Må manden slå kvinden?

Hvis en kvinde ikke adlyder sin mand, anviser Koranens vers 4,34, det samme vers som citeret ovenstående, at manden skal gøre således: ”De, fra hvem I frygter genstridighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå. Hvis de så adlyder jer, skal I ikke foretage jer mere mod dem. Gud er ophøjet og stor.”

Men er det overhovedet noget, der har betydning for kvinderne?

Konvertit, med tørklæde

I: Ja men der står også hvordan han må slå hende. Det må ikke give noget mærke på huden, det er bare ligesom en advarsel, for det er klart, at hun får et chok, men det er ikke noget, der må skade hende eller vise noget mærke. Så det er ikke hårdt vi taler om, det er bare ligesom en advarsel.

Konvertit, med niqab

Altså en mand hvis han ser noget fra kvinden, som han ikke vil have, så er det ham der bestemmer, og hvis hun gør noget forkert, så skal han selvfølgelig rette hende. Hvis hun så ikke vil adlyde, så skiller han sig fra hende, så må han forlade hende. At din mand går fra dig og ikke gider at sove i din seng, det er ikke rart… og så den sidste, den der med at slå, det er den sidste løsning og det er heller ikke blå mærker og blå øjne og brækkede kæber…Det er ikke vold i den forstand. Jeg har hørt forskellige ting…kender du de der…sådan en pind (siwak)….en tandrenser, jeg har hørt at det er sådan en, man må slå med og man må ikke sådan løfte hånden op, så man kan se…Det skal bare være sådan et lille dask man må slå. Man må ikke efterlade mærker…Men det er den sidste udvej, og det er ikke fordi, at maden den er kold, det er ikke sådan det fungerer.

Folkeskolelærer, med tørklæde

Det er virkelig nogle ekstreme situationer, hvor kvinden er alt for langt ude, på vej til at ødelægge kernefamilien, på vej til utroskab, for eksempel. Hvis man kan se signaler, men ikke kan snakke hende til fornuft, og manden har nogle gode argumenter. Men det er stadig dialog og argumenter, der gælder, men jeg ser ikke at min mand har ret til at bestemme over mig, så længe jeg ikke gør noget forkert. Og jeg kan heller ikke se min mand påtage sig den rolle. Det er igen respekt. Jeg ved ikke om det hænger sammen med vores kultur, vores opdragelse. To som har valgt hinanden, at en skal have mere ret end den anden, det ville være kunstigt for mig, det er for mig ikke ægteskab, det er tvang, det er umenneskeligt. Hvis man tolker Koranen som jeg ser det, så handler det om ens egen relation til Gud. De gerninger man laver står man til regnskab for, hvad har jeg selv har gjort. Min mand, han skal ikke stå til regnskab for mine fejl, han kan måske advare mig eller påpege nogle fejl, men det er i sidste ende mig der skal acceptere det eller afvise det. Jeg synes ikke generelt at manden skal have mere ret end en kvinde. En kvinde kan være lige så klog som en mand.

Palæstinenser, med tørklæde

Er det en imam der har fortolket Koranen? Hvis man fortolker, det gør man jo lige efter hvordan det passer ind i ens tanker.

Palæstinenser, med tørklæde

Jeg ved at man ikke må slå, færdig arbejde. Jeg tror også mange blander deres tradition og kultur i deres religion, det er måske en af grundene.

Somalier, med tørklæde

Jeg har aldrig nogensinde hørt om det med at slå, og det tror jeg heller ikke står i Koranen, den holder ikke. Jeg har det sådan hvis en mand rører en kvinde, så ud med ham.

Afghaner, med tørklæde

Koranen siger ikke at han skal slå, han skal sige det til hende først, hvis hun så ikke lytter efter må man blive uvenner med hende, og hvis det heller ikke hjælper, må man blive skilt. Koranen siger aldrig, at man må slå.

Tyrker, uden tørklæde

I: Vi er nødt til at gå ind og tage den her debat. Vi er nødt til at være lidt kritiske. Vi er nødt til at kigge på Koranen. Jeg elsker min religion, og vil ikke være vidne til, at den bliver misbrugt på den måde. Og det er netop misbrug. Det går fra at manden, han må advare, han har ret til at ruske i hende, han har ret til at slå hende og så går den til, at han ejer hende faktisk. Han er hendes gud, det er ham, der bestemmer, han kan tage al myndighed fra et andet menneske. Så er det at islam bliver en meget uligestillende religion, og det er et meget forkert billede. Jeg glemmer aldrig engang, hvor vi sad mange kvinder, og så er der en der siger, at ’han blev så sur, at han gav mig en lussing’. Så siger den anden, ’så stak du vel af så han ikke lige kunne finde dig’, ’ja jeg løb ud i opgangen til han var kølet ned’ siger hun. Og de prøver de veninder at sidde og ’Jamen så stak du vel af så du ikke fik 10 slag ,men kun 2?’ Det er så legalt…da jeg gik derfra tænkte jeg ’Hold da ferie, jeg har lige siddet og lyttet til at hun får tæsk’. Og hvad gjorde jeg? Jeg reagerede ikke, men det jeg var lam over var, at folk ikke rigtig reagerede på det.

Tyrker, uden tørklæde

Jeg ville aldrig nogensinde finde mig i at min mand ville slå mig eller min venindes mand ville slå på min veninde. Så er jeg ligeglad med om det står i Koranen eller om det står i Biblen, så er jeg fuldstændig ligeglad. Vold løser ingen problemer.

Hvis man sammenligner svarene på spørgsmålet om, hvorvidt man som kvinde skal adlyde sin mand, og hvorvidt en mand må slå sin kone, ser man en interessant diskrepans.

De to bud findes i samme Koran-vers, 4,34, men modtages på vidt forskellig vis af respondenterne. I forhold til at adlyde er der, i dette respondent-materiale, en glidende overgang fra konvertitten, som ubetinget siger ja, over tørklædepiger, hvis svar ligger tættere op ad Koranens ord (de siger ja, men tilføjer begrænsninger, såsom at mandens ordre ikke må gå imod islam) til to tyrkere uden tørklæde, der siger klart nej. Den ene tyrker er dog bevidst om at gå imod et religiøst bud, i det hun humoristisk siger ”så, nu er jeg en dårlig muslim”. Den anden tyrker er alevi, og alevierne går under alle omstændigheder ikke ud fra Koranens bud. Når det gælder lydighed over for sin mand, lader de fleste respondenter altså til på en eller anden måde at forholde sig til Koranens udsagn ”De kvinder, der handler ret, er lydige”. (Bortset fra den nævnte alevi.)

Men når det gælder en anden passage fra præcis samme vers, nemlig ”De, fra hvem I frygter genstridighed, skal I formane, lade alene i sengen og slå” ser billedet helt anderledes ud. Det er kun konvertitter, der egentlig lader til at have kendskab til det konkrete Koran-vers, ligesom de har kendskab til en fortolkning af, hvordan man må slå.

De nydanske tørklædepigers udsagn ligger ikke op ad Koranens udsagn, som de gjorde i forhold til det at adlyde. De udviser skepsis overfor, hvorvidt der overhovedet står noget i Koranen om at slå, eller afviser klart, at man må slå. De to tyrkere uden tørklæde afviser begge klart, at man må slå, men ud fra to forskellige tilgange: en sætter ikke direkte spørgsmålstegn ved Koranens autoritet, men siger, det er misbrug af Koranen at hævde, at den giver ret til at slå. En anden afviser Koranens autoritet på området: ”Så er jeg ligeglad med om det står i Koranen eller om det står i Biblen, så er jeg fuldstændig ligeglad. Vold løser ingen problemer.”

Det samme Koran-vers, 4,34, giver altså anledning til vidt forskellige diskursive strategier, alt efter, hvad uddragene fra verset handler om. Der er dog hos de fleste respondenter – tørklæde eller ej – en tendens til at søge at beskytte Koranen mod kritik, snarere end at prioritere forsvar for kvinders rettigheder.

Som før nævnt kan der ikke drages kvantitative konklusioner ud fra en kvalitativ undersøgelses resultater. Dette understreges endnu en gang. Til gengæld kan ovennævnte vifte af holdninger bruges som udgangspunkt for en diskussion, hvor man søger at forstå, hvor man selv og hvor andre står. Endvidere kan det i en sidebemærkning nævnes, at en problematik som hustruvold skal ses i relation til andre sociologiske problemstillinger (såsom krigstraumer), som desværre ikke kan behandles her. For eksempel nævner flere

respondenter, at der i deres nærmiljø generelt er mere vold, end de fleste bryder sig om, ikke kun mod kvinder, men også imellem drenge og mænd:

Det er ikke sådan at man sætter sig ned og snakker om tingene, det gør man ikke herude. Man slår hinanden. Der er også nogen gange knivstikkeri med i det. Jeg har selv set det.

Det bekræftes af en ung pige, som er flyttet til samme boligområde:

I det her miljø var det sådan, at folk ikke bare diskuterede, men kom op og slås. Når der er en konflikt, så snakker man ikke om det, man slås. Så det har været rigtig hårdt at flytte herud. Men nu har jeg vænnet mig til det.

Endelig nævner en folkeskoleleder, at man på hendes skole er opmærksom på følgende problematik:

Vi har familier i afmagt, som har svært ved at opdrage deres børn i Danmark, fordi de ikke kan aflæse koderne i det danske samfund. Problemet kan blandt andet være at de slår deres børn, fordi de kommer fra kulturer, hvor korporlig afstraffelse indgår som en naturlig del af opdragelsen.

Disse problemstillinger bør behandles i et særskilt studie, da dette studie ikke handler om vold i udsatte boligområder, eller om opdragelsesmetoder i familier i afmagt.