Snitfladeproblematik mellem krisecentre og boformer

Flere af kvinderne på familieinstitutionerne har oplevet at bo på krisecenter (serviceloven, § 109) og nogle af dem endda ad flere omgange. Nogle af kvinderne er flyttet direkte med deres børn ind på familietilbud fra et krisecenter, mens andre har overnattet hos veninder eller familie, inden de flytter på familietilbud, selvom de har væsentlige traumer at skulle bearbejde efter vold og overgreb mod dem selv og i nogle tilfælde også mod deres børn. Vi oplever således i vores undersøgelse af kvin-der i hjemløshed en snitflade til krisecentermålgruppen, hvor en stor del af de kvinkvin-der, vi møkvin-der på familieinstitutionerne, har en krisecenterlignende problematik, såsom fysisk eller psykisk (part-ner)vold i bagagen, når de opholder sig på boformen. Dette er ikke en ukendt problematik i den internationale litteratur, hvor der argumenteres for, at der ikke er vandtætte skotter mellem målgrup-pen af kvinder, der oplever partnervold og kvinder i hjemløshed (Mayock, Bretherton & Baptista, 2016). Som beskrevet i både kapitel 4 og 6 har mange af kvinderne oplevet partnervold, og i mange tilfælde har fysisk og/eller psykisk vold i hjemmet resulteret i, at kvinden har forladt sin partner og sin bolig, hvorfor volden, ofte i kombination med andre former for social udsathed, er medvirkende til kvindens hjemløshedssituation. Partnervold beskrives i litteraturen som en veldokumenteret erfa-ring blandt kvinder i hjemløshed (Long, 2015; Mayock, Bretherton & Baptista, 2016).

Netop derfor er der god grund til at antage, at der eksisterer et væsentligt overlap mellem målgrup-pen af kvinder, der opsøger og indskrives på et krisecenter under § 109, og kvinder, der indskrives på en boform eller et familietilbud under § 110. Den juridiske forskel på de to paragraffer er, at § 109 er henvendt til kvinder, der ikke kan opholde sig i deres bolig på grund af partnervold, mens § 110 er henvendt til borgere, der ikke har en bolig eller ikke kan opholde sig i den bolig, de har, på grund af særlige sociale problemer. Derfor burde der principielt være en klar forskel på målgruppen af kvinder, der indskrives på henholdsvis § 109- og § 110-tilbud. På krisecentrene indskrives der kun kvinder, som har været udsat for vold, og hvor den sociale problematik eller udsathed, som vi ser hos kvinderne, indskrevet på § 110-boformerne, ikke nødvendigvis er til stede. Mange af de kvinder, der indskrives på krisecentrene, har dog tit ringe muligheder for at vende tilbage til den bolig, som de er flygtet eller flyttet fra, ofte fordi den voldelige partner er bosiddende i denne, eller fordi de af andre grunde er truede i boligen. Disse kvinder og familier står derfor uden bolig og i mange tilfælde med ringe økonomiske og praktiske muligheder for at finde en ny bolig. Særligt hvis kvinder, foruden volden i hjemmet, også har andre psykiske og sociale udfordringer, såsom psykisk sygdom, stof- eller alkoholproblemer eller økonomiske vanskeligheder, vil disse familiers situation, ud over krise-situationen, være præget af en boligproblematik, der let kan føre til hjemløshed. Et studie fra udlan-det finder således, at 38 pct. af mødre, der forlader en partner grunudlan-det vold i hjemmet, oplever hjemløshed som resultat (Long, 2015).

Derfor er det relevant at undersøge, hvorvidt der faktisk opleves at være alvorlige boligløsheds- eller hjemløshedsproblematikker blandt kvinder på krisecentertilbud. Som beskrevet i det indledende me-todeafsnit har vi inkluderet et kombineret krisecenter og herbergstilbud i undersøgelsen for netop at belyse denne snitfladeproblematik mellem krisecentrene ved at interviewe kvinder og medarbejdere på dette tilbud om deres erfaringer med bolig- og hjemløshedsproblematikker. Den gruppe af kvin-der, vi interviewer på § 109-tilbuddet, viser sig at have øvrige sociale eller boligmæssige problema-tikker foruden kriseproblematikken som følge af volden. En medarbejder beskriver netop, hvordan der ofte enten allerede er en boligproblematik ved indskrivning, eller at den opstår som følge af, at kvinden eller familien ikke kan vende tilbage til boligen eller finde en ny:

Der behøver ikke være en boligproblematik i § 109. Det er der næsten altid, og hvis der ikke er det, så bliver der det, fordi de ikke kan vende tilbage til deres lejlighed. Når vi indskriver under § 109, og der er gået nogle måneder. Og hvis ikke trusselsniveauet forbliver, hvis det løjer af, og det gør det for de fleste … de giver op. Altså når der er gået nogle måneder, og det ikke har effekt. Hvis de er meget opsøgende og meget aggressive, og det ikke har nogen effekt, så stopper det for langt de fleste. […] Så på et tidspunkt bliver det en boligproblematik, for så er vi ligesom kommet igennem det andet [voldstrau-met] og har fået arbejdet med det, der skulle arbejdes med, og så er det [boligproblema-tikken] her jo, fordi de ikke har et sted at vende tilbage til. Og boligmarkedet ... Vi er jo i [storbykommune]. Nogle gange ville jeg ønske, at vi var i Slagelse, fordi så kunne man flytte ud igen. Det er sindssygt svært at få et sted at bo. Også når man bor på krisecenter.

(Medarbejder, socialt tilbud)

Medarbejderen fremhæver, at når der er gået en periode, og kvinden eller familien har arbejdet med volden, så træder boligproblematikken ofte tydeligt frem, fordi kvinden har ringe muligheder for at skaffe en ny bolig på et presset boligmarked, og fordi det er en stor praktisk og økonomisk udfordring at finde bolig, når man som kvinde eller familie har boet på krisecenter. Dette gælder også, selvom en del af kvinderne tilbydes en plads på kommunens anvisningsliste. I praksis oplever medarbej-derne, at problematikkerne blandt de kvinder, som er indskrevet på de to forskellige paragraffer, ikke adskiller sig væsentlig fra hinanden:

Hvis vi sætter dem ved siden af hinanden, altså to kvinder, vi har boende, og den ene er indskrevet under § 109, og den anden er indskrevet under § 110, så kan deres liv ligne hinanden rigtig meget. Og så er der én, der har oplevet vold, og det er selvfølgelig også voldsomt, men alt det der ligger bagved, er måske det, der ender med at fylde noget, og det kan være fuldstændig ens for dem. Der behøver ikke være forskel. (Medarbejder, socialt tilbud)

Eftersom det juridiske grundlag for de to paragraffer adskiller sig ved, at der skal være vold til grund for indskrivning på § 109, vil kvinder i dette tilbud naturligvis have vold som problematik, men det er i mange tilfælde langt fra den eneste sociale problematik, disse kvinder har med sig på krisecenteret.

Der kan i mange tilfælde være andre sociale problematikker eller udsathed, såsom psykisk sygdom, økonomiske problemer eller andet, der gør, at disse kvinders situation er præget af bolig- eller hjem-løshed i samme grad som kvinder indskrevet på § 110-tilbuddet.

En medarbejder på et af de øvrige §110-familietilbud, som tidligere har været ansat på et krisecen-ter, beskriver ligeledes, hvordan han oplever, at de to målgrupper og deres problematikker er meget identiske:

Når jeg tænker på min gamle arbejdsplads i [kommune], hvor jeg var på et krisecenter, som i bund og grund stort set er samme målgruppe som her, men er skrevet ind under en anden paragraf ... Det er identiske familier og identiske problemstillinger. (Medarbej-der, socialt tilbud)

Der er således god grund til at antage, at der eksisterer en bred snitflade mellem målgruppen af kvinder på § 110-boformerne og kvinder på krisecentertilbuddene og de problematikker, de kommer med. Som beskrevet har nogle af kvinderne, vi har interviewet, erfaring med at bo på krisecenter, før de indskrives på en § 110-boform. Enten har de tidligere i livet boet på krisecenter, eller også flytter de direkte fra krisecenter ind på en § 110-boform, fordi de har øvrige sociale problematikker og derfor ikke umiddelbart kan flytte direkte i egen bolig, eller fordi boligmangel og pres på bolig-markedet gør, at der simpelthen ikke er boliger til dem. Ligesom vi hører det på §110-boformerne er der også ofte lange ventetider på bolig for kvinderne på krisecentrene, hvorfor de enten må vente længe på bolig eller flyttes videre over på en § 110-boform. En leder beskriver, hvordan hun er bekendt med denne praksis både fra hendes eget tilbud, men også fra andre krisecentre, som ud-skriver kvinderne direkte videre til boformerne:

Jeg ved på [kommunenavn] krisecenter fx. De er rent § 109, men der udskriver de sim-pelthen folk til et § 110-tilbud efter en 3-4 måneder maks. Men det kan vi jo ikke, fordi vi er jo også et § 110-tilbud. Og der er ligesom ikke nogen til at tage dem [kvinderne]. Der er ikke nogle aftagere.

[…]

Nogle gange kan vi have så lange ophold, at vi rent faktisk godt kan ende i en situation, hvor en § 109-indskrivning, altså en indskrivning på baggrund af volden, kan ændre sig til at blive en § 110. Det vil sige, det er nogle andre sociale problematikker, der kommer til at fylde, fordi voldsproblematikken egentlig er landet, hvis man kan sige det sådan.

(Leder, socialt tilbud)

Flere medarbejdere påpeger, at der kan være strategiske fordele i at indskrive en kvinde eller en familie på et § 109-tilbud, fordi der følger bedre ydelser og mere støtte med i form af psykologhjælp,

Rent lovgivningsmæssigt, så er der nogle andre rettigheder forbundet med at være ind-skrevet under § 109. Du får psykologtilbud, og du får tilbudt en koordinerende familieråd-giver, når du flytter ud. Det får du ikke som 110. Så man kan sige, at det er en bedre pakke, helt enkelt, at få. (Leder, socialt tilbud)

Lederen beskriver i forlængelse heraf, at der ofte ses eksempler på, at krisecentrene ganske enkelt vælger at lade kvinderne være indskrevet på § 109 længere, inden de udskriver dem til § 110, fordi den støtte, de får, er bedre, og når de flytter ud, følger der også bedre efterværn med. Lederen understreger, at det selvfølgelig er individuelt, hvad familien har behov for, men understreger såle-des, at der kan være fordele forbundet med at forblive indskrevet på § 109, fordi de er bedre stillet i forhold til støtte og ydelser end på § 110, selvom mange af kvinderne faktisk har samme støttebe-hov. Dette vidner om, at der på § 110-boformerne kan savnes nogle af de muligheder, som kvin-derne på § 109 med samme problematikker og udfordringer har, fx psykologhjælp og et mere om-fattende efterværn.

Vi støder endvidere også på en anden problematik i snitfladen mellem krisecentrene og boformerne, som handler om, at misbrugende kvinder eller kvinder med svære psykiske lidelser, der samtidig oplever vold, ikke kan rummes i de eksisterende krisecentertilbud. Det skyldes, at det ikke er muligt for kvinder med svære psykiske lidelser eller aktivt misbrug at blive indskrevet på krisecentrene af hensyn til, at der bor kvinder med børn, som ikke kan skærmes mod stof- eller alkoholindtagelsen og den til tider afvigende adfærd, der følger heraf. På flere af § 110-boformerne oplever medarbej-derne, at boformen må modtage kvinder, som er blevet afvist på eller udskrevet fra et krisecenter som følge af misbrugsproblemer, men hvor der ikke er den rette hjælp og støtte at give på boformen til disse kvinder:

Vi får rigtig mange kvinder, som burde være på krisecenter. Dem synes jeg, vi har vildt mange af. Som rigtig mange kvinder, der har været udsat for overgreb. Der har været udsat for vold. For kidnapning. For mishandling. Men som ikke kan komme på krisecen-ter, fordi de har et misbrug eller psykiske lidelser, fordi det må de ikke tage imod. Vi får også en del kvinder, som er blevet smidt ud fra krisecentre pga. misbrug eller psykisk sygdom, og det er sådan noget, jeg virkelig synes mangler. Et krisecenter for kvinder med sociale problemer. Altså, jeg har oplevet flere gange på en vagt, at vi har fået en kvinde ind, som har været indespærret i en lejlighed og er blevet misbrugt og mishandlet, men som ikke kunne komme på et krisecenter, fordi hun er stofbruger. (Medarbejder, socialt tilbud)

Afvisningen på krisecentrene af de udsatte kvinder, der er ramt af partnervold, betyder også, at denne gruppe af kvinder udelukkes fra den specialiserede krisehjælp og traumehåndtering, som krisecentrene tilbyder. Det kan ses som et eksempel på, hvordan de mest udsatte misbrugere og psykisk syge borgere ifølge Järvinen ekskluderes fra en række af velfærdssystemets tilbud og er henvist til de tilbud med relativt færrest ressourcer (Järvinen, 1993).

På den måde viser undersøgelsen, at der ikke er nogen klar afgrænsning mellem krisecenterpro-blematikken og hjemløshedsprokrisecenterpro-blematikken for kvinder, som må forlade deres bolig pga. partner-vold. Særligt for de kvinder, som samtidig har en udsathedsproblematik, er der barrierer for at kunne benytte krisecentrene, og disse kvinder må i stedet benytte § 110-tilbud. På 110-tilbuddene er der imidlertid ikke samme specialisering i forhold til at kunne håndtere og støtte kvinderne i forhold til partnervolden, og undersøgelsens resultater indikerer derfor, at der mangler specialiserede tilbud til udsatte kvinder med en partnervoldsproblematik, som på grund af fx misbrugsproblemer ikke kan benytte de almindelige krisecentre.