Hvordan opbygges de sociale netværk?

1.6.1 Netværks betydning for integration

Netværk er vigtige for fremtidens ligestilling på arbejdsmarkedet, og manges netværk opbygges under uddannelsen. Spørgsmålet er så, om det lykkes de muslimske gymnasiepiger at opbygge de netværk på gymnasiet, som kan give dem en bred platform for integration i det danske samfund fremover. Flere vejledere og rådgiver er opmærksomme på udfordringen:

Ressourceperson

I: Når jeg ser sådan en gruppe piger i klasserne, så er der jo ikke nær den tradition for, at man er veninder f.eks. Den relation pigerne har med andre mennesker ligger indenfor familien eller storfamilien, hvis det går højt, fætre og kusiner. Jeg kan jo også mærke, at pigerne føler sig meget trygge ved den her storfamilie. Det er det eneste sted de dybest set føler sig trygge, men de har jo for pokker ikke prøvet andet.

Muslimsk ressourceperson

Ret tit, så har de ikke et særlig stort netværk. Det er i hvert fald det, vi er blevet meget opmærksomme på her på det seneste – at de tager en høj uddannelse, men mangler det danske netværk. De har det samme netværk hele tiden, enten familien eller de nærmeste venner eller dem, man studere med, der tænker ligesom en selv. Så det bliver et meget lille snævert netværk, sådan et, man egentlig ikke kan bruge til noget. Så det er måske også med til, at de ikke kommer videre.

Nogen af dem er mønsterbrydere også, som klarer det godt. Og så er der de her kliker som støtter hinanden, jeg vil kalde dem kliker, tæt på sekt nærmest. Men de er der jo også til at støtte hinanden, hvis der er en, der er god til noget, så støtter de hinanden, og det er jo dejligt at have sådan et beskyttet netværk. Men så giver du afkald på andre netværk, som du så skal bruge senere hen.

Men hvad siger pigerne selv?

1.6.2 Gymnasiepigernes netværk

Selv om mange af gymnasiepigerne har eller har haft danske veninder, lader det dog til, at de tætteste venskaber fortrinsvis knyttes mellem piger fra samme etniske gruppe:

Tyrker, uden tørklæde

I Folkeskolen havde jeg kun danske venner. På gymnasiet blev det kun tyrkere. Mine pigeveninder, de er alle sammen tyrkere og så er der nogen somaliere…Generelt så er mine drengevenner danskere. De er lidt søde at snakke med. Når man snakker med en tyrkisk dreng,… uha, så er der noget mellem jer, så sker der noget… rygter skabes meget nemt. Men når det er danskere, så siger folk ikke noget ’De er bare venner’. Og det er vi.

Tyrker, uden tørklæde

Jeg har blandet både danskere og tyrkere og somaliere, fra alle mulige kulturer. Men dem jeg sådan er mest sammen med er nok udlændingene. Det er nok mine nærmeste veninder. Jeg har også rigtig søde danske veninder og dem kan jeg også sagtens fortælle alt muligt, men de forstår ikke én på samme måde, som hvis jeg gik over og fortalte det til min veninder der var af samme religion som mig. En dansker vil jo aldrig kunne forstå, hvorfor vi ikke må drikke eller tage til fester eller have kærester eller gå i seng før ægteskab. Det er svært at sætte sig ind i, så det er meget nemmere for os, at gå over til en som vi kender og ved hvilken baggrund hun har eller han har og fortælle det til den person.

Palæstinenser, med tørklæde

Det er meget blandet, danske, arabiske. De tætteste veninder vil jeg nok sige er arabiske.

Somalier, med tørklæde

Det er en blanding. Min bedste ven er en somalisk dreng, desuden så har jeg to afghanske veninder, som jeg er tæt med, og så har jeg en somalisk veninde, som jeg er tæt med. De to somaliere i mit liv, dem har jeg kendt siden jeg kom til Danmark, de har altid været der. Jeg har nogle danske veninder, jeg er så småt begyndt at få danske veninder, efter jeg er kommet på gymnasiet. Men før det gik jeg på en skole med masser af udlændinge så der var ikke rigtig den der kontakt.

Somalier, med tørklæde

R: Når man nu bor i vores område, så kan man ikke have så mange andre venner, end dem med egen baggrund. Men vi har også boet i Jylland, og der havde jeg kun danske venner, jeg havde slet ikke nogen udenlandske venner overhovedet, for vi var de eneste i nabolaget med anden etnisk baggrund. Men nu hvor jeg bor her, så har jeg næsten kun venner af samme baggrund.

I: Er det et bevidst valg, eller er det bare sådan det er blevet?

R: Sådan er det blevet. Generelt i de store byer er man meget adskilt, danskere for sig, arabere for sig, somaliere for sig. Men sådan er det ikke i mindre byer, for der er ikke så mange af slagsen, så man bliver nødt til at være sammen med dem, der er flest af. Sådan tror jeg stadigvæk at det er.

I: Er der noget du synes er positivt eller negativt i de forskellige situationer?

R: Fordelen er at jeg bedre kan forstå dem med samme baggrund som mig selv. Dem kan jeg bedre forstå og være lidt mere mig selv end jeg er når jeg f.eks. er sammen med danskere. Danskere der skal jeg frem med en anden facade for at kunne tilpasse mig, hvordan de snakker og hvordan de morer sig og deres humor. Men når jeg er sammen med arabere, så er det måske lidt mere neutralt.

Nogen ting har vi til fælles, andre har vi ikke, så det er sådan lidt en midterlinje.

I: Hvad er det I har til fælles blandt somaliere, som I ikke ville have til fælles, hvis det var arabere?

R: Vores sprog for det første, vores påklædning, vores humor og alle de ting…Der er mange ting vi har til fælles og mange ting vi snakker om i hverdagen. Måske har vi de samme venner. Hvis jeg tilfældigvis snakker med en somalisk pige fra København, så er jeg sikker på, at vi har mange fælles venner, selv om jeg ikke kender hende, fordi alle kender alle. De unge gør i hvert fald.

I: Så dine allernærmeste venner er det somaliere eller er det også arabere?

R: Det er udelukkende somaliere. Jeg har nogle arabiske veninder, men det er kun nogen jeg er sammen med, hvis vi skal ud i byen og vi skal ud og spise. Men man kommer ikke helt tæt på hinanden. Som jeg gør med mine somaliske veninder f.eks.

1.6.3 Etniske opdelinger

Flere af informanterne bekræfter, at de etniske skillelinjer i de store byer ikke kun går mellem nydanskere og gammeldanskere, men også mellem de forskellige grupper af nydanskere. For eksempel nævner en muslimsk ressourceperson:

Det er delt op i legepladser. Nogle af dem står somaliere for, andre araberne. De leger ikke sammen. Så er der forskellige drengegrupper, som består udelukkende af arabere, men hvor de danner hver sin klike og hvor de går direkte efter hinanden. Er der nu én fra den ene gruppe som bliver udsat for vold eller nedgjort på en eller anden måde, så har hans gruppe pligt til at hævne ham. Så starter balladen.

Ifølge en folkeskoleleder kan konflikter mellem arabiske klaner også forplante sig til skolegården:

Nogle af pigerne føler sig klemt blandt familierne på skolen. Vi kan nogle gange opleve nogle drabelige kampe mellem pigerne, det er med håret rykket af, fordi det pludselig har noget med ære og familie at gøre. Jo mere udsat en familie man kommer fra, jo mere klemt bliver man efterhånden som man bliver ældre.

En af ressourcepersonerne opridser den udvikling, der har været med til at skabe de skel:

Da vi kom til Danmark i 1976, der fik vi besøg af danske familier. Der havde min mor danske bekendte. Godt nok var det min far, der skulle tolke, men det var fint nok. Gensidige fordomme var der ikke noget af på det tidspunkt. Der var man meget interesseret i hinandens kulturer og i hinandens tanker. Der var det nyt og spændende og der var heller ikke så mange indvandrere. Så der kunne de ikke danne deres egne grupper, de var nødt til at være sammen med danskere også.

Jeg kan slet ikke huske, at vi havde vanskeligheder med at lære sproget, overhovedet ikke. Jeg blev overhovedet ikke mobbet. Det var virkelig en dans på røde roser. Så begynder der jo at komme flere familier herop, så danner de deres egne grupper og deres eget fællesskab. Ham jeg blev gift

med kom herop som politisk flygtning. Så kom han automatisk ind i det kurdiske miljø, og så kom der alt det politiske ind i det, hvor man ikke rigtig kunne lide tyrkere. Pludselig blev jeg revet ud af det tyrkiske fællesskab, for førhen var jeg jo kun sammen med tyrkere. Vi havde gået i tyrkisk skole sammen og vi havde gået i folkeskole sammen. Det var ikke fordi det vrimlede med kurdere. Lige pludselig kom der flere kurdere herop, og der kom det skel mellem tyrkere og kurdere.

To studievejledere ser dog også en udvikling i den anden retning:

Vejleder, gymnasium

I: Når vi har vores indslusningssamtaler i 1.g. så spørger vi dem, hvor de kommer fra, vi spørger om de taler et andet sprog derhjemme end dansk. Der er mange af dem, der pointerer at de er kurdere, men så når jeg spørger til ’Er det noget du tænker på, når du går sammen med andre her på skolen’, ’Nej nej, det er jeg bare, jeg er ikke tyrker, jeg er kurder’. Men det er ikke sådan, at han eller hun så ser ned på de andre tyrkere, der er her, så langt er man dog kommet…Børnene hvert fald. Jeg tror sagtens, at man kan finde forældre, der ikke er sammen med familier, som er kurdere eller tyrkere. Det tror jeg sagtens.

Vejleder, Teknisk Skole

I: Jeg synes nu også, at der er sket meget i de år, jeg har været her, det synes jeg virkelig. De er langt mindre fordomsfulde.

Det ændrer dog ikke ved, at befolkningssammensætningen i et givent boligområde eller på uddannelsesinstitutionerne spiller en rolle for, hvordan de sociale netværk opbygges. Det er for tidligt at sige, hvorvidt de tendenser, som opridses af pigerne, vil være hæmmende eller fremmende for integrationen, men det er nok nødvendigt netop at lægge diskussionen over til pigerne selv. Det vigtigste er, at de er bevidste om de fordele og ulemper, som kan opstå ved for eksempel at privilegere netværk inden for ens egen etniske og religiøse gruppe.

1.6.4 Fordele og ulemper ved koncentration af tosprogede

I forbindelse med ovenstående diskuteres det ofte, om man skal opmuntre spredning af elever til flere skoler for at fremme elevernes danskkundskaber og for at give dem et bedre socialt netværk uden for de tosprogede miljøer. Kommentarerne fra respondenterne i denne undersøgelse går i lidt forskellig retning, alt efter hvem man spørger:

Vejleder, gymnasium

Vi må erkende, at når halvdelen af eleverne i en klasse har anden etnisk baggrund, så er det meget anderledes. De klasser er svære at få til at fungere socialt. Jeg synes, at tæt på en fjerdedel af eleverne med anden etnisk baggrund, så skal man ikke meget højere op.

Forslag ”jeg synes, at tæt på en fjerdedel af eleverne med anden etnisk baggrund, så skal man ikke meget højere op.”

En mor til en teenagedatter synes tværtimod godt om, at mange tosprogede samles på samme uddannelsesinstitution:

Tyrker, med tørklæde

I: Det gymnasium min datter kom på, med pakistanske, arabiske og andre forskellige nationaliteter, der oplevede hun en meget meget varm vennekreds. En ubeskrivelig varm vennekreds, hvor hun oplevede det at være tyrker på en positiv måde. Det gav hende sådan en stærk personlighed til sidst, hvor hun var stolt over det hun var. Hun sagde, at de viser følelserne på en helt anden måde. Det havde hun aldrig oplevet, for vi bor et sted, hvor der ikke er nogen etniske minoriteter og hun har gået i folkeskolen, hvor der ikke har været nogen etniske minoriteter. Så hun oplevede det at være tyrker som noget positivt, da hun kom på gymnasiet. Hun var rigtig stolt af at være tyrker og rigtig stolt af at være muslim. Det, at hun kom til et gymnasium, hvor alle piger havde det, som hun havde det, det gav hende ro. På et mere ’dansk’ gymnasium ville hun hele tiden skulle have stået overfor svære valg og sige ’Jeg gør ikke det og det, fordi mine værdier er sådan og sådan’. Men på gymnasiet var det så naturligt. Hendes værdier var alles værdier og hun skulle ikke hele tiden forklare sig.

”Hun var rigtig stolt af at være tyrker og rigtig stolt af at være muslim. Det, at hun kom til et gymnasium, hvor alle piger havde det, som hun havde det, det gav hende ro."

En folkeskoleleder er kritisk over for spredningen af tosprogede elever, som den fungerer nu:

Spredning af eleverne er ikke nødvendigvis fremmende for integrationen. For eksempel har jeg set, at nogle skoler, som ikke er så vant til at have tosprogede elever, opstiller særregler for dem. Jeg hader at kritisere andre, men når man på andre skoler i en god mening laver særregler for og hensyn til muslimer, så er det ikke befordrende for integrationen. Jeg tænker, at hvis det er på den måde spredningen af børnene kommer til at foregå på, så har vi kun set en flig af det her problem.

Hvis det er sådan, at vi har fem tosprogede børn i hver klasse, der lever parallelle liv i de her klasser, så er der jo heller ikke tale om integration. Først må pigerne ikke må bade sammen med de andre, så må de godt blive hjemme fra lejrskolen osv.. Det er helt galt. Noget af det man skal ind og

lave på det professionelle plan, det er vidensdeling og mange flere kompetencer og bedre indsigt i de her familier, for at forstå dem. Det kan man nemmere have uddannet personaler til på få skoler, end på 50 skoler.

En anden folkeskoleleder mener dog, det er nødvendigt med spredning af børnene, under visse forudsætninger:

Vi har næsten 80 % børn med anden etnisk baggrund. Vi burde jo ikke have mere end 50 %. Det ved man fra undersøgelser, op til 50 % er der ikke tab af faglighed, heller ikke for de danske børn.

Men over 50 % kan der altså være tab af faglighed. I min verden vil jeg da gerne gøre noget for at få flere danske elever ind, så vi får en sundere balance, det vil være godt for alle børn, både i normdannelse og i faglighed. Jeg mener det er udmærket at lave sprogtest og så sige, at dem der under det og det niveau, de har ikke frit skolevalg, de skal sendes til skoler med flere danskere, så deres danske sprog bliver stimuleret. Det ville løfte hele området. Og det er ikke kun det faglige, jeg taler om, det er også afsmitning af de kulturelle normer, herunder kvindesyn og ligestilling. Den problematik vil blive meget mere jævnet ud hvis man kommer ud over det med ghetto-skoler. Men jeg kan da godt være bekymret for, hvordan nogle af de andre skoler vil modtage mine elever, for de er ikke klædt på til opgaven. Det jeg er bange for, det er om de bliver alt for halalhippie-agtige, bliver alt for” åh pas på, hun er også muslim, vi skal lave noget særligt omkring hende.” Det går bare ikke. De skal altså bade efter 3. klasse, sådan er det bare. Vi går i dialog med forældrene, vi går i clinch med forældrene, vi respekterer dem, men det her er altså en dansk folkeskole. Og sådan kører vi derudaf, ikke spor berøringsangste, og får på den måde gjort børnene klar til en virkelighed, hvor de ikke kan stille særlige krav. Og alt det med at lave bederum og jeg ved ikke hvad, selvfølgelig skal vi ikke det, så skal vi også have små kirker og katolske ting og sager og et tempel i hjørnet, det er jo helt hen i hegnet. Jeg håber, vi er kommet dertil, hvor man har set i øjnene at børn er børn, nogle har mørkt hår, nogen har ikke, nogen er muslimer, nogen er ikke, nogen er kulturelle muslimer dvs. de er ikke mere muslimer end jeg er kristen. Noget tyder på, at vi er ved at være nået den lange vej, hvor det nu står klart, at vi må stille tydelige og enslydende krav til vores børn, hvis vi vil dem noget godt. Så længe vi gør det, så tror jeg på at det med at flytte børnene kan være godt for alle parter. Og fra et samfundsmæssigt synspunkt er det nødvendigt.

”…Vi må stille tydelige og enslydende krav til vores børn, hvis vi vil dem

noget godt.”