Minoritetsbeskyttelse

situ-5.5 Minoritetsbeskyttelse

for afsnit 5.4.2. Hvor lighedsgrundsætningen er deklaratorisk, er ApSL § 34 præceptiv.

Enhver anpartshaver har ret til at kræve indkaldelse af en ekstraordinær ge-neralforsamling, jvf. ApSL § 30. Anpartshavere, der repræsenterer 1/4 af an-partskapitalen, kan kræve, at der vælges en minoritetsrevisor, som fungerer sammen med den almindelige revisor ved udførelsen af den lovpligtige revisi-on, jvf. ÅRL § 61a, stk.2.

5.5.2 Materiel minoritetsbeskyttelse

Som udgangspunkt træffes beslutninger på generalforsamlingen ved simpelt flertal, jvf. ApSL § 32. Dette majoritetsprincip er nødvendigt for at sikre, at der kan træffes afgørelser i selskabets anliggender, hvor selskabsdeltagerne er uenige. I selskaber med mere end en enkelt anpartshaver vil et krav om en-stemmighed, som kendes fra interessentskabsretten, ofte medføre, at der ikke kan træffes beslutning i det pågældende anliggende. Over for dette hensyn står imidlertid hensynet til, at en generalforsamlingsbeslutning, der er gennem-trumfet af et – eventuelt spinkelt – stemmeflertal på generalforsamlingen, ikke udgør en åbenbart urimelig krænkelse af minoritetens rettigheder. Dette hen-syn søges varetaget gennem regler om materiel minoritetsbeskyttelse.

Generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed og kan træffe beslut-ninger i alle selskabets anliggender. Anpartsselskabsloven bestemmer, at gene-ralforsamlingen ikke kan træffe en beslutning, der er åbenbart egnet til at skaf-fe visse anpartshavere eller andre en utilbørlig fordel på andre anpartshaveres eller selskabets bekostning, jvf. ApSL § 35, der svarer til den såkaldte general-klausul i ASL § 80. Der gælder en tilsvarende bestemmelse for beslutninger, som træffes af personer, der er medlem af anpartsselskabets ledelse, jvf. ApSL

§ 27 og tilsvarende ASL § 63. Generalklausulen blev indsat i selskabslovene af 1973 for at kodificere en allerede gældende regel om minoritetsbeskyttelse.

Tilsvarende gælder for foreninger, jvf. den frifindende UfR 1980.552H.

Generelt må det antages, at behovet for en materiel minoritetsbeskyttelse er større i selskaber med få selskabsdeltagere, end i selskaber med mange sel-skabsdeltagere. I et børsnoteret aktieselskab vil det være forholdsvis enkelt for en minoritetsaktionær, der føler sig dårligt behandlet, at sælge sine aktier og derved komme ud af selskabet. Tilsvarende gør sig gældende i større ikke-no-terede selskaber. Modsætningsvis vil den anpartshaver, der besidder en minori-tetspost, ikke have store chancer for at sælge sine anparter, hvis vedkommende føler, at majoriteten ikke leder selskabet på en tilfredsstillende måde.

Selskabslovenes generalklausul har spillet en tilbagetrukket rolle i retsprak-sis, idet der siden 1973 ikke – så vidt vides – er forekommet et eneste tilfælde, hvor en dansk domstol har tilsidesat en generalforsamlingsbeslutning under

5.5 Minoritetsbeskyttelse henvisning til, at beslutningen udgjorde en krænkelse af mindretallets rettighe-der.⁴¹ Dette kan eventuelt forklares med, at det er minoriteten, der har bevis-byrden for, at en beslutning udgør en åbenbar utilbørlig krænkelse af dens ret-tigheder.⁴² Undersøgelser har vist, at der i praksis synes at blive tillagt general-klausulen en forholdsvis større rolle, end det har været tilfældet i domstolenes praksis.⁴³

Det er omtvistet, om der ved siden af generalklausulen påhviler anpartsha-verne en indbyrdes loyalitetspligt, og i bekræftende fald hvilket indhold der kan tillægges en sådan loyalitetspligt. En anpartshaver er som udgangspunkt berettiget til at fremsætte og støtte et forslag på generalforsamlingen, der ho-vedsageligt gavner vedkommende selv. Er der tale om et forslag, som giver vedkommende en åbenbar utilbørlig fordel på selskabets eller de andre an-partshaveres bekostning, vil dette dog selvsagt ikke gyldigt kunne vedtages af generalforsamlingen, jvf. generalklausulen i ApSL § 35.

5.5.3 Frivillig og tvangsmæssig ind- og udløsning

ApSL 1973 §§ 14d og 14f indeholdt bestemmelser vedrørende indløsning. En anpartshaver, der besad 90% af hhv. stemmerne og anparterne, kunne kræve, at de øvrige anpartshavere lod sig indløse. Tilsvarende kunne de øvrige anparts-havere i denne situation kræve sig indløst. Disse bestemmelser er ikke blevet videreført i ApSL 1996. Tilsvarende regler gælder fortsat for aktieselskaber, jvf. ASL §§ 20b og 20d. Da indløsning er et særdeles vidtgående indgreb i an-partshavernes rettigheder, vil det ikke være muligt at anvende aktieselskabslo-vens bestemmelser analogt. Der er derfor kun mulighed for at indløse anparts-havere, såfremt indløsning udtrykkeligt er hjemlet i vedtægterne. Vedtægterne kan pålægge anpartshaverne en ret og / eller en pligt til at lade deres anparter indløse. En vedtægtsbestemmelse om indløsning kan indføres ved selskabets stiftelse eller senere, men i sidstnævnte tilfælde forudsætter vedtagelse af ved-tægtsændringen samtykke fra samtlige anpartshavere, jvf. ApSL § 34, stk.1, nr.

4).

Såfremt vedtægterne indeholder hjemmel til indløsning, må det sikres, at de minoritetsanpartshavere, der bliver indløst, bliver beskyttet imod, at de ved indløsningen bliver tilføjet et økonomisk tab. Vedtægtsbestemmelser, der giver selskabet eller andre en forkøbsret eller hjemler ret til indløsning, må udformes 41 Jvf. UfR 1985.183H, hvor Højesteret opretholdt selskabets praksis, hvorefter der hen-sattes et stort beløb til konsolidering, medens der kun udbetaltes beskedne beløb som udbytte.

42 Se hertil vedrørende afgørelsen UfR 1997.179H Søren Friis Hansen, i Juridisk Institut, Julebog, 1997, s. 125 ff.

43 Jvf. om den af Werlauff foretagne undersøgelse i Selskabsmasken (1991), s. 481 ff.

således, at anvendelse af bestemmelserne vil falde inden for rammerne af den almindelige grundsætning om minoritetsbeskyttelse, som er fastlagt i general-klausulen, jvf. ApSL § 35. Det betyder bl.a., at der må sikres minoritetsan-partshaverne en rimelig kurs for deres anparter. I tilfælde, hvor vedtægterne in-deholder bestemmelser om forkøbsret eller indløsning, har anpartshaverne imidlertid et behov for yderligere beskyttelse af deres rettigheder. Det må der-for konkluderes, at bestemmelserne i ASL § 19, stk.1 og stk.2 (ApSL 1973 § 14a, stk.1 og stk.2) fortsat finder analog anvendelse ved indløsning i henhold til en hjemmel i vedtægterne, jvf. straks nedenfor.

Vedtægterne kan indeholde bestemmelser om beregningen af den pris, som skal gives for anparter, der sælges i forbindelse med en tvangsindløsning eller ved udnyttelse af en forkøbsret. Hvor vedtægterne ikke udtrykkeligt tager stil-ling til spørgsmålet om udregningen af købs- eller indløsningskursen, og hvor der ikke kan opnås enighed om denne mellem køber og sælger, har den sælg-ende anpartshaver ret til, at der bliver foretaget en uvildig vurdering af, om den foreslåede indløsnings- hhv. salgskurs er rimelig, sammenlign ASL § 19, stk.2.

Det vil være nærliggende i vedtægterne at tage stilling til, hvem der kan udpe-ges som uvildige skønsmænd, således at man undgår at skulle indbringe sagen for domstolene. Såfremt anvendelse af vedtægternes bestemmelser om for-købsret eller indløsning måtte føre til åbenbart urimelige vilkår for den sælgen-de anpartshaver, vil disse vilkår kunne tilsisælgen-desættes ved dom, jvf. ASL § 19, stk.1 analogt. Disse regler, der skal sikre anpartshavernes ret til at få en rimelig pris for deres anparter i tilfælde af indløsning eller udnyttelse af en forkøbsret, vil ikke kunne fraviges i vedtægterne.⁴⁴

I tysk GmbH-Recht har anpartshaverne i særegne tilfælde ret til at udløse en anpartshaver uden hjemmel i vedtægterne, såfremt der fra vedkommendes side foreligger en væsentlig misligholdelse af de pligter, der påhviler en anpartsha-ver.⁴⁵ Tilsvarende gælder efter den norske aksjelovs § 4-25, hvorefter selskabet ved dom kan få en aktionær tvangsudløst, såfremt visse betingelser er opfyldt.

Dette gælder således såfremt anpartshaveren »ved mislighold har krenket sel-skapsforholdet vesentlig«, eller »det har opstått et alvorlig og varig motset-ningsforhold mellom aksjeeieren og andre aksjeeiere i selskapet vedrørende driften av selskapet, eller det foreligger andre tungtveiende grunner som tilsier at aksjeeieren utløses«. ApSL 1973 indeholdt hjemmel til indløsning i den om-vendte situation. Såfremt retten fandt det bevist, at en anpartshaver forsætligt 44 Se hertil Betænkning nr. 540 (1969), s. 71, Gomard, Aktieselskaber & anpartsselskaber (3.udg.1996), s. 369, Werlauff, Selskabsret (3.udg.1997), s. 451 samt den norske aksje-lovs § 4-17, stk.5, der udtrykkeligt bestemmer, at vedtægtsbestemmelser vedrørende kursfastsættelsen kan fraviges efter aftalelovens § 36.

45 Jvf. Lutter/Hommelhoff, GmbH-Gesetz (14.Aufl.1995), s. 390 ff.

5.5 Minoritetsbeskyttelse eller ved grov uagtsomhed havde påført andre anpartshavere en skade, og hvor der tillige bestod en fare for fortsat misbrug, havde domstolene hjemmel til at indløse den skadelidte anpartshaver, jvf. ApSL 1973 § 112, 2.pkt og sammen-lign ASL § 119.

Der bør i vedtægterne tages stilling til, om og under hvilke betingelser en anpartshaver kan blive tvangsudløst. Meget taler for, at domstolene efter gæl-dende dansk ret, også uden udtrykkelig hjemmel i ApSL eller vedtægterne, har mulighed for efter påstand fra de øvrige anpartshavere at tvangsudløse en an-partshaver, såfremt vedkommende har tilføjet selskabet væsentlig skade eller har gjort et fortsat samarbejde umuligt.⁴⁶ Det må naturligvis i den forbindelse sikres, at den udløste anpartshaver får en rimelig pris for sine anparter, jvf. den ovenfor udviklede analoge anvendelse af ASL § 19, der tillige må gælde i den-ne situation.

5.5.4 Adgang til at kræve anpartsselskabet opløst?

I interessentskaber består der en ulovhjemlet adgang til at kræve interessent-skabet opløst under visse forudsætninger.⁴⁷ Mette Neville og Karsten Engsig Sørensen argumenterer for, at der i interessentskabslignende anpartsselska-ber⁴⁸ bør gælde en tilsvarende adgang for anpartshaverne til at kræve anparts-selskabet opløst.⁴⁹

Selskabets vedtægter kan være tidsbegrænsede eller opgavebegrænsede. Så-fremt selskabet efter vedtægterne skal opløses, vil beslutning om opløsning kunne træffes af generalforsamlingen med simpelt flertal, jvf. ApSL § 53, stk.2. Det forekommer vel sjældent, at der i et selskabs vedtægter tages stilling til spørgsmålet omkring selskabets opløsning på grund af væsentlige uoverens-stemmelser, og spørgsmålet bliver da, om tvangsopløsning alligevel er mulig.

Det må i overensstemmelse med tysk og norsk ret antages, at der efter gæl-dende dansk ret består mulighed for, at domstolene uden udtrykkelig hjemmel i ApSL eller vedtægterne kan tvangsopløse et anpartsselskab, såfremt der fore-ligger væsentlig misligholdelse fra nogle anpartshaveres side, og et fremtidigt samarbejde må anses for umuligt, jvf. herved bl.a. principperne i ASL § 119.⁵⁰ Der må dog stilles vidtgående betingelser for at kunne bringe denne mulighed i anvendelse, og tvangsopløsing af selskabet må ubetinget være subsidiær i for-hold til tvangsudløsning af den eller de anpartshavere, der er årsag til proble-46 Se i samme retning Mette Neville og Karsten Engsig Sørensen, i Selskabers

organisati-on (1997), s. 218.

47 Jvf. Hørlyck, Interessentskaber og konsortier, (2.udg.1996), s. 79f om opsigelse på grund af frustration.

48 Jvf. nærmere ovenfor kapitel 2.3.5.

49 Jvf. Mette Neville og Karsten Engsig Sørensen, i Selskabers organisation (1997), 194 ff.

merne.⁵¹ Muligheden for tvangsopløsning må foreligge ikke blot i de interes-sentskabslignende anpartsselskaber, men i alle anpartsselskaber uanset antallet af anpartshavere. Da tvangsopløsningen er subsidiær i forhold til tvangsudløs-ning, vil tvangsopløsning dog oftest være forbeholdt selskaber med få anparts-havere.

5.5.5 Anfægtelse af generalforsamlingsbeslutninger

En generalforsamlingsbeslutning, som er blevet vedtaget i strid med de formel-le og materielformel-le regformel-ler, der gælder herom, er ugyldig, og kan anfægtes ved domstolene. Retssag herom kan anlægges mod selskabet af en anpartshaver, eller af et medlem af ledelsen, jvf. ASL § 36, stk.1. Annullationssøgsmål kan anlægges af alle anpartshavere, inklusive de, hvis anparter er stemmeløse. Hvis en sag herom ikke er anlagt inden tre måneder, anses den trufne beslutning for gyldig, jvf. ApSL § 36, stk.2. Beslutninger, som er nulliteter, jvf. ApSL § 36, stk.3, behøver ikke at blive anfægtet, men forbliver ugyldige, uanset sag an-lægges efter tre-måneders fristen i § 36, stk.1. Bestemmelsen i ApSL § 36 sva-rer til bestemmelsen om annullationssøgsmål i ASL § 81.