Unge kvinder med komplekse problemer

Den første gruppe af unge kvinder i hjemløshed har meget komplekse sociale problemer. Disse unge kvinder har ofte både psykiske lidelser (fx borderline, ADHD eller depression) samt et stofmis-brug (ofte af hash, kokain eller amfetamin). Denne gruppe af unge har således ofte tidligt oplevet alvorlige sociale problemer og har i flere tilfælde haft et problematisk forbrug af stoffer eller alkohol fra en tidlig alder. I det følgende vil vi give to eksempler på unge kvinder i hjemløshed, som har eller har haft massive sociale problemer, og som kommer fra hjem med komplekse sociale problematikker.

7.2.1 Nauja – mellem misbrug og mistillid

Det første eksempel på en ung, der oplever massive og overlappende sociale problemer er Nauja, som nu bor på et herberg for kvinder. Hun er blot 20 år gammel og har været hjemløs, siden hun var 14 år. Som 14-årig løb hun hjemmefra, fordi moderen, der led af PTSD og andre psykiske pro-blemer, udøvede psykisk vold mod hende. Efter et år som hjemløs, hvor hun boede i ”tog og busser og hos fremmede mennesker”, anbragte kommunen hende på en efterskole. Her mistrivedes hun dog også og stak derfor af, endnu engang til hjemløshed og sporadisk overnatning hos forskellige familiemedlemmer. Først da hun blev 16 år, kom hun på en institution for unge, hvor hun boede i 2 år. Historien gentog sig dog, da hun fyldte 18 år, hvor hun igen endte i hjemløshed, hvorefter hun har boet ”rundt omkring”, indtil hun for nyligt fik plads på et herberg for kvinder. Nauja fortæller, at hun nærmest ikke kan huske hjemløshedsperioderne, fordi det hele er blevet ’sløret’ af druk og stofmisbrug:

Nauja: Det er meget sløret alt sammen. Jeg kan næsten ikke – altså selvom det alligevel var, fra jeg var 14, til jeg var 17 faktisk, hvor jeg drak hver dag og ...

Interviewer: Og røg og?

Nauja: Ja, og alt det der, så føles det bare som, når jeg tænker tilbage på det, en meget kort periode, altså jeg kan næsten ikke huske – kun klip, små klips, fordi jeg drak virkelig meget hver dag, det var sådan det, vores hverdag gik ud på.

Nauja har både haft et massivt alkohol- og stofmisbrug, der allerede startede i 14-årsalderen. Hun forklarer desuden, at hun fik sine stoffer fra unge fyre, som hun skulle ”køre lidt rundt med” og nogle gange kysse med:

Interviewer: Skal du gøre noget for at få det?

Nauja Nej. Altså [...] han er lidt min fyr, sådan jeg ska’ ud og køre med ham, jeg ska’

bruge tid med ham, være sammen med ham, men det gør mig ik’ noget.

Interviewer: Nej nej, det var ikke sådan ment. Det kan jo sagtens fungere fint.

Nauja Ja, men det gør det. Det, jeg føler – hvis jeg føler mig presset til noget, så vælger jeg det fra.

Interviewer: Men du dyrker også sex med ham?

Nauja: Nej.

Interviewer: Nej, det gør du ikke?

Nauja: Nej.

Interviewer: Nej. Så du – så I er bare sammen eller hvad?

Nauja Ja ... Kører ture og kysser og ...

Interviewer: Og sammen med hans venner?

Nauja Ja, og mine veninder.

Citatet viser, at selvom de unge kvinder er meget udsatte, er der også en høj grad af agentskab i de unge kvinders fortællinger og i deres beskrivelser af de strategier, de har anvendt i hjemløsheden (Watson, 2011). Nauja har ikke følt sig tvunget til at kysse med fyren, hun kører rundt med for at få stoffer, og ”hvis hun føler sig presset, så vælger hun det fra”. De unge kvinder kan således ikke kun ses som ’sårbare ofre’ i denne slags situationer og relationer, men også som handlende aktører i deres eget liv og situation. Om sit stofmisbrug fortæller Nauja endvidere, at hun i dag holder sig til alkohol og hash, fordi stofferne ikke har en god virkning på hende. Hun prøver også at stoppe brugen af hash, men oplever udfordringer med det, fordi hun førhen har røget 10-12 joints om dagen. Nauja ønsker imidlertid ikke at modtage behandling eller anden hjælp til at stoppe. Dette skyldes, at hun førhen har haft dårlige oplevelser med kommunalt ansatte og pædagoger. Hun har altså mistet tilli-den til ’systemet’:

Interviewer: Har du en sagsbehandler her i kommunen?

Nauja: Ikke mere. Da jeg flyttede ud fra [bynavn], der sagde jeg, at ”kommunen, det ville jeg ikke være en del af”, fordi at jeg i lang tid har følt, at de var imod mig, og de ville ikke hjælpe mig, og jeg fik bare nok af dem. Pædagogerne var ikke gode, de hjalp mig aldrig med noget. Når jeg snakkede med dem, så fortalte hun [kontaktpersonen] ting til min mor bag min ryg og sådan noget. Jeg kunne ikke stole på dem. Private ting, jeg ikke vil have, at min mor skulle vide, og det vidste hun godt.

Interviewer: Såsom?

Nauja: Såsom at jeg røg hash, eller hvornår jeg tog ud i byen og alt sådan noget, hun ik’

behøvede at vide.

Interviewer: Så det fortalte hun til din mor?

Nauja: Ja, det gjorde hun.

Interviewer: Så du vil aldrig have en sagsbehandler igen?

Nauja: Det var min kontaktperson. Jo, nu vil jeg gerne, ik’ [lille grin]. Jeg vil gerne have efterværn igen, for at få noget hjælp, så jeg kan få min lejlighed og alt sådan noget.

Hun beskriver således, at hun har mistet tilliden til kommunalt ansatte, fordi hun føler, at de førhen har svigtet hende, og fordi hun føler, at de ikke har været nogen hjælp. I dag vil hun dog gerne modtage efterværn for at modtage praktisk hjælp og hjælp til at finde egen bolig. Naujas fortælling vidner om, hvordan udsatte unge meget tidligt kan opbygge et dårligt forhold og mistillid til det soci-ale system, samt hvordan et problematisk brug af stoffer kan være en dominerende problematik.

7.2.2 Kaja – mellem institutioner og overgreb

Et andet eksempel på en af disse unge kvinder med komplekse problemer er Kaja. Kaja er 24 år og tidligere hjemløs, eftersom hun 2 måneder inden interviewtidspunktet blev tilbudt egen bolig gennem kommunen. Hun forklarer her, hvordan hun som 15-årig blev flyttet fra en efterskole til en institution, og hvordan hun efter udskrivelse derfra som 18-årig blev hjemløs:

Kaja: Og som 15-årig, der tænker du bare, ”hvorfor skal jeg vælge – jeg vil væk herfra [efterskolen], hvorfor skal jeg være hos jer”. Jeg var meget udadreagerende. […] Har været på forskellige institutioner, og så har jeg faktisk været hjemløs i to et halvt år. Inden jeg fik den lejlighed, jeg sidder i i dag. Jeg er gået igennem rigtig mange ting – jeg blev jo seksuelt overgrebet, desværre, som 17-årig. Som jo også nogle gange har præget mig, da jeg var hjemløs og var på gaden. Det var rigtig ubehageligt. Man var bange, og man turde ikke at sove, og det hele var jo bare et stort rod ikke. […] Jeg er blevet flyttet fra institution til institution til institution. Jeg ved godt, at jeg måske ikke har været et specielt nemt barn, men alligevel, så tænker jeg også: Nu hvor jeg sidder her, hvis jeg måske havde været udredt for diagnoser, fra da jeg var 14-15 år gammel, så havde jeg måske haft det anderledes i dag. Nu hvor jeg har fået angst, det der hedder generaliseret angst. Og jeg har også været nede, de sidste 2 år, med 3-4 depressioner, samtidig med at jeg har stress oveni.

Interviewer: Og i de to og et halvt år, der har du været på gaden?

Kaja: Jeg har været på gaden. Altså gader og stræder. Prøvet at komme lidt ind til folk, jeg godt kunne lide, og høre, om de måske havde en sofa, jeg lige kunne ligge på.

Interviewer: Venner?

Kaja: Venner og bekendte.

Kajas historie giver indblik i det problemkompleks, vi finder hos de unge kvinder med komplekse problemer, fordi hun netop både har oplevet massive psykiske problemer, stofmisbrug, problemer i hjemmet og på institutioner samt seksuelle overgreb. Disse komplekse problematikker medførte også, at hun følte sig enormt utryg og stresset som hjemløs, da traumerne fra overgrebet gjorde det svært at overnatte på både herbergerne og på gaden.

Kajas eksempel er imidlertid også interessant, fordi hun har modtaget hjælp og faktisk nu for ganske nylig er kommet i egen bolig, hvor hun får bostøtte fra kommunen, ligesom hun nu også får angst-medicin, som hjælper hende til at have en stabil hverdag. Kaja er et eksempel på en ung, der har modtaget den såkaldte Housing First-indsats i en kommune, der har arbejdet ud fra denne tilgang.

I denne indsats har der været fokus på at tilbyde hjemløse unge et permanent tilbud om egen bolig, samtidig med at der bliver givet social bostøtte efter de evidensbaserede bostøttemetoder CTI eller ICM (Rambøll & VIVE, 2018).

7.2.3 Fællestræk for unge kvinder med komplekse problemer

Kaja og Nauja er typiske eksempler på unge kvinder, som kommer fra familier, der er meget socialt belastede, og som selv har udviklet meget komplekse sociale problemstillinger i løbet af ungdom-men. Denne gruppe af unge lider under psykiske problemer, samtidigt problematisk rusmiddelbrug, dårlige familierelationer, oplevelser af svigt i kontakten med det sociale system og også ofte traumer fra seksuelle overgreb. En leder af et socialt tilbud beskriver desuden de ’typiske’ familieforhold i gruppen af hjemløse unge kvinder med komplekse problemer:

Leder: Ja, jeg synes, de fleste faktisk kendetegner sig ved at være fra et misbrugshjem.

Interviewer: Hvordan er deres forhold så til deres familier der?

Leder: Dårligt.

[…]

Interviewer: Tror du, at noget af årsagen til, at de er blevet hjemløse, kan findes i forholdet til deres familie?

Leder: Ja, det tror jeg.

Interviewer: Hvorfor?

Leder: Jamen altså, det kan jo være – det man ikke har lært hjemmefra, det kan være, at mor er røget ud af lejligheden flere gange med børnene, fordi hun har drukket pengene op, eller et eller andet. At man ikke har lært de der helt basale ting, tænker jeg.

Interviewer: Som er naturligt, hvis det er en dysfunktionel familie, du vokser op i?

Leder: Ja, og så er man lige kommet til at bruge pengene på noget andet end huslejen, og så ryger man ud. (Leder, socialt tilbud)

Kvinderne i denne gruppe kommer således ofte fra misbrugshjem og er vokset op med alkoholisme eller stofmisbrug i familien. Mange af dem har været anbragt eller har boet på forskellige institutioner gennem deres opvækst. Lederen beskriver denne gruppe som ’institutionsbørn’, som hun oplever har store problemer med selvstændighed og ’basale’ livsfærdigheder, fordi de unge har været vant til, at pædagogerne tog sig af dem og ordnede praktiske ting for dem.

De unge kvinder har desuden haft udfordringer med kontinuitet i det sociale system, de har typisk været anbragt på flere institutioner, og de har derfor haft en meget bred systemkontakt, der inklu-derer både mentorer, kontaktpersoner, jobrådgivere, socialpædagoger og andre voksne. Disse kon-taktflader og tilbud har dog sjældent har haft held med at ’trænge igennem’ til kvinderne, som er meget skeptiske og mistroiske over for systemet, fordi de føler, at systemet har svigtet dem gennem barndommen og ungdomsårene. En leder på et familietilbud uddyber i det følgende sine oplevelser med unge mødre, der også selv har været anbragt som børn:

Leder: Altså, de fleste af dem [de unge kvinder], vi har, de er jo så unge mødre, men det er dem her, som selv har været anbragt, og hvor der ligesom er et system, der slipper dem, når de er 18 år. Og der har jeg oplevet både her og der, hvor jeg var før, at familie-afdelingen siger: ”Jamen, vi har prøvet at spørge om noget efterværn, men det takkede

hun nej til. Altså, det ville hun ikke”. Og kommunerne er bare glade for at slippe for den byrde, når de så bliver 18 år.

Interviewer: Ja, fordi de skifter forvaltning typisk eller afdeling?

Leder: Ja, altså det her med, at den mulighed for efterværn bare ikke bliver brugt, fordi at når man er 18 år, og man bare vil væk fra pædagoger osv. Og samtidig, at kommu-nerne gerne vil slippe dem af økonomiske grunde og praktiske sikkert også, så er der bare ikke nogen, der ligesom søger noget dér. Og det, synes jeg, er smadder ærgerligt.

Fordi jeg synes, at lovgivningsmæssigt er der nogle mulige løsninger i hvert fald, og de bliver bare ikke brugt. Og så det med netværk igen. Altså, det her med unge – hvis man er 18 år og bliver gravid og ellers er fra en ressourcestærk familie, så vil det måske være der, man bliver boende hos mor og far og bliver taget sig af og bliver hjulpet dér, ikke.

Men der er også dem, hvor det er for svært, hvor de ikke kan bo hos dem, ikke kan være hos dem. Så det er dét, jeg sådan tænker. Det er det skrøbelige netværk igen og så efterværnssystemet, der bare ikke fungerer. (Leder, socialt tilbud)

Lederen har altså oplevet, at der er store udfordringer for unge kvinder, der selv har været anbragt, og som ikke har villet tage imod fx efterværn, og som samtidig har et meget sparsomt netværk. Både Nauja og Kaja er eksempler på unge kvinder, som er blevet ’tabt’ eller ’sluppet’ af systemet, da de fyldte 18. Problematikken forstærkes imidlertid af, at de unge i overgangen til voksenlivet gerne ’vil væk’ fra systemet og pædagoger. I afsnit 7.5 vil vi gå mere i dybden med de unge kvinders udfor-dringer med de forskellige sociale tilbud, men først vil vi præsentere den anden typiske ’profil’ blandt unge hjemløse kvinder, nemlig de psykisk sårbare.