Overgreb og vold

I interviewene med kvinderne kom det også frem, at rigtig mange har levet med vold og i voldelige forhold, både før de blev boligløse og i tiden som hjemløs. Nogle af kvinderne fortæller, at de har oplevet voldtægt, og at de stadig går rundt med traumer fra disse overgreb. Nogle af kvinderne har endda oplevet overgreb gennem hele livet, først i barndommen og senere i voksenlivet af kærester, venner eller fremmede. Denne kvinde, som bor på et § 110-tilbud, fortæller, hvordan overgreb har været en del af hendes liv helt fra barndommen:

Ja, men det tror jeg faktisk også, nu vi også er inde på det, jeg ser også en del kvinder, der har været udsat for overgreb af en eller anden art. Og ja, da jeg var 6 år, så blev jeg – var der en venindes bror, der udsatte mig for et seksuelt overgreb. Så det, ja – så på en måde, så var det en gave, at min ekskæreste voldtog mig, fordi så blev jeg nødt til at kigge på de ting, som havde været til grund for det. Ikke fordi, jeg ville [ikke] ønske det for min værste fjende, det har været rigtig svært at komme igennem det. Og samtidig også så blive smidt ud af det her sted, så jeg havde det rigtig, rigtig skidt, men det har jo gjort – det har også være en gave til sådan at se, at hov, her er der noget, som – jeg bliver jo åbenbart ved med at tiltrække mænd i mit liv, som udsætter mig for overgreb.

(Kvinde, 43 år)

Mange af kvinderne håndterer og bearbejder således seksuelle og voldelige overgreb i deres dag-ligdag, og nogle fortæller også, at de har udviklet PTSD fra oplevelserne. Ud over at håndtere forti-dens traumer fortæller nogle af kvinderne også om en voldelig og risikofyldt dagligdag som hjemløs

utrygge på nogle af hjemløsetilbuddene, fx ved indgangen eller i området omkring. Det sociale miljø på herbergerne bliver af nogle omtalt som ’hårdt’ og ’ubehageligt’, og nogle af kvinderne har haft op-levelser med voldelige overgreb i og omkring tilbuddene. Det er dog ikke nødvendigvis altid kun mænd, der kan optræde voldeligt, da flere af kvinderne også melder om voldsepisoder med andre kvinder:

Interviewer: Ja, hvad betyder det at føle sig tryg? Eller sådan, du sagde det andet sted.

Kvinde: Jamen, det betyder jo alt, ikke. Fordi når du bliver utryg, og når du er syg samti-dig, så er det jo forfærdeligt. Altså, man blev jo tilbudt masser af stoffer inde på [herber-get] fx, ikke. Og prostitution og sådan noget. Det var rigtig ubehageligt, syntes jeg.

Interviewer: Ja, så der har du oplevet sådan at være utryg eller?

Kvinde: Ja, bange. De sloges også. Faktisk så kom jeg – på [herberget], der blev jeg overfaldet af en afrikaner.

Interviewer: Nå. En kvinde?

Kvinde: Ja. Og så – hun kastede to barstole efter mig. Så blev vi smidt ud begge to.

Interviewer: Så måtte I ikke komme der mere?

Kvinde: Så måtte jeg sove på gaden.

[…]

Interviewer: Ja, det må ikke have været rart.

Kvinde: Det var det heller ikke. Og så slet ikke, når jeg ikke havde gjort noget, altså. Jeg kom bare gående, og så gik hun amok. (Kvinde, 52 år)

Flere af kvinderne fortæller, hvordan de har været ude for voldelige, ubehagelige eller truende epi-soder som hjemløse og endda, at hjemløsheden kan provokere andre til at udøve vold. En ung kvinde på 20 år, som første gang var hjemløs som 14-15-årig, fortæller her, hvordan det var at være ung, kvinde og hjemløs:

Interviewer: Kunne jeg få dig til at fortælle lidt om, hvis du har haft sådan nogle lidt dårlige oplevelser, mens du har været på gaden, hvor du har været hjemløs, eller hvad man skal kalde det? Mere for at vi ligesom også kan få dokumenteret, hvad man bliver udsat for som sådan en ung pige.

Kvinde: Jamen, jeg var så lille, at jeg lod ting ske, som i dag ville jeg måske ikke lade det ske. Såsom fyre, der bare siger: "Ja, du skal med mig", og jeg var bare: "Ja, okay". Men dengang tænkte jeg ikke over det, som jeg gør nu, vel.

Interviewer: Nej, det er klart.

Kvinde: Men det var – altså dengang syntes jeg ikke, det var ubehageligt, men når jeg kigger tilbage på mig selv, så synes jeg, at det er synd for mig, men det var meget sådan noget med [...] altså, vi var bare ikke noget værd, og sådan behandlede de os også, dem vi var sammen med, fordi vi var jo bare nogen to små piger, der – det var mig og min veninde, vi stak af sammen hjemmefra, så det var mig og hende. Vi boede hos hendes

venner og i tog og busser og kom tit op og slås med folk, fordi ... tit drenge faktisk, fordi jeg ved ikke, når de ser en pige være sådan, ikke have noget hjem, og være sådan lidt, drak og alt det der, så ser de meget ned på en og så – ja, jeg ved ik’, de ville bare gerne tæske os. Det var ikke engang, fordi vi var flabet på den måde. Men jeg har aldrig sådan fået tæsk-tæsk, men jeg har været oppe og slås, da jeg var lille.

Interviewer: Hvad så, hvis de tog jer med hjem?

Kvinde: Jamen, så skulle vi have sex med dem. Altså, når vi drak med de her fyre, så var der en af pigerne, der skulle have sex med dem, og sådan var det bare. Og det vidste vi godt. Vi havde også, vi var gode til sådan at sige: Nå, men hvem kan du lide, tager du ham, så tager jeg ham. (Kvinde, 20 år)

Kvinden beretter altså både om situationer, hvor hun måske mod sin vilje er taget hjem med fyre, fordi hun bare ”lod ting ske”; hvordan hende og hendes veninde kom op og slås og har oplevet vold, når de sov i busser og toge, fordi de ”bare ikke var noget værd”; samt hvordan de deltog i, hvad der umiddelbart lyder som gråzoneprostitution, fordi ”sådan var det bare”. Selvom hun beskriver ople-velserne og beslutningerne som ’bevidste’, ser hun dem i dag i nyt lys og erkender den tvang og de overgreb, der lå i oplevelserne. Andre kvinder beskriver på samme vis oplevelser af, at mænd har været voldelige mod dem i kraft af deres sårbare situation som hjemløs:

Kvinde: Men så viste det sig, at han opfattede mig og nogle situationer anderledes, end de var, hvorefter han begyndte at blive nærmest, jeg kunne se på hans øjne og hans kropssprog og det hele, at jeg skulle overhovedet ikke bevæge mig en millimeter. Fordi han hankede fast i mig og ruskede mig og rystede mig så kraftigt og smed mig ind i muren og holdt fast. Og jeg kunne se, at hvis jeg bare havde bevæget mig en lillebitte smule, så havde jeg måske fået knækket nakken eller sådan et eller andet. Han rystede mig meget kraftigt. Så jeg besluttede næste morgen, lige så snart jeg overhovedet vågnede, fordi jeg syntes, det var sent at rende ud på gader og stræder midt om natten, så jeg smuttede hen til [krisecenter], men de havde ikke plads […] Han kan mærke, at når jeg er hjemløs, så kan han næsten sige og gøre, hvad han vil, ikke. Og han har såret mig, og jeg har været under angreb. Fysisk, psykisk og det hele fra morgen til aften næsten. (Kvinde, 57 år)

Dette citat illustrerer både, hvilke voldsomme episoder mange af kvinderne har bag sig, samt en kerneproblematik, som vedrører hjemløse kvinder og oplevelser med vold – nemlig, at de mest ud-satte kvinder ikke kan benytte krisecentrene. Flere af kvinderne beretter således om oplevelser om at have opsøgt krisecentre, men er blevet afvist, enten grundet pladsmangel, eller fordi kvinden har haft misbrugsproblemer, som der – som nævnt i afsnittet om kvindernes alkohol- og stofmisbrug – ikke kan rummes på krisecentrene. En medarbejder på et herberg uddyber og præciserer i følgende citat, hvor omfattende voldsproblematikker er for mange af de hjemløse kvinder:

Medarbejder: Og så får vi rigtig mange kvinder, som burde være på krisecenter. Det synes jeg, vi har vildt mange af. Som i rigtig mange kvinder, der har været udsat for overgreb. Der har været udsat for vold. For kidnapning. For mishandling. Men som ikke kan komme på krisecenter, fordi de har et misbrug eller psykiske lidelser. Fordi det må de ikke tage imod. Og vi får også en del kvinder, som er blevet smidt ud fra krisecentre pga. misbrug eller psykisk sygdom. Og det er sådan noget, jeg virkelig synes mangler.

Et krisecenter for kvinder med sociale problemer. Altså, jeg har oplevet flere gange på en vagt, at vi har fået en kvinde ind, som har været indespærret i en lejlighed og er blevet

misbrugt og mishandlet, men som ikke kunne komme på et krisecenter, fordi hun er stof-bruger.

Interviewer: Er det typisk partnervold eller?

Medarbejder: Det har været nogle, som kommer i stofmiljøer, og som er blevet indespær-ret af en anden stofbruger ... altså nej. Ikke partnervold i de situationer, som jeg har oplevet. Men ja, der er også rigtig meget partnervold. Altså hende, du ser derhenne, hun er blevet skåret i armen med et sværd af sin kæreste. De er så ikke sammen længere [...] og ja. Rigtig mange kvinder, som er blevet udsat af vold fra kæresten eller fra andre.

Interviewer: Så sådan nogle voldsproblematikker, hvor de så ikke kan komme på de tra-ditionelle krisecentre, fordi de har […], det er interessant, at I oplever, at I også skal rumme den målgruppe.

Medarbejder: Ja, altså simpelthen kvinder i krisesituationer. Og det kan jo også være med til, tænker jeg, at beholde folk i hjemløsheden. Altså de gange, jeg har oplevet det, der har jeg set et dyk, ikke, hvor deres misbrug så blev endnu mere massivt, fordi de selvmedicinerer sig selv. Og så er det sådan noget med, at de bliver tilbudt psykologtimer på et eller andet hospital, hvor det ikke ... der møder man ikke kvinden der, hvor hun er.

Der siger man: "Jamen, hvis du skal have den hjælp, så skal du komme herhen og få hjælpen". (Medarbejder, socialt tilbud)

Medarbejderen efterspørger således krisecentre til socialt udsatte kvinder, da de oplever, at mange kvinder er i så store krisesituationer, at de almindelige herberger ikke kan matche kvindernes behov.

Desuden har hun erfaret, at nogle kvinder kommer dybere ind i udsatheden ved, at kvindernes stof- eller alkoholmisbrug bliver endnu mere massivt, fordi de ikke bliver tilbudt den rette hjælp. Voldelige og seksuelle overgreb er hermed en væsentlig problematik for mange hjemløse kvinder, som sjæl-dent har været i passende eller virksomme behandlingsforløb for traumerne og de psykiske mén fra oplevelserne.