Beskæftigelse, forsørgelse og økonomi

Vi har også interviewet kvinderne om deres tidligere og nuværende jobs og uddannelsesforløb.

Størstedelen af kvinderne i undersøgelsen er på offentlig forsørgelse, herunder en stor del på kon-tanthjælp og uddannelseshjælp, ligesom der også er nogle af kvinderne, der er på SU. Et fåtal mod-tager førtidspension eller sygedagpenge. Kun en mindre del af kvinderne er i arbejde, som fx ren-gøringsjobs, mens nogle af kvinderne på offentlig forsørgelse sælger Hus Forbi eller samler flasker til at supplere de offentlige ydelser (flere er fx ramt af kontanthjælpsloftet eller 225-timers reglen).

Enkelte af kvinderne nævner også kriminelle aktiviteter, hvor det primært drejer sig om fx at stjæle fra grønthandlere og andre småtyverier. Flere af kvinderne har imidlertid tidligere haft et arbejde, blandt andet som SOSU assistenter, tjenere eller pædagogmedhjælpere, hvorimod andre beretter, at de aldrig har haft et arbejde. Mange af kvinderne fortæller også, at de har været i forskellige ressourceforløb, kursus og praktikker gennem jobcentret, og særligt kvinderne med indvandrerbag-grund har været igennem adskillige job- og uddannelsesrettede forløb (herunder sprogskole, praktik og løntilskud). Størstedelen af kvinderne har (ofte afbrudte) uddannelsesforløb bag sig, mens en mindre del af kvinderne er tilknyttet uddannelsesforløb såsom VUC, HF eller CKB (Center for Kom-petencer og Brobygning). Dog finder vi også, at flere af dem har taget orlov fra deres studie eller uddannelsesforløb, fordi tilværelsen som hjemløs skaber store udfordringer for at kunne følge en uddannelse. En medarbejder på et socialt tilbud fortæller om dette frafald:

Interviewer: Er der egentlig mange kvinder her, som aktuelt, lige nu, er under uddannelse?

Medarbejder: Vi har nogle, som er under uddannelse, men så er der også nogle, som falder fra, fordi det simpelthen er for hårdt at opretholde et liv med studie. Prøv lige at forstille dig at skulle sidde herinde ... Når vi åbner, så kommer der 20 kvinder ind ad døren, og så er der aftensmad, og du skal sove inde på et værelse, hvor der ligger 5 andre ... Og du skal altså bare læse fransk, eller at du skal skrive din bachelor ... det kan man ikke, altså ... Så rigtig mange af de kvinder – vi har også en kvinde her nu, som har taget orlov fra sit studie, fordi det er simpelthen for svært. Og det forstår jeg virkelig godt.

(Medarbejder, socialt tilbud)

Mange af kvinderne fortæller ligeledes, at de er påbegyndt uddannelser, men har måtte afbryde, fordi det blev for overvældende, forvirrende eller stressende. En af mødrene på en familieinstitution fortæller fx, at hun kun tager et par fag om året på HF, fordi det er for hårdt for hende at tage en fuld HF med tre børn. En anden kvinde forklarer her, hvorfor hun blev nødt til at stoppe på sin uddannelse til SOSU-assistent:

Og så har jeg, så gik jeg i gang med en uddannelse her efter min døgnbehandling, som SOSU-hjælper. Og så begyndte jeg også på uddannelsen, det har jeg faktisk gjort to gange, men jeg har ikke fået gjort den færdig. Og jeg kan heller ikke få taget mig sammen til at gøre den færdig. Fordi jeg synes simpelthen – den tager så godt nok kun 13 måne-der, ikke, men det er stadigvæk sådan lidt forvirrende, fordi så er du 3 måneder på skole, så 3 måneder praktik, 3 måneder og sådan bliver det ved, ikke. Og det var meget de dér opgaver, og det kunne jeg slet ikke … for meget af det forstod jeg ikke, og meget af det kunne jeg ikke læse, så jeg sad bare i klassen: Hvad skal jeg lave, ik’? (Kvinde, 41 år)

En del af kvinderne beskriver, at de har oplevet problemer med deres uddannelsesforløb, fordi de ikke kan fokusere på undervisningen, blandt andet pga. psykiske mén, traumer eller stress. Hvad angår de yngre hjemløse kvinder, finder vi også nogle, der er tilknyttet uddannelsesklargørende forløb. Disse yngre kvinder har ofte haft svært ved skolen i en meget tidlig alder og er i nogle tilfælde droppet ud af skolen inden 9. klasses eksamen:

Interviewer: Hvordan kan det være, at du ikke har gået i skole?

Kvinde: Det er, fordi jeg havde mange problemer derhjemme, og i skolen havde jeg også problemer. Da jeg var lille, blev jeg mobbet, så ... jeg kan ikke huske, da jeg var barn, da jeg gik i klassen. Så blev jeg lidt ældre, så skiftede jeg skole, så fik jeg veninder, der var lidt mere ligesom mig, fordi i starten, så gik jeg på en skole, hvor alle kom fra gode store familier og alt sådan noget der. Jeg skilte mig meget ud i hvert fald. Og så skifter jeg skole, hvor jeg fik flere veninder, der havde det lidt ligesom mig, og ik’ kunne [med deres forældre] derhjemme, så vi pjækkede bare hver dag og var sammen. (Kvinde, 21 år)

Disse yngre kvinder har i flere tilfælde meget lav motivation for at færdiggøre en uddannelse og er i højere grad motiveret for at finde et arbejde og ’komme i gang’ ad den vej. Dog har de ofte en aftale med jobcentret om, at de først skal i gang med planlægning og jobsøgning, når der er kommet ro på, og de har fået fast bolig. De yngre kvinder efterspørger tilbud, som ikke stresser dem, og som tager hensyn til deres situation og problemstillinger. Derfor passer tilbud såsom CKB (Center for Kompetencer og Brobygning) bedre til denne gruppe end fx aktiveringsforløb på jobcentret, hvilket forklares af en af de unge hjemløse:

Jeg er på noget, der hedder CKB. Center for Kompetencer og Brobygning. Jeg er blevet flyttet derover via jobcentret, og det er et sted, de kan visitere én til, hvis man har andre udfordringer end bare arbejdsløshed. […] Det er et sindssygt godt sted, fordi der tager

de virkelig hensyn til, at man har nogle andre problemer end bare arbejdsløshed, og de lytter enormt meget på én, hvad man kan klare, og hvad man ikke kan klare. Men oppe på jobcentrene, altså de rigtige, ih guder! Der er det nærmest lige meget, om du mangler begge ben og begge arme og har PTSD, så skal du møde op på jobcenter og blive jobvurderet eller jobafklaret, eller hvad det hedder. Og de vil gerne have dig ud i noget, og det handler ikke så meget om, hvilke problemer du har. Det handler mere om, du skal ud i noget, fordi det siger lovgivningen. Jeg ville ønske, at de ville lytte mere til dem, der kom derop. […] Og hvis de presser dem endnu mere, så bliver de endnu mere syge med stress og hurra. Altså, hvis de ville lytte meget mere til, hvad den enkelte har brug for og behov for og sige. Jeg vil sindssygt gerne arbejde, men prøv at se på mig, og hør, hvad jeg har været igennem. Så kan det jo ikke nytte noget. (Kvinde, 24 år)

Det er ikke kun de unge, der har haft negative erfaringer med aktivering og jobprøvning. Nogle af de ældre kvinder er også meget kritiske over for jobcentret, fordi de gentagne gange er blevet sendt i arbejdsprøvning i jobs, der ikke passer til dem, fx fysisk krævende jobs til kvinder med dårlig ryg.

Nogle af disse kvinder ønsker derfor at modtage førtidspension og er i gang med at blive udredt til dette. Når jobcentret på denne måde har mødt disse kvinder alene med et beskæftigelsesfokus kan kvinderne forblive ’usynlige’ med den kompleksitet af udfordringer, de står med. Gennemgående for kvinder i alle aldre er dog, at de først kan overskue at lægge job- og uddannelsesplaner, når der er kommet ro på, og de har fået en fast base, selvom de ofte allerede selv oplever at være motiverede for at få et arbejde:

Interviewer: Okay, men hvad så med kontakt i forhold til jobcenter og sådan noget? Er der, i forhold til sådan job og beskæftigelse og sådan noget, er der nogen der?

Kvinde: Ja, vi har, vi har lidt. Ja, vi har aftalt sådan, at jeg finder en, min bolig, jeg ved ikke, hvor jeg kommer til at bo, og så efter det, så finder jeg så ud af, finder vi ud af, hvad jeg skal lave. […] Der har også været nogle gange, hvor jeg sådan har følt mig klar til og lave noget, fordi det er bare kedeligt. Det er kedeligt at sidde hjemme, ikke. Men så kunne jeg også bare mærke: Nej, det kan jeg ikke. Jeg skal finde min bolig først og så … (Kvinde, 39 år)

Flere af kvinderne fortæller således, hvordan de er blevet ’fritaget’ eller ’fredet’ fra jobsøgningen, men at de håber at kunne finde et arbejde, når de enten er kommet i fast bolig og/eller kommet i bedring i forhold til psykiske og sociale problemstillinger. Mens størstedelen ikke har lagt konkrete planer, er der nogle af kvinderne, der drømmer om at blive fx fysioterapeut, køkkenmedhjælper, pædagogisk assistent, fitnessinstruktør eller turistguide. Især kvinder med børn er opsat på at finde et job, hvor man kun arbejder i dagtimerne, og nogle af dem har tidligere måttet opgive jobs i re-staurationsbranchen eller rengøring. Mange har dog haft svært ved at finde arbejde på trods af en selvoplevet høj motivation, og navnlig kvinder med etnisk minoritetsbaggrund har haft store udfor-dringer på jobmarkedet, grundet sprogbarrierer og mangel på netværk. Det er en generel oplevelse blandt mange af kvinderne, at de har svære udsigter mht. jobs i fremtiden:

At finde et arbejde bliver min drivkilde for at komme ud herfra, det er der ingen tvivl om.

Men det er jo heller ikke så nemt i dag. Jeg er vagtuddannet, og det er kun deltidsjob, og det er et sted mellem 90 og 120 timers [om måneden] stillinger, de tilbyder, og det er ikke nok. Det kommer jeg ikke videre af – det bliver selvfølgelig mere end integrationsydelse, den er jeg med på, men det bliver ikke nok til, at jeg ville kunne forsvare at sidde i en lejlighed her i København i hvert fald. Og jeg har ikke lyst til at flytte på Labøh, som jeg

Selvom mange er håbefulde i forhold til at finde jobs i fremtiden, er håbefuldheden ofte også blandet med en vis skepsis og vantro på, at det kan lykkes at finde et passende og meningsfuldt job. De beskriver det ofte som ’hårdt’ eller ’svært’ at søge jobs og har været gennem mange nedslående og demotiverende oplevelser i jobsøgningsprocesser. Et andet fællestræk for mange af kvinderne er, at de, frem for at tænke længere ud i fremtiden, fokuserer på det her og nu, de befinder sig i. Nogle af kvinderne nævner fx, at de har fravalgt uddannelse til fordel for ufaglært arbejde, enten for hurti-gere at kunne tjene nogle penge og få råd til en husleje eller for at imødekomme kravene fra 225-timers reglen. Generelt kan det siges, at kvinderne, vi har snakket med, er meget bekymrede for deres nuværende og fremtidige økonomi, og flere opremser regnestykker, der ser ’sorte’ ud, fx denne kvinde, hvis integrationsydelse den kommende måned bliver sat ned:

4.500 tror jeg, at jeg kommer til at få udbetalt. Det kan du ikke – hvor vil du finde noget som helst sted at bo sådan cirka? Og også kunne leve. Det kan ikke lade sig gøre. […]

Ja, så havde jeg haft råd til huslejen, men så havde jeg ikke haft råd til meget andet, vel?

[griner]. Så det kræver helt klart en eller anden form for job, det gør det, for mit vedkom-mende i hvert fald. (Kvinde, 43 år)

Ud over denne universelle bekymring over økonomi og forsørgelse finder vi også enkelte kvinder, hvor disse bekymringer er den primære problematik, eftersom deres hjemløshed hænger tæt sammen med gæld og alvorlige, økonomiske problemer. Nogle skylder eksempelvis flere hundrede tusinder efter en svær skilsmisse og et dårligt hussalg, andre skylder huslejer hos forskellige boligselskaber eller venner og bekendte, mens en enkelt har opbygget en gæld som følge af spilleafhængighed. En kvinde bekri-ver eksempelvis, hvordan økonomien kuldsejlede efter en konfliktfuld skilsmisse:

Kvinde: Jamen, så gik jeg på arbejde og havde jo i hvert fald i begyndelsen, da vi gik fra hinanden, en dialog med nogle banker, om de ikke kunne hjælpe, men de var alle sam-men fuldstændig iskolde og sagde: "Hvis vi ikke ved, hvor meget gæld der bliver på jeres hus, så kan du ikke låne en krone". Og så ryger man ud i nogle af de der strakslån og alt muligt, fordi jeg betalte dobbelt husleje i over 4 år og skulle finde et indskud til en ny lejlighed og skulle etablere mig og alt muligt. Så på den måde – det kan man jo ikke gøre på en almindelig løn, vel. Det kan jo ikke lade sig gøre.

Interviewer: Og blev huset så solgt med underskud?

Kvinde: Ja. Jeg tror, det har kostet mig 600.000 at gå fra ham, ikke. Så det er så dem, jeg betaler af på nu. Og derfor kan jeg jo ikke bo i [bynavn] på almindelig vis. Der er jo masser af lejligheder til leje, men 60-80.000 for at komme ind, og 11.000 i husleje om måneden. Det kan jeg jo på inden måde hoste op med. (Kvinde, 48 år)

Kvinder med store gældsbeløb er ofte meget taknemlige for den ro og fred og ikke mindst tid, de får på tilbuddene, som kan hjælpe dem til at komme ’oven vande’ igen. Gæld og økonomiske problemer er generelt meget udbredt blandt kvinderne. Flere af kvinderne har taget kviklån, foretaget impuls-køb eller andre tvivlsomme økonomiske valg. Der eksisterer ofte et stort rod i kvindernes økonomi, som bærer præg af en ’her-og-nu’ økonomisk tankegang. Opsummerende kan det siges, at kvin-dernes oplevelser med job- og uddannelsesforløb ofte har været kaotiske og nedslående, og at der eksisterer et stort virvar omkring deres private økonomi, som det kan være svært eller stressende for dem at forholde sig til.