En kønnet problematik? - Kvindernes profil og udsathedsfaktorer

5 Kvindernes profil og udsathedsfaktorer

5.11 En kønnet problematik?

I dette afsnit vil vi opsummere og diskutere, hvad der kan siges at udgøre særlige udfordringer for kvinder i hjemløshed, og hvordan nogle af problematikkerne muligvis adskiller sig fra problematik-kerne hos hjemløse mænd. Generelt afspejler fundene i denne undersøgelse de seneste kvantita-tive opgørelser over hjemløshed, blandt andet ved at psykiske lidelser fylder mere end fx misbrugs-problemer hos de hjemløse kvinder. Desuden har en del af kvinderne oplevet vold og seksuelle overgreb både før og under hjemløsheden. Netværk og mangel derpå lader desuden til at være et særligt og centralt tema for kvinderne, som i høj grad fremhæver sociale relationer i deres hjemløs-hedsforklaringer samt i beskrivelser af hverdagen som hjemløs. Vi har desuden spurgt medarbej-derne på de sociale tilbud, om de opfatter nogle særlige problematikker for kvindelige hjemløse, som ikke gør sig gældende i ligeså høj grad for mandlige hjemløse. For det første nævner flere medarbejdere, at kvinderne i højere grad end mændene har ’opslidt’ deres netværk, inden de op-søger hjemløsetilbuddene. At det således virker til, at sofasurfing og brug af netværk er en mere hyppig forløber for kvindernes hjemløshed:

Interviewer: Du sagde det her med, at kvinderne bruger deres muligheder op for at sove hos andre, det var ikke helt sådan, du formulerede det. Kan du prøve at forklare det lidt mere?

Leder: Jamen, når jeg taler med nogen – der er ikke noget dokumentation for det her, det er bare min erfaring eller det, jeg har erfaret herfra – så har de sovet hos en veninde eller hos deres forældre, og ”jeg skal lige, jeg har lige en udfordring, indtil jeg lige får den her lejlighed”. Så har de måske været der 2 måneder, og så begynder folk jo at rykke lidt på det, og så går de videre til næste. Og på et eller andet tidspunkt, så begynder man – du kan ikke gå tilbage til dem, du har sovet hos, selvom det er et år siden og sige: ”Det kiksede med den lejlighed, det blev sgu ikke til noget alligevel”. Det kan man gøre, men på et eller andet tidspunkt, så smuldrer det her for én. Og så ender kvinderne her. (Leder, socialt tilbud)

Ifølge mange af medarbejderne ser de altså ofte, at kvinderne i længere perioder bor hos venner og familie, indtil de har brugt samtlige muligheder op, hvorimod nogle af mændene måske hurtigere ender som gadesover eller på herberger. En medarbejder på et §110-tilbud påpeger også, at der kan være tale om, at flere unge kvinder giver seksuelle ydelser for overnatning og sofasurfing end unge mænd:

[…] de unge hjemløse fx, dem, der ikke har børn. Når man snakker om, hvad gør de unge piger og de unge mænd, unge kvinder, unge mænd. Der er måske forskel i, hvad de gør, og det her med sofasurfere og – ligger der seksuelle ydelser i det mere for kvinderne end for mændene? Og sådan på den måde tror jeg, at der kunne være noget andet. (Medar-bejder, socialt tilbud)

Medarbejderen har oplevet flere indikationer på, at nogle af de hjemløse kvinder har ’betalt’ for overnatning hos mandlige venner og bekendte med seksuelle ydelser i perioden, op til de kontak-tede tilbuddet. Som nævnt tidligere af en anden medarbejder kan dette skyldes, at de unge kvinder bliver ’presset så langt ud’, at de ser sig nødsaget til at udviske grænserne mellem sofasurfing og gråzoneprostitution bare for at få et bad, lidt ro og nattesøvn. På denne måde kan der være ’længere til hjælpen’, og det kan tænkes, at nogle kvinder er længere tid om at opsøge hjemløsetilbud end mænd, fordi de forsøger at strække sofasurfingen så længe som muligt. Hermed forbliver kvindernes sårbarhed og udsathed skjult, hvilket også kan medføre, at de ikke bliver tilbudt den rette hjælp:

At gå på jobcenteret fx, og så kigger de på den givne kvinde, og hun ser tjekket ud, hun ligner en, der har styr på det, og det er lidt pinligt at sige: ”Hey, jeg er hjemløs, og jeg har faktisk en psykisk sygdom, og jeg kan overhovedet ikke opretholde et 37-timers job”. Men det er pinligt, så man siger: ”Ja ja, jeg kan godt arbejde”. […] Og så bliver de fejlmatchet, får ikke den rigtige hjælp, så jeg tror også, at den måde, de tager sig ud på, og den måde, de prøver at skjule deres sårbarheder, gør, at der i hvert fald er længere vej til hjælpen, når man netop har de der, ”vi har et kvarter at tale i, fortæl om dit liv” [red.: knipser med fingrene for at understrege, at det skal gå tjept til samtalerne i jobcentrene]. (Medarbej-der, socialt tilbud)

I mange af borgerinterviewene forklarer kvinderne også selv, hvordan de oplevede det som skam-fuldt og pinligt at stå uden bolig og i det hele taget at have brug for hjælp. Som medarbejderen nævner, kan denne pinlighed medføre, at de forsøger at skjule deres sårbarheder og egentlige be-hov for hjælp. Denne medarbejder uddyber senere i interviewet kvindernes bebe-hov for at opretholde

Medarbejder: De ligner en million. Der er nogle af dem, der kan man sagtens se det […]

Og så er de så også rigtig udsatte. Mange kvinder holder på sig selv, og man går ud på gaden, og man ville aldrig gætte, at de kom ud fra [kvindeherberget] af.

Interviewer: Hvordan kan de det? Hvordan kan de vedligeholde sig selv på den måde?

Medarbejder: Fordi de prioriterer det. Fordi det er så vigtigt for dem. Fordi jeg tror, at man har puttet en masse ind i rollen som kvinde først og fremmest. En kvinde skal se godt ud.

En kvinde skal tage sig godt ud, hun skal dufte godt, hun skal have makeup, og hun skal holde på sig selv. Hun skal kunne klare en masse, hun skal kunne holde et hjem, hun skal være en god mor over for sine børn. Der er alle de her kønsrolleting, som er blevet stoppet ned i halsen på os. Altid ... Og det er selvfølgelig mindre nu end tilbage i tiden, men det hænger bare ved, alle de der sociale konstruktioner, man har påduttet kvinder.

Og den hænger bare ved. Altså, de skammer sig bare mere, når de ikke kan holde et hjem. Når de ikke har kunne formå at være, igen i gåseøjne, gode mødre over for deres børn. Hvis de har haft en fødselsdepression, det er et tabu, det taler vi ikke om. Man kan ikke sige, at man ikke kan lide sit barn, eller at man ikke magter det. Så det er alle de facader, man skal opretholde, og så også skammen i at være endt sådan et sted her.

Altså, de vil helst ikke have en nettopose. Hvis de skal have en pose, så skal det være fra Irma eller Lagkagehuset eller sådan. Sådan er det for nogen. De vil ikke se hjemløse ud, så det er også derfor, at de er svære at spotte i gadebilledet ... Og det kan også være en af grundene til, at de ikke får den rigtige hjælp, netop det der med at opretholde faca-den. (Medarbejder, socialt tilbud)

Medarbejderen oplever således, at skammen over at være blevet hjemløs nogle gange kan være større for kvinder end for mænd, hvorfor kvinderne netop forsøger at skjule hjemløsheden både i mødet med det sociale system og i gadebilledet. Citatet peger desuden tilbage på kvindernes behov for at opretholde den personlige hygiejne, som vi var inde på i afsnittet om deres fysiske helbred.

Dét at se velplejet, ren og nyvasket ud som hjemløs kvinde kan hermed også hænge sammen med behovet for at fremstå feminin og leve op til kønnede forventninger. Denne facade kan dog tænkes netop at have konsekvenser for den hjælp, de får, fordi udsatheden kan forblive usynlig i længere tid eller i hvert fald midlertidigt ’maskeret’. Mange af medarbejderne delte disse opfattelser og knyt-tede dem i flere tilfælde til et narrativ om, at ’kvinder krakelerer indefra’, hvorimod ’mænd krakelerer udefra’, som er en pointe, der stammer fra en rapport udgivet af Rådet for Socialt Udsatte (2016a).

Narrativet beskriver, hvordan kvinderne i forsøget på at tøjle og skjule et indre kaos før eller siden

’eksploderer’ eller bryder sammen (Rådet for Socialt Udsatte, 2016a, s. 36). I nogle tilfælde arbejder tilbuddene endda med pædagogiske strategier, der tager udgangspunkt i netop dette narrativ:

Medarbejder: […] (vi) snakkede om, at kvinder krakelerer indefra. De holder på deres facade. Nu er jeg også på [mandetilbud], har den daglige gang dér, jeg ser mændene, de begynder at pisse i bukserne på dag to. De krakelerer udefra. Og der er bare forskel på mænd og kvinder. Og de [kvinderne] holder på sig selv, de er så ærekære, de er så stolte, og det er virkelig grænseoverskridende for nogle at bede om at få den her hjælp, de har brug for. Og det er også derfor, at vi bare skal fuldstændig gå ydmygt til den her opgave og sige til dem: "Prøv at høre, det er menneskeligt, det kan ske for alle. Den her situation, du sidder i, kunne ske for mig, hvis jeg var uheldig. Så det handler ikke kun om dig, og du skal ikke hele tiden pege fingre ad dig selv. Selvfølgelig er der nogle ting, som du skal overveje nøje i din fremtid, men nu prøver vi at rette op på det her". Så bare det at kunne få dem ind på et værelse, på et herbergsværelse, er jo et kæmpeskridt.

Interviewer: Hvis de bærer, hvad skal man sige, på deres afsavn eller hvad vi nu skal kalde det, længere og dygtigere, kunne man næsten sige, end mændene, så må det jo også betyde, at de er mere udsatte, når de så rent faktisk opsøger et herberg, ikke. End mændene.

Medarbejder: Ja, det er min vurdering i hvert fald. (Medarbejder, socialt tilbud)

Det er udbredt blandt mange af medarbejderne på de sociale tilbud, at de genkender denne ’kvin-delige’ og ’indvendige’ krakelering og sociale deroute, hvor der ikke er ligeså synlige reaktioner på den udsatte livssituation som hos mænd. En leder uddyber denne ’eksplosive effekt’, de i højere grad ser hos kvinderne:

Interviewer: Er der forskel på drenge og piger?

Leder: Ja, der er meget, meget stor forskel.

Interviewer: Hvordan det?

Leder: Rigtig stor forskel. Altså det, jeg tror bare, man må erkende, at det er bare hårdere at være pige og være på gaden. Og det, jeg oplever, og jeg ved ikke, om jeg har ret, men det, jeg oplever, er, at drengene, de er udadreagerende – de kan godt lige gå ud og råbe, eller hvad det hedder. Og pigerne, de tager det ind, og lige pludselig, så krakelerer det hele, ikke. Så vi oplever oftest, at det er pigerne, der har brug for psykiatrisk hjælp. Og ryger i psykoser, og ja.

Interviewer: Men det er også et billede, som jeg kan genkende. Markant stor forskel fak-tisk, imellem drenge og piger, imellem mænd og kvinder, som lever i hjemløshed. Men hvordan kan det være?

Leder: Jeg tror bare, drenge er bedre til at reagere og få det ud, og de er stærkere rent fysisk. De kan bedre overleve på en eller anden måde på gaden. Hvor pigerne bare rigtig rigtig hurtigt ryger ud i at skulle ligge numse til at få en sofa, eller du ved. Altså de der grænser bliver hurtigere overskredet for en pige, det er sværere for en pige. Altså du kan ikke ligge en pige ude i en park en nat, uden der sker noget voldsomt, eller du ved. Og jeg tror bare det der som kvinde eller pige, så tager man de her ting ind og går med det i længere tid, hvor til sidst, så eksploderer man. Altså, så kan man ikke mere.

Interviewer: Er det, hvad de fortæller? Jeres piger?

Leder: Ja, og det er det, vi oplever. Dem jeg ligesom har måttet få hjælp til, som er blevet hentet af ambulancer, det har været piger, som er røget ind i en psykose simpelthen, og som har villet skade sig selv, fordi de bare ikke har kunnet håndtere det mere, ikke. (Le-der, socialt tilbud)

Dog kan det diskuteres, om denne distinktion mellem mandlig (udvendig) og kvindelig (indvendig) oplevelse af hjemløshed ikke er blevet lidt for skarpt stillet op. I foregående afsnit har vi redegjort for de komplekse og mangeartede årsager til hjemløsheden, samt hvor varierende udsathedsfaktorerne slår igennem hos kvinderne. Det ville derfor være en forsimpling at konkludere, at ’kvinder krakelerer indefra’, når man kigger på den samlede empiri i vores undersøgelse. Desuden kan det siges, at narrativet om, at kvinder krakelerer indefra, ansvarliggør kvinderne for deres hjemløshedssituation,

fordi det ved at centrere sig om kvindens ’indre kaos’ fjerner fokus fra de komplekse eksklusions-mekanismer, kvinderne møder i samfundet og i det sociale system. Derved opstår der en risiko for mulige overfortolkninger og simplificeringer ved at reducere forståelsen af kvinders hjemløshed gen-nem dette narrativ. Dermed ikke sagt, at disse kønsspecifikke problematikker ikke er gyldige eller værd at være opmærksomme på. Kvindernes skamfølelser og modvillighed til at opsøge hjælp er en alvorlig problematik, der bør tages højde for i tilbuddene til og arbejdet med kvindelige hjemløse og udsatte. Samtidig skal det fremhæves, at det er selve den akutte hjemløshedssituation og den usikkerhed og utryghed, der følger med, som netop fremkalder og forstærker mange af de særlige udfordringer og risici, som hjemløsheden er forbundet med for kvinderne. En kønsspecifik optik risi-kerer derved også at fjerne fokus fra de mekanismer af mere strukturel og samfundsmæssig karak-ter, som også – i samspil med de individuelle sårbarhedsfaktorer – er med til at skabe og opretholde hjemløsheden. Det gælder fx betydningen af boligmangel og eksklusion fra arbejdsmarkedet, som er strukturelle eksklusionsfaktorer, der gør sig gældende for både udsatte kvinder og mænd.

5.12 Sammenfatning

Hjemløsheden blandt kvinder bør forstås som del af en kompleks social udsathed, hvor der ofte er tale om et samspil mellem mange forskellige udsathedsfaktorer. I dette afsnit har vi beskrevet disse faktorer adskilt, men problematikkerne overlapper ofte, og disse ’dobbelte’ lag af udfordringer gør sig gældende for en stor del af kvinderne. Nogle af kvinderne oplever dog en mere moderat hed. Desuden kan det siges, at ved at præsentere og gennemgå kvindernes problemer og udsat-hedsfaktorer én for én risikerer man at miste blikket for de ressourcer og styrker, kvinderne også besidder. I tråd med Maini-Thorsen (2018) og Löfstrand & Quilgars (2016) vil vi derfor understrege, at kvinderne ikke skal forstås som ’svage ofre’, der slet ikke har nogen kontrol over egen situation og oplevede problematikker. Det er nemlig sjældent tilfældet, og vi mødte også en stor viljestyrke og agens hos mange af kvinderne, vi interviewede, og ikke mindst mødte vi håb og ønsker for frem-tiden. Ikke desto mindre beskriver kvinderne de udfordringer, de møder og konfronteres med i deres hverdag, hvilket i høj grad relaterer sig til de udsathedsfaktorer, vi har gennemgået i kapitlet.

For det første er psykiske lidelser og problemer meget udbredt blandt de hjemløse kvinder, og det fylder rigtig meget for mange af kvinderne. Ud over at de psykiske lidelser skaber udfordringer i hverdagen, oplever mange kvinder også udfordringer i forhold til psykiatrisk behandling. Det er kun få, der modtager andet end medicinsk behandling, og mange beskriver en mistillid til den behand-ling, de har fået, ligesom nogle af kvinderne føler sig fejldiagnosticeret. En del af kvinderne mener, at de først kan bearbejde lidelserne og arbejde mod rehabilitering, når de kommer i fast bolig og trygge rammer. Den akutte hjemløshedssituation forværrer således i mange tilfælde de eksisterende psykiske problemer og er også grobund for nye psykiske problemer fx den udtalte følelse af stress, som mange af kvinderne giver udtryk for.

Vi finder også, at en del af kvinderne anvender alkohol eller andre rusmidler, der således er udbredt blandt kvinderne, men ikke i ligeså høj grad som de psykiske problematikker. Samtidig beskriver en del af kvinderne deres rusmiddelbrug som selvmedicinering i forhold til deres psykiske problemer.

Rusmidler har betydning både for processerne ledende op til hjemløshed samt for tiden i hjemløs-hed, hvor flere kvinder drikker alkohol eller bruger andre rusmidler for at dæmpe og dulme den ensomhed, kedsomhed, stilstand og meningsløshed, som nogle af dem oplever præger hjemløshe-den og deres livssituation generelt.

En særlig problematik for misbrugende kvinder er, at de afvises fra krisecentre, hvormed kvinder med rusmiddelproblematikker, der også oplever voldsproblematikker, ikke kan få den fornødne

hjælp til senfølger eller traumer fra overgrebene. Dette fremstår som et ekko på Järvinens undersø-gelse fra 90’erne, der viste, at kvinder med misbrug eller psykiske lidelser befandt sig lavest i instituti-onernes hierarki (Järvinen, 1993, s. 116). På samme vis henvises kvinder med overlappende volds- og misbrugsproblematikker i dag til de tilbud, som har færrest ressourcer til at behandle problematik-kerne, såsom akuttilbud og andre lavtærskeltilbud, der ikke er specialiserede i voldstraumer eller har dette som fokus (Järvinen, 1993, s. 119). Nogle af kvinderne er blevet afvist fra krisecentre, og mange af medarbejderne på herbergerne beskriver, at de ind i mellem tager imod kvinder, der burde have været på krisecentre og modtage mere målrettet hjælp til senfølger fra de voldelige overgreb. Der efterspørges således af både kvinder og medarbejdere krisecentre, der særligt er målrettet socialt udsatte kvinder med misbrugsproblemer, der ikke kan opholde sig på de almindelige krisecentre, hvor der er kvinder med børn. Som kapitlet også viser, er erfaringer med vold og overgreb udbredt blandt de hjemløse kvinder, hvor flere beretter om PTSD eller angst som følge af overgrebene.

Vi har også beskrevet kvindernes fysiske helbred, ensomhedsproblematikker og beskæftigelsessi-tuation. Særligt nogle af de ældre kvinder oplever helbredsproblematikker, nogle af dem som følge af et årelangt alkohol- eller stofmisbrug. Medarbejderne på hjemløseboformerne opridser desuden en problematik om, at de oplever flere og flere somatisk syge og plejekrævende beboere, som disse tilbud ikke er rustet til. Derudover fandt vi en omfattende opmærksomhed blandt kvinderne på per-sonlig hygiejne og renlighed (se også Maini-Thorsen, 2018). Dette fokus kan forstås som et forsøg på at leve op til kønnede forventninger samt som modstand til stigmatisering og stereotype forestil-linger om hjemløshed (Malins, Fitzgerald & Threadgold, 2006). Denne måde at ’maskere’ den hjem-løses situation ser vi også i andre sammenhænge, nemlig ved at kvinderne ikke inddrager deres netværk i deres hjemløshedssituation pga. følelser som skam og pinlighed. Omvendt har mange af kvinderne undgået at henvende sig på herbergerne så længe som muligt ved at bo på sofaer hos venner, bekendte og familie og har dermed ofte ’slidt’ deres netværk op (Pleace m.fl., 2008; Shinn m.fl., 1998). På denne måde kan de hjemløse kvinders hjemløshed forblive eller holdes skjult (Löf-strand & Quilgars, 2016, s. 60). Ensomhed og mangel på netværk præger derfor mange af de hjem-løse kvinders situation. Mange af kvinderne ønsker heller ikke at danne nye relationer på de sociale tilbud og tager også ofte afstand til eksisterende netværk, fordi de ønsker relationer, der i højere grad kan give dem fornemmelser af stabilitet eller normalitet. Denne søgen efter stabilitet ser vi også i kvindernes ønsker for fremtidig beskæftigelse, hvor en del er meget motiveret for at få et job, men føler sig nedslåede og bekymrede over udsigterne. Det er forskelligt, hvordan kvinderne forsørger sig selv, og selvom størstedelen modtager offentlig forsørgelse, er enkelte også i beskæftigelse eller

In document Hjemløshed blandt kvinder i Danmark (Sider 86-93)