Bolig og efterværn for kvinder med børn

På familieinstitutionerne arbejdes der som nævnt med at styrke relationen mellem mor og barn, mens familien bor på institutionen, samt at klæde familien godt på til tiden efter, at de flytter ud, med henblik på at de kan klare sig uden at skulle ende i boligproblemer eller andre sociale problemer igen. En del af dette arbejde handler således også om at støtte familien i at søge bolig:

Det med boligen ligger jo over alt. Det er jo ligesom basis for der, hvor man ligesom er.

Og også altså for ens netværk og skole osv. Så det ligger jo, tænker jeg, som en rød tråd i alt det, vi laver. Det her med, at man ligesom skal ud og finde en bolig. Man skal spare op til en bolig, mens man er der, og de her ting, […] Det hænger også rigtigt meget sammen med, hvordan de ligesom vil klare sig, når de kommer ud herfra, altså. At de ligesom, der skal være en balance og gerne inden, de flytter herfra, så de kommer godt ud. (Leder, socialt tilbud)

Lederen beskriver, at deres arbejde er at gøre familien bæredygtig i forhold til at kunne klare sig i egne rammer, når de flytter ud. Derfor støttes de under opholdet til at etablere rutiner og struktur på hverdagen, som de kan tage med sig ud i egen bolig, når de flytter, ligesom de støtter familien i at søge bolig. Mange af familierne har sociale problemer i et omfang, som betyder, at de i mange tilfælde kan opskrives på kommunens akutliste, mens andre er for velfungerende og henvises til at søge bolig selv i de almene boligselskaber eller hos private udlejere.

At komme i egen bolig efter et længere ophold på en boform beskrives af langt de fleste af kvinderne med en længsel og glæde efter at genetablere en tilværelse i egne og mere faste rammer. Samtidig er overgangen til egen bolig også noget, de bekymrer sig om, idet der er mange tanker forbundet med at skulle kunne klare sig selv som familie. Opholdet på tilbuddet har for mange af mødrene skabt den fornødne ro og struktur efter en ofte kaotisk periode, hvorfor det kan føles overvældende og skræmmende at skulle undvære de rutiner, relationer og rammer, som boformen har udgjort. Vi har talt med flere mødre, som har boet på samme tilbud ad flere omgange, eller som har haft ophold på flere forskellige tilbud. Ofte er de efter et ophold flyttet ud i egen bolig, hvor flere har fået støtte fra deres kontaktperson, fra familietilbuddet eller fra andre instanser i kommunen som fx bostøtte eller støtte fra familieafdelingen. Men efter en periode kommer nogle af dem tilbage for at søge støtte på tilbuddet igen, hvis hverdagen i egen bolig bliver for uoverskuelig for familien af enten praktiske, økonomiske eller psykosociale årsager.

Eksemplet nedenfor er fra en yngre kvinde med en datter, som vi møder, da hun bor på familietil-buddet for anden gang. Første gang hun boede der, opholdt hun sig der nogle måneder med sin nyfødte datter, hvorefter hun fik tildelt en lejebolig af kommunen, som hun flyttede ind i. Hun ople-vede dog overgangen til sin egen bolig som meget stressende og kaotisk, idet hun stadig var meget psykisk sårbar, da hun flyttede ud:

Jamen, den første gang [jeg flyttede ud] var det frygteligt, fordi jeg havde også min lille baby, og jeg anede intet om, hvilken vej jeg skulle gå på det tidspunkt. Jeg mister arbejde, og nu skal jeg passe babyen, og jeg er også på kontanthjælp der. Ja. Det var forvirrende faktisk. Meget, meget stressende. Faktisk havde jeg også depression der, men så tænkte jeg, at jeg kan ikke blive ved med det der, jeg har en lille én, jeg skal passe. […] Så fik jeg hjælp af dem med bolig og sådan noget der […] Men det var stress den første gang.

Meget stress, fordi jeg har ingenting den første gang. Jeg har ingen møbler, ingen penge og jeg har ingenting, plus at jeg har en lille baby. Så endnu mere stress, fordi jeg er bekymret for hendes [datterens] fremtid også. (Kvinde, 31 år)

Kvinden valgte efter et stykke tid at tage kontakt til familietilbuddet igen, fordi hun grundet psykiske udfordringer ikke magtede hverdagen med et lille barn alene i sin bolig. Den unge kvindes historie om en vanskelig og mislykket overgang til et nyt liv i egen bolig er ikke enestående. Vi møder flere eksempler på, at familierne efter et stykke tid henvender sig til tilbuddet igen, fordi de har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, og fordi de har brug for den støtte, omsorg og kontakt, de kender fra deres tidligere ophold på familietilbuddet. I nogle tilfælde flytter de ind igen for en periode, og i andre tilfælde finder man andre løsninger, hvor familien forbliver i boligen. Det kunne være ekstra støtte fra kommunen i overgangen, hvor familien hjælpes og aflastes til at få stabilitet og ro til igen at klare hverdagen. En leder af et familietilbud beskriver, at det langt fra er ualmindeligt, at især de psykisk sårbare kvinder med mindre børn efter et stykke tid kontakter dem for at få lov at flytte ind igen. På familietilbuddet oplever man, at det kan skyldes både økonomiske og praktiske udfordringer i hverdagen som enlig mor samt savnet af omsorg, faste rutiner og den daglige kontakt og støtte fra personalet. Også dårlig økonomi, psykisk sårbarhed, manglende netværk og ensomhed anskues som årsager til, at tilbuddene oplever, at flere af deres tidligere beboere har svært ved at slippe kontakten til stedet, og at nogle i sidste ende klarer sig for dårligt og flytter ind igen for en periode. En leder beskriver, hvordan de indimellem oplever, at det går for hurtigt med at få familierne ud i egen bolig, fordi der kan være et pres fra kommunen på at mindske perioden for ophold på familietilbuddene:

Men det er jo det dér med, nå, men ’så er det bare ud i almindelig bolig’, fordi det så er billigere i en boligforeningslejlighed et eller andet tilfældigt sted og så uden støtte. Og så kan det jo så være, at det bliver dyrere i den sidste ende, ikke. Altså, der tænker jeg, at der er meget sådan måske kassetænkning, og at det sådan er symbolpolitik også […]

jeg synes virkelig, det er skidt.

Overgangen til at flytte i egen bolig efter et ophold på tilbuddene er potentielt svær og sårbar, ikke kun for de hjemløse mødre, men for alle de hjemløse kvinder, vi møder. Fra kommunerne og tilbud-dene er der dog i særdeleshed fokus på overgangen for de hjemløse kvinder med børn af hensyn til børnenes trivsel:

Jamen, altså en del af de her børn kommer jo fra familier, hvor der har været kaos, og der har ofte også været vold. Mange af dem har været forbi krisecenteret. Så det her med at få noget stabilt og få skabt den her trygge og rolige base, det er jo. Altså, det er jo noget, som andre børn ikke lige oplever til hverdag, så derfor tænker jeg, at de har endnu mere brug for, at det bliver trygt og rart, og at man kan stole på voksne, og voksne er ikke sådan nogen, der slår og råber ad hinanden. (Medarbejder, socialt tilbud)

Derfor har mange af familietilbuddene fokus på at skabe en tryg overgang til egen bolig, og flere steder arbejdes der med forskellige modeller for efterforsorg af mere eller mindre formel karakter.

På de familietilbud, som medvirker i undersøgelsen, har kvinderne mulighed for at få besøg af fami-liens kontaktperson et mindre antal gange efter udflytningen. Desuden vil kvinderne, hvis personalet vurderer, at de vil profitere af det, blive tildelt en bostøttemedarbejder eller kontaktperson af kom-munen, som kan følge familien ud i boligen i en periode efter udflytningen. Her ser vi blandt andet eksempler på, at kommunen køber bostøttefunktionen hos familietilbuddets ansatte, således at fa-milien kan følges af den kontaktperson, de allerede kender fra deres tid på tilbuddet. Fafa-milien kan derved have kontakt til en medarbejder, som de har tillid til, og som har et nøje kendskab til deres udfordringer og problematikker.

Som beskrevet handler en stor del af arbejdet på familietilbuddet om at klæde familien godt på til tiden efter, at de er flyttet ud, og at skabe nogle bæredygtige rutiner og mønstre for familien. En leder beskriver det som ’hjælp til selvhjælp’:

Det er den store balance i det arbejde, vi laver, det er, at det er hjælp til selvhjælp. At vi ligesom skal have nogle familier ud, som er bæredygtige, og som kan klare sig selv bedre, end da de flyttede ind. (Leder, socialt tilbud)

Herunder er der selvfølgelig fokus på boligsøgning og på at finde bolig, men der er fra medarbej-dernes side også opmærksomhed på at afdække, hvilken form for støtte og efterforsorg, familien vil have gavn af efter udflytningen. Hele tiden er der en balance og hensyntagen til barnets og familiens generelle trivsel i vurderingen af, hvad der gavner familien bedst på det givne tidspunkt.

På enkelte af tilbuddene har man mulighed for at skabe en tryg overgang for familierne ved at be-nytte nogle boliger, som tilbuddet råder over. Et af familietilbuddene, vi har besøgt, har tilkbe-nyttet egne udslusningsboliger, der ligger i forlængelse af tilbuddet, som familierne kan flytte over i og bo i op til 2 år, inden de skal videre ud i egen bolig. Her skal man kunne klare en stor del af hverdagen selv, og der er ikke ligeså tæt kontakt til personalet. Ifølge personalet er udslusningsboligerne en god base for at træne at bo for sig selv som familie, uden at det føles institutionelt, og samtidig er der mulighed for at tage kontakt til personalet, hvis mødrene føler behov for støtte. Udslusningstil-buddet omtales positivt af både personalet og mødrene selv:

Og nogle, de synes, at puha, ude i byen, det er alt for langt væk fra noget personale. De synes, det er så dejligt, de lige kan gå herover. (Leder, socialt tilbud)

En ung kvinde, som vi møder, da hun bor i én af udslusningsboligerne, fortæller, at hun efter sin søns fødsel fik meget støtte fra tilbuddet. Hun fik således tilstrækkelig struktur og ro på både prak-tiske og mentale udfordringer i dagligdagen til, at hun kort efter blev tilbudt at flytte over i én af familietilbuddets udslusningsboliger:

Efterhånden så fik jeg lidt mere styr på strukturen i hjemmet og på min egen struktur oppe i hovedet og sådan noget, så det var sådan det, der ligesom gjorde, at jeg kunne komme derover, at der ligesom var styr på nogle ting. […] Det her, at komme hen fra [tilbuddets navn], altså det betyder jo altså, at i min graviditet har jeg haft det rigtig, rigtig godt og er virkelig blomstret op, og så efter jeg fik min søn, så blev det vurderet, at så kunne jeg komme hen i udslusningslejligheden, der er [navn på udslusningsboligerne], så det var jo bare et rigtig stort skridt og komme derhen, fordi der var jo ikke altså bemanding på kan man sige 24/7, der er selvfølgelig herovre, men så det er godt at have den der, hvad hedder det, mulighed for at der er noget personale herovre [på institutionen], men ellers så er man jo bare meget sig selv derovre. (Kvinde, socialt tilbud)

Kvinden beskriver det som et stort skridt for hende at flytte ud i udslusningsboligerne. Dét at få en tryg ramme i en udslusningsbolig, hvor hun og sønnen kan være sig selv uden personale og fag-personer omkring sig døgnet rundt, har betydet, at hun har skullet klare flere praktiske og hverdags-relaterede ting i hjemmet selv. Hun oplever dog, at dette har været en positiv udfordring, idet det kunne foregå i en tryg ramme med mulighed for at få kontakt til og støtte fra personale, hvis hun følte behovet:

Det er rigtig rart, fordi at så, min søn og jeg, vi klarer det fint, og vi har det godt, men altså, jeg har stadig mange problemer og problematikker, men det går – det går rigtig godt med min dreng og ja, så det, det er rigtig godt. (Kvinde, 38 år)

Det er dog ikke alle familier, der har økonomisk råderum til at flytte ud i institutionens udslusnings-boliger. En mor på SU, som bor på familietilbuddet med sine to børn, fortæller, at hun vil hellere finde en lejlighed ude i byen, fordi udslusningsboligerne er for dyre for hende. Generelt spiller øko-nomien en stor og ofte afgørende rolle for, hvilken type bolig familierne kan flytte videre til, og også for hvornår de kan flytte. Mange af de mødre, som bor med deres børn på et familietilbud, står skrevet op på kommunens akutliste, hvor de tildeles en bolig inden for meget kortere tid end gennem de almindelige ventelister hos de almene boligselskaber. Typisk vil kommunen prioritere at anvise familier til akutbolig før enlige hjemløse af hensyn til børnenes og familiens generelle trivsel, men der kan dog stadig være betydelig ventetid på akutboliger for familier, især i de større byer. Alterna-tivet bliver for en stor del af familierne at flytte til andre byer enten i nærheden af eller langt fra institutionen. Når kvinderne flytter ud af boformen, opstår således en problematik omkring, hvor og i hvilken form for bolig familierne kan bosætte sig, som tager højde for, at børnenes hverdagsliv og trivsel tilgodeses. Det er et stort dilemma for mange af kvinderne, at det ofte ikke er muligt at få en bolig i det område eller den by, de har befundet sig i under opholdet på tilbuddet, også fordi flytnin-gen til en ny bolig i mange tilfælde vil betyde et skift i børnenes skolegang, relationer og kammerater.

Kvinden i citatet nedenfor har søgt bolig i samme by som tilbuddet, hun bor på. Men det er en større by med et stort pres på lejeboligsituationen, hvorfor familien er blevet tilbudt en lejlighed, der ligger halvanden time med bus fra børnenes skole og familiens sparsomme netværk:

Børnene er virkelig meget under pres. De har skiftet skole flere gange. Og bolig igen. Jeg tror ikke, det er sidste gang faktisk. Altså børnene har flere gange sagt til mig: "Mor, hvorfor skal vi konstant flytte adresse og skole. Hvornår er det, vi får et stabilt liv?", Men mor kan ikke svare rigtig, hvornår det er. (Kvinde, 36 år)

Også kvinder med anbragte eller ikke hjemmeboende børn ønsker at bo tæt på børnene, hvilket ikke altid er muligt. Medarbejderne på nogle af de tilbud, hvor der ikke bor familier, men hvor der opholder sig mange kvinder, som har anbragte børn, beskriver, at de ofte bruger meget tid på at tale med kvinderne om savnet af børnene og håbet om, at børnene en dag kan komme til at bo hos dem igen. Dette gør medarbejderne både for at gøre kvinden bevidst om sin situation og for at skabe realistiske forventninger i forhold til boligsøgning hos kvinden. En medarbejder beskriver, at mange af kvinderne med anbragte børn ønsker at søge en større bolig i håbet om, at børnene en dag kan bo hos dem:

Det kan være svært for dem at erkende den – det er i hvert fald min oplevelse – at det kan være svært for dem at erkende den situation, de er i, med at børnene ikke ... Altså, hvis de har nogle børn, som de har fået taget fra dem, det er typisk ved tvang, der oplever jeg, at det typisk kan være svært for dem at erkende, at det her er realiteten. "Du kommer ikke til at se dine børn, de er taget væk fra dig, og det er de af en grund". Der oplever jeg egentlig, at der er flere af dem, der sidder fast i det og ikke kan komme videre og har den her drøm om, jeg skal have en bolig, og der skal være plads til mine børn. "Det giver ikke nogen mening, at du får en bolig til 10.000 kroner, fordi du får ikke dine børn hjem".

[…] Og det er nemlig rigtigt, for man kan sige, at når man har børn, så er det jo ofte familieafdelingen, der går ind og forholder sig til, om der kan blive tilbudt en akut bolig, og der har vi jo haft nogle kvinder, der konsekvent siger nej til mindre og billigere boliger, som er det eneste, de har råd til, fordi at de vil have den her lejlighed, hvor børnene kan være der. Og de har fået afgørelsen, de er tvangsfjernet: "De kommer ikke hjem, det kommer ikke til at ske, vi vil ikke give dig den bolig", det er et dilemma, som er rigtigt

og de skal have det forklaret og ikke kan forstå det og vil gerne have hjælp til og få myndigheden til at forstå, at det skal være sådan her. (Medarbejder, socialt tilbud)

Ønsker og forventninger om bolig fylder således meget både for kvinderne, der bor sammen med deres børn på borformerne, samt for kvinderne med anbragte børn, som i håbet om at få hjemgivet deres børn til tider har urealistiske forventninger til den kommende boligs pris og placering.

6.5 Sammenfatning

En stor del af kvinderne, der er interviewet til undersøgelsen, er mødre. Mange af dem er endt i hjemløshed efter skilsmisse eller samlivsbrud, i mange tilfælde som følge af psykisk eller fysisk partnervold. Kvinderne har opholdt sig hos netværk eller på krisecenter, inden de tager kontakt til et af de få familierettede tilbud. For stort set alle gælder det, at de har forsøgt at klare sig med hjælp fra netværk og venner i en periode, inden de har taget kontakt til tilbuddene.

Moderskabet og relationen til børnene, eller manglen derpå, fylder naturligvis meget for kvinderne.

I kapitlet har vi beskrevet de mange forskellige problematikker og emotionelle udfordringer, der knyt-ter sig til at være mor, samtidig med at man også oplever at stå i en ustabil, sårbar og skamfuld situation som hjemløs. Dette gælder både de kvinder, der har børn med sig ud i hjemløsheden og derfor skal værne om børnenes trivsel og drage daglig omsorg for dem i en kaotisk hverdag som hjemløs familie. Men det gør sig også gældende for de kvinder, der har fået anbragt deres børn enten frivilligt eller mod deres vilje, som følge af svigt eller mangel på omsorgsevne i forbindelse med misbrug, svære psykiske lidelser eller anden svær social udsathed. Ligeså møder vi ældre kvinder, der har mistet kontakten til deres voksne børn, hvor håbet om en dag at genetablere den tabte relation til børnene og at genvinde deres tillid fylder meget i hverdagen.

Moderskabet hos de hjemløse kvinder er ofte forbundet med skam, afmagt og skyldfølelse over ikke at have været den mor, som de selv og samfundet har forventet af dem. Særligt de kvinder, som har fået anbragt eller tvangsfjernet deres børn, påføres et stigma, der handler om, at de foruden det at være hjemløse og socialt udsatte også anses som utilstrækkelige eller mislykkede mødre (Sa-vage, 2016). Dette stigma er forbundet med skyld og skam over ikke at kunne leve op til moderrollen samt en følelse af afmagt over ikke at kunne give sine børn en almindelig hverdag, fordi man lever uden fast bolig. Dette stigma er i særdeleshed bundet til hjemløse kvinder med anbragte børn, idet

Moderskabet hos de hjemløse kvinder er ofte forbundet med skam, afmagt og skyldfølelse over ikke at have været den mor, som de selv og samfundet har forventet af dem. Særligt de kvinder, som har fået anbragt eller tvangsfjernet deres børn, påføres et stigma, der handler om, at de foruden det at være hjemløse og socialt udsatte også anses som utilstrækkelige eller mislykkede mødre (Sa-vage, 2016). Dette stigma er forbundet med skyld og skam over ikke at kunne leve op til moderrollen samt en følelse af afmagt over ikke at kunne give sine børn en almindelig hverdag, fordi man lever uden fast bolig. Dette stigma er i særdeleshed bundet til hjemløse kvinder med anbragte børn, idet