Kontrasten mellem studiemiljøet og de hjemlige forhold

Studievejlederne peger gennemgående på kontrasten mellem studiemiljøet og de hjemlige forhold som en udfordring for mange af pigerne. Den kontrast kan træde frem på forskellige måder og også på måder, der ikke som sådan er specifikke for nydanske elever:

Studievejleder, gymnasium

Jeg tror, den største hurdle for de her kvinder, det er at de lever to liv, mange gange. Men det gør gymnasiefremmede unge tit. Ligesom en dansk gymnasieelev, som vokser op med to ufaglærte forældre og tager en studentereksamen og måske tager en universitetsuddannelse. Så er man i en proces, hvor tingene måske hænger sammen når man er 40. Det kan hjælpe at være i kontakt med lærere og studievejledere, som også selv kommer fra gymnasiefremmede hjem. Så man godt forstår den sorg det kan være at man faktisk må skille sig fra sin familie for at nå det her mål. Nogen gange, når man snakker den sociale arv og udvikling, så er det op op op, og det er altså også væk væk væk.

Det er et kæmpe tab nogle gange for de her elever, og det er de altså nødt til at have med.

Der er dog nævnt situationer, som forekommer mere specifikke for muslimske familier. I et enkeltstående tilfælde drejer det sig om, at en ung kvinde måtte studere i hemmelighed:

Jeg havde en studerende, som jeg syntes var lidt underlig, indtil det gik det op for mig hvad problemet var. Da hun startede på universitetet, så efter et par måneder havde hun stadig ikke nogen bøger, hun kom for sent osv. Så på et tidspunkt blev jeg lidt skrap i det, for det er efterhånden min erfaring, at det kan tit hjælpe med de der klare markeringer af grænser. Men så viser det sig, at pigen slet ikke havde fortalt sine forældre, at hun er optaget på universitetet, for det turde hun ikke, og derfor kunne hun ikke komme hjemmefra før de andre i familien var gået. Hun havde heller ikke nogen penge, så hun havde jo ikke råd til at købe bøger.

En muslimsk ressourceperson kritiserer nogle folkeskolebørns forældres ligegyldighed:

Hvor er forældrene henne? Hvorfor lever de ikke op til deres forpligtelse som forældre?

Forældremøde? De møder ikke engang op. Det er ligesom om de lever i deres egen verden, alt hvad der er dansk, det har de overhovedet ikke noget med at gøre. Børnene bliver enormt splittede af det.

De får de her input, i børnehaven, i skolen, men når de så kommer hjem, så er de nødt til at være 100 % arabiske sammen med familien. Udenfor, der er man nok halv-halv, men når man kommer hjem, så er man nødt til at lægge de danske holdninger fra sig igen. Og det giver altså en splittelse.

En studievejleder fra VUC nævner en helt anden problemstilling:

Vi oplever ofte, at der er ringe eller ingen forståelse fra familiens side hvad angår de krav, som HF-uddannelsen stiller til fx hjemmearbejde med lektierne. Typisk har familien ingen viden om uddannelsessystemet. Mange piger presses af familien til at gennemføre forløbet på urealistisk kort

tid for at kunne opfylde familiens (ofte urealistiske) ambitioner om en videregående uddannelse som læge eller tandlæge. I studievejledningen forsøger vi at forklare, at en HF-eksamen på enkeltfag typisk tager 3 år, også for etnisk danske kursister, hvis man vil opnå et brugbart resultat, men ofte insisterer de muslimske piger (og drengene med) på store skemaer for at blive færdige i en fart, samtidig med at dumpede fag fra sidste år skal tages om osv. osv. Typisk er det meget svært at trænge ind med sund-fornuft-argumenter, og vi fornemmer ofte, at der er en far eller en familie bag, der presser på. Mange piger har desuden tidskrævende pligter i familien med at passe søskende eller arbejde i en familiebutik, for eksempel. En mindre gruppe har store konflikter med familien, typisk med brødre eller fætre. De lever med skjult identitet, med alle de komplikationer, dette medfører.

På Teknisk Skole kan forældrenes forventninger også presse børnene ind i uddannelser, som de måske ikke er særligt motiverede for:

Familiens forventninger kan godt spille ind på valget af tandteknikeruddannelsen, fordi de ser det som at man kan tage tilbage til Tyrkiet og lave guldtænder, det er der prestige i. Jeg føler ikke altid at eleverne har taget en god snak med sig selv ’er det her en uddannelse for mig?’. Vi har også de søde og de gode og målrettede, det er klart, men nogen har ikke brugt så meget tid på at sætte sig ind i jobfunktionerne. Det har ikke så meget at gøre med, at de er fremmedsprogede, de har bare ikke sat sig ind i arbejdsfunktionerne. Nogle af dem der vælger at komme gør det fordi de ser det som en prestigeuddannelse, og så falder de igennem senere i forløbet, fordi det ikke er deres eget engagement i faget som gør, at de vælger det. Men vi har også mange, som er pligtopfyldende og engagerede.

Hvad enten problemerne skyldes forbud, mangel på interesse eller urealistisk pres fra forældrene, så observeres samme bagvedliggende princip: forældrenes behov kommer først, og børnene må leve med konsekvensen. Der findes ingen hurtige løsninger på ovennævnte problemer. Men bedre samarbejde med forældrene efterlyses generelt, af ressourcepersoner hele vejen op gennem systemet, hvad enten ressourcepersonerne er muslimer eller ikke-muslimer. Hvordan det skal gøres, er der to forskellige bud på. En ikke-muslimsk studievejleder foreslår at oversætte gymnasiets materiale til forældres sprog:

Vi vil jo godt mere samarbejde med forældrene; specielt hvis de ikke er dansktalende, hvilket nu ikke ret tit er tilfældet. Så de bedre forstår meningen med nogle fag, så de kunne støtte op om den unge hjemmefra. Ligesom danske forældre, der ikke har en gymnasiebaggrund, kan have svært ved at forstå, hvorfor man skal have oldtidskundskab. Så skal man nogen gange bakke op, så man kan støtte den unge. Og det er lidt det samme her. Så en bedre forældrekontakt kunne være god. Vi har overvejet om vi skulle oversætte vores materiale til andre sprog. Simpelthen for at få kontakt med forældrene. Det er ikke noget, der er iværksat, det koster penge.

En muslimsk ressourceperson (konvertit med tørklæde) mener snarere, at det er forældrene, som skal lære dansk:

Jeg slår generelt ikke over i arabisk, medmindre jeg simpelthen ikke ser anden udvej. Flertallet af befolkningen herude kan praktisk talt ikke fungere på dansk. Og jeg nægter simpelthen i dagens

Danmark at skulle tale et andet sprog med folk der har boet her i over tyve år, fordi de ikke kan kommunikere på mit. Jeg mener, det er mangel på interesse. Der mener jeg et eller andet sted, at systemet slår fejl. Ghettoer som denne burde ikke have lov til at komme på benene. Du behøver ikke tage nogen steder hen for at købe noget, alt er lige omkring dig, du kan faktisk gå omkring til alt hvad du skal have, hvorfor så lære dansk? Men alle omkring mig snakker jo arabisk? Jeg bliver ikke tvunget ud i et miljø, hvor jeg er nødt til at kunne snakke dansk for at kommunikere. De kan ikke engang gå til læge selv, så skal de have en tolk med. Får de et brev med posten, de kan ikke læse hvad der står. Spørgeskemaer er på arabisk, meddelelser er på arabisk eller på kurdisk eller hvad pokker det er, jamen hallo, hvor er det lige vi bor henne? Et eller andet sted så synes jeg det danske system indordner sig, i stedet for at dem der kommer udefra indordner sig. Den behandling ville ingen af os få, hvis vi mødte op et andet sted. Vi var kommet til at indordne os.

Udover forældrenes mangel på forståelse for det danske uddannelsessystem kan familieforpligtelser kan også sætte eleverne i en situation, hvor de får forhøjet fravær, som en studievejleder fra et gymnasium fortæller:

En af eleverne har faktisk haft perioder, hvor moren, som er ret dårlig til dansk, har bedt hende om at tage med på sygehus. De her piger er blevet opdraget til en anderledes familiefølelse. Der er også nogle af vores piger, som en gang imellem siger ’Jeg blev nødt til at blive hjemme for min lillesøster var syg’. ’Jamen hallo, det er da ikke dit problem’, men det er det åbenbart, og det er også en kulturforskel.

På Teknisk Skole har man også mødt elever, der måtte tage højde for familiens holdning:

De fleste har god familieopbakning, men jeg oplever dog nogen, som får pålagt begrænsninger hjemmefra. Der var en pige, som havde problemer med dansk, så vi anbefalede hende at tage noget danskundervisning på en aftenskole. Men det måtte hun ikke for sine forældre, fordi det netop var om aftenen. Jeg havde en anden elev, som er mor til to børn, hun syntes det var svært, nu var der lektier, hvad siger manden til det.

Problemstillingen findes også på universitetet, som en ressourceperson fortæller:

Jeg har en kvindelig studerende, som fungerer som familiens tolk der hjemme. Hvis der kommer et brev med posten, mens hun er på universitetet, så ringer de hjemmefra, og så har hun bare at stille derhjemme og oversætte det brev, og det er lige med det samme, om hun så sidder midt i en undervisningstime.

Familieforpligtelserne kan i øvrigt også betyde indskrænkning af studievalg, som en respondent fortæller:

Problemet var bare, at det studie, jeg gerne ville vælge, kun fandtes i København eller Århus. Jeg turde ikke at flytte, for jeg havde også nogle gamle forældre, jeg havde ansvaret for. Så valgte jeg et andet studium tættere på.

Selv om pigerne måtte være opdraget med en ”anderledes familiefølelse”, betyder det ikke nødvendigvis, at de altid bærer byrden med et smil, som en universitetsstuderende bevidner:

Hvorfor skal jeg leve efter deres regler? Hvorfor skal jeg leve efter deres normer? Jeg føler jo et eller andet sted, at jeg er offer for deres traditioner. Jeg har jo ikke levet mit eget liv, jeg har levet deres liv. Jeg kan jo sagtens stå her og sige, at jeg er skidemoderne og nu er jeg ved at tage en uddannelse, men jeg har jo stadigvæk mange pligter. Jeg har rigtig mange pligter overfor familien.

Fravær kan føre til frafald. Ifølge FN’s Kvindekonvention bør den danske stat arbejde i retning af ”formindskelse af kvindelige studerendes frafaldshyppighed under uddannelsen.” Ud fra den hensigtsærklæring må det være oplagt at diskutere, hvordan man kan mindske det fravær, som nogle kvindelige studerende har på grund af familieforpligtelser.

Kapitel III Artikel 10

f) formindskelse af kvindelige studerendes frafaldshyppighed under uddannelsen