Psykiske lidelser

Det er meget fremtrædende i interviewene, at mange af de kvinder, vi har interviewet, har psykiske lidelser og psykiske problemer. Det er et billede, der også svarer til den profil, der tegner sig af kvinder i hjemløshed ud fra de nationale kortlægninger af hjemløshed. Ifølge den seneste kortlæg-ning fra 2017 er det som tidligere nævnt 61 pct. af de hjemløse kvinder, der har en psykisk lidelse, mens det til sammenligning gælder 50 pct. af de hjemløse mænd (Benjaminsen, 2017). Samtidig viser kortlægningerne også, at andelen med psykiske lidelser blandt de hjemløse borgere generelt er steget gennem de senere år – både blandt kvinder og mænd. Ved kortlægningen i 2009 var det således en noget lavere andel på henholdsvis 39 pct. af de hjemløse kvinder og 37 pct. af de hjem-løse mænd, der havde en psykisk lidelse. Sammenholdt med den generelle stigning i hjemløsheden tyder tallene fra kortlægningerne på, at der over de senere år generelt er sket en stigning i antallet af kvinder med psykiske lidelser, der kommer ud i en hjemløshedssituation.

I interviewene er der mange af kvinderne, der beretter om, at de lider af angst, depressioner eller post-traumatisk stress, ligesom der er også nogle af de kvinder, vi har talt med, som har svære psykiske lidelser som skizofreni eller bipolar lidelse. Billedet af, at hele spektret af psykiske lidelser er repræsenteret, beskrives også af medarbejderne på de sociale tilbud, der melder om, at mange af deres brugere har angst, depressioner og traumer generelt, ligesom de også ser kvinder med spiseforstyrrelser og en del kvinder med alvorlige psykiske lidelser som skizofreni, bipolar lidelse og borderline personlighedsforstyrrelse.

I borgerinterviewene fortæller en del af kvinderne selv om deres psykiske lidelser, og hvordan det påvirker dem i deres hverdag. Eksempelvis fortæller en kvinde med skizofreni, der for kort tid siden er blevet indskrevet på en boform for hjemløse om, hvordan hun hører stemmer, og hvordan det påvirker hendes dagligdag:

Jamen, jeg står rimelig tidligt op, og så er det sådan – dagen er lang, synes jeg. Og det føles meget som om, at der gået længere tid, end der er, fordi at – det er måske, fordi der alligevel sker meget oppe i mit hoved, jeg hører stemmer. Så jeg har været indlagt to måneder på psykiatrisk afdeling, næsten 2 måneder, kort før jeg kom her. Så kom – så blev jeg udskrevet en uge før tid, og så kom jeg så herud, landede jeg herude. Undskyld, jeg sagde torsdag, men det var fredag, fredag i sidste uge. Så jeg er faktisk rimelig ny herude, på det her herberg. Men jeg er ikke ny i herbergs-regi, fordi jeg jo kommer fra [anden boform], ik’. Så dagene er lange, og det føles tit som om, at der er gået meget længere tid, og det er fordi, der er mig og mine stemmer. Det er ikke kun mig, så jeg tror, at det føles som om, at der er længere – altså, at en dag føles nogle gange som en uge, fordi jeg har de her stemmer med mig, ik’. Så det føles som om, at der foregår meget, selvom der ikke foregår noget. (Kvinde, 34 år)

Som det fremgår af eksemplet, er kvinden blevet indskrevet på en boform for hjemløse efter at være blevet udskrevet fra et ophold på en psykiatrisk afdeling. Der er i interviewmaterialet flere eksempler på kvinder, som er blevet udskrevet til hjemløshed efter ophold på psykiatriske afdelinger, og ifølge personalet på nogle af de tilbud, vi har besøgt, er det da også en problematik, man relativt tit støder på. Et andet eksempel er denne kvinde med bipolar lidelse, som fortæller, hvordan hun efter en udskrivning fra psykiatrien genoptog gamle mønstre:

Interviewer: Okay. Hvor kendte du det sted [herberget] fra?

Kvinde: Jamen, jeg fik det at vide af min mentor, fordi at jeg blev lidt sendt hjem uden noget, så jeg var fuld af angst.

Interviewer: Fra hvad?

Kvinde: Fra psykiatrisk afdeling. Hvad hedder det, med ny diagnose og en skræmmende historie. Så jeg var bange for alting jo, hvilket resulterede i, at jeg hurtigt røg ud i det gamle mønster med at være vågen hele tiden og finde projekter, jeg skulle løse, ik’.

(Kvinde, 36 år)

Eksemplerne viser, at det stadig er almindeligt, at kvinder (og mænd) med psykiske lidelser, som står uden bolig, udskrives til hjemløseboformer fra de psykiatriske afdelinger, til trods for at der rundt i landet har været fokus på at skabe ’gode udskrivelser’. På den måde skal betydningen af de for-skellige risikofaktorer, som psykisk sygdom, også ses i forhold til den støtte og hjælp – eller mangel på samme – som de udsatte kvinder får i resten af velfærdssystemet, både i det sociale system og behandlingssektoren. Det ser vi nærmere på i kapitel 8, hvor vi ser på samspillet mellem indsatsen på hjemløseområdet og det øvrige velfærdssystem.

Kvinderne beskriver også, hvordan de har oplevet behandlingsforløb, medicinering og generelt dét at leve med psykiske lidelser. Selvom mange af kvinderne har et stort behov for psykiatrisk hjælp og behandling, er det kun få, der modtager andet end medicinsk behandling med psykofarmaka. En del af de kvinder, der beretter om psykiske lidelser, fortæller ofte om flere problematikker eller diag-noser og lider fx både af angst, ADHD og depression. Eksempelvis fortæller en yngre kvinde, hvor-dan hendes psykiske symptomer vekselvirker og forstærker hinanden:

Lige præcis, men altså, jeg er jo nødt til at finde ud af, hvad jeg skal bruge af hjælp. Fordi så har man depression, så har man angst, så bliver man endnu mere ked af det, så kan man ikke tage bussen. Der er også mange andre, der også har angst, og i stedet for at sætte sig ned og hyle, så virker det [for mig] som sådan en katalysator af uro inden i, og man kan ikke sove, man kan ikke æde, man kan ikke en skid, før det er væk. […] Og sådan kan jeg have det rigtig mange dage. Der sker et eller andet. Det er ubehageligt, det er ikke rart. Jeg skal fikse det. Men fordi man har det der angst, så er man [kognitivt] dårligere stillet. Så jeg har fundet ud af, at angsten er min fjende nr. ét [griner]. (Kvinde, 31 år)

Denne kvinde, der også fortæller, at hun er bipolar, har haft udfordringer med behandlingsforløb, fordi kompleksiteten i hendes psykiske problematikker har gjort det svært at finde det rette tilbud og den rette behandling. Efter mange års mere eller mindre mislykkede eller afbrudte behandlingsforløb i psykiatrien har hun nu fået en henvisning til en psykiater med speciale i angst, da hun selv er kommet til den erkendelse, at angsten er vigtigst at få tøjlet, før hun kan rette fokus på sine andre udfordringer. Flere af kvinderne fortæller i forlængelse heraf, hvordan de har haft svært ved at na-vigere i psykiatrien, og at de nogle gange føler sig ‘tabt i systemet’:

Fordi ja, enten, det er ikke så godt at være for velfungerende, det er heller ikke for godt at være for syg. Så der fik jeg, ja, her i februar, midten af februar tror jeg, fik jeg mulighe-den for igen at komme ud på [hospitalet]. Det havde taget sin tid, de syltede mig lidt.

Smed mig lidt – de ville ikke rigtig – ja, de smed mig sådan lidt frem og tilbage i det der system. Og nu, jeg fik lovning på, at jeg fik et års behandling, men ... Eller cirka tror jeg, men så, har de så valgt og afslutte mig, fordi jeg mener, at jeg er mere skizofren, end jeg er spiseforstyrret. Så nu står jeg uden hjælp og ... på nær [herberget], ikke. Og jeg ved ikke mht. kommunen, jeg har ikke rigtig hørt. Altså, de har ikke rigtig vendt tilbage mht.

den VUM [voksenudredning]. (Kvinde, 44 år)

Kvinden, der både har lidt af skizofreni og spiseforstyrrelse, føler sig ’syltet’, kastet rundt mellem

44 år. Denne oplevelse af at ’falde mellem to stole’ går igen hos flere af kvinderne. Ud over at flere kvinder fortæller, at de ikke oplever at være blevet tilstrækkeligt udredt, beretter nogle af kvinderne også om en oplevelse af at være blevet fejldiagnosticeret. Eksempelvis fortæller denne kvinde, hvor-dan hun ikke kan genkende sig selv i den diagnose, hun er blevet stillet, nemlig borderline person-lighedsforstyrrelse:

Jamen, altså, hvis der er en eller anden psykiater, som finder på at give en forkert diag-nose, som de har gjort med mig. Fordi al den historie med [anonymiseret] og sådan noget, det er garanteret bare noget, jeg fortæller. Det er garanteret bare løgn. Ergo er jeg border-line, men jeg har aldrig skåret i mig selv, jeg har aldrig været destruktiv. Men er der én, der finder på at sige sådan noget, så har det dominoeffekt. Den ene brik vælter den anden, og så er der en hel række læger, som kan finde på at lægge oveni. (Kvinde, 57 år)

Flere af de kvinder, der har været i kontakt med psykiatrien, giver udtryk for en generel mistillid til lægerne og til behandlingen. Denne mistillid (og i nogle tilfælde manglende sygdomserkendelse) har i enkelte tilfælde resulteret i, at kvinderne modarbejder eller modsætter sig medicinering eller øvrig behandling. I andre tilfælde skyldes modvilligheden, at kvinderne ikke oplever, at medicinen virker hensigtsmæssigt, eller at de ikke befinder sig i de ’rette omgivelser’ til at komme i bedring.

Denne kvinde fortæller, hvorfor hun ikke ønsker at blive øget i medicin, men snarere ønsker fred og ro og faste rammer:

Interviewer: Kan du lige ridse op, hvad det er, du tænker, der er aktuelle diagnoser lige nu?

Kvinde: Angst og ADHD og måske også en del stress, fordi pludselig begyndte jeg at tabe mit hår og få væske i kroppen og var svimmel i 5 dage. Jeg havde det kraftedeme som om, at jeg gik på en gyngende båd, hvor jeg lå mere ned, end jeg stod op. Opkast 3 dage, hvor jeg brækkede mig, uden nogen som helst forklaring. Og så ville de gerne øge mig i medicin inde på [anonymiseret behandlingstilbud]. Så sagde jeg, at sådan nogle piller ikke virker noget som helst, før jeg har fået en lejlighed. 30 dages fred og ro, uden drama. Og så ser vi lige, hvad jeg selv kan. For hvad er hvad? Du kan jo ikke bare medicinere det hele jo.

Interviewer: Og så sagde du bipolar også?

Kvinde: Ja, bipolar er jo det, sygdommen hedder, men jeg … Jeg har rigtig meget hyper-mani hele tiden ... Men det er jo også skide skægt altså, så længe det er lidt under kontrol.

Og der får jeg en masse lithium for det jo. Der er nogle ret hårde bivirkninger. (Kvinde, 31 år)

Kvinden vurderer altså, at behandlingen og medicineringen først kommer til at virke, når hun befin-der sig i rolige omgivelser, nemlig egen lejlighed. Nogle af kvinbefin-derne fortæller også, hvordan det kaotiske liv på gaden eller på herberger forværrer deres psykiske tilstand. Kvinder, der ikke forbinder psykiske lidelser eller udfordringer som en del af årsagen til hjemløsheden, fortæller altså, hvordan de har udviklet stress, angst eller depression efter den nye situation, særligt fordi fremtiden fremstår uvis og usikker. Psykiske lidelser og problematikker fremstår hermed centrale både for processen ledende op til hjemløsheden samt for tiden i hjemløshed. Størstedelen af kvinderne i denne under-søgelse har hermed haft psykiske lidelser tæt inde på livet i varierende grad og har i de fleste tilfælde været i eller er fortsat i (medicinsk) behandling, sideløbende med at de befinder sig i en hjem-løshedssituation.