Samspillet med det øvrige velfærdssystem

Ud over selve hjemløsheden betyder de komplekse psykosociale støttebehov og mangeårige forløb på offentlig forsørgelse, at kvinderne har været i kontakt med mange forskellige dele af velfærdssy-stemet. Da de fleste af kvinderne er kontanthjælpsmodtagere, er de fleste i kontakt med jobcenteret, ligesom også der også kan være kontakt med behandlingspsykiatrien, socialpsykiatrien og mis-brugsbehandlingen. For de kvinder, der har mindreårige børn, er der også i en del tilfælde forløb med børne- og familieafdelingerne. Den gennemgående oplevelse blandt mange af de kvinder, vi har interviewet, er, at de møder et komplekst velfærdssystem, der ofte føles som en byrde snarere end en hjælp. Der er også mange af kvinderne, der oplever, at de kun har fået en begrænset eller slet ingen hjælp og støtte fra det offentlige velfærdssystem i det ofte lange forløb, der har kendeteg-net deres vej ud i hjemløshed. Eksempelvis fortæller en kvinde, at hun ikke oplever at have fået nogen hjælp fra kommunen i de 3 år, hun har været hjemløs, selvom hun gerne ville have haft hjælp:

Interviewer: Mens du har været uden hjem her de sidste 3 år, har du fået, hvilken hjælp har du fået fra kommunen?

Kvinde: Ikke nogen faktisk, ikke nogen hjælp fra kommunen.

Interviewer: Hvad kunne du have brugt?

Kvinde: Jamen, jeg kunne godt have brugt en sagsbehandler til måske og komme ud i noget, altså det er jo fordi, jeg savner min dreng så meget, der ligger en børnehave lige der, jeg kunne faktisk godt tænke mig og komme ud et par timer i sådan noget, ja lidt,

ikke dum-i-arbejde, fordi jeg er jo ikke dum, men jeg kunne faktisk godt tænke mig at komme lidt ud og arbejde.

Interviewer: I en børnehave så?

Kvinde: Ja, i en børnehave, fordi jeg savner min dreng så meget, så kunne det være, man kunne lægge sig lidt over på det, så der har jeg det virkelig sådan: Ej, kunne de ikke skynde sig og gi mig 3-4-5 timer om ugen, hvor jeg kunne komme ud og arbejde i en børnehave, nu hvor jeg ikke ser min dreng. Så kan jeg give al min kærlighed til de her børn, der nu er i børnehaven i stedet for, ik’. Og jeg har arbejdet i børnehave i 3 uger, men så blev jeg smadder syg og forkølet og turde ikke komme tilbage til børnehaven, og jeg tør heller ikke og ryge ud i et 37-timers job nu her, altså. Det skal være på mine kår, sådan. Så det kunne jeg rigtig godt tænke mig at bruge kommunen til. At de lige kunne trylle sådan et frivilligt arbejde frem til mig, hvor jeg kunne komme og gå lidt, som det passede mig, eller arrangere det med dem i børnehaven, at jeg kom mandag 2 timer og så igen onsdag 3 timer eller sådan et eller andet, ik’. (Kvinde, 39 år)

Kvinderne ønsker sig også en mere opsøgende og aktiv indsats fra det kommunale system og op-lever særligt, at sagsbehandlerne ofte ikke har ret meget tid til dem:

Kvinde: De kunne måske være mere opsøgende omkring tider, altså de kunne måske være lidt mere opsøgende omkring, at man skulle komme lidt oftere, eller at de måske kom til én. Fordi det godt kan være svært at komme af sted til et møde nogle gange, så de kunne måske være lidt mere opsøgende fra socialkontorets side af. Af en sagsbe-handler og en socialrådgiver (at være) jeg synes ikke, de rådgiver særlig meget, og jeg synes ikke, de behandler særlig meget mange sager, og derfor synes jeg ikke, de hver-ken lever op til at skulle hedde socialrådgiver eller sagsbehandler, fordi de behandler ingen sager, og de rådgiver ikke i noget socialt, så de skulle have en anden titel. Synes jeg. (Kvinde, 39 år)

I forbindelse med oplevelsen af den manglende støtte fra og kontakt med kommunen skal det dog også tages i betragtning, at i den ofte lange periode, hvor kvinderne er sofasovere, kan kontakten med det sociale system være sporadisk. En kommunal medarbejder fortæller i den sammenhæng, at når kvinderne befinder sig i den ’skjulte hjemløshed’ som sofasover, kan det være vanskeligt for de kommunale opsøgende indsatser at få øje på dem, særligt hvis kvinderne ikke selv søger hjælp.

En særlig udfordring er således, hvordan den forebyggende og opsøgende indsats når ud til de kvinder (og mænd), der lever i skjult hjemløshed.

Oplevelsen af, at velfærdssystemet ofte virker komplekst og trægt, beskrives også af en del af med-arbejdere på boformerne, der i høj grad må varetage den koordinerende rolle for borgeren.

Hvis det er familiebehandling, eller hvad det er, så i forhold til det kommunale system, hvor der bare er meget ventetid, og det er trægt at komme igennem, altså. Og det her med, at man har mange sagsbehandlere. Hvem er det lige, man skal snakke med? I sygedagpengeafdelingen har man én og jobcentret og så familieafdeling også, og hvor-dan spiller det lige sammen? Altså, det der med, man prøver det af, ved jeg også, i [kom-mune] også med en koordinerende sagsbehandler, som ligesom, det er jo lidt det samme som i sundhedssystemet, det her med, hvis man har med rigtig mange at gøre, så er det jo bare, altså, hvem er det, der har overblikket? Og der ser jeg tit, at når folk flytter ind her, så får vi den dér koordinerende rolle, og det er jo sårbart, når de så flytter herfra

med dén, der ville det være godt, at lægen også er med, eller hvad det nu kan være. Så det, synes jeg, bliver det dér tunge system, når folk har mange aktører inde over, så tager det altså lang tid. Det tager lang tid at booke et netværksmøde, ikke, man kan nogle gange kun nå et eller to, mens de er indskrevet her, ikke også, altså, hvor hele apparatet er med omkring. (Medarbejder, socialt tilbud)

En medarbejder på en anden boform beskriver behovet for, at der etableres en samlet løsning og plan for hver enkelt borger, frem for at mange forskellige dele af velfærdssystemet bidrager med hver deres plan og mål:

Så har jeg lige lyst til at sige i forhold til det der med samarbejde med kommunen. At overordnet, der synes vi, at vi samarbejder godt, men der er jo ikke nogen tvivl om, at den store udfordring i hele det her handler om at dels, at alle borgerne har mange for-skellige planer – de har en opholdsplan her, de har en jobcenterplan, de har en social handleplan – det er et stort problem. Så vores håb er, at man på et tidspunkt arbejder med en stor fælles plan, der er transparent for borgeren, fremfor at de skal kegle rundt og fortælle de samme historier, og de skal udredes i, hvad man nu hver især synes er smart at effektmåle på. Og det gælder både kvinder og mænd, det her. Det er jo helt absurd. Og så sidst, men ikke mindst, så tænker jeg også, at det er en kæmpe udfordring, at man ikke arbejder i en samlet løsning. At man kommunalt set ikke samarbejder om at finde en løsning, men at ydelse sidder og bekriger den ene afdeling og den anden afde-ling. Det virker jo helt vanvittigt, at man ikke kan lave en samlet løsning. Fx at undgå at en to-tre af dem, vi har boende her, kommer til at koste 3-400.000 i opholdet her, og man kunne have betalt dem med restance, som de skulle betale, som havde kostet 35.000, det hænger bare ikke sammen. Vel, det gør det ikke. (Medarbejder, socialt tilbud)

Der beskrives i interviewmaterialet nogle eksempler på, hvor der er sket meget alvorlige svigt i ko-ordinationen og samarbejdet mellem forskellige instanser. I de to eksempler neden for beskriver en medarbejder på et socialt tilbud to borgerforløb. I det første eksempel bliver en psykisk syg kvinde tvangstilbageholdt i psykiatrien, hvorefter jobcentret stopper kontanthjælpen, fordi hun udebliver fra et møde. Dernæst beskriver medarbejderen et eksempel, hvor en psykisk syg hjemløs kvinde bliver tvangstilbageholdt i psykiatrien, og midt i et sideløbende udredningsforløb for cancer bliver udskre-vet til gaden, hvorefter kvinden må søge ophold på tilbuddet.

Medarbejder: En kvinde, som er indlagt i psykiatrien, tvangstilbageholdt, bliver indkaldt til, til et møde i jobcentret. Hun bliver tvangsmedicineret, og så misser hun den her, og da hun så bliver udskrevet til gaden, hvilket de oftest bliver, hvilket jeg synes er fuldstæn-digt horribelt, der er det så kommunerne, der skal arbejde lidt hurtigere, kan man sige, så har hun mistet alt. Så vi skal starte forfra med at søge kontanthjælp til hende.

Interviewer: Nå, så er hun røget ud af …?

Medarbejder: Hele systemet. Sanktioneret og pengene.

Interviewer: Fordi hun ikke mødte op til den samtale, fordi hun ikke kunne, fordi hun var, hvad hedder det …?

Medarbejder: Ja, jeg har også en anden historie, det er så ikke en sanktionering, men det er også en ret tankevækkende historie. Det er en kvinde, som også bliver tvangstil-bageholdt i nogle måneder, tvangsmedicineret. De har mistanke om, hun kunne have cancer, scanner hende, og inden de har scanningsresultaterne, så udskriver de hende til

gaden, hvor det er de opsøgende sygeplejersker, deres læge, der lige pludseligt får an-svaret for én, der har ekstremt meget cancer i kroppen. Og der skal man køre sådan et behandlingsforløb og sådan noget med hende, og kemoterapi, og det ville jo have været så meget nemmere, hvis psykiatrien havde beholdt hende. Jeg siger ikke, man skal tvangstilbageholde folk, men det handler om få dage, indtil de ligesom havde en plan, hvor de selv med deres ekspertise, fordi hun er kronisk psykotisk, altså hun er paranoid skizofren og hendes habitualtilstand, den er at være psykotisk. Så kan den så svinge i graderne, men det er hendes habitualtilstand. Og så de læger, der overtager lige plud-seligt, som ikke har den viden, der skal til for at læse hende. (Medarbejder, socialt tilbud) Som tidligere nævnt har en meget høj andel af de hjemløse kvinder psykiske lidelse og psykiske problemer. På indsatssiden beskriver mange af medarbejderne, at de oplever et presset psykiatrisk behandlingssystem, der har vanskeligt ved at give den rette hjælp til de borgere, der har en kom-pleks social udsathed:

Interviewer: Er det særligt psykiatrien, som er dårlig til at forstå de her kvinders situation, eller det sådan et generelt problem?

Medarbejder: Jeg synes, det er et generelt problem, men nu fylder psykiatrien jo rigtig meget her.

Interviewer: På grund af, at der er mange kvinder, som har psykiske lidelser.

Medarbejder: Ja, og de gemmer sig jo. Og så er det er kæmpe problem, at vi, og det er sådan generelt, tror jeg, i hele sundhedssektoren, vi har mangel på læger. Altså, det dér med at få en læge ud, det kan virkelig være svært nogle gange. Og så, når vi så ringer akutudrykning, den psykiatriske udrykning, så kommer, så kommer de.

Interview: Det skal de vel også?

Medarbejder: Ja, men så kan det godt være, at det er en læge, som ikke har den nød-vendige erfaring, og som måske ikke er, kan holde på vedkommende i længere tid. Og man skal ikke holde på mennesker i længere tid end højst nødvendigt, men man bliver bare nødt til at se på, hvordan skaber vi de bedste rammer for de her mennesker.

Interviewer: Selvfølgelig, og så er det vel sådan et ret væsentligt problem, om man bliver udskrevet til ingenting eller bliver udskrevet til noget, især hvis man kommer efter at have været tvangsindlagt?

Medarbejder: Ja ja, så bliver man udskrevet til en natcafé. Det synes jeg simpelthen ikke, man kan være bekendt. Men kan godt blive udskrevet til et herberg eller noget andet, hvor det er, man kan få ro. (Medarbejder, socialt tilbud)

Udfordringen med at skabe en sammenhængende og helhedsorienteret indsats for hjemløse bor-gere med komplekse støttebehov går således på tværs af mange forskellige dele af velfærdssyste-met og omfatter både boligdelen, den sociale del, jobcentreret og ofte også psykiatrien og/eller mis-brugsbehandlingen. Det er netop den høje grad af kompleksitet i borgernes støttebehov i samspil med et stadig mere specialiseret og komplekst velfærdssystem, der betyder, at der er stort behov for de brobyggende, specialiserede indsatsmetoder som ACT eller ICM. Her kan den fleksible og intensive støtte i hverdagen, der kan gives med disse metoder, være med til at understøtte, at der

sker en tilstrækkelig koordinering af indsatsen, og at der bliver etableret en sammenhængende ind-sats for den enkelte borger.

8.6.1 Behov for forebyggelse af udsættelser

Samtidig med behovet for de specialiserede indsatsmetoder peger interviewene også på et fortsat behov for at arbejde med at forebygge, at hjemløsheden opstår. Det gælder naturligvis i bred for-stand den sociale indsats for den store gruppe af udsatte borgere, der allerede bor i egen bolig. En stor del af de kvinder, vi har interviewet, er på et tidspunkt blevet sat ud af deres bolig, hvorefter kvinderne typisk i en lang periode har overnattet på sofaer rundt omkring hos familie, venner og bekendte. Samtidig oplever medarbejderne også, at en del af de kvinder, der får tilbudt en bolig efter et ophold på en boform, atter mister boligen og kommer tilbage på boformen igen. Ifølge medarbej-derne handler det ikke nødvendigvis kun om de psykosociale støttebehov, men i høj grad også om, at kvinderne hurtigt kommer i huslejerestance. Flere af interviewpersonerne peger i den forbindelse på, at hvis man får stillet en bolig til rådighed gennem den kommunale boliganvisning kunne det være hensigtsmæssigt, at kommunen i disse tilfælde tilbyder borgeren – eller ligefrem stiller krav om – at trække huslejen fra den sociale ydelse, inden den udbetales. Medarbejderne på en boform beskriver denne problematik:

Medarbejder 1; Jeg synes også, der er en anden ting, der mangler, og det er, at der er lavet om på lovgivningen omkring familier, der er ved at blive sat ud, og hvordan kan de bliver hjulpet i forhold til at forblive i lejlighederne, så de ikke kommer ud på herbergerne.

Og der ser vi faktisk ikke nogen ændring i, hvor mange familier, vi får ind ad døren. (…) Lige nu har vi to, som er i restance og med stor risiko ryger ud af deres boliger, og som er flyttet herfra inden for en 3 måneder.

Interviewer: Altså, de boliger, de lige har fået?

Medarbejder 1: Ja, de er lige flyttet.

Medarbejder 2: Ja, her pr. 1/1. Begge to er restancer igen. (…) Og jeg siger bare, at fremfor at betale 30.000, så koster det 30.000 om måneden at bo her, så der er en eller anden kobling mellem ydelse, som er dem, der tager stilling til de her ting, som ikke spiller sammen med det sociale. Det er silotænkningen inden for den her økonomi, der er helt ged.

Interviewer: Jamen, det lyder jo helt absurd, at man når at komme ud i egen bolig i 3 måneder, og så går det allerede galt der, og I har bostøtte på og sådan noget. Hvad findes der af løsning på det, hvad skulle man gøre der?

Medarbejder 2: Altså, jeg tænker, at når det når så vidt – altså bostøtten kan jo ikke monitorere mere, det er jo frivilligt tilbud. Og hvis det så er sådan, at det viser sig, at så kommer der efter en måned eller to en rykker, så ryger den videre til fogedretten, og der skal jo ekstremt meget til, hvis kommunen går ind og redder det. Det ene tilfælde er en mor med et barn, som hvis vedkommende igen bliver smidt ud, så vil de stå og banke på døren her.

Medarbejder 1: Man kan jo sige, at noget af det, man kunne gøre, det var i højere grad at gå ind i nogle af de der tidligere problematikker og sige: Vi mener, at der skal en ad-ministrationsordning til her.

Medarbejder 2: Ja, en aftale – administrationsaftale, som kommunen står for

Medarbejder 1: Ja, lige præcis. Det kunne være en af de ting, man kunne hjælpe med.

(Medarbejdere, socialt tilbud)

I forhold til at administrere huslejebetalingen kan der være tale om en afvejning af flere forskellige hensyn. Såfremt kommunerne er tilbageholdende med at hjælpe borgeren med at stille krav om at administrere huslejen, kan det være et hensyn til borgernes generelle selvbestemmelse og retssik-kerhed. Det vil således i de fleste tilfælde være nødvendigt, at borgeren indgår i en sådan admini-stration frivilligt, da lovgivningen er forholdsvis restriktiv omkring, hvornår der kan stilles krav om øko-nomisk administration. En tilbageholdenhed i kommunerne med at tilbyde at administrere borgerens huslejebetaling kan dog også skyldes økonomiske hensyn, da det er forbundet med administrative udgifter. Her skal det dog tages i betragtning, at det har meget store konsekvenser for den enkelte borger, hvis huslejerestancer fører til en udsættelse af boligen, ligesom de efterfølgende sociale ind-satser som fx et herbergsophold kan være forbundet med betydelige udgifter for kommunen.

8.7 Sammenfatning

I dette kapitel har vi beskrevet kvindernes erfaringer med brugen af de sociale tilbud og af velfærds-systemets øvrige indsatser. I den forbindelse har vi både set på brugen af de midlertidige tilbud som boformer og andre overnatningstilbud og på muligheder og barrierer for at etablere længerevarende løsninger af kvindernes boligsituation.

En væsentlig problematik, der viser sig omkring de midlertidige tilbud, handler om kvindernes erfa-ringer med henholdsvis de skærmede tilbud, der udelukkende er henvendt til kvinder, set i forhold til de blandede tilbud, der både er henvendt til kvinder og mænd. Det er først og fremmest tydeligt, at de kvinder, der opholder sig på de skærmede tilbud, som oftest er godt tilfreds med disse tilbud.

Flere af dem beskriver, at de tidligere har opholdt sig på de blandede tilbud, og for en del af kvin-derne har det været vanskeligt, da miljøet på disse tilbud opleves som hårdt og præget af mænde-nes misbrugsproblemer. Selvom kvinderne overvejende er meget positive omkring opholdet på de skærmede tilbud, kan der dog også være udfordringer omkring opholdet på disse tilbud, hvor der opholder sig mange udsatte kvinder, og hvor der også kan opstå uro og konflikter kvinderne imellem.

Samtidig er det ikke noget entydigt billede, der tegner sig omkring efterspørgslen efter de forskellige typer af tilbud. Således er der blandt de interviewede ledere og medarbejdere på en af boformerne, vi har besøgt, også erfaringer med etableringen af et skærmet tilbud henvendt til hjemløse kvinder, men hvor det var erfaringen, at de hjemløse kvinder på dette tilbud i højere grad efterspurgte plad-serne på de blandede afdelinger. Det viser, hvordan det kan være meget individuelt, hvilke tilbud kvinderne har behov for og efterspørger, og resultaterne peger således på, at der generelt både er behov for skærmede og blandede pladser. I den forbindelse kan det være hensigtsmæssigt, at der er en valgmulighed for kvinderne, afhængigt af hvilken type af pladser, de ønsker. I den forbindelse skal der dog gøres opmærksom på, at der på landsplan kun er relativt få tilbud, der udelukkende er henvendt til kvinder.

På de sociale tilbud, vi har besøgt, beskriver medarbejderne i en del tilfælde, at de oplever, at der mangler pladser på boformerne. Det er særligt tilfældet i hovedstadsområdet, mens det ikke i samme grad er tilfældet på de tilbud, vi har besøgt i provinsen. I hovedstadsområdet beskriver med-arbejderne således, at det forholdsvis ofte sker, at de må afvise både hjemløse kvinder og mænd, fordi der ikke er ledig plads. Det skal i den forbindelse understreges, at denne kvalitative