fem pejlemærker for kvalificering af de urbane landskaber er:
Ejerskab:
Kvaliteten ’ejerskab’ beskrives i artiklen som muligheden for at folk kan interagere med om-givelserne. Med reference til Sieverts er indflydelse på stedet afgørende for etablering af læ-rende æstetiske landskaber. Det handler således ikke om et juridisk ejerskab, men med den æstetiske oplevelse følger ejerskab og en moralsk forpligtigelse over for stedet.
Sameksistens:
Sameksistens handler om de urbane landskabers evne til at rumme en mangfoldighed af livs-stile, aktiviteter, kulturer og interesser. Herunder at der, i den rette skala, kan etableres urbane miljøer – eller ’forhandlingsrum’, der fordrer sameksistens.
Forbindelser:
Forbindelser handler om at skabe sammenhæng mellem de urbane landskabers elementer og skalaer. Herunder at forbinde globale elementer og logikker med lokale. Ifølge artiklen kan forbindelser, der overlapper og har ’dobbelt kodede’ zoner, fungere som lim mellem elementerne.
Diversitet:
Denne målsætning hænger sammen med sameksistens, men lægger større vægt på at det urbane landskab understøtter både de urbane og landskabelige processer og dermed bliver
’beboeligt’ for forskellige brugere, indkomstgrupper og har høj biodiversitet.
Porøsitet:
Det handler både om de urbane landskabers evne til at forandre sig og optage transforma-tion. Desuden handler det om at reducere barrierer og øge muligheder for bevægelse gen-nem landskabet for både mennesker (særligt bløde trafikanter), vand, dyr og planter.
Nøgleord ’enklaven’
Dynamisk byelement/ Forandringskapacitet Nye bytyper
Kvalificering af de urbane landskaber
Matriklen