Overordnede løsninger

lave på det professionelle plan, det er vidensdeling og mange flere kompetencer og bedre indsigt i de her familier, for at forstå dem. Det kan man nemmere have uddannet personaler til på få skoler, end på 50 skoler.

En anden folkeskoleleder mener dog, det er nødvendigt med spredning af børnene, under visse forudsætninger:

Vi har næsten 80 % børn med anden etnisk baggrund. Vi burde jo ikke have mere end 50 %. Det ved man fra undersøgelser, op til 50 % er der ikke tab af faglighed, heller ikke for de danske børn.

Men over 50 % kan der altså være tab af faglighed. I min verden vil jeg da gerne gøre noget for at få flere danske elever ind, så vi får en sundere balance, det vil være godt for alle børn, både i normdannelse og i faglighed. Jeg mener det er udmærket at lave sprogtest og så sige, at dem der under det og det niveau, de har ikke frit skolevalg, de skal sendes til skoler med flere danskere, så deres danske sprog bliver stimuleret. Det ville løfte hele området. Og det er ikke kun det faglige, jeg taler om, det er også afsmitning af de kulturelle normer, herunder kvindesyn og ligestilling. Den problematik vil blive meget mere jævnet ud hvis man kommer ud over det med ghetto-skoler. Men jeg kan da godt være bekymret for, hvordan nogle af de andre skoler vil modtage mine elever, for de er ikke klædt på til opgaven. Det jeg er bange for, det er om de bliver alt for halalhippie-agtige, bliver alt for” åh pas på, hun er også muslim, vi skal lave noget særligt omkring hende.” Det går bare ikke. De skal altså bade efter 3. klasse, sådan er det bare. Vi går i dialog med forældrene, vi går i clinch med forældrene, vi respekterer dem, men det her er altså en dansk folkeskole. Og sådan kører vi derudaf, ikke spor berøringsangste, og får på den måde gjort børnene klar til en virkelighed, hvor de ikke kan stille særlige krav. Og alt det med at lave bederum og jeg ved ikke hvad, selvfølgelig skal vi ikke det, så skal vi også have små kirker og katolske ting og sager og et tempel i hjørnet, det er jo helt hen i hegnet. Jeg håber, vi er kommet dertil, hvor man har set i øjnene at børn er børn, nogle har mørkt hår, nogen har ikke, nogen er muslimer, nogen er ikke, nogen er kulturelle muslimer dvs. de er ikke mere muslimer end jeg er kristen. Noget tyder på, at vi er ved at være nået den lange vej, hvor det nu står klart, at vi må stille tydelige og enslydende krav til vores børn, hvis vi vil dem noget godt. Så længe vi gør det, så tror jeg på at det med at flytte børnene kan være godt for alle parter. Og fra et samfundsmæssigt synspunkt er det nødvendigt.

”…Vi må stille tydelige og enslydende krav til vores børn, hvis vi vil dem

noget godt.”

Noget vi også har oplevet, nogen rørende, er måden pigerne i højere grad knytter sig til skolen. Det var helt klart, at skolen var et fristed for pigerne. Vi har oplevet piger, der kommer ned på kontoret og spørger om der er noget, de kan hjælpe med, så de kan slippe for at komme hjem. Vi har haft bogsættere på vores bibliotek, hvor der var en venteliste af piger, der gerne ville det, for så havde de mulighed for at fjumre og snakke med hinanden. Alt, der kunne foregå i skoleregi, det havde pigerne som primus motor, for det var deres eneste chance for at være væk hjemmefra. Eller de meget udsatte piger, der er det jo ikke ualmindeligt at de tager en alt for stor tørn i forhold til det de skal hjælpe til med derhjemme. Selvfølgelig skal de hjælpe til de unge mennesker, men det var for meget, hvor det var noget med at aflevere små børn i vuggestuen om morgenen fast. Sørge for mad og sørge for alt for meget, når man kun er 12 eller 13 år.

En gymnasielærer fortæller om et lignende fænomen, hvor lektiecaféer udgør et fristed for pigerne, samt en mulighed for at blive færdig med lektierne og få faglig støtte.

Studievejlederne lægger generelt vægt på, at man finder aktiviteter, som alle kan få glæde af, og som ikke skiller de tosprogede ud som en særlig gruppe. Lektiecaféer kan for eksempel i lige så høj grad gavne etnisk danske elever med en gymnasiefremmed baggrund. Netop for ikke at skille nogen elever ud fra andre, er der også generel skepsis imod særregler. En tyrker med rådgivende funktion formulerer det yderst klart:

Man nødt til at stå fast og sige; at det er sådan her, vi gør det. Det er sådan vores børn har gymnastiktimer og det er på den her måde, vi har svømning. Tænk ellers på det signal, man sender til de muslimske piger. Skal de forvente resten af deres liv at hele samfundet skal indstille sig efter dem? Det er jeg imod, at man sender sådan et signal. Jeg har ikke noget imod islam, jeg har ikke noget imod religiøse mennesker. Der skal være plads til det. Det er meget individuelt, men i det øjeblik en hel klasse skal indstille sig på, at nogle piger er anderledes og det skal de acceptere, det synes jeg er meget forkert. Jeg er imod alt, hvad der skiller børn ad og jeg synes selvfølgelig, at det er sørgeligt, at det finder sted, det er jo også et meget forkert signal at sende fra skolen.

En folkeskolelærer argumenterer på samme måde

Jeg har stort set ikke haft en eneste udfordring på den her skole, hvor der er 80 procent muslimske børn. Det tror jeg er fordi, vi meget klart har meldt ud hvad vi forventer. Jeg synes faktisk, at det er lidt undergravende for os andre, når nogen skoler går ind og opstiller særregler. Det er fuldstændigt misforstået. Det har ikke noget at gøre med, at vi skal tvinge børnene, det handler om at vi skal komme i dialog med de her forældre, så de kan forstå, hvorfor vi har de her forventninger og krav. Jeg havde lige en samtale med en mor, omkring kristendomsundervisning. Vi fik snakket om, hvad det i virkeligheden handlede om. Hun var bange for, at vi stod og forkyndte. Så fik vi snakket om, at det handler det slet ikke om, og så var det ikke noget problem.

Ligeledes er der heller ikke opbakning til at samarbejde med religiøse autoriteter:

Jeg tror gerne, at imamerne vil have det til at lyde, som om de har mere indflydelse end de egentlig har. Nogen gange har vi besøg på skolen, men det er som forældre og ikke som imam. Jeg har bevidst undgået at have noget der minder om et samarbejde med imamerne. Det er heller ikke mit indtryk, at de fylder så meget egentlig. Der hvor de fylder, det er jo for mændene og man kan så sige, at mændene gennemsyrer familierne, men det er ikke mit indtryk med pigerne. Faktisk er det

meget mere læreren, de tager fat i, især hvis det er en kvindelig lærer. Det kan være i forhold til spørgsmål som ’Jeg er bange for at min far er ved at finde en kæreste til mig’, ’Jeg er ked af det fordi jeg ikke må læse videre på teknisk skole’, ’jeg har set den her søde fyr’, osv. Det er de her ting, hvor de ikke ved hvor de skal snakke med nogen om det. Så tænker de, hvis de har et godt forhold til læreren ’Hun er min fortrolige’. Der er der jo flere af lærerne, der kommer til mig, fordi de har svært ved hvad de skal gøre med den viden de nu har fået. I meget grove tilfælde er det ’Far slår’

eller ’far misbruger’. Jeg har sendt flere afsted på børnehjem. For hvis jeg får sådan noget at vide, så har jeg pligt til at handle. Men jeg er ikke sikker på, at jeg løser noget ved det…. Jeg har oplevet flere sager, hvor pigerne skulle ind og vidne, hvor det ender med at pigerne frafalder. Fordi de ikke kan magte det her med, at de bliver udstødt af familien eller kommer til at stå udenfor den her verden. Men i hvert fald, i betragtning af at vi har over 80 % muslimske børn, så må jeg sige at religionen fylder utrolig lidt i vores hverdag. Jeg tror, det er fordi, vi vælger at sige, at det ikke skal fylde. Det er igen det her med klare og tydelige signaler. Vi vælger også at sige, at vi naturligvis respekterer at nogen har en anden religion, vi har religionsfrihed i Danmark, men igen giver vi ikke køb på de grundlæggende universelle idéer.

En ressourceperson advarer ligeledes mod missionerende lærere:

Jeg har arbejdet på en skole, hvor jeg tilbragte megen tid i en børnehaveklasse med mange arabiske børn. Der havde man også ansat arabiske sprogpædagoger. Der er især en af dem, som altså har forskrækket mig ganske meget. Hun gik selv med tørklæde, og hun påvirkede i den grad børnene, når hun kunne slippe af sted med det. Selv om hun har levet i tyve år i Danmark, så videreførte hun overfor børnene de autoritære læringsmønstre, som hun har med i sin bagage. Alle de andre pædagoger var jo så glade, for nu fik vi nogen med anden etnisk baggrund, med tørklæde, som kan være sammen med de her unger. Det er også fint nok, men hvis man så får nogen, som bruger det til at missionere, og som udvælger små yndlingspiger og kun vil snakke med dem og kun vil være omkring dem, og hele tiden fortæller dem hvad det er at være god muslim, og giver dem bonus, selv i form af bolsjer, også for at få dem til at tage tørklæde på, ’nu er du en dygtig pige’ og den slags, det synes jeg er uhyggeligt. Hun var ikke den eneste, men hun var specielt streng. Hun fik lov til at gå meget længere, end jeg syntes var rimeligt. Og problemet er jo, at hun kunne gøre det på arabisk, og det var der ikke andre end mig der kunne forstå. Selvfølgelig skal vi have tosprogede lærere, men man skal altså vælge sine folk med omhu. Ellers fremmer man jo nogle kulturelle og religiøse mønstre, som er helt uforsvarlige. Man skal se meget nøje på hvem man sætter ind i læringsfunktionerne. Det er så små ting, der skal til, så små signaler, og børnene fanger dem lige med det samme.

At undervisningsinstitutionerne bør have et klart ståsted i et grundlæggende værdisæt understreges af flere respondenter:

Folkeskolelærer

Vi skal huske på som skole, at vi ikke skal gøre det til et generelt problem, at der er fem forældre, der ikke vil lade deres piger deltage. Det vi skal sørge for er, at de fem børn ikke får lavet særregler som f.eks. med svømning, for så kommer de næste fem, og så har jeg måske 10-20 procent af børnene, der ikke deltager. Hvis man sender et klart signal til forældrene om, at ’der er en eneste grund til, at vi er her og det er at hjælpe dig og dit barn’, så oplever jeg faktisk, at vi kan komme rigtig langt med familierne. Samtidig koncentrerer jeg fokus på de universelle værdier, vi bygger den her skole på. Sådan at man aldrig er i tvivl om, at det her ikke er en arabisk skole. Det er en

dansk folkeskole, der har nogle universelle værdier. Det er lige gyldigt om du hedder Mads, Morten, Michael eller Ahmed - vi skal opføre os ordentligt overfor hinanden. Piger og drenge er ligestillet.

Der hvor forældrene bliver utrygge eller opponerer, det er når vi ikke kommunikerer klart ud, så enkelt kan det faktisk siges. Jo bedre vi er forankret i vores egen værdipraksis, jo færre diskussioner skal vi have med forældrene.

”Jeg koncentrerer fokus på de universelle værdier. Jo bedre vi er forankret i vores egen værdipraksis, jo færre diskussioner skal vi have med forældrene.”

”Piger og drenge er ligestillet.”

Den gennemgående holdning blandt vejlederne har ligeledes været, at det faglige og sociale liv fungerer bedst, når religiøsitet og religiøs praksis nedtones, som to gymnasievejledere fremhæver:

R1: Jeg kan jo bare sige min holdning, og den er, at når man går på gymnasium, så går man der for at få en uddannelse. Det er en verdslig institution, et dansk gymnasium dvs. man er der for at blive uddannet. Så er der nogen, der under ramadanen gerne vil bede, men så må de altså finde et eller andet hjørne. Det kan man jo ikke forbyde dem. Men vi tilbyder ikke faciliteter til religiøs aktivitet.

Så kommer der muligvis Indre Mission. Det kan blive ret uoverskueligt, synes jeg.

R2: Vi underviser i religion og der underviser vi i alle forskellige religioner. Men vi er ikke en skole der prædiker religion, vi prædiker heller ikke kristendommen eller buddhisme. Det er den ene begrundelse. Den anden er, at vi har så mange forskellige religioner på den her skole og hvorfor skal islam i højere grad respekteres end buddhisme skal? Mange muslimer bliver stødte over, at vi ikke respekterer deres helligdag og giver dem lovligt fravær. Vi skælder ikke ud, vi fordømmer det ikke, men de får fravær. For ellers ville det jo ikke være til at styre. Skal vi så også til at holde fri når der er kinesisk nytår? Vi følger de danske ferie-og fridage og Danmark er… Jeg ved ikke, om man kan sige, at vi er et kristent land, men vi følger hvert fald de kristne helligdage. Det er sådan det er. Det er mest praktisk og det andet ville være frygteligt upraktisk. Så skulle man måske hen og have forskellige fridage afhængig af, om man nu havde flest med den ene eller den anden religiøse baggrund. Derfor synes jeg, at det er det mest enkle og mest respektfulde er at sige at de fridage holder vi, fordi det gør man i den danske kultur. Og i øvrigt er den her skole ikke nogen religionsanstalt. Og hvis der kommer en elev og siger ’Jeg vil gerne have lov til at gå ud og bede’, så kunne jeg ikke drømme om at sige ’Det må du ikke’. Men at have et bestemt bederum eller et

bestemt rum, hvor kristne kan sidde og holde bønnemøder, det hører ikke til på en skole efter min opfattelse. Gymnasiet er en uddannelsesinstitution og ikke vækkelsesinstitution.

I stedet for at fokusere på religion foretrækker flere at lægge vægt på humanistiske og kulturbærende fag for at give pigerne et bredere udsyn. En af de humanistiske studerende fremhæver, hvor meget det betød for hendes personlige og intellektuelle udvikling at stifte bekendtskab med fag som ”psykoanalyse og feminisme og oldtidskundskab”. En gymnasielærer fremhæver undervisning i det moderne gennembrud som vigtig for pigernes emancipation:

Noget af det jeg synes er rigtigt spændende, det er når vi i dansk kommer til at snakke om det moderne gennembrud, der sker bare noget oppe i hovedet på de der piger. Det er virkelig interessant. De kan i den grad spejle sig i det der sker, for det er jo sådan set den konflikt de selv står i, for eksempel Dukkehjem. Hele snakken omkring køn og seksualitet, de går måske ikke ind i den, men de spørger og man kan se at det hele kører oppe i hovederne på dem. Der sker rigtig meget igennem de tre år. Hvis de først begynder at tage fat og kan spejle sig i nogle skikkelser i en udvikling, så rykker det altså noget. Plus at de kan sætte ord på det, de godt har kunnet føle. Den der uretfærdighed og det er jo også derfor at mange af dem siger ’Jeg vil ikke giftes, jeg vil først have en uddannelse’. De spejler sig jo også i os, de kvindelige lærere, som er blevet til noget og tør at stå ved det, som fortæller om kvindebevægelser eller hvad det nu kan være. Hvad skete der egentlig i 60’erne? Hvor nogen selv har været med til det. Det tror jeg rodfæster sig i nogen af pigerne.

En tyrkisk kvinde fortæller, hvordan det så ud fra hendes side:

På gymnasiet begyndte bevidstheden om, at det er uretfærdigt, den her forskelsbehandling mellem mænd og kvinde. Et eller andet sted var vi nok rigtig sure på drengene..(griner). De måtte få lov til alt og vi var afskrevet alt. Jeg har en veninde, der er ligesom mig, fra samme gymnasium. Vi følte os forurettet på en eller anden måde. Den eneste måde, den her protest kunne komme ud på var, at vi provokerede kvinderne og de tyrkiske muslimske mænd vi nu kendte. Hvor vi måske sagde nogle ting vi slet ikke mente, bare for at provokere dem. Bare for at fortælle dem, hvor tåbeligt det var, at man kunne leve under det her nærmest slaveriforhold som kvinde. Det var sådan noget med, at vi kunne finde på at kritisere den tyrkiske kultur rigtig meget og nogle sjove vaner, der lå i kulturen.

F.eks. når en kvinde skulle hjem sent om aftenen, når mørket havde lagt sig, så kunne man finde på, at lade hende ledsage af en lille gut på 4-5-6 år, en dreng, bare fordi han var en dreng. Så kunne han forsvare hende, hvis der nu skete noget. Sådan noget kunne jeg blive enormt gal over og sige

’Hvad ligner det? Det her er et barn, det her er en voksen og hun skal beskytte ham i tilfælde af at der kommer en voldsmand og ikke omvendt’. At man bare ved at placere en lille penis ved siden af…(griner). Vi var rigtig vrede over det, samtidig med, at vi kunne se det komiske i det, faktisk det tragikomiske. Det er en af de ting, jeg aldrig kunne glemme. Jeg fik nok mine feministiske idéer der.