Skilsmisse

Fra denne rapports forfatter skal her igen lyde en metateknisk bemærkning. Det har været et metodologisk standpunkt ikke at ville begynde at fortolke på respondenternes udsagn.

Dette princip håndhæves også her. Da diskussionen om ”stening” kan virke krænkende eller chokerende for nogle læsere, ville det være nærliggende at begynde at bortforklare nogle af udsagnene eller helt fjerne dem fra undersøgelsen. Det ville dog have været et brud på den metodiske linje. Det drejer sig her om at gøre rede for den vifte af holdninger, som er repræsenteret i forhold til et display-punkt. Respondenternes svar skal ganske enkelt fremlægges med en tilfredsstillende typologisk repræsentativitet. De fleste af respondenterne er voksne, myndige kvinder, solidt forankret i deres værdisæt og i stand til at argumentere for deres valg – hvad enten de er positive, negative eller indifferente overfor hellige skrifters budskaber. Det ville være mangel på respekt for respondenterne at begynde at censurere deres udsagn ud fra en forventning om nogle læseres mulige reaktioner, og det er derfor heller ikke sket. Udsagnene er kortlagt som de er, så man kan ikke afvise, at ovennævnte vifte af argumenter findes i Danmark i dag, men der er heller ikke nogen grund til at generalisere, da der ikke gives undersøgelsesbelæg for generaliseringer i kvalitative studier som dette.

alle mulige andre ting. I islam hvis du får problemer, så plejer man at få en der har giftet kvinden væk på hendes vegne, en fra hendes side og en på hans side til at sidde og snakke sammen om problemerne, og hvis det så ikke går, så er det den sidste løsning. Manden han kan skille sig fra kvinden næsten uden grund. Kvinden kan godt søge om skilsmisse. Hvis hun ikke er lykkelig i sit ægteskab, kan hun godt søge, så skal hun betale alt, hun har fået af ham tilbage, med mindre hun har en reel grund. Men jeg tror også, at det gør noget ved kvinderne, at de ikke bare kan skilles med det samme. De ved godt, at det har rimelig store konsekvenser

Denne konvertit er én af de få, der præcist husker nogle af Koranens bud angående skilsmisse, såsom at kvinden skal vente i tre måneder (2,228), gravide kvinder til de har født (65,2). En anden konvertit er fuldt ud bevidst om forskellen på talaq og khula:

Konvertit, fraskilt

R.: Havde vi nu begge to kunnet opføre os som voksne mennesker, og havde kunnet sætte os ned og klare det her, så kan han egentlig give mig min skilsmisse. Det man gør, det er at man får en talaq, og den kunne han egentlig have givet mig, hvis han ville det. Men det ville han ikke. Så ringede jeg til en imam, som kom hele vejen fra København. Mange gange så sidder danske muslimer, de kvindelige af dem, de sidder mange gange fast, hvis de vil ud af et ægteskab, fordi manden han vil ikke give dem den her talaq. Men islam siger en mand må ikke fastholde en kvinde i et ægteskab, hun ikke vil være i.

I.: Så det var ikke khula?

R.: Nej, det er ikke khula, jeg ville ikke have khula. Er det khula, så er det simpelthen kvinden, der siger at hun vil ud af det her, og det kan hun sådan set gøre uden en grund. Er det kvinden der holder på, hun vil have en talaq, så skal hun have en grund for at kunne gøre det.

I.: Men hvordan begrundede du det så?

R.: Det var ikke så svært. Mange af vores konflikter de sidste mange år, det handlede blandt andet om praktisering af islam. Det blev værre og værre, jo ældre børnene blev. Jeg var ikke konverteret for mange år tilbage for at jeg skulle opdrage mine børn i kultur. Og hvis han og hans familie de vil praktisere kultur, så måtte de selv om det. Men det vil jeg altså ikke være en del af. Og det skulle mine børn heller ikke, for så kunne vi lige så godt leve dansk kultur. Og på det grundlag fik jeg min talaq. Så det var sådan set ikke så svært.

I.: Så du behøvede heller ikke at betale medgiften tilbage eller en kompensation?

R.: Nejnej

Andre respondenter refererer mere løst til islamisk skilsmisse:

Somalier, med tørklæde

R: Jeg synes bare, skilsmisse skal foregå sådan som det foregår nu. Så der kommer nogle og er vidner for, at de ikke er sammen mere. Det kan være ens forældre eller en imam, mest traditionelt og islamisk, hvor man bare skiller og så er man er skilt. Hvor der bare kommer et vidne og så siger manden ’nu er vi ikke gift’, at det er manden der har sagt op. Når han har sagt det én gang, så er det ovre og så er man skilt.

I: Kan en kvinde ikke også sige ’Nu får jeg en imam til at komme’….

R.: Jo hun kan sagtens sige det, men det er bare manden, der skal sige det, når selve imamen er der.

Men hun kan sagtens sige, at hun godt vil skilles.

Somalier, med tørklæde

Det skal vel være islamisk skilsmisse, så kommer det med kommunen bagefter, man bor her jo, så skal det også være sådan.

Et par af respondenterne kommenterer ikke direkte på skilsmisseprocessen, men mere på den situation, som følger efter skilsmissen. Det kan være uden reference til islam:

Afghaner, uden tørklæde

Nogen gange skal manden betale penge, hvis børnene er under 18

Eller med reference til besværligheder, nogle kvinder kan møde, hvis deres mænd ikke accepterer en dansk skilsmisse:

Konvertit, med tørklæde

Mændene ikke kan acceptere en dansk skilsmisse, de har det sådan at skilsmissen skal være islamisk. Men altså imamerne her siger jo, at den er ligeså gyldig som den islamiske. Grunden til, at hun søger den danske, det er jo netop fordi manden ikke vil give hende den islamiske. Og han må ikke fastholde hende i et ægteskab, hun ikke vil være i. Mange af konflikterne opstår ved at konen hun er skilt, men manden vil ikke acceptere de er skilt, for han har ikke givet hende hendes talaq.

Hun har fået skilsmissen gennem det danske retssystem. Så kommer hun så til at ligge og slås lidt på sidelinjen. Familien tropper op, hun får ikke lov til at være i fred. De her kvinder, de ender simpelthen med at flytte til uha-uha. De flytter væk fra deres netværk, for at slippe for manden eller hans familie. Men det er egentlig lige meget om hun flytter til en lille dansk by, fordi han vil stadig ikke lade hende være, han har jo stadigvæk den holdning ”vi er gift, jeg har ikke givet dig talaq.”

Andre tænker mere på muligheden for at blive gift igen:

Afghaner, med tørklæde

Hvis de bliver skilt må både manden og kvinden gifte sig igen

Afghaner, uden tørklæde

Man kan jo blive skilt, hvis man går og er meget utilfredse med hinanden, det må man gerne. Men alligevel er det ikke godt for kvinden, for hvis hun har børn, så er der ikke mange der vil gifte sig med hende. Så skal hun være alene resten af livet, da det ikke er sikkert, at der er nogen, der vil have en kvinde, der har børn og som ikke er jomfru. Det gælder mest kvinderne og ikke så meget mændene, tror jeg. Jeg tror, de tænker sådan, at en mand kommer og sover med en kvinde i sengen, og hun har børn fra manden. Også fordi hun ikke mere er jomfru, så vil de ikke have hende.

Kurder, uden tørklæde

Nu ved jeg ikke om det er rigtigt, men sådan som jeg har forstået, så valgte en af vores profeter i sin tid - i stedet for at blive gift med en jomfru - at blive gift med en, som var skilt. For ligesom at sige, at det var der ikke noget forkert i. Hun var jo stadig ren, eller hvad skal man sige. Men jeg ved, at lige i min kultur, der er det faktisk ikke et så stort problem, heldigvis.

To kvinder omkring de fyrre fortæller om deres egen skilsmisse.:

Uden tørklæde

Piger på det tidspunkt på min alder, de blev gift da de var 16-17-18 år. Men jeg begyndte jo at tage nogle fag på VUC, da jeg var blevet gift. Det skabte en masse problemer i mit ægteskab, en masse problemer. For nu blev jeg lidt mere synlig i samfundet. Det kunne min eksmand ikke lide. Jeg blev overvåget konstant, det hele gik ad helvede til, for ikke at gå i flere detaljer. Så blev jeg så skilt fra ham. Men det var ikke let. Jeg har virkelig betalt så stor en pris. Jeg har jo også stadig vreden i mig. Der er nogle mennesker, jeg ikke kan tilgive, selv om jeg er der 100 % for dem, så kan jeg stadig ikke tilgive dem fordi de med deres ubegavethed og uvidenhed virkelig har ødelagt mit liv og min ungdom. Man kan ikke nå at indhente alt det tabte. Også bare det at være en fraskilt kvinde har jo også sine egne vanskeligheder. Der havde jeg virkelig ondt af mig selv. For hvis det havde været en dansk kvinde, i stedet for mig, hvis hun skulle blive skilt, bare det at træffe den beslutning er jo svært i sig selv. Der vil hun blive støttet af sine forældre og sin omgangskreds. Men det at jeg stod med det valg samtidig med alt det pres og al den manipulation fra mine forældre og fra hans familie. Til sidst var jeg ved at miste forstanden, jeg kunne ikke klare det længere, jeg følte at jeg var ved at blive kvalt.

Med tørklæde

Jeg inviterede min mor og far hjem og sagde at nu skulle vi skilles. Det kom som et chok, for de havde aldrig hørt, at jeg var kommet hjem og klaget over ham. Min mand ikke troede heller ikke på, at jeg ville skilles fra ham, så jeg gik selv til kommunen og fik papirerne på plads og lagde dem på bordet og sagde ’Nu må du gerne skrive under, vi skal flytte fra hinanden’. Der gik det rigtig op for ham. Da jeg havde besluttet, at nu skulle vi skilles, så var jeg bare så kold og kynisk, jeg var helt afklaret. Det skulle bare overstås. Jeg havde det bare så godt den dag, hvor jeg lagde papirerne på bordet. Det var den dato, hvor jeg fik det hele overstået med mig selv. Men om han ville det eller ej, så havde jeg søgt det. Så gik der en måned eller halvanden, hvor han ikke ville flytte, men så kunne han se, at der var ikke andet at gøre. Så flyttede han. Min håndtering af sagen gjorde det nemt, for det er jo ellers svært. Mine forældre og hans forældre er fætter og kusine, så da vi blev skilt, betød det også noget for vores familie. ’Hvem er den skyldige og hvem skal vi holde af?’. Selvfølgelig er det ikke nemt, for du står der og skal tage vare om dine børn, fordi din mand ikke vil skilles. Er det det rigtige du gør overfor dine børn? Er det det rigtige du gør overfor din familie? Alle de der ting og jeg står alene. Alle ser op til mig som en rollemodel i det tyrkiske, jeg har været i Mekka. Så jeg

blev respekteret af min familie og mine venner fordi vi er ’gode muslimer’, det er det vi prøver på.

Vi har en status og jeg skal bryde det hele. Men jeg var klar, og jeg synes, at det var nødvendigt, for jeg kunne ikke være under et tag, hvor vi var to fremmede. Islam har bakket mig op, for islam siger ikke, at det er strengt forbudt at blive skilt.

Der er som det ses i ovenstående stor variation i respondenternes tilgang til skilsmisse.

Det gælder i forhold til oplevelsen af, hvor slemt det er, hvor stort presset fra familien er, og hvorvidt man fortrinsvis refererer til islamisk eller dansk skilsmisse. Tørklæde eller ikke tørklæde lader ikke til at spille den store rolle. Tværtimod bærer den nok mest assertive kvinde tørklæde. Hun trækker også på begge referencer, i det hun juridisk set får en dansk skilsmisse, men moralsk og følelsesmæssigt refererer til islam, ”Islam har bakket mig op, for islam siger ikke, at det er strengt forbudt at blive skilt”. Man kan ikke generalisere ud fra denne undersøgelses statistiske grundlag, men det er dog ikke indtrykket, at de fleste respondenter og deres bekendte refererer til islam først og fremmest. Nogen gør, nogen gør ikke, nogen refererer til begge retssystemer. Faktisk fremhæver en konvertit, at mange synes, det danske retssystem er nemmere at finde ud af end det islamiske:

De plejer ikke at være ret gode til at sno sig, de arabiske kvinder, i forhold til deres rettigheder. Til gengæld så har de ret store fordele med det danske retssystem heroppe. Det har de lidt nemmere ved at forholde sig til. Man går i retten, får sin skilsmisse, og så er det ude af verden.

Formålet med dette studie er først og fremmest at afdække variationen af tilgange. Dog kan selve afdækningen også lægge op til diskussion, især i forhold til de konkrete situationer, hvor mænd ikke accepterer en dansk skilsmisse, men kun anser en skilsmisse for gyldig, når de har givet kvinden en talaq og løst hende fra det islamiske ægteskab.

Sådanne forhold kan diskuteres ud fra FN’s Kvindekonventions ordlyd ” alle kontrakter og alle andre private dokumenter, hvis retsvirkning tager sigte på at indskrænke kvinders retlige handleevne, skal anses for ugyldige.” Hvordan skal man forholde sig? Det er en diskussion, som hermed gives videre til jurister, politikere og andre borgere.

Kvindekonventionen, Kapitel IV, Artikel 15, p. 3

3. De deltagende stater er enige om, at alle kontrakter og alle andre private dokumenter, hvis retsvirkning tager sigte på at indskrænke kvinders retlige handleevne, skal anses for ugyldige.