Lige siden de glade 60’ere havde den danske økonomi haft et problem: Forbruget var alt for stort. Dette skyldtes først og fremmest den i virkeligheden uhæm m ede private gældsæt
ning, som praktisk taget alle tog del i. Selv med en beskeden inflation bevirkede det fulde skattefradrag for renter, at gæld
sætning blev en sikker indkomstkilde, samtidig m ed at det jo altid er m ere fornøjeligt at kunne forbruge penge end at spare dem op.
Jeg følte m ed andre ord, at en skattereform var blevet en politisk nødvendighed. Et reform arbejde ville jo også kunne give mig lejlighed til at realisere nogle af m ine oprindelige målsætninger. Og d et på trods af, at jeg var klar over, at når en skattem inister frem sæ tter forslag til en skattereform , læg
ger han ikke alene hovedet på blokken, m en giver også alle, d er ønsker det, øksen i hånden m ed m ulighed for at slå t i l ...
Efter de nærm est rituelle og forudsigelige politiske skær
mydsler – fremlæggelse af regeringens planer og ideer i Folke
tinget, og den ventede bastante afvisning fra oppositionens si
de – søgte je g næ rkontakt m ed Mogens Lykketoft og Bernhard Baunsgaard, uden hvis medvirken den siddende m indretalsre
gering ikke kunne gennem føre noget som helst på skatteområ
det.
Forhandlingsteknisk var d et en hjælp, at vi hurtigt blev enige om at lade em ner, som vi vidste, at vi ikke politisk
kunne blive enige om, ligge. Det var d et socialdemokratiske ønske om at afskaffe den eksisterende regel om skattefrihed ved salg af aktier og fast ejendom , som man h ar ejet i længere tid, og på den anden side det borgerlige ønske om at afskaffe form ueskatten og fradraget for fagforeningskontingenter.
Ingen af disse ideer blev dog opgivet, de skulle bare ikke m ed i første omgang. De blev da også alle i et vist om fang gennem ført af m ine efterfølgere ved senere lejligheder.
Men d er var såm ænd nok at tage fat på endda - og rigeligt at blive uenige om.
I en lidt anspæ ndt politisk situation - og d et er det jo altid for en regering, når der er tale om skat - er det ofte vanske
ligt at præ sentere et oplæg, et forhandlingsgrundlag, som en En skatteminister i en mindretalsregering må nødvendigvis arbejde nøje sammen med oppositionens skatteordfører. Jeg var heldig, at det var Mogens Lykketoft. Forudsætningen for at opnå resultater er jo, at ens modparter er dygtige og forstår, hvad det drejer sig om. Samspillet mellem os var fint. Det var — som det altid er i politik - et give and take. Hvem der gav mest, og hvem der fik mest, er der delte meninger om. På billedet er det mig, der få r noget a f Lykketoft. Hvad mon jeg har måttet give til gengæld ?
Skattereformen blev fremlagt på et pressemøde, hvor jeg blev flankeret a f de
»tunge« ministre. Et overvældende flertal i Folketinget havde stemt for refor
mens vedtagelse. Marginalskatterne blev for første gang siden 1903 sat ned fra 13 % til 68% , og der blev som noget nyt indført en virksomhedsordning, som gav især landbruget og de liberale erhverv de samme skattemæssige likviditetsfordele, som hidtil kun var gældende for aktieselskaber. Da statsmi
nister Schlüte nogle måneder senere var på officielt besøg i USA, sagde præ
sident Ronald Reagan bl.a. i sin officielle tale til Schlüter: »Det glæder mig at kunne lykønske Dem, hr. statsminister, fordi det er lykkedes Dem at få ret
tet økonomien op og få lavet en vidtgående skattereform. Jeg kan meget vel for
stå, hvor vanskeligt, det har været...« Bemærkningen havde nok også et in
denrigspolitisk sigte, da Reagan havde svært ved at få sin reform vedtaget. Al
ligevel blev det noteret i Skatteministeriet, at vor reform var kommet på verdens
kortet. Noget sådant var aldrig sket tidligere. De danske borgerlige vælgere hæf
tede sig imidlertid først og fremmest ved, hvad der ikke blev opnået ved refor
men.
forhandlingsm ed-/m odpart ikke føler sig politisk forpligtet til at skyde i sænk. Men h er fik vi uventet hjælp.
En dag ringede direktøren for Sparekasseforeningen (nu en del af Finansrådet), professor Niels Chr. Knudsen, og invite
rede mig til at læse et udkast til en skattereform , som et sær
deles sagkyndigt udvalg havde udarbejdet for foreningen.
Jeg fandt forslaget godt og var enig i m ange af udvalgets
syns-punkter, som i nogen grad var baseret på skatteideer fremsat af den tidligere finansminister, professor Thorkil Kristensen, m en som det aldrig var lykkedes ham at gennem føre. Jeg bad om, at det, ligeledes u n d erh ån d en , blev sendt til Lykketoft og Baunsgaard. Da de også havde læst det og fundet det interes
sant, blev vi tre enige om, at vi ved udtalelser til pressen ville sige, at vi fandt, at rapporten var et velegnet grundlag for de forestående skattedrøftelser. D erm ed havde vi fået et fælles dokum ent, vi kunne forholde os til, og politisk havde alle tre p arter bevaret deres uskyld.
Når forhandlingerne lykkedes i den forstand, at der for før
ste gang siden 1903 opnåedes politisk enighed om væsentlige og principielle æ ndringer – fx sænkning af marginalskatten og Mit nytårskort, f or 1987. Med den sædvanlige blanding a f munterhed og ironi har Bo Bojesen foreviget 1987’s store begivenhed – set med Skatteministeriets øjne: Ikrafttræden a f skattereformen.