Den sociale kontrol fra folkeskolen til universitetet

En folkeskolelærer har observeret konsekvenserne af den sociale kontrol i mange år:

Når pigerne de starter i de små klasser, er de jo som små prinsesser, de er vant til at blive båret frem, også selv om de allerede har pligter i hjemmet. Men som de bliver ældre, og jo mere udsatte de er, jo større bliver muligheden også for, at de føler sig klemt. Der er utrolig meget social kontrol. Noget, pigerne kan blive rigtig, rigtig kede af, er hvis der er nogen, der sætter et rygte i gang om hende. Det kunne være, rygtet sagde, at hun havde stået og snakket med en eller kysset en, og hun blev kaldt luder, selv om det ikke var rigtigt. Det med rygter, der bliver sat i gang, det er

noget der kan få tårerne til at piske ud af øjnene på dem. De ved ikke hvad de skal gøre. ’Hvis min far får det at vide’ og sådan noget.

En anden folkeskolelærer foreslår en måde at gå til problemet på:

Den sociale kontrol er et rædselsfuldt problem. Det er så dominerende at man tror det er løgn, den sladder og den snak, den kontrol med de her unge mennesker, som ikke kan tillade sig noget. Det er jo ikke engang farlige ting, vi taler om. Det er ganske uskyldige ting de ikke må, eller som storebror eller fætter skal ind over og bestemme. Det er ganske rædselsfuldt. Det tager vi op med forældrene, og jeg siger det jo direkte til dem. Jeg siger til dem at ’Nu må I tage jer sammen, vi lever ikke i Middelalderen, og man mister ikke mødommen af at kigge på butiksvinduer, det gør man altså ikke.

Jeg siger det på en måde, der får dem til at grine lidt, men altså, jeg synes det er langt ude at pigerne skal lyve sig til at gå en tur med en veninde for at se på butiksvinduer, noget man synes er rigtig hyggeligt, når man er 14 år. Så vi prøver at provokere forældrene lidt for at få gang i en dialog og få dem til at forholde sig til det. Jeg synes, det går den rigtige vej, jeg synes det bløder op, fordi det handler jo grundlæggende om et tillidsforhold mellem skole og hjem. Hvis de har tillid til os og synes det er godt, at deres børn går her, så tillader de også at deres børn går sammen med klassekammeraterne. Det er jo ikke noget, man kan bestemme, men man kan gå ind og få en snak med forældrene om det. Det skal jo foregå i respekt for, at man godt kan have andre normer end os, som det kan være i orden at have. Der er jo også grader i de forskellige familier, men altså jeg synes det er i orden, at man får afbalanceret lidt i forhold til pige-og drengeroller.

En studievejleder fra et gymnasium gør opmærksom på, at den sociale kontrol fortsætter på gymnasiet, også efter at pigerne er blevet myndige:

Når man taler om det pres, der kan ligge, så kan det ligge både indbyrdes mellem eleverne, men også hjemmefra. Jeg har oplevet, at de har fundet sig en dansk kæreste, og det er simpelthen bare hemmeligt, de må skjule sig rundt om i byen. Hvis det er meget hemmeligt, hvad de går og laver, så kommer de i studievejledningen, for eksempel. Det er virkelig kommet bag på mig, hvor overvågende de forskellige kulturelle samfund er på hinanden. Så hvis den her unge pige går tur med sin danske kæreste, og hun bliver set, så melder man simpelthen tilbage til forældrene. Måske kunne man sige gode ting om det, men nej, efterhånden har jeg ikke så meget godt at sige om det.

For det er altså en justits og den er ikke til gavn for nogen – den går mere på at holde sammen på sig selv som kultur, som samfund, og det er efter min mening ikke vejen frem i en udvikling. Men det kan være et modtræk for ikke at gå i opløsning med sin egen kultur, men det er jo den proces, der bør ske, at man laver en form for osmose, selvblanding. Men hvem er man så? Jeg ved godt at der er så store identitetsproblematikker rejst i det. Hvad er en ”ordentlig bosnier”, jeg tror der er undersøgelser der viser, at bosniere i Danmark er mere bosniske end i Bosnien. Der har også været undersøgelser om danskere fra yderområderne, som flytter til København, og som aldrig har været så meget fra Thisted, som når de er i København.

En anden gymnasiestudievejleder bekræfter eksistensen og omfanget af den sociale kontrol:

R.: Det er faktisk et stort problem for nogle af de muslimske piger, som bliver udsat for det pres, de er virkelig i ingenmandsland. For de er ikke noget værd for deres egne og de er heller ikke altid sådan helt accepteret eller med i den anden gruppe. Jeg ved, at der er nogen af dem, hvor det er et

rigtig stort problem. Hvor de andre muslimske piger kan være virkelig….set med mine øjne… nogle forfærdelige sladderhanke. I deres øjne…og det ved jeg fordi jeg har snakket med mange om det - der er det jo at være ansvarlig, for de siger ’Vi kan jo ikke bare lade hende opføre sig sådan, vi bliver nødt til at fortælle hendes forældre, at hun gør det’. Det er meget, meget svært for de etnisk danske elever at forstå det, for det er jo simpelthen så ukammeratligt. Det kan de slet ikke forstå, at man kan få sig selv til det. Men i deres bevidsthed…de muslimske pigers bevidsthed…der er det jo fordi, at de føler de bliver nødt til det. Der er nogen, der føler et virkeligt stort pres, som får nogle rygter skabt imod sig, som heller ikke har noget hold i virkeligheden, om at de stort set går i seng med en ny dreng hver weekend og bliver hentet af lige så mange forskellige, fordi de bliver for vestlige, som de siger. Det pres oplever de både fra andre muslimske piger, og hjemmefra, hvor forældrene synes, at de bliver for vestlige eller for frigjorte eller hvad man nu skal kalde det.

I: Har du så oplevet, at der er nogen, der kommer til dig og beder om hjælp eller?

R: Ja.

I: Hvilke muligheder har du så for at hjælpe dem?

R: Det er svært faktisk. I langt de fleste tilfælde bliver jeg brugt som sådan et aflæsningssted, hvor de ved at de kan komme og fortælle de her ting, uden at nogle andre får det at vide to timer efter.

Men hvis de selv vil være med til det, så har jeg prøvet nogle gange at tage de muslimske piger i klassen og sat dem herovre alle sammen og bede dem om at prøve at snakke om problemet. Hvor jeg så bare har været fluen på væggen, som egentlig kun har grebet ind der, hvor jeg synes at ’Nu bliver du manipulerende’ eller ’nu beskylder du hende for noget, som på ingen måde er blevet sagt’. Et par gange har det haft en virkelig god effekt… men nogle gange har jeg også været lidt i tvivl om, hvorvidt det ikke bare er det samme når de så går herfra. Dem der er stærkere i troen eller som måske ikke selv har modet til at bryde ud, de ved jo godt, hvad det er jeg gerne vil høre, et eller andet sted, de er jo ikke dumme. Men det er det eneste, jeg ligesom synes, at jeg har kunnet gøre, for også at beskytte dem, som i hvert fald endnu står ret alene.

I: Ville der være noget dér, man kunne gøre?

R: I første omgang er det jo noget med at forstå en helt anderledes tankegang. Det der med, at hvad nogen betragter som sladder, betragter andre som en forpligtelse for at redde en anden. Det er jo da ret fundamentalt forskelligt må man sige. Det er bare et lille banalt eksempel, men der kunne sikkert være flere ting, hvor man kunne sige, at tankegangen simpelthen er så fundamentalt forskellig. Man bliver i hvert fald nødt til at have en eller anden form for ekstra uddannelse som psykolog eller en kulturforståelsesuddannelse, som gør, at man kan sætte sig ind i nogen af de der ting. Jeg har et par piger i en klasse, som i den grad er presset hjemmefra i forhold til valg af kæreste og i forhold til, hvad de må og hvad de ikke må. De kan sidde og sige til mig ’Vores piger de skal aldrig nogensinde opdrages sådan’. De skal f.eks. acceptere, at en storebror går ind og bliver overhovedet i huset, fordi faren dør og får hånds-og-halsret over en søster…Hvor i en dansk eller vestlig bevidsthed virker det jo fuldkommen absurd. Han overruler jo også moren. Hun har ikke en skid at skulle have sagt. Så hvis pigen spørger moren om noget og får lov, så kan han lige komme forbi og sige ’nej det skal du ikke, det vil jeg ikke have at hun gør, det må hun ikke få lov til’. Og han går på universitetet! Der tror jeg, at man har brug for en eller anden form for uddannelse i kulturforståelse for at forstå de mekanismer, der træder i kraft. For en ting er, at man

kan synes, at det er tåbeligt, og jeg kan sidde inde i mig selv og tænke ved sådan nogle samtaler

’Hvad vil de med det?’. Hvad vil de med at sige ’Du må ikke se ham’, hvis det er ham, hun holder af. Det kan godt være, at man selv synes, at det er idiotisk, men det kan ligesom ikke nytte noget, man når jo ingen vegne med det. De siger også sommetider ’Du kan nok ikke forstå det’ og jeg må jo give dem ret. Jeg kan lytte, og jeg ved, at det er rigtigt, og jeg ved, at det er det problem, de har, og det kan jeg prøve at hjælpe dem med, men forstå det sådan helt inde i mig selv, det kan jeg ikke.

Jeg fatter ikke, hvad der foregår i hovedet på de mødre. Jeg forstår det virkelig ikke. Også hende der bare lader sig overrule af sin søn. Jeg har også døtre, og det kan da være, at de sommetider vælger nogle kærester, hvor jeg tænker ’Kunne du ikke lige…’, men det kunne jeg da ikke drømme om at sige. Det kommer da ikke mig ved. Nogle af de mødre har jo også selv problemer, kan man sige.

I: Har du kontakt med mødrene, eller hører du om dem gennem pigerne?

R: Jeg hører om dem gennem pigerne. Det er ret svært at få kontakt til dem. Det er en sjælden, sjælden gang imellem. Hvis man endelig…og det er i øvrigt svært i det hele taget… har kontakt til hjemmet, så er det fædrene oftest eller brødre eller onkler,i hvert fald nogle mænd. Det kan være en bror der ringer til skolen, hvis han synes, at han skal kontrollere hende. Eller også sætter han moren til at ringe herud. Vi har også en pige, som har nogle faglige problemer, og derfor har vi tilbudt hende nogle ekstra timer. De timer hun skal være her, der skal hun simpelthen have et brev med hjem. Hvis en pige har meget fravær, kan det også være et problem. Vi har jo et advarselssystem her på stedet, som man har på alle andre gymnasier, og på et eller andet tidspunkt skal de op på særlige betingelser, hvis de har for meget fravær. Med denne her pige har vi simpelthen lavet en aftale om, at hun ikke skal have den seddel med hjem, den advarsel med hjem, for den kan vi ikke undgå, at broren kommer til at se, og jeg tør ikke tænke på, hvad der vil ske med hende, hvis han får den at se. Jeg er ikke tryg, jeg tror, han vil kunne finde på hvad som helst. Så vi har en aftale om, at hun hver morgen møder nede på kontoret og skriver under på, at hun er kommet. For så vil hendes fravær jo falde og det har hun overholdt. Hun er kun 17, så vi kan jo ikke bare give hende den seddel, den skal jo skrives under. Vi har en mere, som kommer på den måde, fordi der må forældrene simpelthen heller ikke få det at vide, for det går ikke, hvis de får at vide, at hun har været væk fra skolen i 20% eller hvor meget det nu er. Jeg tror den ene har gået rundt ovre i centeret og hængt ud med nogen, jeg ikke synes hun skal hænge ud med, det prøver jeg at få bremset lidt nu. Det er lidt en anden problematik, kan man sige. Netop derfor ville det også være helt katastrofalt, hvis forældrene fik det at vide. Hun er en af dem, der bliver klemt af de andre muslimske piger, fordi hun ikke er muslimsk nok, synes de.

Den sociale kontrol stopper ikke, bare fordi man komme på universitetet, som en ressourceperson fortæller:

R.: Vi har fået flere og flere studerende med anden etnisk baggrund, og det gør, at den sociale kontrol træder tydeligere frem. Selv de piger, som ikke er her fra byen, oplever den sociale kontrol.

Nogle, som var flyttet hertil , flyttede væk igen, fordi det ikke var til at holde ud. Selv om de havde en delelejlighed uden for byen og ikke havde familie her, så følte de, at de dårligt kunne gå ned ad gaden, før folk begyndte at snakke om dem, og der begyndte at gå rygter om dem i indvandrermiljøet. Så den problemstilling kender vi på alle ledder og kanter.

I.: Hvem er det, der mobber?

R.: Det er jo bundet til nogle bestemte studerende, det er jo ikke sådan at alle gør det, men der er perioder, hvor vi oplever en konstellation af studerende, som udøver ikke bare social kontrol, men også religiøs kontrol. Det er selvfølgelig mindretallet, langt størstedelen er stille og rolige og søde og har hver deres sæt af problemer kan man sige. Men den religiøse dominans, det at bruge den sociale overvågning, det er mest de mere radikaliserede, der finder på det, dem der er sådan frelste.

Og så nogle af drengene, de meget umodne drenge, som kommer lige fra gymnasiet og er i tvivl om egen identitet, men som hælder over til det islamiske. Når det er sådan nogle umodne typer, så kan det være ret strengt.

I.: Hvilken effekt har det på det sociale samspil på universitetet?

R.: Den der midtergruppe af muslimske piger bliver meget sårbare, fordi de kommer i klemme mellem en gruppe radikale piger på den ene side og på den anden side de danske piger, som jo er ligeglade med, hvad de religiøse piger siger. Men der er den der midtergruppe, både de mere frigjorte, de mere udfordrende, men også de mere almindelige piger, de er meget nemme at ramme med den religiøse mobning, fordi de bliver bange og fordi de er usikre. Vi har haft rigtig mange ting, som ikke kun er social kontrol, men også trusler og andre ting. Bl.a. trussel sms’er til folk, som ikke gjorde, som andre ville have de skulle gøre. Der har også været mange indirekte bemærkninger, indirekte trusler, som at de ikke var ordentlige muslimer. Man kunne true dem med at eksponere dem socialt. Så nogen af de her piger blev klemte, jeg har haft flere muslimske piger siddende grædende på mit kontor. De følte slet ikke de kunne være der, fordi de der meget religiøse piger tiltog sig for meget magt. Og selv om vi kunne holde det nede i undervisningen, så fortsatte det jo uden for undervisningen.

Hvad kunne man gøre for at hjælpe de udsatte piger?

Det er meget begrænset hvad vi kan gøre for at lette den sociale kontrol, for den fungerer jo uden for universitetet, hvad enten vi vil have det eller ej. Det meste foregår udenfor lærerens blik. Hvad angår den mobning, som kan foregå her, så skal jeg ikke begynde at blande mig i sådan noget med islam, med mindre de overtræder universitetets regler for god adfærd. Det vi har gjort har været, at vi har diskuteret det med de studerende og forklaret, at det gik ikke. Vores politik er blevet, at bagtalelse er noget, man kan blive bortvist for. Hvis man laver ting, som kan skade andre studerende, så er det bortvisningsgrund. Vi har været nødt til at give den en tak ekstra for at få folk til at forstå, at det her, det gik altså ikke. Jeg har efter aftale med vores jurist på universitetet fået lov at sige, at det kan være bortvisningsgrund, hvis man skader andre studerende. Vi kunne sige til dem, at det kunne blive enderesultatet, og så bliver de jo noget forskrækkede, og så går det lidt i sig selv igen. Det er, hvad man kan gøre, og så også sige, at lige så snart, der var det mindste, så skulle vi vide det, så vi kunne tage hånd om det administrativt, i hvert fald på universitetet. Men derfor holder det jo ikke op. Vi kan holde nogen af de der piger i skak, men de holder jo ikke sådan op.

Men så kan vi i det mindste give den sårbare mellemgruppe af piger en sikkerhed for, at hvis det bliver for slemt, så kan vi godt gøre noget administrativt. Men i virkeligheden, så er det bedste man kan gøre jo at arbejde med den mellemgruppe med piger, så de bliver ligeglade med de andres trusler. For man vil jo aldrig kunne stoppe nogen, som har en mission i livet.