Anpartshavernes spørgsmålsret

partshaver som deltager, udpeges en mødeleder, der påser, at formalia i forbin-delse med afholforbin-delse af generalforsamlingen overholdes, og som kan tage stil-ling til spørgsmål vedrørende proceduren for afholdelse af mødet.²³ Der kan ikke stilles krav om, at der gennemføres en formel afstemning om posten som mødeleder.²⁴ Valg af mødeleder vil kunne ske ganske uformelt, således at ek-sempelvis majoritetsanpartshaveren tager ordet som den første og byder de øv-rige velkommen, hvorefter vedkommende fungerer som mødeleder.²⁵ I et an-partsselskab er der fuldstændig frihed til i vedtægterne at træffe bestemmelser om, hvem der udpeger mødelederen, samt hvilken kompetence, der tillægges vedkommende på mødet.

Mødelederen har ansvaret for, at der udarbejdes en generalforsamlingspro-tokol i overensstemmelse med ApSL § 28, stk.2. Mødelederen må tage stilling til indsigelser, der vedrører formalia i forbindelse med generalforsamlingen, herunder indsigelser vedrørende indkaldelsens gyldighed, gyldigheden af fuld-magter, afstemningsmåden og afstemningsrækkefølgen, mv. Såfremt der føres en egentlig debat, må mødelederen sikre sig, at alle får lejlighed til at ytre sig vedrørende emner, som er sat på dagsordenen. Mødelederens rettigheder og pligter svarer således i vidt omfang til dirigentens rolle på generalforsamlingen i en ideel forening.²⁶

5.2 Egentlige generalforsamlinger gen udtrykkelig regel om aktionærernes spørgsmålsret i ASL 1930. Det var dog en fast antagelse, at der gjaldt en ret til at afkræve ledelsen spørgsmål, som ganske svarede til den, der blev kodificeret med ASL 1973 § 76.²⁷ ApSL 1973 indeholdt i § 57 en bestemmelse, der svarede til ASL § 76, men denne er nu udgået af ApSL 1996.

Spørgsmålsretten er af central betydning for en eventuel minoritet til beskyt-telse af sine interesser. Det er minoriteten, der, ved et eventuelt søgsmål om overtrædelse af generalklausulen i ApSL §§ 27 og 35, står med bevisbyrden for, at majoriteten på utilbørlig vis har tilsidesat minoritetens interesser. En så-dan bevisbyrde kan ikke løftes uden adgang til relevante og fyldestgørende op-lysninger om selskabets forhold. På den anden side kan ledelsens svar på et kritisk spørgsmål afværge et unødvendigt søgsmål. Spørgsmålsretten er såle-des en nødvendig forudsætning for, at minoriteten kan udøve sine rettigheder i selskabet.

Efter svensk ret gælder en udvidet adgang til at kræve informationer i sel-skaber, med under ti aktionærer, jvf. ABL § 9:12 stk. 4. Efter denne bestem-melse kan aktionærerne kræve adgang til at gennemse selskabets regnskabs-materiale. I det finske udkast til en ny aktieselskabslov har man forbedret akti-onærernes ret til at stille spørgsmål. Nægter ledelsen at give oplysninger med henvisning til skadesklausulen, skal de krævede oplysninger inden 14 dage overgives til selskabets revisor, der så skal vurdere, om de fremkomne oplys-ninger påvirker revisionen jvf. det finske udkasts § 9:12.

Under hensyntagen til, at spørgsmålsretten er af central betydning for mino-ritetsbeskyttelsen, at en praksis om spørgsmålsret havde udviklet sig i dansk selskabsret allerede inden der kom udtrykkelig lovhjemmel herfor, og at retten til at stille spørgsmål i selskaber med få deltagere snarere burde være større end i selskaber med mange deltagere, må det konkluderes, at der utvivlsomt fortsat gælder en spørgsmålsret for anpartshaverne efter en analogi til ASL § 76.²⁸ Denne ret må i overensstemmelse med hidtil gældende ret utvivlsomt omfatte ikke blot selskabets egne forhold, men tillige selskabets forhold til an-dre koncernselskaber, uanset om der er tale om moder- eller datterselskaber.²⁹ Anpartshavernes ret til at stille spørgsmål til ledelsen er ufravigelig. I de man-ge anpartsselskaber, hvor samtliman-ge anpartshavere er medlemmer af ledelsen, mister spørgsmålsretten naturligvis sin betydning.

27 Jvf. Gomard, Aktieselskabsret (1970) s. 320 f.

28 Se allerede Sindballe, Dansk Selskabsret III (1932), s. 152. Jvf. også Werlauff, Sel-skabsret (3.udg.1996), s. 551, der omtaler spørgsmålsretten som »et fundamentalt sel-skabsretligt redskab«, og Karsten Schmidt, Gesellschaftsrecht (3.Aufl.1997), s. 625, der betegner selskabsdeltagernes ret til informationer om selskabet, herunder spørgsmåls-retten, som en »mitgliedschaftliches Grundrecht«. Se for norsk ret aksjelovens § 5-15.

Spørgsmålene skal rettes til medlemmerne af selskabets ledelse, der har pligt til at besvare stillede spørgsmål. Såfremt de ønskede oplysninger ikke er tilgængelige på selve generalforsamlingen, skal ledelsen snarest muligt frem-lægge dem for anpartshaverne på selskabets kontor. Medlemmerne af selska-bets ledelse er i overensstemmelse med hidtil gældende ret berettige til at næg-te at give anpartshaverne de ønskede oplysninger, såfremt det øversnæg-te ledelses-organ skønner, at meddelelse af de pågældende oplysninger på generalforsam-lingen vil kunne medføre en væsentlig skade for selskabet. Når der henses til, at kredsen af anpartshavere oftest er begrænset, vil ledelsen i et anpartsselskab formentlig kun sjældent kunne nægte at svare på stillede spørgsmål under hen-visning til fare for en væsentlig skade. Det vil dog kunne forekomme, at ledel-sen kan nægte at fremkomme med oplysninger, hvilket eksempelvis er tilfæl-det, såfremt det er kendt, at en af anpartshaverne driver konkurrerende virk-somhed.³⁰ Det er dog en forudsætning for, at ledelsen kan tilbageholde ønske-de oplysninger, at ønske-der er forbunønske-det en væsentlig risiko ved at medønske-dele ønske-de øn-skede oplysninger på generalforsamlingen.

Som et led i reglerne om minoritetsbeskyttelse indeholdt ApSL 1973 § 76 regler om gennemførelse af granskning, der skulle sikre en uvildig undersøgel-se af undersøgel-selskabets forhold, sammenlign den fortsat gældende ASL § 95. Anparts-haverne kunne på generalforsamlingen træffe beslutning om, at der skulle iværksættes en særlig undersøgelse af nærmere angivne forhold i selskabet. Et forslag om granskning kunne fremsættes på den ordinære generalforsamling uden for dagsordenen. Hvis et forslag om at iværksætte en granskning ikke kunne opnå almindeligt simpelt flertal, var der alligevel mulighed for at gen-nemføre en granskning, såfremt forslaget havde opnået tilslutning fra anparts-havere, der repræsenterede en fjerdedel af anpartskapitalen. Hvis denne betin-gelse var opfyldt, kunne enhver anpartshaver, inden for en måned fra general-forsamlingens afholdelse, anmode den lokale skifteret om, at der blev udpeget uvildige granskningsmænd til at gennemføre en undersøgelse, af de i forslaget om granskning nærmere angivne forhold, jvf. ApSL 1973 § 76, stk.2. Gransk-ningsmændenes rapport skulle fremlægges på førstkommende generalforsam-ling, jvf. ApSL 1973, § 76, stk.4 og stk.5.

29 Således også Gomard, Aktieselskaber & anpartsselskaber (3. udg. 1996) s. 277. I tysk ret indeholder bestemmelsen om spørgsmålsret for anpartshavere (GmbHG § 51a) ikke en udtrykkelig bestemmelse om, at forholdet til andre koncernselskaber er omfattet. En sådan bestemmelse blev udeladt, fordi lovgiver anså dette for en selvfølgelighed, jvf.

Lutter/Hommelhoff, GmbHG (14. Aufl. 1995) s. 630. Se endvidere Søren Friis Hansen, Juridisk Institut, Julebog (1996), s. 143f samt nedenfor afsnit 9.3.4.

30 Jvf. hertil Sindballe, Dansk Selskabsret III (1932), s. 152 og Gomard, Aktieselskabsret (2.udg.1970), s. 320f.

5.2 Egentlige generalforsamlinger Bestemmelsen vedrørende granskning er ikke videreført i ApSL 1996. An-partshaverne vil fortsat på generalforsamlingen kunne træffe beslutning om, at der gennemføres en særlig uvildig undersøgelse af nærmere angivne forhold i selskabet. En sådan beslutning vil kunne træffes med almindeligt simpelt fler-tal, men den vil ikke kunne træffes uden for dagsordenen, jvf. ApSL § 31, stk.2, in fine. Adgang for en minoritet til at gennemtvinge særlige rettigheder over for en majoritet må forudsætte en særlig hjemmel. Der er ikke i gældende rethjemmel til, at en minoritet kan gennemtvinge en uvildig granskning af sel-skabets forhold, der går ud over den lovpligtige revision.³¹

Det forekommer uheldigt, at bestemmelsen vedrørende granskning er gledet ud af anpartsselskabsloven. Behovet for en effektiv minoritetsbeskyttelse er of-te større i anpartsselskaber med få anpartshavere end i aktieselskaber med mange aktionærer. Granskning iværksættes ofte netop af mindretallet, der ikke – som flertallet – har adgang til informationer vedrørende selskabet fra med-lemmer af ledelsen. Granskning er et forholdsvist mindre indgreb i selskabets forhold sammenlignet med en retssag.³² I Norge har man da også videreført reglerne om granskning for anpartsselskaber, jvf. aksjelovens §§ 5-25, 5-26 og 5-27. Efter norsk ret er grænsen for hvilken minoritet, der kan kræve gransk-ning iværksat, endda lavere, end det er tilfældet i dansk ret. Således skal granskning efter norsk ret iværksættes, hvis forslag herom har opnået tilslut-ning fra 10 % eller mere af aktionærerne. Der kan således være god grund til at indsætte en hjemmel til granskning i vedtægterne. Man kunne i denne forbin-delse søge inspiration i ASL § 95, således at en minoritet kan iværksætte en uvildig undersøgelse af selskabets forhold under visse omstændigheder, hvor et forslag om granskning ikke kunne samle flertal.