Behovet for efterværn og social støtte i egen bolig

At kvinderne ønsker sig at få en fast bolig, er dog ikke ensbetydende med, at de ikke også har mange overvejelser og bekymringer for, hvordan det vil være at skulle bo i egen bolig. Selvom det sociale liv på boformen til tider kan føles hektisk og stressende, giver en del af kvinderne udtryk for angsten for ensomheden, når de en dag flytter ud af boformen. Som en af kvinderne udtrykker det:

Kvinde: Altså her (på boformen), der kan man godt være nederen over alle de menne-sker, der er her, fordi du har jo aldrig noget privatliv. Du skal være social, hele tiden – især hvis man er ryger, ik’. Det, skal man bare. Ned og se på nogle andre. Man skal ned og hente mad og se nogle andre. Man skal bare alt muligt hele tiden. Hvilket hjælper sådan en som mig, fordi så får jeg lige overvundet den der angst for mennesker, ik’. Og selvom jeg kender dem alle sammen i hele hytten, så er det jo bare nogle gange: Ej, nej nej nej, tænk hvis jeg møder den og den. Ej, slap dog af. Ej, tænk hvis jeg møder den og den og sådan noget. Og der er jo ikke en skid at være bange for, men det er jo min hjerne, der spiller mig et puds. Så bliver jeg inde på mit værelse, så har vi jo et køleskab, og så tager jeg en mad og sådan noget. Men at komme hjem et eller andet sted, og jeg ikke har muligheden for at gå ned til pigerne og så ensomheden: Hvad fanden skal jeg fore-tage mig? Og man sidder der, altså, hvor lang tid kan det fore-tage og komme i stand med møbler, når jeg ikke har nogen? Så kan jeg sidde der og glo ind i hvide vægge på gulvet [griner]. Ej, så det stresser, og det er angstprovokerende også, det at jeg ikke har nogen møbler og sådan noget. Jeg har ikke nogen seng at sove i. Jeg har, jeg har ingenting jo.

Alt er jo smidt ud. Så har jeg mit tøj, ik’. Det kan jeg jo ikke spise eller sove på – jo, det kunne man nok godt. Det er lige meget. Men jo jo, ensomhed hundrede procent, er den, der står øverst, ik’.

Interview: Kender du til nogle tilbud, nogle ting, som kunne hjælpe dig med at bryde den?

Eller til at undgå at føle dig ensom? Er der nogle tilbud, eller har de gjort noget herfra?

Kvinde: Nej, men jeg ved, der er et efterværn, ik’, men altså, jeg tror ikke, at man taler så meget om det heller, før det ligesom bliver aktuelt. Men jeg er jo typen, der stresser flere dage forinden, at jeg skal et eller andet. (Kvinde, 45 år)

Selvom selve hjemløshedssituationen og udfordringerne med at finde en bolig fylder meget, er det tydeligt, at de psykosociale og helbredsmæssige problemer og manglen på netværk står centralt i kvindernes liv. Det understreger, at hjemløsheden langt fra blot er et boligproblem, men for en stor del af kvinderne er en del af en langvarig social marginalisering på mange livsområder. En medar-bejder på et socialt tilbud beskriver, hvordan manglen på bolig blot er ét element i kvindernes kom-plekse situation:

Medarbejder: At der mangler boliger, ja, det gør der, men det er ikke det, der gør, at man bliver hjemløs. Der er jo også hjemløse, der har bolig, men som ikke kan finde ud af at holde på en bolig. Der er også nogle her, som ville være, hvis de bare fik en bolig første dag i stedet for at komme ind heromkring og få udredt økonomi og få sat ord på nogle af ting, de mønstre, de valg, de tager i livet og har taget indtil nu, så ville de jo bare ende det samme sted igen. Så det er jo ikke bare løst.

Interviewer: Med bolig?

Medarbejder: Med en bolig, altså, nej. (Medarbejder, socialt tilbud)

De psykosociale problemer, som karakteriserer en stor del af de hjemløse kvinder understreger – som kvinden i det forrige citat selv udtrykker det – at hun har brug for ‘efterværn’, det vil sige en social støtte i hverdagen, når hun en dag flytter ud fra boformen og videre i egen bolig. Det betyder, at der i høj grad er brug for en indsats, der netop kombinerer boligløsningerne med en intensiv social støtte, der er i stand til at imødekomme de komplekse støttebehov.

En del af kvinderne giver i interviewene selv udtryk for, at de oplever at have behov for både en boligløsning og social støtte, når de får en bolig. En kvinde, der har ophold på en § 110-boform, beskriver sit ønske om at få egen lejlighed og social støtte i hverdagen:

Interviewer: Prøv at fortælle mig lidt om den her lejlighed, du drømmer om. Hvad vil for-delene være ved det? Hvordan skal det være?

Kvinde: Jamen, fordelen vil jo være, at jeg havde noget mere plads til at være på, og det vil være mit eget. Det vil give mig noget mere, altså da jeg ville være mig selv på en anden måde, være fri for personale og, altså ikke helt, der vil jo være nogen, der vil komme og hjælpe mig den første tid for at se, hvordan jeg kunne klare at bo i egen bolig, men jeg har jo boet i egen bolig af gange 3, af 3 års varighed i de tre lejligheder, jeg har boet i, så jeg har boet alene i 9 år sådan set af mit liv, så det er ikke fordi, jeg ikke kan, det er bare, fordi det er rigtig længe siden. (Kvinde, 39 år)

En ung kvinde, der opholder sig på en boform, beskriver ligeledes ønsket om at flytte i egen bolig med social støtte:

Interviewer: Og det tænker du ville være fint og okay for dig at komme ud at bo selv med sådan en støtte, sådan en bostøtteperson, eller hvad det hedder?

Kvinde: Ja, det ville da være, det ville da være det allerbedste. Det er jo et dejligt sted, det her, rigtigt, men det er jo ikke et hjem. Folk de tager jo, man ved ikke, hvornår man skal du, man skal jo ud på et eller andet tidspunkt. Det er jo ikke et hjem. Det er et sted, man er midlertidigt, ikke. Så det dér med at have sin egen base og sit hjem ville betyde alt. Det har jeg fundet ud af, at det er meget, meget vigtigt for mig.

Interviewer: Hvorfor er det det?

Kvinde: Det er det dér med tryghed, at man ved, at der er et sted, man altid kan være, som er ens eget. Og som ikke ændrer sig, medmindre man selv gerne vil have det. Jeg er meget en lidt måske en lidt til tider lidt flyvsk person. Lidt spontan, lidt impulsiv og så det dér med at have en base, hvor man totalt selv bestemmer sine rutiner og sådan, det er tryghed. Og det betyder noget for mig, faste rammer. (Kvinde, 23 år)

På hjemløseområdet er der gennem de senere år udviklet en meget omfattende viden og dokumen-tation om støttemetoder, der er velegnede til at give en tilstrækkelig fleksibel, intensiv og systematisk støtte til hjemløse borgere, der flytter i egen bolig. Disse metoder har været anvendt som en central bestanddel i Housing First-tilgangen, der som tidligere nævnt går ud på at kombinere adgangen til en permanent boligløsning med den intensive sociale støtte, der typisk skal til, for at borgeren kan bo i egen bolig.

De bostøttemetoder, der har været afprøvet som en del af Housing First-indsatsen, er metoderne Critical Time Intervention (CTI), Intensiv Case Management (ICM) og Assertive Community Treat-ment (ACT). CTI-metoden består af et intensivt, faseopdelt bostøtteforløb gennem 9 måneder, mens ICM-metoden er en intensiv bostøtteindsats rettet mod hjemløse borgere med længerevarende støt-tebehov. ACT-metoden er baseret på et tværfagligt indsatsteam bestående af både socialpædago-ger og en sygeplejerske, psykiater, misbrugsbehandler, socialrådgiver og evt. en jobcentermedar-bejder. På nogle af de boformer, vi har besøgt, har man gode erfaringer med at benytte en eller flere af disse evidensbaserede bostøttemetoder. På disse tilbud oplever personalet generelt, at der er bedre muligheder for at støtte borgerne, når de flytter videre i egen bolig. En medarbejder på en

boform, hvor man benytter CTI-metoden, beskriver, hvordan man på boformen kører ret stringent efter CTI-metoden. Medarbejderen fortæller, hvordan hun anvender CTI-metoden, men samtidig også inddrager elementer fra ICM-metoden, når hun skønner, at det er bedst for borgeren:

Vi forsøger at køre et stringent CTI-forløb. Vi kører også rimelig stringent efter de der periodeinddelinger, der er. Men jeg tænker også, at jeg ind imellem laver lidt ICM. Jeg tænker, at det er det, der giver det bedste resultat, fordi hvis det kun var en CTI'er, så har de jo ikke så mange problematikker, tænker jeg. Så kan de mange ting selv. Men jeg tænker, at jeg engang imellem kommer til at køre noget ICM, hvor jeg følger dem lidt mere, end jeg måske burde gøre. Men jeg kan se, at ved at lægge en massiv indsats der i starten, som jo også er meningen, så bliver de mere og mere selvgående til sidst. Det kommer helt naturligt, Og derfor er der nogle gange, hvor jeg hellere vil lægge en styrket indsats, selvom den måske lige går lidt ud over CTI'en, for at være sikker på, at de havner derhenne, hvor de skal, når forløbet er forbi, fordi de skulle helst komme ud til, at de ikke har brug for nogen støtte. Og det ser altså ud til, for dem jeg har kørt et helt forløb igen-nem med, at det er lykkedes. (…) Det er jo en herlig måde at arbejde på, fordi at man kan se, at der kommer nogle resultater ud af det. Resultaterne ses jo også her, men ikke i samme omfang, som når først de er i en bolig. (Medarbejder, socialt tilbud)

Når vi ser på den sociale og helbredsmæssige profil blandt de hjemløse kvinder, er det karakteri-stisk, at en stor del af dem har forholdsvis alvorlige psykiske lidelser og problemer, og at mange af kvinderne samtidig har betydelige udfordringer med stof- eller alkoholmisbrug. Derfor vil en betydelig del af kvinderne umiddelbart være i målgruppe for de intensive bostøttemetoder som CTI, ICM og ACT. Set på landsplan er det imidlertid fortsat kun en forholdsvis lav andel af de borgere, der ram-mes af hjemløshed, der efterfølgende modtager støtte efter disse intensive støttemetoder – CTI, ICM og ACT-metoderne. VIVE-undersøgelsen Veje ind og ud af hjemløshed (Benjaminsen & Ene-mark, 2017, s. 110) viste, at i de 27 indsatskommuner, der sammenlagt har været omfattet af ind-satsprogrammerne under Hjemløsestrategien og det efterfølgende Implementerings- og Foran-kringsprojekt, var det i alt 5 pct. af samtlige de borgere, der over en 7-årig periode fra 2009 til 2015 enten havde haft ophold på en § 110-boform eller var blevet registreret i mindst én de nationale kortlægninger af hjemløshed i løbet af denne periode, der havde modtaget en af de bostøttemetoder (CTI, ICM eller ACT) i løbet af perioden. Den forholdsvis lave andel af de hjemløse borgere, der har været omfattet af Housing First-tilgangen og de intensive bostøttemetoder, selv i indsatskommu-nerne (set under ét), kan hænge sammen med de barrierer for at udbrede indsatsen, der blev iden-tificeret i evalueringerne af indsatsen, hvor både manglen på boliger og kapaciteten i den intensive bostøtte udgjorde væsentlige barrierer for at udbrede Housing First-indsatsen til en større del af målgruppen (Benjaminsen m.fl., 2017; Rambøll & SFI, 2013). Det skal dog understreges, at ikke nødvendigvis alle hjemløse borgere har brug for disse særligt intensive indsatser, men at der også kan være en del, der har modtaget andre sociale og behandlingsmæssige indsatser, som fx den almindelige § 85-bostøtte (serviceloven) eller indsatser i det psykiatriske behandlingssystem eller i misbrugsbehandlingssystemet.

Samtidig med behovet for at kunne tilbyde kvinderne social støtte, hvis de flytter ud i egen bolig, peger medarbejderne på tilbuddene også på behovet for at have differentierede boligløsninger til rådighed. På nogle af tilbuddene er der tilknyttet selvstændige udslusningslejligheder, som kan be-nyttes til at give kvinderne mulighed for at flytte fra boformen ud i en midlertidig selvstændig bolig, indtil det bliver muligt at skaffe en permanent bolig. I nogle af kommunerne benyttes ligeledes mu-ligheden for at tilbyde en almen bolig som en udslusningsbolig efter almenboliglovens § 63. På en boform for hjemløse familier beskrives det, hvordan brugen af udslusningslejligheder er med til at

skabe flow på boformen og for at skabe et så almindeligt bomiljø som muligt for de kvinder med børn, der har haft ophold på boformen:

Dem, som er ude i byen, altså at det er folks egen bolig, det er den bolig, de kommer ud i, og der kan de jo blive. Så ligesom når de etablerer sig dér, så skal de ikke flytte igen nødvendigvis. Og her oppe [i udslusningslejlighederne tilknyttet stedet], der skal de jo så flytte. Men jeg synes, altså nogle gange er det også, hvor er det, der er plads? Eller hvem er det, vi har indskrevet, når der bliver en plads? Hvem giver det mest mening at placere dér af dem, vi har? Men jeg synes, det for nogle, de synes, vi er alt for tæt på og ser alting, og det er helt klaustrofobisk at bo i huset, og så synes de, det er rart at komme lidt væk op i lejlighederne. Og nogle, de synes, at puha, ude i byen, det er alt for langt væk fra noget personale. De synes, det er så dejligt, de lige kan gå herover. Altså, og for begge, kan man sige, kategorier, der er det fint at være i nærheden, og de kan bruge husets tilbud. Altså, vi prøver fx sådan noget som jul og nytår at sige, at når man først er flyttet ud af huset, så er man ikke med til det. Der er det ligesom meningen, at man skal finde ud af, hvad gør man så, hvis man bare er mor og barn, og man har ikke noget netværk, som vi snakkede om tidligere, hvad gør man så, når det er juleaften? Jamen, det er fint nok, at man kan komme over på [familieinstitutionen], men nu bor man i ud-slusning og skal ligesom det skridt længere væk og skal ligesom søge udad og finde ud af, hvad er der så nogle muligheder. Kan vi lave vores egen, nye tradition, eller kan man opsøge nogle af de tilbud, der er rundt om i byen. (Medarbejder, socialt tilbud)

På den måde er det væsentligt, at der er en differentieret vifte af bolig- og støttemuligheder, så det er muligt at finde en løsning, som passer til den enkelte kvindes behov.