Kvindernes oplevelser af forskellige hjemløshedssituationer

Mens vi i de foregående afsnit fik et indblik i den variation og i mange tilfælde høje grad af komplek-sitet, der er i de livsomstændigheder og livsforløb, der leder frem til en hjemløshedssituation, vil vi i det følgende afsnit mere specifikt se på kvindernes oplevelse af selve hjemløshedssituationen. Her sondrer vi mellem tre hovedtyper af hjemløshedssituationer, nemlig situationen som henholdsvis sofasover, gadesover eller med ophold på et herberg. Selvom hovedparten af kvinderne på selve interviewtidspunktet befinder sig på forskellige midlertidige boformer og overnatningstilbud, har langt de fleste af kvinderne også i kortere eller længere perioder overnattet hos familie, venner og be-kendte. Derimod er det kun en mindre del af de kvinder, vi har interviewet, der på et tidspunkt i deres forløb har overnattet på gaden. Som nævnt befinder de fleste af kvinderne sig på interviewtidspunk-tet på de midlertidige tilbud som herberger og natvarmestuer. Der er også nogle af kvinderne, som opholder sig på familieorienterede tilbud, der primært er henvendt til hjemløse kvinder og familier med børn. Den sidstnævnte gruppe vil vi behandle særskilt i rapportens kapitel 6. I de følgende afsnit ser vi således nærmere på kvindernes oplevelser og erfaringer med henholdsvis at være so-fasurfer, at overnatte på gaden og at benytte herberger og lignende midlertidige overnatningstilbud.

4.3.1 Sofasurfing – ”Hvor skal jeg sove i nat?”

Mange af kvinderne bruger deres netværk og sofasurfer, så længe de kan for at undgå andre alter-nativer som at henvende sig på et herberg eller at skulle sove på gaden. En kvinde, som nu bor på herberg, endte som hjemløs på grund af en kæreste, som var voldelig over for hende. Da hun flyg-tede fra ham, brugte hun sit netværk for ikke at skulle overnatte på gaden. Hun fortæller:

Kvinde: Så flyttede jeg så, så sov jeg hos nogle veninder og nogle venner og sådan noget her i [navn på by] rundt omkring. Duttelut, indtil der er en kammerat, der så siger til mig:

"[kvindenavn], skal du ikke låne mit værelse?". "Jo tak, det vil jeg da gerne”. Det er jo frygteligt, når man går en hel dag: Hvor skal jeg sove i nat? Hvor skal jeg sove i nat? Ik’?

Så er der endelig en, der siger: "At du må godt sove her i nat”. "Ej, hvor fedt”. Fuck, hvor skal jeg sove i morgen? Du får aldrig ro inde i hovedet. Du kan ikke sove en hel lang nat, du får ikke regelmæssig mad, man taber sig, man bliver usund, man bliver, man bruger alt for mange penge, man kommer til at skylde en masse penge væk, og det er frygteligt, det er frygteligt dyrt at leve sådan der, ik’. Du kan jo ikke fylde op i køleskabet, vel, så du er nødt til købe en eller andet færdigret eller et eller andet. Og det koster sgu dyrt, fordi du ikke har nogen steder at gå hen og lave det. Så det er sgu nederen. Det er ikke, det er ikke, det skal man ikke. […] Og så er det, at jeg så får den her c.o. adresse herovre, og der har jeg så boet i et år. Han ville ikke have, at jeg var der, men jeg måtte godt på papiret bo der og sådan noget. Fordi han ville hjælpe mig til og måske bedre og kunne få en lejlighed. Men det har ikke en skid at sige.

Interviewer: Så du måtte ikke sove der alligevel?

Kvinde: Nej, han ville ikke så gerne have, at jeg var der. Men altså, jeg måtte godt ha’

mine ting op hos ham og sådan noget, ik’? Så, men i et helt år, det er et år siden nu faktisk, boede jeg hos ham. Og så, og så kom jeg hen til en veninde at være, fordi han havde trukket kniv. Så ville jeg jo ikke være der, vel. Og så sov jeg så hos en veninde igen, og hun boede så lige skråt nedenfor. Så gik der noget tid der, så blev vi egentlig lidt gode venner igen, ham og jeg. Altså, jeg har kendt ham, siden vi var børn. Han blev stresset over et eller andet, det må han selv ligge og rode med. Det er lige meget. Vi er gode venner

igen. Men så var jeg, men så skulle jeg hjælpe ham med at lave venindens lejlighed i stand.

Og så fandeme, om hendes kæreste ikke voldtog mig, ik’? (Kvinde, 45 år)

Denne kvinde har en turbulent historie, hvor hun sover hos venner og må have sin adresse hos en ven, som egentlig ikke vil have, at hun overnatter der. Hun forklarer, hvor stressende det er at sofa-surfe på denne måde, hvor man ikke ved, om man har tag over hovedet for natten eller den næste nat, samtidig med at det er dyrt, idet hverdagslige ting som at lave mad og have mad i køleskabet bliver umuligt. Herudover udsætter hun sig selv for en særlig risiko ved at sofasurfe, hvor hun til sidst udsættes for en voldtægt af en venindes kæreste. Hun fortæller også om, hvor ydmygende det er at skulle spørge sine venner om at få lov til at sove hos dem en nat:

Interviewer: Lige en lille ting til det her med sofa, sofasurfing, stadig lang tid, kan du ikke bare forklare mig lidt – hvordan føles det? Altså sådan at skulle det?

Kvinde: Det er da det mest utrygge, nedværdigende, ydmygende, der findes altså. Det der, man skal stå med hatten i hånden og sige, selvom det er ens venner: "Må jeg gerne sove her?". Det er virkelig ydmygende. Virkelig, virkelig, virkelig, puha, man skal æde en kamel. For et eller andet sted, så, jeg har altid været den, jeg klarer mig selv, jeg kan selv, I skal slet ikke hjælpe, jeg spørger heller ikke om hjælp, for det kan jeg godt finde ud af selv, og det her – der er ingen problemer. Og så lige pludselig at stå der: "Uh, må jeg gerne sove her i nat?", det er så nederen. "Må jeg godt tage en mad?". Det er så nederen. Ad, det er en rigtig, rigtig, rigtig dårlig selvfølelse, man får, puha. Så det har været – og så er det jo stressende samtidig, fordi så, for som jeg sagde før, så får man lov at sove et sted i dag: Nej, hvor er det dejligt. Hvor skal jeg sove i morgen? Du når ikke engang at tænke tanken færdig, fedt nok, du har jo slet ikke ro, ever. Din mave er jo et stort kaos, dit hoved er et stort kaos, hvad skal jeg i morgen? Nå men, fedt, jeg må være her i dag, og sådan noget. Men man glemmer lidt også at sætte pris på, at man så har et sted at sove i dag, fordi man allerede stresser over i morgen, ik’. Og i overmorgen og i overmorgen og i overmorgen. Og sådan noget, og sådan er det bare hver dag. Og:

Hvordan får jeg noget at spise? Jeg har heller ikke nogen penge og sådan noget. Det er virkelig ydmygende. Det er virkelig en rigtig dårlig selvfølelse at ha', det er det. (Kvinde, 45 år)

Kvinden illustrerer her, hvordan sofasurfing er en kaotisk situation at stå i både fysisk og psykisk på grund af stress og følelser af nedværdigelse, ydmygelse, utryghed og bekymring for, hvor man skal sove den næste nat. Mange af kvinderne beskriver generelt denne følelse af, at sofasurfing er en stressende situation. En leder på et socialt tilbud fortæller, hvordan sofasurfing også er meget be-lastende for kvindernes sociale netværk:

Men jeg tror, mange af de kvinder, vi har, de har været forbi venner og bekendte og brugt det netværk, de nu engang havde, og måske slidt det lidt tyndt. Altså her, det er sidste instans, altså. (Leder, socialt tilbud)

Det samme udtrykker en medarbejder på et andet tilbud, som mener, at deres tilbud bruges som en sidste udvej for at passe på det netværk, man har tilbage:

Altså, der er rigtig mange, der siger "Nu kunne jeg altså ikke slide mere på mit netværk", fordi det ville de gerne passe på. Og det var så det, der gjorde, at de kom her. Og det er jo rigtig godt, at de kan komme her, så de ikke mister det sidste netværk, de har.

Selvom sofasurfing betragtes af kvinderne selv som en måde at undgå andre alternativer på, såsom

at sove på gaden, natvarmestue eller herberg, er dette også en kompleks og belastende situation at stå i. Ifølge citaterne påvirker sofasurfing som hjemløshedssituation kvindernes fysiske såvel som psykiske helbred samt slider på det oftest sparsomme sociale netværk og udsætter kvinderne for følelser af utryghed, nedværd, ydmygelse og stress. Mens sofasurfing således ofte ender med at slide kvindernes netværk ned, kan kvindernes mulighed for at finde overnatningsmuligheder i deres netværk dog også ses som en ressource hos kvinderne. Det beskrives i flere tilfælde af personalet på tilbuddene. En leder på et socialt tilbud beskriver således, hvordan kvindernes evne til at trække på deres netværk også kan opfattes som en positiv ting, der i nogle tilfælde kan gøre, at kvinden faktisk kan komme videre uden hjælp fra systemet:

Jeg synes, det er helt vildt interessant […], det som vi så kalder sofasurfere, og er de hjemløse, eller er de ikke, fordi hvis man kan klare sig i en periode med sit netværk og så komme videre derfra og kommer ud i bolig, så kan man sige, så er problemet jo ikke så stort. Det er jo mere, hvis man, nu har man slidt på sit netværk, så nu kan de ikke mere, og man er ikke selv i stand til at skaffe sig en bolig, så er det et problem. Så det er jo, man kan sige, så længe man er hos sit netværk og det kan være, det også er en god ressource, det kan godt være en kvinde, der er ved at blive skilt, at det er godt, hun er hos sin veninde og bor på sofaen, så det, ja, det er godt. (Leder af § 110-boform).

I denne optik opleves kvindernes evne til at gøre brug af deres netværk som en styrke, der i nogle tilfælde kan betyde, at de ikke i helt samme omfang som mænd når derud, hvor de har behov for hjælp fra systemet. Der er her tale om en kønsspecifik ressource hos kvinderne, som er dygtige til at aktivere deres netværk, selvom det samtidig er forbundet med skam og ydmygelse over at skulle bede om hjælp fra venner og familie i en kaotisk situation. Således er sofasurfing og brugen af netværk både en positiv ressource hos kvinderne, men er samtidig med til at forlænge kvindernes hjemløshedsperi-ode og bidrage til, at de undlader at tage kontakt til myndigheder og søge om hjælp, indtil netværket er tyndslidt eller udtømt. Paradoksalt nok kan netværket, som i første omgang således fremtræder som en ressource for kvinderne, dermed også være med til at forlænge den tid, der går, før end de kommer i kontakt med de sociale tilbud og begynder at få hjælp til at håndtere deres situation.

4.3.2 At sove i det offentlige rum

Generelt prøver kvinderne for alt i verden at undgå at skulle sove på gaden og bruger alle andre muligheder, de har, som at sove hos venner og bekendte, før det at sove på gaden bliver aktuelt.

Dog er det ikke alle, der kan undgå det. En kvinde fortæller, hvordan hun for en del år siden kom til Danmark for at arbejde på et hotel, hvor alt umiddelbart virkede til at gå rigtig godt. Hun havde tidligere boet i Danmark med en voldelig kæreste, som hun flyttede fra, og brugte et år tilbage i sit hjemland. På interviewtidspunktet har hun permanent ophold i Danmark og modtager dagpenge.

For 5 år siden lejede hun en lejlighed af en bekendt, som hun havde lavet en kontrakt med på sit og udlejerens modersmål. Problemerne opstår, da hun bliver gravid efter en voldtægt og bliver frarådet at få foretaget en abort. Den fremmedsprogede lejekontrakt bliver ikke betragtet som lovmæssig, og hun bliver smidt ud af lejligheden grundet graviditeten, hvorved hendes hjemløshedssituation be-gynder. Her fortæller hun om sin oplevelse med at overnatte på en togstation med en nyfødt baby om vinteren, fordi hun ikke vidste, hvor hun ellers skulle henvende sig:

Kvinde: So you can imagine, you are at the station sitting with a baby sleeping, because she thinks she was sleeping of love, I was with two boobs like this, full of milk like a cow, and you know many people around, it was cold because it was in the winter.

Kvinde: She was born in [måned]. So you know: How you can feel?

Interviewer: And nobody helped, like no other people?

Kvinde: You know, I didn't look like somebody who needs help, because I don't want, I mean, no. I don't want help. Something have to happen, and I didn't look like someone who needs help. I was dressed, let's say like this with a normal jacket, or whatever, but no. So if you see me sitting over there you would never … actually the police guys they were: "Hi hi".

Interviewer: They didn't really realize?

Kvinde: No, but they came back and they saw me there still and with the trains going in and out and in and out, and then "What are you doing here?”. And that is when I start crying [grådlyde].

Interviewer: Were they nice?

Kvinde: Yeah of course, all police guys are nice. I mean, if they see a woman with a kid at least they are nice.

Interviewer: But you didn't like staying at the police station when …

Kvinde: Yeah, but I was just sitting there on the chair, I was not sleeping or anything, I was just saying to them, that I'll fight or whatever, I didn't tell them that I did not have a place.

Interviewer: But why not?

Kvinde: I do not know. It's like I tried, don't even say I was raped because I don’t know, I was so ashamed, I was scared, I don't know! You know when that stuff happens you do not know what to do. I thought that I was a strong person, if that should happen I would concur a knife and kill them, but you do not do anything. (Kvinde, 35 år)

Her ser vi, hvordan hun skjuler sin hjemløshed på stationen gennem både påklædning og adfærd, fordi det er skamfuldt for hende at ende i denne situation. Hun beskriver en følelse af afmagt, når man pludselig ender på gaden og ikke har et sted at overnatte. Hun overnatter dog kun en enkelt nat på togstationen. Det gælder for de fleste af de kvinder, vi har interviewet, som har erfaring med at overnatte i det offentlige rum, at de har tilbragt en enkelt eller et par nætter i det offentlige rum, før de har fundet en anden løsning. Her er et par eksempler:

Eksempel 1:

Kvinde: Jeg sov i, jeg sov nede foran politistationen, indtil jeg blev smidt væk. Så gik jeg op i [navn på park] og sov.

Interviewer: Okay. Fordi det var sådan en politistation, der kunne man i hvert fald være.

Kvinde: Ja, der tænkte jeg, det må være trygt at sove der.

Interviewer: Det må være sikkert at sove der, ja.

Kvinde: Men det måtte man ikke.

Interviewer: Nej.

Kvinde: Så sov jeg så oppe i [navn på park]. Forfærdeligt. (Kvinde, 55 år) Eksempel 2:

Interviewer: Nej, men det er da ikke skægt, at man ikke har noget sted at bo, og man skal sove ude foran rådhuset.

Kvinde: Så jeg gik med min indkøbsvogn og skærmede af, da jeg lagde mig på bænken, så jeg sådan nærmest lå i læ, og så lå jeg på bænken med min dyne og min pude.

Interviewer: Hvor lang tid måtte du så overnatte der?

Kvinde: En nat. (Kvinde, 49 år)

Her ser vi, at det typisk er enkeltstående tilfælde, at man sover udenfor, og det opleves som noget, der er yderst ubehageligt. Som det første eksempel beskriver, leder kvinderne efter trygge steder, som fx i nærheden af en politistation, og hvis det ikke lykkes, søges der efter grønne områder. Man leder således efter et sted, hvor man kan føle sig så tryg som muligt. Det er dog som nævnt kun få af kvinderne, vi har interviewet, som har haft oplevelser med at sove i det offentlige rum, hvilket ifølge nogle af kvinderne skyldes, at de simpelthen ikke tør at sove ude. En kvinde fortæller:

Interviewer: Og du havde ikke sovet ude?

Kvinde: Nej, det har jeg aldrig gjort.

Interviewer: Det har du aldrig gjort.

Kvinde: Det ville jeg aldrig turde [griner].

Interviewer: Ja, fordi det ville være farligt?

Kvinde: Ja, det tror jeg virkelig, der er nogle, de sover sådan. Ja, der er nogle, der sover ude, ikke. Altså, der er også én, der boede her, der er kommet her i årevis, der hedder Dora, hun har sovet i [navn på park]. Det ville jeg aldrig turde. Altså, jeg ville aldrig, jeg ville simpelthen bare ikke turde. (Kvinde, 50 år)

Dét, at man ikke tør at sove på gaden, skyldes i høj grad et spørgsmål om sikkerhed, som vi ser i de foregående interviewuddrag. I tråd med dette fremhæver en anden kvinde, at det er noget andet at være kvinde i det gadehjemløse miljø end at være mand:

Kvinde: […] Og det er også mere hårdt for os at være på gaden end mænd.

Interviewer: Hvorfor?

Kvinde: Fordi vi er kvinder. Så.

Interviewer: Så opfører man sig anderledes over for jer?

Kvinde: Nej, men vi er måske lidt mere sårbare, altså, nu hører man også om mange, der er blevet voldtaget og sådan noget der. Det er jo ikke noget, mænd bliver jo ikke voldtaget sådan der. Så altså, jeg ved ikke hvorfor, jeg tror bare, det er. (Kvinde, 40 år) Her fremhæves den risiko, man udsætter sig selv for som kvinde på gaden, hvorved der drages skel mellem hjemløse kvinder og hjemløse mænd. Det er en meget væsentlig grund til, at kvinderne forsøger at undgå at sove på gaden.

Der er også nogle enkelte af kvinderne, som ofte har overnattet på gaden, selvom dette er væsentligt sjældnere. En kvinde fortæller, hvordan hun har tilbragt mange nætter uden for, hvis ikke hun kunne overnatte hos venner eller kæreste:

Interviewer: Hvor har du sådan ellers været i løbet af de her 3 år?

Kvinde: Jeg har jo også sovet på trappeopgange, jeg har sovet på bænke, jeg har sovet, hvor jeg kunne nærmest få lov til at sove i fred. Også ligesom her fx, hvor der er nogle grønne områder. Og ligge sådan inde i busken, så man ikke lægger så meget mærke til mig, ikke. Og så har jeg sovet hos min kæreste og mine venner, og hvor der nu ellers er mulighed for at kunne sove.

Interviewer: Så i alle de faktisk næsten 3 år, 2 år og 10 måneder. Kan du fortælle mig lidt om, hvordan det er, altså, sådan hvordan det er at bevæge sig rundt i det dér gademiljø?

Kvinde: Det er ret frustrerende, meget frustrerende. Hvor skal du sove henne i nat? Og det er meget, ja, altså, jeg ved ikke, om det er meget … det er bare meget mærkeligt at have alle de dér tanker i hovedet: Hvor skal jeg sove henne i nat? Hvad skal jeg foretage mig? (Kvinde, 37 år)

Ifølge kvinden er tilværelsen på gaden stressende og frustrerende, fordi man bekymrer sig om, hvor man skal sove i nat og næste nat. Samtidig er det vigtigt for hende at finde et sted, hvor andre ikke lægger mærke til hende. Samme erfaring kendetegner en anden kvinde, som også har mange op-levelser med at sove på gaden. Denne kvinde opholder sig nu på en boform og har før været i en

Ifølge kvinden er tilværelsen på gaden stressende og frustrerende, fordi man bekymrer sig om, hvor man skal sove i nat og næste nat. Samtidig er det vigtigt for hende at finde et sted, hvor andre ikke lægger mærke til hende. Samme erfaring kendetegner en anden kvinde, som også har mange op-levelser med at sove på gaden. Denne kvinde opholder sig nu på en boform og har før været i en

In document Hjemløshed blandt kvinder i Danmark (Sider 45-55)