NOVEMBER 1987

CARPE A LA JUIVE LIEVRE ROSTI CHARLOTTE AUX POIRES

COTES DE THAU SAVIGNY-LES-BEAUNE 1967

RATAFIA DE CAIX 1985

En sådan opfordring fra D ronningen blev je g naturligvis overordentlig glad for. Men dertil kom, at jeg igennem ca. 25 år havde arbejdet tæt sammen m ed Chaim Herzog. Han var, indtil han blev Israels sjette præsident, form and for en over 100 år gammel international jødisk hum anitæ r organisation, World ORT Union, og je g var hans næstformand. ORT beskæf­

tigede sig m ed at oprette faglige skoler – vocational training- for flygtninge og for unge i udviklingslandene. Filosofien bag or­

ganisationen er, at det er bedre for den enkeltes selvværd at lære et fag end at få understøttelse. ORT underviser årligt over 45.000 unge i adskillige lande uanset elevernes religion eller status. O rganisationen har igennem årene også m odtaget

støt-I Folketinget fik præsident Herzog forevist Danmarks grundlov a f Folketin­

gets formand Svend Jakobsen og næstformand Knud Østergaard.

te fra skiftende danske regeringer gennem den danske lokalaf­

deling, der i m ange år blev effektivt ledet af fru Genia Ruben.

Jeg blev in d b u d t til at bo på Fredensborg Slot u n d e r besø­

get, og da je g ankom dagen før, m ødte je g på vej til d et anvi­

ste værelse D ronningen, der havde været inde på m it værelse for at sikre sig, at blom sterne stod, som de skulle. Dette var i virkeligheden ikke bare venligt, m en uhyre karakteristisk for hele besøget, d er var præ get af m egen omsorg. Først og frem ­ mest for de officielle gæster, m en også for alle de detaljer, som et sådant besøg består af. Alt blev m ere end dobbeltchec­

ket. Det var min opgave at være i næ rheden af præ sident H er­

zog for at sikre, at han vidste, hvor han skulle gå hen, hvem han skulle tale m ed etc.

Jeg ledsagede præsidenten til gallamiddagen på Fredens­

borg, i Folketinget, på Københavns Rådhus, til statsministe­

rens frokost i Eigtveds Pakhus, til pressekonference og til

mod-tagelsen i den jødiske m enighed. (I det officielle program blev denne om talt som »den jødiske koloni«. Det gav nogle helt forkerte associationer!).

Alt dette var for så vidt gennem prøvet før og helt sædvan­

ligt. Men naturligvis vil et statsbesøg altid være præ get af gæs­

tens holdning til D anm ark og af landets holdning til gæsten og d et land, han repræ senterer.

Det helt særlige og det historiske, d er knyttede sig til netop dette statsbesøg, fandt sted den 5. novem ber 1987, da D ron­

ningen og Israels præ sident besøgte Gilleleje. Det var første gang, D ronningen var i Gilleleje, og byen havde m ed store velkom stbannere på hebraisk og dansk b u d t de høje gæster velkom m en til byen. Det var præ sidentens udtrykkelige øn­

ske at besøge netop d enne by. I den tale, hvorm ed præ siden­

ten hilste byen, m otiverede han det ønske bl.a. således:

Jeg betragter udsigten fra dette nordligste punkt på Sjælland: De yndige bakker, fiskerihavnen, de smukke strande og havet. A f de be­

søg, jeg som præsident for staten Israel har gennemført, er der kun få, der i betydning kan måle sig med min nærværelse her i dag. Overfla­

disk set er der kun få ligheder mellem Jerusalem, som jeg kommer fra, og Gilleleje, men båndene mellem vore to byer er meget stærke, for Gil­

leleje indtager en hædersplads i det jødiske folks historie, ja i menne­

skehedens historie. Det er en hædersplads, som vi aldrig vil glemme.

Da jeg forberedte mig på besøget i denne bemærkelsesværdige by, stødte jeg på et interview med en a f Deres borgere, hr. Lassen. Han var blevet interviewet a f en israeler, som besøgte Gilleleje i 1980. Det er et betagende interview, som har lært mig meget om de heroiske gerninger, der blev udført i Gilleleje og i de andre fiskerihavne, som var med til at redde de danske jøder. Der var imidlertid én sætning i interviewet, som betog mig over al måde. Den havde ikke – som man måske kunne tro – noget at gøre med den gribende, dramatiske historie om selve redningen. Det var en simpel sætning, som hr.

Lassen fremkom med under en diskussion om, hvad der havde fået ham (og hans familie) til at sætte deres liv på spil ved at deltage i

redningsaktionen. Efter at have tænkt sig lidt om – og efter at have mindedes de venskabelige forbindelser med sine jødiske naboer – sagde hr. Lassen: »...Det var naturligt, at jeg måtte prøve at redde dem.«

Denne sætning og den følebe, som ligger bag ved den, forklarer, hvorfor jeg er her i dag, for i de mørke år fra 1933-1945 – fra det tidspunkt, da Hitler kom til magten, indtil dette hæslige regime blev besejret a f de allierede styrker – var der i Europa, ja i verden i almin­

delighed meget, meget få mennesker, som, da de blev konfronteret med jødernes ulykke, sagde: »For mig var det naturligt – naturligt – at prøve at frelse dem«. De få, deriblandt beboerne i Gilleleje, beboerne i andre fiskerihavne langs denne kyst, de heltemodige danske mod­

standsfolk og enhver dansk borger, som modsatte sig det nazistiske herredømme, reddede menneskehedens ære. Det var dem, der stille, modigt og under stor personlig fare holdt den menneskelige etik, de menneskelige værdier og den menneskelige moral i live.

Gilleleje var et a f de få steder på jorden, hvor menneskehedens vær­

dier blev holdt i live i en umenneskelig tidsalder. Det var ikke blot jøder og andre, som blev reddet her. Det var måske menneskeheden selv. Derfor er jeg her i dag – 44 år efter redningen a f de danske jøder i oktober 1943 og ved indledningen til det 40. år a f staten Israels beståen – for at takke Dem i det israelske folks navn og for at hylde Deres helte.«

Medens han talte, så je g for mig erindringsbilleder fra min egen flugt over Ø resund og fra m in mors og m orm ors an­

komst til Gilleleje Kirke, sådan som hun havde fortalt mig det, og de efterfølgende strabadser, d er førte til den m iraku­

løse redning af os alle. Det var, som om Chaim Herzog m ed sine stærkt bevægende ord satte en værdig afslutning på be­

givenhederne i oktober 1943. Det var m eget sm ukt og m eget rigtigt.

Efter en særdeles stemningsfuld gudstjeneste i Gilleleje Kir­

ke og besøg på det kirkeloft, der for en stor gruppe flygtende kom til at spille så katastrofal en rolle, havde byen inviteret til

Den mest gribende del a f præsident Herzogs besøg var den dag, der blev tilbragt i Gilleleje. Byen var simpelthen på den anden ende. Man havde aldrig tidligere haft besøg a f Dronningen og en præsident. Her er Dronningen og præsidentparret på besøg på fiskeskipper Niels Sørensens kutter »Mågen«, der var en a f de både, der 44 år tidligere havde bragt flygtende jøder til Sverige.

frokost på restaurant »Fyrkroen«. Mange af byens dam er og unge piger gav en h ånd m ed ved serveringen for D ronningen og præsidenten. Den lokale damefrisør må have haft nok at gøre. Det var um ådeligt fesdigt, indtil en af de unge piger, der skulle servere kaffen for D ronningen, af ren og skær befip­

pelse tabte bakken m ed alle kopperne på gulvet. Braget fik naturligvis sikkerhedsfolkene, der sad i et hjørne, til at fare op og gribe deres pistoler. Men det blev der ikke brug for. Den unge pige satte sig sim pelthen ned på gulvet og græd guds- jam m erligt, indtil en m eget flot, ung israelsk oberst, der var præsidentens adjudant, rejste sig fra bordet, gik hen til hende, gav hende et knus og forklarede hende, at knust porcelæn

iføl-ge jødisk overlevering betyder lykke, og det var jo hendes gave til alle gæsterne.

D en unge pige fik i hvert fald – ligesom je g – en historie at fortælle til sine børnebørn.