7 Unge kvinder i hjemløshed
7.3 Psykisk sårbare unge kvinder
Denne gruppe af unge kvinder, som vi navngiver psykisk sårbare, har ikke i samme grad som forrige gruppe adskillige og overlappende sociale problemer, men har derimod ofte psykiske lidelser og
’lettere’ sociale problemer. Eksempelvis er det sjældent, at disse piger har misbrugsproblemer, og den psykiske lidelse er derfor deres primære problematik. I denne gruppe, hvor der primært er tale om psykiske udfordringer, finder vi både unge kvinder fra mere udsatte familier, men også unge fra relativt ressourcestærke familier. Således har disse psykisk sårbare piger en mere forskelligartet og sammensat familiebaggrund.
7.3.1 Liva – mellem højskole og handicap
Det er også i denne gruppe af psykisk sårbare, at vi finder unge, der befinder sig på autismespektret.
Et eksempel på en af disse unge er Liva på 24 år, som egentlig kommer fra en relativt ressource-stærk familie, men som følge af sit handicap (Aspergers Syndrom) endte ud i hjemløshed efter et kort og mislykket højskoleophold:
Liva: Der gik en måned, og så tog jeg hjem. Jeg kunne ikke, for at sige det meget kort og præcis, det er det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Og det kunne jeg ikke gennem-føre, og jeg ... jeg tog det måske ikke helt seriøst nok, at jeg havde Asperger. At det indebærer, at man har nogle særlige behov, som de ikke kan opfylde. Så jeg tog hjem og boede der på min fars sofa og tænkte: ”Jeg kan sagtens finde noget”. Men jeg kunne ikke finde noget, så jeg boede hos venner og bekendte og også nogle, jeg ikke kendte og noget familie. Og til sidst var jeg tvunget til at flytte ned til min mor igen i [bynavn].
Gudhjælpemig.
Det fungerede hverken at bo hos moderen på landet eller faderen, så Liva har boet lidt rundt om-kring, indtil hun fandt et herberg for kvinder, hvor hun nu har et værelse. Selvom hun havde proble-mer med at bo hjemme hos forældrene, som er skilt, beskriver hun sin familie som en ’ganske al-mindelig kernefamilie’:
Liva: Det er vigtigt for mig at sige, at i min familie har der ikke været sociale problemer af nogen art. Der har ikke været misbrugere eller alkoholikere eller – så min hjemløshed skyldes ikke social arv. Og mine sociale problemer skyldes heller ikke social arv. Jeg er fra en ganske almindelig kernefamilie, velfungerende. Med to børn og to voksne, så jeg er ikke kommet fra et eller andet socialt belastet miljø. Det er også vigtigt for mig at sige, fordi det kunne man måske også tænke, at hvis man var hjemløs, så skyldes det [social arv] – det er der sikkert flere, der er, men jeg er i hvert fald ikke kommet fra et eller andet udfordret hjem. Forstår du, hvorfor jeg siger det?
Interviewer: Ja, det gør jeg. Fordi det er der sikkert mange, der tænker eller har fordomme om, at det må være derfor, at man er endt her.
Liva: Hjemløshed kan skyldes mange ting. I bund og grund kom jeg til at tage en beslut-ning, der ikke var så hensigtsmæssig for mig, men jeg ville det, jeg ville det så meget, men jeg kunne ikke forestille mig, hvordan det var at være på højskole. For jeg havde en helt anden forestilling og havde ikke taget højde for de udfordringer, jeg egentlig har. Jeg var helt forblændet, kan man godt sige. Og det viste sig bare at være en virkelig, virkelig, dårlig, dårlig beslutning at tage afsted, men det vidste jeg først bagefter. Så det kan også være, at man kommer til at tage nogle beslutninger i sit liv, som ikke er særligt gode.
Liva forbinder hermed sin hjemløshed med en relativt tilfældig ’uhensigtsmæssig beslutning’ om at tage på højskole, som fik andre problemer til at rulle. Liva gør meget ud af at forklare, at hun ikke minder om andre hjemløse på mange punkter. Hun opfatter sine problemer som ’af en anden art’ end fx misbrugende hjemløse og har derfor haft store problemer med at finde hjemløsetilbud, som hun synes passer på hendes profil. Før hun flyttede ind på herberget, havde hun søgt om § 107-botilbud, men fik at vide, at der ikke var nogen pladser og blev derfor henvist til herberger. Det er meget vigtigt for Liva ikke at være et sted, hvor folk er meget udadreagerende, og hun beskriver her hvorfor:
Liva: Og jeg tjekkede dem [herbergerne] alle sammen, tjekkede op på dem alle sammen, og de fleste, for nu at sige det, som det er, huser alkoholikere, stofmisbrugere, svært psykisk syge, og for mig var det vigtigt, at der ikke var noget af det. Fordi det ville jeg slet ikke kunne administrere. Jeg er ikke selv misbruger, jeg er ikke selv psykisk syg. Jeg går i behandling i Distriktspsykiatrien, men det er via psykolog, og det kører fint. Jeg ville ikke komme hjem om aftenen og så støde ind i én, der var væk på kokain, eller der blev råbt og skreget eller – så det var vigtigt. Og jeg var også bange for, at jeg skulle komme til at sove i en køjeseng sammen med 10 andre, der også sov i køjesenge. Det ville jeg heller ikke kunne. Jeg har virkelig brug for at kunne lukke en dør og være alene. Jeg har jo i forvejen ikke haft mit eget værelse i evigheder, så det var virkelig vigtigt for mig.
Disse piger, som primært kæmper med psykiske problemer, har således svært ved at se sig selv på hjemløsetilbud, som har mange stofmisbrugere eller folk med svære psykiske lidelser. De har svært ved at opfatte sig selv som hjemløse og foretrækker betegnelsen ’boligløs’, selvom de rent definito-risk er hjemløse. Desuden er deres primære årsag til hjemløshed ofte en blanding af en psykisk sårbarhed og et uigennemtrængeligt eller uoverskueligt boligmarked. Selvom disse piger i flere
til-til forældrene er blevet anstrengt gennem årene, eller at de unge skammer sig for meget over deres situation til at inddrage forældrene eller den øvrige familie.
7.3.2 Kirsten – mellem depression og skjult hjemløshed
Et andet eksempel på psykisk sårbare unge kvinder er Kirsten på 24 år, som har været hjemløs i over et år. Hun har læst på universitetet, men tog orlov sidste år pga. hjemløsheden. Hun flyttede til en storby som 22-årig, hvor hun boede på 10 forskellige værelser, men blev overvældet og magtede pludselig ikke at bo sammen med andre. Derfor ’valgte’ hun at blive hjemløs:
Kirsten: […] ... så det har nok været selvvalgt faktisk. Men også delvist. […] jeg nåede faktisk lige 2 måneder at bo i et andet bofællesskab. Sådan et fremleje. Og så stoppede det, og så sad jeg inde på det der ‘find roommate’ og alt sådan noget. og så havde jeg bare ikke lyst til at være nogen steder. Bruge flere penge. Og så – ja, så kunne jeg bare ikke magte at bo nogen steder.
Interviewer: Og så blev du hjemløs?
Kirsten: Og så blev jeg hjemløs, ja. Men ja ... jeg ved godt det lyder sådan lidt ... men det var en ret stor befrielse for mig. Ikke at skulle tage hjem til steder, som jeg ikke sådan havde lyst til at –
Interviewer: Du ikke ville være i?
Kirsten: Ja. Og så er man jo bundet på en måde, hvis man har en høj husleje, man så også skal betale. Og med tid på job og sådan noget. Og så havde jeg ikke længere kræfterne ja. Og så blev det bare et valg nærmest. […] Jeg tror bare, det er en meget personlig ting for mig, at være hjemløs, også fordi jeg selv har valgt det til, delvis, men også noget, som jeg egentlig blev drevet ud i af min depression og sådan noget ... og også sådan overvældelse af at miste kontakten til mine venner fra gymnasiet fx.
Kirsten har været deprimeret i flere år, og hun har også udviklet stress af de hektiske boligsituatio-ner. Hun havde derfor brug for at ’trække stikket’ og har levet som hjemløs og gadesover i et år, inden hun opsøgte et natherberg. Hun er nu i gruppebehandling for sin depression, hvilket hun er rigtig glad for, men derudover har hun ikke modtaget anden hjælp fra det sociale system:
Interviewer: Har du fået noget hjælp fra kommunen, mens du har været hjemløs?
Kirsten: Nej.
Interviewer: Men du har heller ikke opsøgt?
Kirsten: Nej, jeg har ikke opsøgt det.
Interviewer: Så du har heller ikke en sagsbehandler på kommunen?
Kirsten: Nej.
Interviewer: Kunne du tænke dig det?
Kirsten: Hm. Ikke nu.
Interviewer: Er du bange for at blive låst fast?
Kirsten: Ja.
Interviewer: Om alle mulige krav.
Kirsten: Ja. Jeg kan heller ikke lide ... Nej, der er bare noget inde i mig, der siger, at det skal jeg bare ikke. […] Jeg tror bare ikke, jeg helt kan overskue det, eller jeg har bare ikke lyst. Jeg ved godt, det lyder mærkeligt.
Hun ønsker således ikke hjælp fra kommunen ud over den terapigruppe, hun går i en gang om ugen, og hun regner med, at hun efter dette forløb nok skal få samling på både job, uddannelse og bolig igen. Kirsten opfatter hjemløsheden som ’et stort sidespor’ og har ikke lyst – som hun selv siger – til at være hjemløs for evigt, men hun føler, at det er det bedste for hende lige nu. Hun føler således, at hun bare har brug for tid til at håndtere sin depression, før hun kan komme ud i egen bolig igen.
Kirsten og flere andre af de psykisk sårbare kvinder ønsker hermed at undgå ’systemet’ og holder også hjemløsheden hemmelig og skjult for både familie og venner. Kirsten er desuden et eksempel på, at en del af disse psykisk sårbare piger også kommer fra hjem med konflikter og problemer, selvom forældrene ikke kan karakteriseres som socialt udsatte:
Interviewer: Hvad er din mor egentlig uddannet som?
Kirsten: Hun er uddannet sygeplejerske.
Interviewer: Hvor tit ser du din mor?
Kirsten: Jeg ser hende ikke særlig tit. Ja ... det ved jeg ikke.
Interviewer: Er der sket noget mellem jer?
Kirsten: Ja. Ja.
Interviewer: Dengang du flyttede?
Kirsten: Ja.
Selvom Kirsten ikke har lyst til at komme ind på, hvad der var sket mellem hende og hendes mor, var det tydeligt gennem hele interviewet, at hun har et meget anspændt forhold til sine forældre, hvilket hun også forbinder med udviklingen af depression. Således kan disse unge komme fra fami-lier, der ikke nødvendigvis er udsatte, men som er præget af skilsmisser, konflikter og anspændthed.
7.3.3 Fællestræk for psykisk sårbare unge kvinder
Unge kvinder med psykiske sårbarheder er hermed en mere ’stille’ gruppe unge kvinder, som lider under psykiske problemer og handicap, der har gjort det svært for dem fx at bo med andre i deres tidligere boligsituationer. Desuden opfatter de unge kvinder i denne gruppe mere sig selv som bo-ligløse end som hjemløse og kan sjældent identificere sig med andre hjemløse. Flere af disse unge kvinder fortæller, at de kommer fra ’almindelige familier’, der ikke har været udsatte eller haft mis-brugsproblemer, selvom en del også kommer fra familier med konflikter eller udsathed. En medar-bejder beskriver denne gruppe af unge piger som ”dem, der befinder sig lidt i grænselandet”:
Og for nogle kommer det mere hen ad vejen. De har måske ikke været i plejefamilie og alt det der, men de befinder sig lidt i grænselandet. Det er unge, som stadig studerer, og som på en eller anden måde stadig formår at holde facaderne oppe og har kontakt til familien og sådan noget, men jo mere man lærer dem at kende, kan man høre: Okay, der har været noget galt derhjemme, ikke. Og så er der måske depression, der er angst, der er måske et misbrug, der kan måske være noget hash. Men det er jo i den der grå-zone. Det er jo sociale problemer, men det er ikke sådan – der er stadig nogle ting, der fungerer. Det er meget sådan, jeg vil betegne dem ... Og nogle af sofasoverne, ikke. ”Ej okay, det er bare lige en periode”, og rigtig meget med, at de ikke rigtig fortæller deres netværk om det, fordi de skammer sig jo enormt meget. Lige præcis den gruppe, er der rigtig meget skam. Og det er pinligt, og det er skamfuldt. Både at være hjemløs, men også at – det er jo cirklen ikke ... Der kan være noget depression, som gør, at de ikke kan overskue at have et arbejde ved siden af studiet. Og så er det for meget med det sociale. Og bare hele det med at være ung og alt det, der følger. Og som jo ikke fortæller, at de sover på herberg. Og de fortæller det måske ikke på studiet eller på studiejob.
(Medarbejder, socialt tilbud)
Disse kvinders problematikker udvikler sig i højere grad ’hen ad vejen’ og er mindre åbenlyse for det sociale system og for de voksne, der er omkring den unge. Dette skyldes, som nævnt tidligere, den skam, som hjemløshedssituationen kan føre med sig. Farrugia (2010, s. 84) har påpeget, at hjemløshed for unge kan blive en ’symbolsk byrde’, eftersom hjemløshed forbindes med uansvar-lighed og moralsk forfald, og denne byrde kan medføre, at hjemløse unge føler mindreværd, smerte og skam. Som medarbejderen også nævner, er skammen måske endnu mere udpræget blandt de unge kvinder, som er vokset op i en mere velfungerende omgangskreds. Familiebaggrunden i denne gruppe er altså – i modsætning til de unge kvinder med meget komplekse problemstillinger – mere sammensat og forskelligartet. En medarbejder giver her et andet eksempel på en ung, hjemløs kvinde, der ikke kommer med massive problemer hjemmefra:
Hun kom faktisk fra sådan en ret almindelig familie med mange ressourcer. Men hun havde et meget sparsomt netværk. Hun havde noget psykiatri, men efter min opfattelse ikke nogen tung problematik. Men da hun flyttede hjemmefra, boede hun på sådan et opgangsfællesskab for unge med bostøtte til. Det skrev hun sig ud af, af nogle forskellige grunde, og hun ender så med at stå på gaden i sidste ende. Og skal ligesom igennem møllen igen og står nu skrevet op og venter. Så det er bare en problematik, vi er lidt overraskede over at høre. (Medarbejder, socialt tilbud)
Nogle af de unge kvinder har gået på en videregående uddannelse, men har været nødsaget til at afbryde eller sætte pause på uddannelsen, fordi deres psykiske problemer eller deres problemer på boligmarkedet har gjort, at de har ’mistet grebet om tilværelsen’. Der kan således også være tale om meget svære psykiske problemer, som skaber store udfordringer for de unge kvinder. Inden hjemløsheden har de forsøgt at overnatte på sofaer hos venner eller bekendte eller hos forældre, som flere dog har et lidt anstrengt forhold til, eller som de i hvert fald ikke ønsker at inddrage i hjemløshedssituationen. Selvom mange af dem måske godt ville kunne bo i egen bolig (evt. med social støtte), kan de ikke overskue at navigere i boligmarkedet, og flere af kvinderne beskriver, at de har haft store vanskeligheder med at finde en bolig. Her spiller også deres økonomiske situation ind, da de fleste er på de forholdsvist lave ungeydelser. De har derved et meget begrænset økono-misk råderum, hvilket kraftigt begrænser boligmulighederne for dem.