TEMA 3: PRIVATLIV OG ÆGTESKAB
3.9 Den sociale kontrol
Kvindekonventionen, Kapitel IV, Artikel 15
4. De deltagende stater skal tilstå mænd og kvinder de samme rettigheder med hensyn til lovgivning om personers ret til at færdes frit og til frit at vælge bopæl og domicil.
I forbindelse med uddannelse er det allerede blevet nævnt, at nogle muslimske piger blev udsat for pres og social kontrol under uddannelsen. Enten af muslimske mænd, eller af andre muslimske piger. Men hvordan ser det ud uden for skolen? Ud fra det disponible empiriske materiale lader det til, at det stærke fokus på jomfruelighed er med til at retfærdiggøre den sociale kontrol af den enkelte pige. I forhold til ligestillingsdiskussionen bemærkes det, at det er pigerne, der bliver kontrolleret, ikke mændene. De udsagn, som følger nedenstående, kan holdes op mod en passage i FN’s Kvindekonvention: ”De deltagende stater skal tilstå mænd og kvinder de samme rettigheder med hensyn til lovgivning om personers ret til at færdes frit og til frit at vælge bopæl og domicil.” Det er dog ikke nok, at staten tilstår mænd og kvinder samme rettigheder til at færdes frit. For at staten skal kunne opretholde disse rettigheder, skal borgerne også tilstå hinanden dem.
Den sociale kontrol, som de muslimske piger selv taler om, sætter nogle barrierer i forhold til, hvor man kan færdes med hvem. Formålet er her at afdække den selvforståelse, som præger pigerne, og som har betydning for, hvordan de positionerer sig i forhold til den sociale kontrol. At den sociale kontrol ikke nødvendigvis har noget med tørklæde eller ikke tørklæde at gøre, illustreres af følgende konversation, hvor en pige med og en pige uden tørklæde diskuterer omfang og konsekvenser af den sociale kontrol:
Uden tørklæde
Min mor siger, at det gør ikke noget hvis du snakker med drenge i skolen, det er jo ens klassekammerater, der sker jo ikke noget, det kan jo ikke misforstås. Men hvis man ser en i byen, i biografen med en dreng, så bliver det misforstået.
Med tørklæde
Så starter rygterne, og så går det bare videre til ens forældre
Uden tørklæde
Og så bliver det rygte værre, og så ender det med, at man har gjort ting man ikke har gjort. Det er ligesom når vi sidder i rundkreds og hvisker et ord i øret til hinanden, så ender det med at være et helt andet.
Med tørklæde
Men man ved jo inderst inde, at man ikke har gjort det, folk siger. Så jeg tænker ok, lad dem bare snakke.
Uden tørklæde
Men det ødelægger ens ære, ens families ære. Min mor har været i Mekka to gange nu. Hvis jeg blev set sammen med en dreng, og folk så opdigtede at vi havde kysset og sådan, så ville det automatisk gå ud over min mors rygte, min families rygte.
Med tørklæde
Så ville folk begynde med det der med at ”det er en dårlig familie”
Uden tørklæde
Ja, en dårlig familie, dig skal man i hvert fald ikke være sammen med. Og når det er tid til at blive gift, så bliver det også sværere at finde en mand, for han vil tænke, hende her, hun har været sammen med en anden mand, hende gider jeg ikke være sammen med. Så det påvirker faktisk rigtig mange ting, ud over ære, også ægteskab.
Med tørklæde
Man bliver bare set som en dårlig person.
En studievejleder har dog bemærket, at nogle piger fandt ud af at omgås den sociale kontrol ved at have besøg af kæresten i frikvartererne:
Der har også været noget med kærester, der kommer i frikvartererne. De måtte jo ikke mødes andre steder og så mødtes de her i frikvartererne. Og nogen havde det da svært med at komme ind til tiden, efter frikvartererne, de blev for korte. For et stykke tid siden havde vi temmelig meget bøvl med det.
Men hvad siger pigerne selv? En af dem er stærkt kritisk overfor den sociale kontrol og dens instrument, sladderen:
Uden tørklæde
I: Det er snakken, der kan gøre at en pige jo faktisk kan miste livet. På baggrund af uvidenhed og den prioritet forældrene har, kan der faktisk opstå et mord.
En anden pige er heller ikke helt overbevidst om, hvor godt det er med den sociale kontrol:
Uen tørklæde
Jeg har ikke selv været ude for det, men jeg har da hørt, at der bliver snakket om andre piger. Der er nogen som blander sig i andres liv. Men religion er jo ikke noget man læser sig til, det er jo noget der sidder i hjertet. Det er noget man selv skal føle. Folk fortolker det anderledes, så det skal komme indefra og ikke fra hvad andre siger. I princippet kan man være ligeglad med, hvad andre mener om…
En tredje pige har selv været tæt på at komme i klemme, men har nu helt integreret og accepteret det rationale, hun selv var ved at blive klemt af:
Med tørklæde
Det er anonymt? Jeg har oplevet, at jeg har kendt en dreng, vi har bare været venner. Folk er så gået ind og har sagt, I må ikke være venner. Der står ikke noget sted i Koranen, at du ikke må have en drengeven. Man skal bare have sine grænser, det er rigtigt nok. Man må ikke være alene med en dreng. Jeg var ligeglad, men samtidig var jeg ikke ligeglad, for mine forældre blev også påvirket af det. Det kørte som en cirkel. Mine forældre gav egentlig mig ret, men de gav også vores naboer ret, vi lever ikke selv i denne verden, du bliver nødt til, at det er vores medmennesker. For folk tænker, det ender bare med de kommer sammen og så mister hun mødommen. Der er jo så mange, der ødelægger det for sig selv og ødelægger det for os andre. Hvorfor tage risikoen, som mine forældre også siger, og så få dårligt ry bare på grund af folk der hele tiden snakker? Det er noget af det værste, jeg har oplevet.
Samme pige reddede skindet og vil ikke i fremtiden kompromitteres af andre piger, som har fået dårligt ry:
Altså, der er nogle typer piger som mine forældre ikke rigtig bryder sig om. Vi går meget op i ens ry, og dårligt ry, det smitter jo. Hvis dine veninder har dårligt ry, så… bare den tanke man har med hele tiden, dårligt ry og for meget med drenge. Og man siger jo, at venner minder meget om hinanden. Selv om jeg personligt ikke tænker på den måde, men jeg bliver nødt til at respektere mine forældres holdninger og værdier. Du kan ikke gå uden for skolens område sammen med en dreng, for folk vil ikke kunne forstå hvilken situation du er i. Hvor skulle de vide fra, at det er din klassekammerat? Specielt hvis drengen har samme baggrund som os, eller bare er udlænding i det hele taget.
En anden pige har prøvet at blive hængt ud, men har opbakning fra sin familie:
Uden tørklæde
Mig og min kæreste, vi gik sammen, åbenlyst. Så der var andre piger, som kiggede sådan her.
(viser hånligt og fordømmende ansigtudtryk). Jeg er ligeglad, de kan bare tænke hvad de vil, for jeg synes ikke folk skal blande sig i andres liv . Det gør jeg ikke selv, jeg er ligeglad med, hvad de andre gør. Så synes jeg de også skal være ligeglade med hvad jeg gør, men det er de vist ikke.
I øvrigt gjorde denne respondent opmærksom på, at et par af de piger, der også var blevet interviewet til denne undersøgelse, var blandt dem, der ”kiggede sådan her”. Det er der dog ikke nogen af dem, der selv har fortalt. Til gengæld er ovennævnte respondent ikke villig til at føje sig:
Jeg kan forsvare mig selv, det kan jeg, jeg ved godt hvad jeg skal sige til dem: ”hvad rager det jer”, ”tænk på jer selv”. Man skal først tænke på sig selv, og se hvordan man selv er, før man kigger på den anden, og hun gør det og det. Hvis du synes jeg gør noget forkert, så kan du gøre det rigtigt. Alle de der ”gode piger” som de kalder sig selv, de gør ting, men holder det hemmeligt, det synes jeg de gør, jeg har set mange af de piger der siger vi må ikke gøre det eller det, og så gør de det alligevel, og så prøver de at holde det hemmeligt. Men jeg er ikke sådan en. Hvis min familie accepterer det så er jeg ligeglad hvad de andre siger – det vigtigste er min familie og hvordan de tager det. De tog det jo rigtig godt.
Andre respondenter kæmper lignende kampe:
Uden tørklæde
Det er jo, som om der er spioner. Der er jo ikke noget, der hedder privatliv. Det hele skal dikteres.
’Hvor skal du hen? Og hvornår er du hjemme? 10 min over eller 10 min i?’ Der er mange, der tror, at jeg er sådan en meget åben og frisindet pige, men ligegyldigt hvor frisindet man er, så er der altid noget, der trækker en tilbage.
Uden tørklæde
De meget religiøse kvinder og nogle af mine veninder fra tidligere, de prøver at give et skræmmebillede af Gud. Men de prøver også på at indprente sådan noget skam ind i mig. ’Skam dig!’. Jeg skal skamme mig fordi jeg ikke går med et tørklæde, jeg skal skamme mig, fordi jeg ikke er så religiøs, jeg skal skamme mig fordi jeg går med bukser, hvor man kan se hele min figur som den er, der skal jeg skamme mig igen.
Uden tørklæde
Du skal gøre dine egne erfaringer. Hvis du er lavet af en støbning som gør, at du har mod på at lave om og sige ’Nej tak’ til det liv du tilbyder mig som kultur og religion, så vælger du at gå dine egne veje, på trods af smerten og på trods af problemerne og ensomheden. Men hvis man omvendt vælger at sige ’Ja ja det er fint nok, det er det liv jeg skal føre som muslimsk kvinde, det er blevet forudbestemt før jeg blev født, så lad mig bare tage den kulturelle kappe på og leve mig igennem det’. Jeg har da selvfølgelig også veninder i min omgangskreds, tyrkiske kvinder jeg betragter som meget meget stærke kvinder. De har kunnet sige nej og forlade deres ægtemænd, på trods af omkostningerne og konsekvenserne og vel at mærke leve et liv som fraskilt kvinde, det er heller ikke nemt. Der var de også offer for alt det her sladder og overdrevent opmærksomhed. De lever nok et mere påpasseligt liv, end hvis de havde været gifte kvinder og havde sit på det rene og en mand til at beskytte sig. Nogen af vores veninder tør jo næsten ikke at få besøg af deres mandlige venner af frygt for, at der kan opstå sladder. De vil heller ikke vise sig offentligt med mandlige personer på grund af frygt for sladder. Så sladder er en central del af vores kultur. Det er en måde at holde hinanden i kontrol på.
I kapitel 1, ”Uddannelse” fortalte en respondent, hvordan hendes datter, som havde gået i en folkeskole som ene indvandrer, blomstrede op på gymnasiet, hvor hun kom sammen med en stor gruppe af indvandrerpiger. Det gav hende en stærk følelse af samhørighed og
tryghed. Det er dog ikke alle, der går igennem den proces på samme vis. Her fortæller en anden pige om sin oplevelse med at komme til et gymnasium med mange muslimer:
Uden tørklæde
R.: Jeg har boet i et dansk område uden nogle udlændinge, men kom så til et gymnasium, hvor der er mange udlændinge og mange muslimer. Det var noget af en omvæltning, for jeg var jo vant til at gøre, hvad der passede mig, snakke med de fyre jeg vil, spise det jeg vil, spise svinekød, hvis det var det jeg ville. Men på gymnasiet skulle jeg passe lidt på, for der kunne man få mange rap over fingrene. De følte, at de havde en eller anden forpligtigelse, at jeg havde en forpligtigelse overfor dem. Jeg måtte ikke spise svinekød, fordi nogle fremmede mente, at man ikke måtte gøre det som muslim. Så gymnasiet var en hård tid, hvor man lige skulle finde sit standpunkt, ’vil jeg overhovedet det her?’ Vil jeg være undertrykt og gøre hvad de gerne vil have mig til. Og så bryder man så igennem.
I: De piger, der henvendte sig, hvordan var deres tilgang, var de venlige og søde, prøvede de at hjælpe dig?
R: Nej, det var ikke venligt ment overhovedet. Det var nærmest som hån, en ydmygelse af en eller anden art. Det var ’nej gør du det – det gør man da ikke!’ Den måde presset foregik på var, at det røg videre til mine forældre. De sad måske derhjemme med deres forældre, så kunne de finde på at fortælle deres egne forældre om det, hvor de så gik videre til mine forældre. Hvor mine forældre sagde ’kan du ikke bare prøve at tage lidt hensyn til dem?’ Hvor jeg spurgte ’hvor ved I det fra?’ –
’det har vi fået at vide fra den og den’, så det var på den måde. Det var en rigtig svær periode.
Gymnasietiden har været den sværeste tid i hele mit liv. Det påvirkede mig rigtig meget. Når jeg stod udenfor, kunne der komme en udenlandsk pige og sige, at folk havde sagt ditten og datten og at
’jeg var vist ikke en god pige’. Så bliver man selvfølgelig påvirket, for man vil da ikke have at folk skal have sådan en opfattelse af en. Jeg havde en studievejleder, der kendte hele forløbet. Uden hende havde jeg ikke gennemført gymnasiet, fordi der var sådan et stort pres. Det er jo ikke kun mig, det går ud over. Når jeg er en dårlig pige, så hænger det jo sammen med, at hele familien er en dårlig pige. Der var også nogle udenlandske fyre på det gymnasium, så jeg kunne ikke komme med til alle festerne. De store fester kunne jeg ikke tage med til, fordi der var en masse udenlandske fyre. Hvis de nu førte det videre til mine forældre. Så jeg tog kun med til de ting, hvor jeg med sikkerhed vidste, at der ikke ville være nogen udlændinge, som kunne ødelægge stemningen. Det var jo heller ikke særlig rart for mig, selvfølgelig kunne jeg godt have taget med, men det var jo stadig ikke særlig rart for mig. At gå rundt og sige at man er muslim, når man egentlig ikke er det, det er jo at leve på en kæmpe løgn. Der er jo ikke noget, der binder mig med islam. Jeg tror ikke på ordene, jeg tror ikke på Allah, jeg tror ikke på én gud, så hvorfor skulle jeg sige, at jeg er muslim?
Så det var en kæmpe befrielse. Også til ramadan, at man ikke gik rundt og har dårlig samvittighed og det med at bede – det var en kæmpe befrielse, bare at kunne sige ’Jeg er ikke muslim, længere er den ikke’. Jeg kender en pige, der siger ’Jeg er ikke muslim’. Men hun har valgt den nemme løsning og siger ’Jeg er muslim, når der er muslimer til stede’. Så lever hun et fredeligt liv bagefter. Så hun slap jo for alle de konflikter der var. Der tog jeg jo den enormt svære vej i forhold til hende. Jeg kender flere, der har sagt, at de godt kan følge mig og de heller ikke har det godt med det. Der er jo ingen, der har det godt med at der bliver sladret løs omkring dem. Men der er bare ingen, der tør at sige fra. Der har jeg det sådan ’Hvis du har det på samme måde, hvorfor siger du
så ikke fra?’ Vi kan jo alle sammen stå sammen og gøre noget ved det her, men det turde hun ikke.
Så hun lever bare i den der kollektive undertrykkelse.
I: Er den kollektive undertrykkelse værre for pigerne end den er for drengene?
R: Ja. Helt bestemt, det er der ingen diskussion om. Der har jeg et eksempel med min bror. Han har sin kæreste med hjem, hun sover hjemme hos os, hun er dansker. Hvor mine forældre har det sådan med mig, at de helst ikke vil vide om jeg har en kæreste eller ej. En fyr, han må gøre hvad han vil.
Han skal blive gift, det er det eneste pres, der ligger på hans skuldre. Han skal giftes og have nogle børn, så han kan føre slægten videre. Ellers må han gøre, hvad han vil.
På spørgsmålet, om hun ikke kunne søge støtte hos den muslimske ungdomsforening, der var på uddannelsesinstitutionen, svarer hun:
Den muslimske forening har været til min brors fordel og ikke min. Ikke engang psykologer har været uddannede til at tage fat på de problemstillinger. De har kommet med sådan nogle løsninger som ’Du kan jo bare gøre det alligevel’, som om jeg var en fuldstændig dansk pige. Jeg har været til 5 forskellige psykologer, og ingen af dem har været uddannede indenfor det område. Hvis vi tager min egen bror som eksempel, så har jeg jo selv været igennem kæmpe problemer med min egen bror, fordi vi var så forskellige. Der har jeg f.eks. ikke oplevet nogen form for hjælp. Der kunne jeg godt have set, at der var noget råd eller et eller andet, og et krisecenter eller en eller anden form, hvor jeg vil kunne se, at de ville kunne hjælpe mig. De her vil kunne fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Det har jeg virkelig savnet, der har ikke været nogen hjælp på nogen måder. Der har ikke været nogen hjælp fra det offentlige. Det er som om de ikke eksisterer, hvad sådan noget angår. Og politiet er jo bare klar ’Du skal melde ham’. Der har ikke været nogen hjælp. Så man kommer til at føle sig alene. Og så er der jo nogen, der bare bukker under og går tilbage til de samme miljøer.
Problemet med ikke at vide, hvor man skal søge hjælp, nævnes af flere respondenter. Det gælder også, når der har været vold inde i billedet. En konvertit fortæller om en veninde, der har haft problemer:
R.: Så siger hun ’Du tror vel ikke, at jeg er sådan en afdanket kvinde, at jeg skal gå på et dansk krisecenter med nogen, der har været udsat for vold?’
I.: Kunne man lave en anden form for institution, hvor de kunne få hjælp og beskyttelse?
R.: Men så er problemet igen, hvem skulle man ansætte på sådan et sted? Hvis du ansætter kun etniske danskere, ikke muslimske danskere, så ville det igen blive sådan et sted hvor man siger ’det er kun for ludere og lommetyve’. Hun ville blive stemplet, hvis hun søgte sådan et sted hen. Der er ingen anstændig pige, der vil søge råd der. Hvis hun vil have et liv bagefter
I.: Så man har brug for nogen, der har den samme kulturelle baggrund?
R: Ja det har man. Helt sikkert, som kan hjælpe de piger videre.