Gensidige fordomme

Decideret racisme er ikke blevet tematiseret særlig ofte af respondenterne. Langt flere respondenter har fokuseret på problemet med gensidige fordomme, som denne muslimske folkeskolelærer:

Folkeskolelærer, med tørklæde

De forkerte forestillinger gælder begge veje. Det man mest ser i medierne er, hvordan det danske samfund ser på muslimer, men det gælder jo også den anden vej. De tænker ”de kan ikke lide muslimer” og så begynder fordommene fra den anden side. Det, eleverne hører derhjemme er ikke altid positivt. Men jeg synes at skolen har gjort så meget, at eleverne kan se, at de er blevet accepteret på deres præmisser, så hvis de skulle være påvirket af deres forældre, så kan det godt være de er i modsætning til det danske samfund, men ikke til deres danske kammerater. Så jeg har aldrig oplevet problemer i forhold til skolen, til kammeraterne. Men der kan være andre, der ikke kender nok til muslimer, som tænker at de alle sammen er dårlige. Sådan nogle diskussioner har vi haft med nogle af de store elever. Hvis danskerne ikke interesserer sig nok for at høre, hvordan det er at være anderledes, hvorfor nogen reagerer så voldsomt som de gør, så er det klart at kløften kan vokse.

At fordommene kan gå begge veje bekræftes af en anden informant:

Tyrker, uden tørklæde

Hvis der er noget, der er bandlyst så er det jo at blive dansk, det er jo et bandeord at sige, du er godt nok dansker.

Her er det på sin plads med en metateknisk bemærkning. For at belyse hvilken vej fordommene går er det ikke uden betydning, hvordan man spørger. Dette illustreres af følgende ordveksling mellem en respondent og intervieweren:

R: Man kan blive set ned på, og det bliver man også hundrede procent af f.eks. danskere eller ikke-muslimer. De kan have fordomme, som kan sårer en. F.eks. har jeg hørt mange gange når jeg selv har været til fester, hvor de så har snakket om nogen fra klassen som også har været muslimer og sagt ’Hun kommer jo heller aldrig, hun må jo ikke’. Det sårer mig og det kan også såre andre selvfølgelig. Det sårer mig, for så tænker jeg ’Hvad hvis jeg heller ikke havde været der? Hvis jeg ikke havde fået lov, så snakkede de også sådan bag min ryg’. Der bliver snakket meget, selv om de smiler til én. Det er meget dobbeltmoralsk synes jeg. Der er rigtig mange fordomme.

I: Men kan det også gå den anden vej?

R: Hundrede procent. Hvis man f.eks. ser en dansker, hvor ens veninde siger ’Prøv at se hendes nederdel, se hvor kort den er’, f.eks. Så er det sådan ’Okay, hvad har hun gang i?’. Nogen gange kan der så ryge sådan et bandeord ud af munden, hvor man faktisk er ret ligeglad med, hvordan folk går klædt. Der er rigtig meget af sådan noget gruppe-noget, uden at man lægger mærke til det.

Hvis intervieweren her havde undladt at spørge ”men kan det også gå den anden vej”, ville hun have fastholdt respondenten i en passiv offerrolle. Ved at stille det enkle spørgsmål, om det kan gå den anden vej, får respondenten mulighed for også at italesætte sig selv som et agerende subjekt. Desuden benytter hun sig af chancen til at reflektere over egen adfærd, ligesom hun løfter diskussionen op på et mere universelt niveau ved sin overvejelse omkring ”sådan noget gruppe-noget”, hvorved hun henviser til den almenmenneskelige psykologiske mekanisme, der er på spil i de gensidige fordomme.

Det er dog ikke altid, der har været tid til at gå i dybden med fordommenes gensidige spil.

Af og til kan det også være mere interessant at spørge videre ind til respondentens følelse af fremmedgjorthed, som i følgende konversation:

R.: Jeg har været åben overfor alle her på gymnasiet, men jeg synes måske, det har været sværere at få kontakt til danske piger og danske drenge, end at få kontakt til nogen man ligesom kender. Jeg har også sagt det, da jeg kom ind i den klasse, hvor jeg er nu. Der har jeg også siddet og snakket om, hvorfor jeg aldrig rigtig havde haft danske veninder, og så havde jeg også sagt ”jeg føler I er meget lukkede, der er ikke rigtig den kontakt”. Man kan ikke forvente at det er kun er os, der skal tage det første skridt og sige ”vi er åbne overfor jer”, når vi ikke får det samme igen. I den klasse jeg går i, er der mange forskellige piger med mange forskellige meninger. Vi har haft heftige diskussioner om, hvordan udlændinge var og hvilke fordomme de havde til dem, men der er også en enkelt pige, som virkelig forstår, hvad vi går igennem når vi kommer her til Danmark og er fremmede.

I.: Er det noget, du oplever som hæmmende?

R.: På nogen måder kan det godt være hæmmende, fordi man aldrig føler sig helt accepteret. Og så føler man, der mangler et eller andet. Man er vokset op her, så det burde være ens andet hjem, men sådan er det ikke, man føler at man bliver set som en udlænding uanset hvad.

I.: Men føler du dig selv som udlænding?

Ja. Det kan godt være at det er en følelse der aldrig går væk, den er der bare.

Adspurgt om, hvor meget afvisningen fra danskernes side præger de muslimske gymnasiepigers hverdag, svarer en studievejleder:

Det synes jeg egentlig ikke…Selvfølgelig er der noget af det, men jeg synes ikke at det fylder så meget. Vi har hørt nogle danske drenge sige til en indvandrerdreng ’Vi gider sgu ikke at være i gruppe med dig din perker’. Men danske piger har ikke noget imod at sidde i gruppe med indvandrerpiger, hvis de ellers arbejder. Hvis de yder noget og de kan forstå hvilke krav, der stilles, så de kan gå aktivt ind i gruppearbejdet og ikke bare sidder og nasser på de andre. Det gælder jo for alle piger. Men det er en så integreret del af skolen og mange af vores elever har gået i folkeskolen med dem. De ved lige præcis, hvornår de får tørklæde på og hvorfor. De ved også, at nu er der ramadan.

Følelsen af fremmedgjorthed er dog ikke nødvendigvis altid et skel mellem nydanskere og etniske danskere:

Tyrker, uden tørklæde

Jeg er vokset op i en lille by, hvor der kun var danskere. Så kommer jeg til en storby, hvor der var fuldt af perkere. Første gang, jeg så en, gemte jeg mig bag en skraldespand, for jeg blev så bange for ham.

Det skal her siges, at en stor del af respondenterne giver indtryk af at have en tryg hverdag, hvor interaktionen mellem nydanskere og gammeldanskere er uproblematisk:

Somalier, med tørklæde

Da jeg var yngre, der er man jo bare børn og var sammen med enten danskere eller somaliere, det gjorde overhovedet ikke en forskel, for det gælder bare om at lege. Men så bliver man ældre og jeg har boet her og haft venner af samme baggrund og har altid følt mig tryg ved at være sammen med dem. Også når jeg var på skolen kunne jeg sagtens snakke med de danskere der var i vores klasse, lige så godt som jeg kunne snakke med de andre, fordi jeg er vant til det. Man forholder sig jo til dem man kan forstå, og dem man normalt snakker med til hverdag.

Tyrker, uden tørklæde

I: Jeg synes ikke rigtigt, at jeg har haft nogle vanskeligheder ved at være muslim, for jeg er jo meget moderat indstillet. Jeg kan også sagtens sætte mig ind i andres tankegange, jeg ved også godt hvad kristendommen handler om, jeg ved også godt hvad jødedommen handler om, jeg ved også godt hvad islam handler om. Det er bare noget man vælger. Så længe man ikke generer andre mennesker, med det man tror på, så tror jeg ikke at man oplever vanskeligheder. Det har jeg hvert fald ikke gjort på universitetet. Og heller ikke da jeg gik i folkeskolen, slet ikke. Jeg har hele tiden mødt respekt, men jeg har heller ikke haft de der meget fundamentalistiske holdninger eller krav.

En af respondenterne har kun været i Danmark i et par år og har stadig lidt svært ved dansk, men lader til at være faldet til i sin klasse uden problemer:

Uden tørklæde

I starten følte jeg mig alene i klassen, men efter et par uger snakkede vi sammen. De spørger meget til mit liv, vi arbejder sammen, vi snakker, så der har jeg ikke nogen problemer.

Men hvad med klassekammeraternes forældre? En vejleder bemærker:

Vi har flere problemer med forældrene end vi har med eleverne, hvad angår tolerance. Her tænker jeg på de danske forældre. De kan være nervøse for om der sidder X antal muslimer i en klasse, mere end situationen egentlig berettiger dem til. Man knytter det at være indvandrer til et dårligt fagligt niveau. Og så er man bange for, at ens eget barn ikke får det ud af skolegangen, som de skal have.

En folkeskoleleder tager samme problemstilling op, dog uden at se det som et spørgsmål om tolerance:

Her på skolen når vi faktisk et højt fagligt niveau. Selv om der er nogen børn, der ikke har forudsætningerne med sig hjemme fra, som ikke er født med en sølvske i hånden, så kan man altså nå langt med dem, men det er jo hårdt arbejde. Det er jo ikke kommet af sig selv, det er kommet af nogle dygtige lærere, som har været oppe at stå på tæer for at de her børn kommer frem i verden.

Men det er da klart, at nogle danske forældre er bekymrede over det faglige, og det går ikke kun på det faglige. Det kan også være en bekymring i forhold til det der bandeagtige, mobbeagtige, om der er nogle rødder der kommer og siger ’ min fætter kommer og banker dig’. Altså hvad er det for et miljø, skolen har? Det forstår jeg da godt, de bekymringer. Det er jo ikke racistisk at være bekymret, for op mod 80 % tosprogede på en skole, det er da en høj procent.

På de fleste uddannelsesinstitutioner, som har medvirket, er det altså ikke så meget racisme og diskrimination, der fremhæves som udfordringer, men mere gensidige fordomme og af og til en vis opsplitning af elevgrupperne. En tyrkisk pige fortæller, med et anstrøg af humor, om situationen på sit eget gymnasium:

Her på skolen har vi noget, vi kalder integrationsbænken, og der sidder alle udlændinge på en lang række. Så har vi også en tørklædebænk, det er den samme række, men de sidder så i enden af rækken, det er kun arabiske piger, der sidder med tørklæde og de sidder dernede. Vi laver også selv sjov ud af det. Så rejser drengene sig op og siger ’Okay vi skal udpege en formand for bænken’ hvor de begynder at holde taler og så stemmer de på hinanden. Vi har sådan en bænk og alle kender til den. Også danskere kan gå rundt og sige ’Ej prøv at se hvor platte de er’. Selvfølgelig kan der også sidde danskere, men det er så sjældent.

Opsplitningens linjer følger altså ikke nødvendig kun etniske grænser. Der kan også opstå opsplitning mellem pigerne uden tørklæde og pigerne med tørklæde (inklusive danske konvertitter). En informant uden tørklæde føler sig for eksempel ikke velkommen i tørklædepigernes gruppe:

Deres største barriere er noget selvskabt. De er en meget lukket gruppe og du kan se det med det samme, det er så tydeligt, at de er en lukket gruppe. Der er intet signal om, at du er velkommen, hvis ikke du passer ind. Jeg tror, selvfølgelig er det ikke sådan, at de ikke vil sige hej, hvis der er en, der kommer og hilser pænt på dem, det har ikke noget med det at gøre. Men i deres fremtoning er de i det hele taget meget afvisende.

Opsplitningen muslimske piger imellem kan manifestere sig på forskellige måder, ved afvisning som i ovennævnte eksempel, men også ved mere udfarende adfærd: