Til besky ttelse cif del amerikanske kontinent mod raketangreb over Nordpolen findes midt inde på indlandsisen denne kæmpestore radarstation, Dye III. Da
indlandsisen ville smelte under husets vægt, er stationen placeret på en række lange stålsøjler, der er boret ned i isen. Når isen hvert år bliver tykkere som følge a f snefalcl, hæves bygningen højere op på søjlerne. 1 1980 kunne bygnin
gen ikke hæves højere, hvorefter man borede et cintal nye søjler ned i isen og flyttede huset ca. 200 meter. Bygningen er et monument for ingeniørkunsten.
Stationen blev bl.a. benyttet som basefor iskerneprojektet.
i isen, jo m ere tyktflydende og grødagtig bliver den som følge af det tryk, d er udøves af den is, d er ligger ovenpå. Tryk får – som vi lærte det i fysiktimerne – is til at smelte.
Willi Dansgaards eksperim enter var kommissionens største enkeltprojekt, og tidligt i borets udvikling fløj je g m ed Dansgaard ind over indlandsisen for at se, hvorledes det gik m ed boringerne. Da vi kom over stedet, hvor boringerne fandt sted, kunne vor helikopter ikke lande på grund af tåge, m en det lykkedes at få radioforbindelse m ed boreholdet. Jeg skal aldrig glemme Dansgaards skuffelse, da han fik at vide, at kab
let til boret var knækket, og at boret var gået tabt nede i isen.
Man måtte nu vente et helt år, indtil m an kunne prøve igen. Jeg fik derm ed en lille anskuelsesundervisning i, hvorfor forsk
ning i de arktiske om råder er så besværlig og så kostbar.
Efter nogle års ihærdige forsøg – og i h ård konkurrence m ed amerikanske universiteter – lykkedes det for Dansgaard og hans team at bringe adskillige b o rek ern er op h elt nede fra bu n d en – the bedrock.
B orekernerne var af enorm videnskabelig betydning, hvil
ket m an kunne mærke på den entusiasme, hvorm ed m an behandlede dem. Jeg besøgte et par gange de laboratorier, m an havde o p rettet u n d er isen. H er boede en halv snes m en
nesker i adskillige m åneder hver sommer, kun optaget af én ting: at bringe de bedste resultater hjem. Forholdet er jo det, at indlandsisen hvert år vokser m ed et nyt islag som følge af snefald. I borekernen kan m an tælle disse islag på samme m åde som årringe i en træstamme. Kom m er m an langt nok n ed i isen, kan m an kom m e tusinder af år tilbage. Ved hjælp af m oderne instrum enter kan m an undersøge de enkelte lag.
Blandt an d et kan m an finde frem til, hvad der var d en høje
ste og laveste tem peratur på G rønland, og herudfra kan m an igen regne ud, hvorvidt verden var i en kulde- eller varme- periode. Dette giver bl.a. historieforskningen nogle interes
sante perspektiver.
Da je g gik i de første klasser, fortalte vor historielærerinde
n t % °
Professor Willi Dansgaard med et stykke a f den iskerne, der netop er boret op.
Laboratoriet var gravet ned i indlandsisen. Iskernerne blev fordelt også til en række amerikanske universiteter, som havde medvirket til projektets finansie
ring.
os, at historiens gang blev bestem t af kam pen mellem de gode og de onde. Senere blev det dog hurtigt klart, at m ilitærmagt og økonomiske interesser spillede nok så m eget ind. Med Dansgaards forskning er en ny faktor kom m et på banen: tem
peraturen. Et eksempel herpå er korstogene. Min barndom s fortælling om de ædle riddere, der skulle befri Jerusalem fra barbarerne, og som samtidig var så ædle, at de tog deres fami
lier og tjenestefolk med, har pludselig fået en anden dim en
sion. Analyserne af borekernerne h ar påvist, at der i korstogs
tiden var en langvarig kuldeperiode i Europa m ed alvorlig hungersnød til følge. Det var d erfor naturligt, at de, der kunne, tog til de varmere lande m ed familie og tjenestefolk.
Ligesom det udtrykkes hos m oderne videnskabsmænd, er det
Det lille mumiebarn blev fundet næsten helt intakt
sammen med andre kvinde-mumier i Nord
grønland i 1912. Først i 1978 blev man dog klar over fundenes enorme betydning, da mumierne kom til Gentofte Amtssyge
hus’ patologiske laborato
rium. Mumierne kan nu ses i museet i Nuuk.
godt at have et projekt, når m an skal på rejse, og befrielsen af Jerusalem har jo til alle tider kunnet bruges som et godt på
skud til m ange ting.
A rbejdet m ed de m ange personligheder i kommissionen gav m ange glæder. Vi fejrede i 1978 kommissionens 100-års- jubilæ um i universitetets festsal u n d e r overværelse af D ron
ningen. Den gamle grønlandsforsker Eigil Knuth, som je g havde m ødt på indlandsisen, da han fejrede sin 70-års fød
selsdag boende alene i et telt i Pearyland m ed et prim usappa
rat, sin radio og sit gevær, havde gjort os den ære at komme til stede. Det var en glæde for mig nogle år senere at konsta
tere, at m it initiativ til at gøre ham til æ resdoktor ved Køben
havns Universitet var lykkedes.
I 1992 overlod je g form andsposten til overlæge Jens Peder Hart Hansen, d er er blevet b erøm t og berøm m et for sin ud
forskning af de m um ier af kvinder og babyer, m an fandt for nogle år siden i N ordgrønland. M um ierne er nu udstillet i m useet i N uuk og er næ ppe m indre end en verdenssensa- tion. Da je g for første gang så ind i det lille babyansigt, ople
vede je g det, som om babyen lige havde åbnet øjnene, m en skyndt sig at opgive ånden igen efter at have tænkt, at dén verden var d er vist ingen grund til at se næ rm ere på.
U m iddelbart før je g fratrådte som form and, accepterede Kronprins Frederik mit forslag om at blive kommissionens før
ste kongelige protektor. Det vakte m egen glæde også i G røn
land.